Klage over ordination af antidepressiv medicin til patient, der havde et alkoholmisbrug
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10752@2007-08-20/da
Indhold
Klage over ordination af antidepressiv medicin til patient, der havde et alkoholmisbrug
Resumé En 45-årig kvinde påbegyndte den 30. oktober 2002 behandling hos en speciallæge i psykiatri, idet hun led af en depression. Patienten havde tidligere haft et alkoholmisbrug, men havde på daværende tidspunkt ikke noget overforbrug af alkohol. Speciallægen ordinerede herefter antidepressiv medicin. I perioden fra den 14. november 2002 til den 12. marts 2004 var patienten jævnligt i konsultation hos speciallægen. Da hun igen havde et overforbrug af alkohol, blev det aftalt, at hun skulle starte på Antabusbehandling. Hun fortsatte herefter konsultationerne hos speciallægen, og hun fik det efterhånden bedre. Det var speciallægens indtryk, at hun overholdt sin Antabusbehandling. I sommeren 2004 fik patienten en betinget dom for spirituskørsel, med vilkår om kontrolleret alkoholistbehandling, hvorfor hun 2 gange om ugen skulle møde op hos sin praktiserende læge for at modtage Antabus. De øvrige dage skulle hun selv sørge for at få sin Antabus. Den 18. august og den 22. september 2004 var patienten igen i konsultation hos speciallægen. Hendes humør blev efterhånden mere stabilt, men kunne dog veksle. Hun var fortsat i behandling med Antabus og antidepressiv medicin. Frem til den 18. november 2004 indtog patienten Antabus hos sin praktiserende læge, men den 19. november 2004 faldt hun pludselig om med hjertestop i hjemmet, og ved ankomsten til sygehuset blev hun erklæret død. Der blev klaget over, at patienten fik ordineret antidepressiv medicin, selvom hun havde et alkoholmisbrug.
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af speciallægen, idet nævnet lagde vægt på, at der ikke var forhold, der talte imod behandling med både Antabus og den i sagen anvendte antidepressive medicin. Nævnet lagde videre vægt på, at speciallægen fulgte patientens tilstand via regelmæssige samtaler og blodprøver, og at blodprøvesvarene lå i terapeutisk niveau. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for kritik af den praktiserende læge, idet nævnet lagde vægt på, at der ikke var forhold, der talte imod behandlingen med antidepressiv medicin, selvom patienten havde et alkoholmisbrug. Nævnet lagde videre vægt på, at lægen fulgte hendes tilstand gennem hendes jævnlige besøg i hans konsultation i forbindelse med hendes Antabusbehandling.