Klage over tvangsbehandling med depotmedicin uden motivation for konkret præparat
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10798@2007-10-20/da
Indhold
Klage over tvangsbehandling med depotmedicin uden motivation for konkret præparat
Resumé En 57-årig mand, der led af en paranoid skizofreni blev den 31. august 2006 indlagt på fareindikation på en psykiatrisk afdeling. Under indlæggelsen var han indimellem truende og gav udtryk for adskillige vrangforestillinger. Han blev løbende forsøgt motiveret for at starte medicinsk behandling, hvilket han dog nægtede. Den 8. november 2006 gav han dog udtryk for, at han gerne ville modtage tablet Risperdal 3 mg. Den 28. december 2006 blev han tilbudt injektion Flufenazin depot, hvilket han dog nægtede at modtage. Indtil den 2. januar 2007 blev han løbende motiveret for frivillig dosisøgning i tablet Risperdal eller alternativt depotbehandling, hvilket han modsatte sig. Han blev vurderet tiltagende psykotisk med vrangforestillinger samt tiltagende vredladen. Der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Siqulone (fluphenazindekanoat) 50 mg intramuskulært hver fjortende dag. Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Den 15. januar 2007 godkendte Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn beslutningen om tvangsmedicinering.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende beslutning om tvangsbehandling, idet nævnet lagde vægt på, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Det var Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet. Det fremgik af overlægens erklæring, at patienten dagligt blev tilbudt injektion Flufenazin depot. Af journalen fremgår det imidlertid kun den 28. december 2006, at han blev søgt motiveret for præparatet Flufenazin-depot. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt det derfor ikke tilstrækkelig godtgjort, at patienten løbende blev motiveret for præparatet Siqualone. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at betingelserne for tvangsbehandling med injektion Siqulone (fluphenazindekanoat) ikke var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at han ikke løbende blev motiveret for den konkrete behandling som beslutningen om tvangsbehandlingen vedrørte. Videre har nævnet lagt vægt på, at der på baggrund af sagens oplysninger ikke findes at være særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling uden forudgående motivation for det konkrete præparat.