Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-433
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9111@2007-02-12/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse på TV 2 den 6. november 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
TV 2 bragte den 6. november 2006 programmet ”Station 2 På Patrulje”, der følger politiet på arbejde. I udsendelsen fremtræder [K] med sløret stemme og sløring af hovedet. Klager er den eneste, der omtales med psykiske problemer i udsendelsen. Af udsendelsen fremgår følgende:
” Studievært: God aften og velkommen til Station 2 På Patrulje, igen fra Københavns Lufthavn. Lufthavnspolitiet må ofte tage sig af psykisk syge og alkoholikere, som mere eller mindre bruger lufthavnen som varmestue ”
Af introduktionen fremgår bl.a.:
” Speak: Politiet må hjælpe en psykisk syg mand.
[K] (OE): [Han tager en kasket på] Hjælp!”
Udsendelsen fortsætter med andre indslag fra politiets arbejde i lufthavnen, inden indslaget vedrørende [K] vises. Af indslaget fremgår følgende:
” Speak: En mand opfører sig underligt og vil chartre et helt fly til Washington. Nu er lufthavnspolitiet blevet tilkaldt.
OE (af skærmen fremgår hans underkrop, jakke og kasket ligger på jorden): Det er verdensfreden, der står på spil.
Kenneth Lynge (KL), politibetjent: Er det virkelig?
OE: Ja, det er verdensfreden, der står på spil. I hvert fald, skal vi sige, sikkerhedspolitisk meget vigtigt, at jeg kommer ud af lufthavnen. Og vi vil ikke tømme statskassen.
KL: Ja, ja. Hvad hedder din læge?
OE: Hvad hedder min læge? Det vil jeg ikke oplyse om. Jeg føler mig faktisk lidt truet, når du spørger.
KL: Det skal du ikke gøre.
Speak: Kenneth Lynge får hurtigt et indtryk af, at manden trænger til hjælp.
KL: Og vi går ikke fra dig. Vi skal hjælpe dig nu. Vi skal bare over at snakke, og så hjælper vi dig. Jeg lover, vi hjælper dig.
KL: Vi skal i hvert fald have fundet ud af, hvor du hører hjemme.
OE: I kan ringe til min socialrådgiver. Nej, det skal I ikke. Jeg har været udsat for dødstrusler.
KL: Hvem er det, der truer dig på livet.
OE: Det ønsker jeg ikke at udtale mig om.
KL: Hvor var det, du var ved at købe billet hen til.
OE: Jeg skulle til at bestille et fly til Washington.
KL: Et helt fly?
OE: Et helt fly. Ja.
Speak: Manden viser tydelige tegn på at være psykisk syg, derfor ringer Kenneth nu til en psykiatrisk skadestue.
KL (i telefonen): Jeg ringer fra politiet af. Og vi står med en psykiatrisk patient ude i lufthavnen.
OE (tager en kasket på): Landets sikkerhed afhænger af mig. I skal fandme ikke komme og sige, at jeg er syg her. Hjælp!
KL: Der er nogle, der rigtig gerne vil snakke med dig.
OE: Hvem er det?
KL: Det er en læge ude på Frederiksberg.
OE: Han er ikke velkommen til at komme til at tale med mig.
KL: Det er en dame.
...
KL: De har prøvet at få fat i dig. De har prøvet at få fat i dig de sidste par dage.
OE: De skal ikke prøve at have fat i mig.
KL: De vil ikke have fat i dig. De har prøvet at kontakte dig. De vil snakke med dig. Så prøv at høre. Enten går du med frivilligt, eller også.
OE: Jeg går ud frivilligt. Jeg går til lufthavnen frivilligt, for jeg skal ud herfra [lokalet].
KL: Bagefter sætter du dig ind i vores bil frivilligt.”
Af udsendelsen fremgår det, at [K] selv går ud i politibilen og bliver kørt til Frederiksberg Psykiatriske Hospital. Udsendelsen fortsætter:
”Speak (af skærmen fremgår det, at betjente og [K] går ind på hospitalet): Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling vurderer nu manden.
KL (udenfor): Og så bliver han herude [på hospitalet]. Han er simpelthen vurderet for syg. Psykisk ustabil. For syg til at færdes på egen hånd.
Speak: Manden bliver tvangsindlagt akut.”
2. Parternes synspunkter
[K] har anført, at offentliggørelsen af optagelser af ham i forbindelse med en tvangsindlæggelse og i en politibil uden hans samtykke er i strid med god presseskik. Indslaget krænker privatlivets fred og har ikke klar almen interesse. Han har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Han har videre anført, at han trods sløringen kan genkendes pga. sit specielle hår, dele af ansigtet, sorte Prada-sko og Polo Martina-kasket, samt en Diesel-jakke, der kun findes i få eksemplarer.
[K] har anført, at indslaget er krænkende og agtelsesforringende for ham, idet han betegnes som ”psykisk syg” i programmet, uden at der er lægefagligt bevis herfor. Klager får ikke mulighed for at kommentere de krænkende oplysninger, ligesom TV 2 ikke har udvist den fornødne kildekritik, eftersom politiet som de eneste får lov at udtale sig.
[K] har oplyst, at han i programmet er bange og råber ”hjælp” og ”det handler om verdensfreden”, fordi politiet ikke overholder reglerne i psykiatriloven vedrørende tvangsindlæggelse. Han har anført, at TV 2 ikke udviser hensynsfuldhed og takt.
[K] har endelig anført, at det ikke er gjort klart, hvad der er faktiske oplysninger, hvad der er kommentarer. Det fremstår som en faktisk oplysning, at han er psykisk syg.
TV 2 har anført, at klageren er anonymiseret i tilstrækkelig grad, idet ansigt, hår og stemme er sløret. Da klager er sløret, kan oplysningerne ikke anses for at være krænkende eller agtelsesforringede.
TV 2 har herudover anført, at der er belæg for at betegne [K] som psykisk syg, idet han tvangsindlægges akut.
TV 2 har endelig anført, at programmets sammensætning er et udtryk for den redaktionelle valgfrihed, og at der gives et retvisende billede af det passerede.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse :
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Jytte Scharling, Finn Rowold, Lars Lindskov og Marianne Druedahl.
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificerbar i mediet.
Pressenævnet finder, at det ikke er muligt at identificere [K] som personen i indslaget. [K] har herefter ikke retlig interesse i at klagen realitetsbehandles, hvorfor sagen afvises.
Afgjort den 29. januar 2007