Gelex

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-445

GældendeVersion 2007-02-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9141@2007-02-28/da

Indhold
  1. Indledning

(Det bemærkes, at navnene er opdigtede.)

Klager [Peder Holm] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Helsingør Dagblad den 28. november 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Helsingør Dagblad bragte den 28. november 2006 under overskriften ”Så vandt [Holm] sag om ærekrænkelse” følgende artikel:

”KØBENHAVN: [Peder Holm] har fået oprejsning. Ved Østre Landsret er to medlemmer af Konservativ Ungdom, KU, blevet idømt bøder for ærekrænkelser i udløberen af en sag, [Holm] for et års tid siden anlagde mod og tabte til Helsingør Dagblad.

Daværende KU-formand i Helsingør og medlem af KU’s forretningsudvalg, Jacob [Holm Pedersen], fra Espergærde, kaldte sig konsekvent kun for Jacob [Holm].

Det gik den rigtige Jacob [Holm] voldsomt på, og da Helsingør Dagblad i en interviewsamtale om den forestående præsidentvalgkamp i USA, som den lokale KU-formand Jacob [Holm Pedersen] fulgte tæt gennem deltagelse i Bushs valgkampagne, undlod at kalde ham ved hans fulde efternavn, lagde den rigtige Jacob [Hollm] [bemærk stavningen] sag an mod avisen. Jacob [Holm] tabte godt nok sagen, men på KU’s hjemmeside førte navnestriden til en stribe debatindlæg, hvor ikke alle var lige høviske i mælet.

Jacob [Holm] lagde sag an mod fire af KU-debattørerne for ærekrænkelse, og Østre Landsret valgte altså at dømme de to for i groft ordvalg at krænke hans ære, mens de to andre blev frikendt. De to dømte må hver af med to dagbøder á 500 kroner. De er ellers tidligere blevet frikendt ved byretten, hvor dommeren fandt, at et vist frisprog måtte være tilladt på en ungdomsorganisations hjemmeside.”

Helsingør Dagblad bragte den 14. december 2006 under overskriften ”Genmæle” følgende:

”Af en artikel i Helsingør Dagblad 30. november fremgik, at jeg ved Østre Landsret havde vundet en sag mod medlemmer af Konservativ Ungdom, som blev dømt for overtrædelse af straffeloven § 267. Mit fornavn var angivet som Jacob. I artiklen stod, at sagen ved Østre Landsret var udløberen af en sag mod Helsingør Dagblad. Endvidere stod der, at [Peder Pedersen]s overtrædelser af navneloven var gået mig voldsomt på. Sluttelig stod der, at Helsingør Dagblad kun havde brugt et af hans efternavne.

Mit fornavn er [Peder] og ikke Jacob. Sagen mod Konservativ Ungdom opstod, fordi [Peder Pedersen] af Politidirektøren i København blev tiltalt for lovovertrædelser. [Peder Pedersen]s overtrædelser har på intet tidspunkt gået mig på, ej heller voldsomt. [Peder Pedersen] overtrådte loven i over 5 år og blev straffet i flere omgange. Helsingør Dagblad skrev konsekvens [Peder Pedersen]s mellemnavn i stedet for hans efternavn.

[Peder Holm],

København. ”

Til sagsfremstillingen skal nævnes, at Helsingør Dagblad den 18. februar 2006 bragte et genmæle fra [Peder Holm], hvoraf bl.a. følgende fremgår:

”Oplysningen ”Her blev RPM [Peder Holm Pedersen] til RP’s [Peder Holm] fortrydelse igen omtalt med kun det ene af sine efternavne, [Holm]”, er forkert. [Peder Holm Pedersen] har kun ét efternavn: [Pedersen]. Man kan kun have ét efternavn, jf. lov om personnavne § 10.”

2. Parternes synspunkter

[Peder Holm] har indledningsvis anført, at avisen ikke i god tro kan begå alle de anførte fejl. Han mener, at det er chikane. Helsingør Dagblad har efter hans opfattelse bragt følgende forkerte oplysninger:

” udløberen af en sag, [Holm] for et års tid siden anlagde mod og tabte til Helsingør Dagblad”. Sagen mod medlemmerne af KU opstod fordi [Peder Pedersen] var tiltalt for overtrædelse af navnelovens § 16, stk. 1.

Navnet ”Jacob” og ”[Hollm]”. Klager hedder [Peder] og [Holm] staves med et ”l”. I en sag, hvor avisens redaktør selv har været part i, må der stilles høje krav til præcisionen.

”Det gik den rigtige Jacob [Holm] voldsomt på.” Der er tale om en vurdering, som avisen ikke har grundlag for at fremkomme med. Med en kort opringning kunne avisen have fået afkræftet deres fejlagtige opfattelse.

At [Peder Pedersen] benyttede det ene af sine to efternavne. Man kan kun have et efternavn, jf. navnelovens § 10, hvilket også fremgik af klagers genmæle bragt i avisen den 18. februar 2006.

Helsingør Dagblad har indledningsvis beklaget at have sjusket med retskrivningen og har bragt en berigtigelse heraf. Til de påklagede punkter har avisen anført følgende:

Avisen har forstået, at sagen startede, da [Peder Holm Pedersen] præsenterede sig som [Peder Holm] over for Helsingør Dagblad. Den efterfølgende artikel affødte sagsanlæg fra [Peder Holm] mod Helsingør Dagblad. Dette medførte røre på KU’s hjemmeside, hvilket affødte et sagsanlæg mod fire personer for ærekrænkende udtalelser.

Helsingør Dagblad beklager fejlen.

Det var avisens opfattelse, at det gik [Peder Holm] på, idet han valgte at gå gennem retssystemet.

Avisen beklager ikke at have styr på mellemnavne og efternavne.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt reglerne i navneloven er overtrådt – herunder om det er muligt at have flere efternavne, henhører under domstolene og falder uden for Nævnets kompetence.

Pressenævnet finder, at udsagnene ” udløberen af en sag, [Holm] for et års tid siden anlagde mod og tabte til Helsingør Dagblad” og ”Det gik den rigtige Jacob [Holm] voldsomt på.” er avisens vurderinger på baggrund af det passerede, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Det er massemedierne opgave at bringe korrekt og hurtigt information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekte, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt A.1.

Pressenævnet lægger til grund, at det er en fejl, at Helsingør Dagblad har anvendt navnet ”Jacob” og stavningen ”[Hollm]” samt har oplyst, at [Peder Pedersen] ikke benytter sit fulde efternavn. Nævnet finder, at forholdene som udgangspunkt er af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for at udtale kritik heraf. Den fejlagtige oplysning om, at [Peder Pedersen] ikke benytter sit fulde efternavn, er imidlertid en gentagelse af en tidligere påtalt fejl, og Pressenævnet finder, at Helsingør Dagblad herved har tilsidesat god presseskik. Da Helsingør Dagblad den 14. december 2006 bragte [Peder Holm]s genmæle vedrørende de påklagede forhold, finder Pressenævnet ikke grundlag for at pålægge avisen at offentliggøre nævnets kendelse i medfør af medieansvarsloven § 49.

Afgjort den 14. februar 2007

Versioner

  1. 2007-02-28