Klage over tvangsmedicinering med depotmedicin
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10761@2007-09-20/da
Indhold
Klage over tvangsmedicinering med depotmedicin
Resumé En 43-årig mand med diagnosen paranoid skizofreni blev den 25. september 2006 indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor han havde været indlagt mange gange før. Forud for indlæggelsen var han ophørt med at tage sin medicin, hvilket også havde været tilfældet forud for de tidligere indlæggelser. Under den aktuelle indlæggelse var han verbalt aggressiv og opfarende, og kontakten med ham var svært læderet. Han blev fra den 26. september 2006 løbende forsøgt motiveret for behandling primært med Risperdal depot, alternativt tablet Risperdal, hvilket han var afvisende overfor. Den 6. oktober 2006 blev der derfor truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal depot. Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, der imidlertid godkendte beslutningen.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Nævnet lagde vægt på, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten gennem 11 dage var forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet oplyste, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det blev videre oplyst, at det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin, som udgangspunkt, anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform. Nævnet fandt imidlertid ud fra en konkret vurdering, at Risperdal i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde vægt på, at patienten havde været indlagt på den pågældende psykiatriske afdeling mange gange tidligere, og at man således havde et særdeles godt kendskab til ham og til behandlingen af ham, herunder behandlingen med Risperdal depot. Nævnet lagde videre vægt på, at han tidligere havde modtaget behandling med Risperdal depot med god effekt på tilstanden.