Ligestillingsnævnets afgørelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/11243@2007-09-27/da
Indhold
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. 2007-2445 Ikke godtgjort at afskedigelse af en kvinde ikke var begrundet i hendes graviditet. Godtgørelse fastsat til 170.000 kr. D. 14. august 2005 blev klageren, en kvinde, ansat som handicaphjælper for indklagede, en kvindelig kørestolsbruger. Dette blev foranstaltet via en handicaphjælpeordning for handicappede, der selv er i stand til at administrere et ansættelsesforhold. D. 8. januar 2007 oplyste klageren indklagede om at hun var gravid. Klageren havde efterfølgende fire sygedage i forbindelse med sin graviditet. D. 19. januar fik klageren udleveret sin opsigelse og kvitterede herfor. Klageren gjorde gældende, at opsigelsen af hende var begrundet i hendes graviditet, og derfor i strid med ligebehandlingslovens § 9. Indklagede gjorde gældende, at opsigelsen ikke skyldtes klagerens graviditet, men var begrundet i, at indklagede ønskede to ansatte á 25 timer der kunne afløse hinanden ved sygdom og ferie, i stedet for én ansat á 37 timer, da indklagede er svært handicappet og ikke kan klare sig uden hjælp. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at afskedigelsen af klageren ikke var begrundet i hendes graviditet, og har, i overensstemmelse med praksis på området, tildelt klageren en godtgørelse på 170.000 kr.
Sagen drejer sig om en afskedigelse af en gravid kvinde. ¬¬ Sagsfremstilling: ¬Klageren, en kvinde, blev den 14. august 2005 ansat som handicaphjælper for indklagede, en kvindelig kørestolsbruger. Klageren blev ansat via en handicaphjælperordning for handicappede, der selv er i stand til at administrere et ansættelsesforhold. Ordningen fungerer således, at det er borgeren, der optræder som arbejdsgiver overfor handicaphjælperen i form af et privatretligt ansættelsesforhold. Kommunen administrerer udbetalingen af lønnen til handicaphjælperen og har desuden en rådgivningsforpligtigelse overfor borgeren, hvilket blandt andet indebærer, at kommunen formidler en standardkontrakt til borgeren. Det er herefter borgeren selv, der ansætter og aftaler de nærmere vilkår for ansættelsen af medhjælperen. Endvidere er det borgeren, der eventuel forestår en afskedigelse af medhjælperen. Det fremgår af årsopgørelsen for 2006, at klageren havde oppebåret en månedlig indtægt på gennemsnitlig 18.770 kr. ¬¬Klageren fik konstateret, at hun var gravid den 4. januar 2007 og oplyste indklagede om sin graviditet den 8. januar 2007. ¬¬Klageren var til ekstraordinære graviditetsundersøgelser den 10. og 17. januar 2007 da hun lider af sukkersyge. ¬¬Den 15. januar 2007 var klageren sygemeldt på grund af graviditetsgener. ¬¬Den 19. januar 2007 sygemeldte klageren sig atter på grund af graviditetsgener. ¬¬Samme dag anmodede indklagede klageren om at kigge forbi. Ved denne lejlighed fik klageren udleveret en opsigelse og kvitterede herfor. Af opsigelsesskrivelsen fremgår, at klageren opsiges ”… på grund af arbejdsomlægning. [Klageren] har 37 timer pr. uge. Der ønskes fremover 2 medarbejdere på á 25 timer…”. Klageren blev i forbindelse med opsigelsen opfordret til at ansøge én af stillingerne på 25 timer, jf. herom parternes argumentation nedenfor. ¬¬Den 1. februar 2007 annoncerede klageren på Inernettet efter en personlig hjælper. Heraf fremgår det, at der er tale om fast ansættelse på fuldtid (37 timer), samt at timetal fastsættes efter aftale. ¬¬Klageren henvendte sig efter opsigelsen til sin fagforening, der efter korrespondance med indklagede ved mail af 1. marts 2007 meddelte, at man ikke ønskede at gå videre med sagen. ¬¬Klageren har indbragt sagen for Ligestillingsnævnet ved brev modtaget af Ligestillingsnævnets sekretariat den 23. april 2007. ¬¬ Parternes påstande: ¬ Klageren har påstået at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingslovens § 9 og har