Klage over at patienten vågnede under bedøvelsen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10744@2007-08-20/da
Indhold
Klage over at patienten vågnede under bedøvelsen
Resumé En 60-årig kvinde skulle opereres for et bugvægsbrok ved en kikkertoperation. Operationen blev udført i fuld bedøvelse. Der deltog en anæstesilæge under ledsagelse af en anæstesisygeplejerske. Kort efter at patienten var blevet bedøvet, opdagede kirurgen, at patienten ikke sov, idet infusionsslangen var løsnet fra droppet. Dette blev rettet straks, hvorefter resten af operationen forløb uden yderligere komplikationer. Efter operationen informerede anæstesilæge patienten om hændelsen og tilbød hende yderligere samtaler ved behov. Der blev klaget over anæstesipersonalet ikke opdagede, at patienten vågnede under operationen.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere anæstesisygeplejersken, idet nævnet lagde vægt på, at det er anæstesisygeplejerskens opgave hele tiden at følge med i, at bedøvelsesmidlet og det smertestillende medicin løber kontinuerligt, så patienten holdes sovende og smertefri. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere anæstesilægen, idet det var nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at anæstesilægen forlod stuen og overlod overvågningen af patienten til anæstesisygeplejersken, da patienten var sovende, luftvejene var sikrede (indføring af en tube), og de vitale funktioner var i orden. Nævnet lagde vægt på, at anæstesilægen kunne tilkaldes ved behov. Endelig fandt nævnet, at det var relevant, at anæstesilægen talte med patienten om hændelsen og tilbød hende yderligere samtaler.