Klage over tvangsmedicinering efter kun 3 dages motivationstid og iværksættelse af behandling uden opsættende virkning af en eventuel klage
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10781@2007-10-20/da
Indhold
Klage over tvangsmedicinering efter kun 3 dages motivationstid og iværksættelse af behandling uden opsættende virkning af en eventuel klage
Resumé En 51-årig kvinde med diagnosen paranoid skizofreni blev den 14. juni 2006 indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun havde været indlagt 16 gange tidligere. Under den seneste indlæggelse i januar 2006 havde hun slået flere personalemedlemmer, og på et tidspunkt havde hun ramt en sygeplejerske med 2 knytnæveslag på hagen. Forud for den aktuelle indlæggelse var patienten ophørt med at tage sin antipsykotiske medicin, og hendes praktiserende læge vurderede, at der var risiko for, at hendes tilstand ville forringes i en sådan grad, at det kunne være til fare for hendes helbred. Under indlæggelsen nægtede hun fortsat at tage medicin. Hun var opkørt, urolig og truende, og dagen efter indlæggelsen overfaldt hun en medpatient for at få dennes cigaretter. Da hun blev anmodet om at gå til sin egen stue, truede hun med at kaste en stol mod personalet, hvorefter hun blev fikseret med bælte og fik beroligende medicin ved tvang. Den 16. juni 2006 var hun fortsat bæltefikseret, og hun var udtalt truende i forhold til både personale og medpatienter. Hun modsatte sig kategorisk antipsykotisk medicin, og lægen vurderede, at hun var til nærliggende, væsentlig og overhængende fare for andre, og at det næppe ville være muligt at få hende ud af bæltefikseringen, medmindre der blev opstartet behandling med antipsykotisk medicin. Der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol, subsidiært injektion Zyprexa, uden opsættende virkning af en eventuel klage. Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, der imidlertid godkendte beslutningen.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Nævnet lagde vægt på, at tvangsforanstaltningen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, på trods af, at patienten kun gennem 3 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at hun ifølge journalen var væsentlig aggressiv, idet hun overfaldt en medpatient og truede personalet med en stol, herunder lagde an til at kaste stolen, samt at hun i forbindelse med sin seneste indlæggelse tidligere på året havde optrådt voldeligt. Nævnet fandt videre, at betingelserne for ikke at tillægge klagen opsættende virkning var opfyldte. Nævnet lagde vægt på, at ifølge journalen var begrundelsen for straks at iværksætte behandlingen, at man vurderede, at patienten var til nærliggende, væsentlig og overhængende fare for andre, hvorfor det næppe ville være muligt at få hende ud af bæltefikseringen, medmindre hun blev behandlet med antipsykotika, idet hun handlede udtalt impulsivt og affekteksplosivt, styret af ydre stimuli.