påstået sig tilkendt en godtgørelse herfor, jf. § 16, stk. 3. ¬¬ Indklagede har påstået sig frifundet. ¬¬ Parternes argumentation : ¬ Klageren gør til støtte for sin påstand gældende, at hun blev afskediget 10 dage efter, hun havde bekendtgjort overfor sin arbejdsgiver, at hun var gravid. På det tidspunkt havde hun været ansat i 16 måneder som handicaphjælper på fuld tid. I ansættelsesperioden havde indklagede aldrig lagt skjul på, at hun var meget tilfreds med klagerens arbejdskraft, hvorfor det virker pudsigt, at der pludselig var brug for en arbejdsomlægning med ansættelse af to handicaphjælpere på 25 timer i stedet for klageren på 37 timer. ¬¬Klageren anfører, at hun er skuffet over, at indklagede ikke forsøgte at finde en løsning, der kunne tilgodese begge parter – f.eks. nedsat tid. ¬Timeantallet på de to ansættelseskontrakter på hver 25 timer er fiktivt, idet den ene ansatte er indklagedes datter, som klageren ved ikke har mulighed for at arbejde 25 timer i dagtimerne på hverdage, idet vedkommende er en ihærdig medicinstuderende. ¬¬Det anføres endvidere, at det ikke er korrekt, når indklagede gør gældende, at hun ikke havde fået bevilget timer nok til at ansætte en ekstra medhjælper udover indklagedes mand og klageren, der begge var fuldtidsansatte, idet klageren havde tilstrækkelig med timer bevilliget fra kommunen. ¬¬Klageren bestrider ikke, at indklagede nævnte, at klageren var velkommen til at søge den ene af stillingerne på 25 timer. Klageren opfattede det dog ikke på nogen måde som en opfordring til at søge jobbet, idet indklagede, hvis hun virkelig ønskede, at klageren skulle ansættes i én af stillingerne, havde gjort et mere helhjertet forsøg. Såfremt klageren reelt havde fået tilbudt at arbejde på nedsat tid, ville hun have givet det en chance. Af denne grund svarede klageren ”Det gør jeg jo ikke, da I ikke vil ansætte mig. I har brug for én, I ved, der kommer”. ¬¬Indklagede annoncerede på Internettet den 1. februar 2007 efter en handicapmedhjælper til en fast stilling på 37 timer ugen. I relation til indklagedes argument om, at ingen ansøgere ville søge stillingen, såfremt indklagede havde annonceret med en 20-36 timers stilling, anfører klageren, at det ligeledes måtte være ret vigtigt for potentielle ansøgere at vide, om der er tale om en 25 timers stilling og ikke en stilling på 37 timer. Indklagede kunne således have skrevet 25 timer i selve annonceteksten. ¬¬Det bestrides, at indklagede ikke var bekendt med, at klagerens sygdom skyldtes hendes graviditet. Indklagede var bekendt med, at klagerens problemer med forhøjet blodtryk og regulering af insulin, skyldtes klagerens graviditet, idet det allerede på et tidligt tidspunkt i graviditeten var blevet oplyst indklagede. ¬¬Klageren anfører endvidere, at hun sammen med indklagede i december 2006 udfyldte en ny ansættelseskontrakt. Det må derfor formodes, at indklagede ikke på dette tidspunkt havde en arbejdsomlægning i tankerne. ¬¬Desuden henvises til, at indklagede i efteråret 2006 søgte efter afløsere til klageren, men uden at der blev ansat nogle af ansøgerne. ¬Det virker usædvanligt, at indklagede afskediger klageren uden at have en ny hjælper ansat, når der henses til, at indklagede er afhængig af hjælp. ¬¬Indklagede bestrider det antal af sygedage i ansættelsesperioden, som indklagede har opgjort, idet lørdag og søndag efter en sygemelding fredag er talt med i statistikken, jf. indklagedes argumentation nedenfor. ¬¬ Indklagede gør gældende, at klageren ikke blev opsagt på grund af hendes graviditet. Klageren blev opsagt for at få to medarbejdere på 25 timer i stedet for klageren på 37 timer. Ønsket herom var begrundet i, at to medarbejdere på 25 timer ville kunne afløse hinanden ved sygdom, ferie m.v. Når klageren var syg, havde indklagede ikke haft en vikar for klageren, hvilket var uacceptabelt, idet indklagede er svært handicappet og har brug for hjælp