Klage over for sen iværksættelse af yderligere udredning efter en operation i tyktarmen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10792@2007-10-20/da
Indhold
Klage over for sen iværksættelse af yderligere udredning efter en operation i tyktarmen
Resumé En 61-årig kvinde blev i fuld bedøvelse opereret for en kræftsvulst i den opadgående del af tyktarmen. Ved operationen blev den opadgående del af tyktarmen fjernet, og der blev dannet en ny forbindelse mellem den tværgående del af tyktarmen og tyndtarmen. I dagene efter operationen havde patienten kvalme, opkastninger og tynd mave, og efter fem dage fik hun tillige smerter ved navlen. Samme dag fik hun foretaget røntgenundersøgelse og CT-scanning, der ikke viste tegn på hul ved den nydannede forbindelse i tarmen. Dagen efter fik patienten tillige aftagende nyrefunktion og vand lungerne, og der blev iværksat behandling med vanddrivende medicin samt iværksat yderligere undersøgelser. Hun blev herefter løbende tilset gennem aftenen og natten af en reservelæge, der flere gange konfererede situationen med en overlæge. På baggrund af yderligere svigt i nyrefunktionen samt ingen effekt af den vanddrivende medicin, blev der næste morgen ordineret akutte blodprøver og akut CT-scanning af maven. På baggrund af stærk mistanke om lækage blev der herefter foretaget operation, hvor der blev fundet lækage, bughindebetændelse og en byld i venstre side af bughulen. Efter operationen blev patienten overflyttet til intensivafdelingen, men afgik senere på dagen ved døden på grund af multiorgansvigt. Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med operationen i tarmene, og at det for sent blev opdaget, at operationsstedet var gået op, og der flød tarmindhold ud i bughulen.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen for hans behandling af patienten dagen inden operationen, idet han burde have iværksat yderligere udredning af hende på et tidligere tidspunkt. Nævnet lagde herved vægt på, at oplysningerne om stigende nyresvigt og infektionstal, fortsat væskeophobning og fri luft i bughulen sammenholdt med fundene med røntgenundersøgelsen foretaget tre timer tidligere burde have foranlediget yderligere udredning, idet der var gået mere end syv dage siden den primære operation. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægen, der havde foretaget operationen, idet lægen havde foretaget operationen efter retningslinierne for behandling af en kræftsvulst i den opadgående del af tyktarmen. Nævnet fandt videre ikke grundlag for at kritisere den afdelingslæge, der havde tilset kvinden i forbindelse med de første symptomer med opkastninger, kvalme og tynd mave, idet nævnet lagde vægt på, at lægen havde iværksat relevante undersøgelser og reageret relevant på resultatet af disse. Nævnet lagde vægt på, at den iværksatte røntgenundersøgelse og CT-scanning ikke viste tegn på lækage, samt at der ikke var påvirkning af bughinden samt naturlige, svage tarmlyde. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere reservelægen, der havde tilset patienten natten inden operation, idet han tilså hende fem gange i løbet af natten, samt tog kontakt til overlægen, som var bagvagt, da røntgenbillederne viste let væskeophobning i lungerne og fri luft i bughulen, samt at nyresvigtet tiltog.