til det meste. En handicaphjælper kan således ikke undværes. ¬¬Det har været problematisk at få ansat afløsere, der har mulighed for at træde til med kort varsel. Således lykkedes det ikke i 2006 at finde en afløser, idet indklagede ikke modtog kvalificerede ansøgninger. Det kan således reelt kun lade sig gøre at finde afløsere igennem et vikarbureau, men kommunen, som betaler lønnen for indklagedes hjælpere, vil imidlertid ikke betale den højere timeløn, som ansatte i et vikarbureau forlanger. Af denne grund var de faste hjælpere nødt til at afløse hinanden. De to faste handicaphjælpere, klageren og indklagedes mand, skulle dække 99 timer pr. uge, hvorfor den ene handicaphjælper skulle arbejde usædvanligt meget, når den anden hjælper var syg, havde ferier eller afspadserede. Indklagede havde således i lang tid før opsigelsen af klageren overvejet at ansætte to medhjælpere på 25 timer. ¬¬Der ikke er plads til to stillinger på 37 timer og en på 25 timer indenfor de timer, hun har fået bevilliget af kommunen. Af denne grund har hun valgt, at hendes samlever ansættes på 37 timer, samt to stillinger på 25 timer. ¬¬Indklagede tilbød klageren en stilling på 25 timer i forbindelse med opsigelsen, men klageren afslog stillingen med den begrundelse, at hun ikke kunne klare sig med 25 timer. Indklagede havde ellers håbet på, at klageren ville søge den ene stilling. ¬¬Indklagede har aldrig sygemeldt klageren på grund af klagerens graviditet. Således har klageren haft 27 sygedage i den tid, hun har været ansat. Heraf er de fleste enkeltdage, og de er alle opført i kategori 01, som er en kategori over almindelige sygdom, hvilket er i overensstemmelse med, hvad klageren har oplyst. ¬¬Indklagede bestrider, at have søgt efter en handicapmedhjælper til 37 timer om ugen efter opsigelsen af klageren. At stillingen var opslået på Internettet som en fast stilling på 37 timer, jf. sagsfremstillingen ovenfor, skyldes dels at der ikke var en kategori på 25 timer, men kun en kategori på 20-36 timer, dels at ingen vil ansøge om en stilling, de ikke ved om er på 20 eller 36 timer. Desuden stod der i selve annoncen på Internettet ”Timetal efter aftale”. ¬¬At det er indklagedes datter, der nu er ansat i én af de to stillinger på 25 timer, vedkommer ikke sagen, idet indklagede anfører, at datteren udmærket kan bestride stillingen om aftenen, i weekender, og når hun ikke er på Universitetet. ¬¬Grunden til, at der blev udfyldt en ny ansættelseskontrakt for klageren i december 2006, skyldtes, at kommunen i december 2006 fremsendte nogle reviderede ansættelseskontrakter til alle hjælperne i kommunen, da der var kommet nye opsigelsesvarsler ved arbejdsgiverens død. ¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion: ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendt-gørelse nr.734 af 28. juni 2006). ¬¬Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet. ¬¬Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. ¬¬Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet denne bevisbyrde. Nævnet har herved lagt vægt på, at opsigelsen fandt sted under en måned efter, at klageren havde meddelt, at hun var gravid. Det lægges til grund, at klageren ikke før sin graviditet er blevet gjort bekendt med, at indklagede ønskede en anden støtteordning, og at der ikke før klagerens oplysninger om, at hun var gravid, var taget skridt til en ændring af timetallet for støtteordningen. ¬¬Efter det anførte lægger nævnet til grund, at indklagede har tilsidesat ligebehand-lingslovens § 9. Herefter tilkommer der klageren en godtgørelse, jf. lovens § 16, stk. 2, der fastsættes til et rundt beløb svarende til 9 måneders løn. Godtgørelsen fastsættes herefter til 170.000 kr. ¬¬Herefter ¬¬ b e s t e m m e s: ¬¬Indklagede skal inden 14 dage betale 170.000 kr. til klageren med procesrente fra den 23. april 2007, da sagen blev indbragt for Ligestillingsnævnet. <2007-2445>