Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9359@2007-04-27/da

Indhold

1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 2. januar 2007, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Danmarks Radio bragte den 2. januar 2007 forbrugermagasinet ”Kontant” under temaet ” Medicinfidus koster samfundet og patienterne dyrt”. Udsendelsen handlede om medicinalvirksomheders dispositioner i forhold til udløb af patentperioder. Der gives eksempler på, at medicinalvirksomheder inden patentudløb på et produkt lancerer et nyt, lignende produkt, som af Lægemiddelstyrelsen placeres i en anden substitutionsgruppe end det gamle præparat. Dette medfører, at de kopipræparater, der kommer på markedet ved det gamle produkts patentudløb, ikke kan substituere det nye præparat, og medicinalvirksomhedens markedsandel opretholdes derfor længere.

Udsendelsen begynder med en sammenklippet introduktion. Af intro’en fremgår bl.a. følgende:

” Speak : Medicinindustrien – ikke mindst et par af giganterne – har fundet ud af, at hvis det kniber med at opfinde nye produkter, så er der masser af penge i at justere en smule på de gamle.

Jens Peter Kampmann, institutchef, institut for Rationel Farmakoterapi : Det er salgsgimmick, det er finurligheder – næsten at narre folk.

Speak : Det koster samfundet og de syge hundreder af millioner kroner hvert år. Og de eneste, der får det bedre af de her forbedrede præparater, det er firmaerne bag og deres store pengekasser.

Jens Peter Kampmann : Det er gået meget godt indtil nu, så hvorfor skulle de stoppe. Nej – det tror jeg ikke, de vil, de får blod på tanden.

Speak: Patienterne får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin.

[B] : Det er meget prisen, der er afgørende, fordi at jeg bruger mange penge på meget medicin om måneden – ikke også.

Speak : Og for os alle sammen betyder pillefabrikanternes smarte trick kæmpespild.

”

Udsendelsen fortsætter:

”Studievært : Det handler om ny medicin, men i virkeligheden handler det om penge. Hundrede-tusindvis af danskere tager medicin hver dag. En del af dem har oplevet, at den pille, de kendte, pludselig er væk fra apotekets hylder. Til gengæld har producenten opfundet en hel ny pille. Og så er den nye pille selvfølgelig meget bedre end den gamle – eller er den? . ..

Studievært (har emballage til piller i hånden) : Når et firma har lavet sådan en ny pille her, så har det patent på den i op til 10 år. Når patentperioden så er slut, har konkurrenterne kopipillerne parat. Og så kan det jo godt knibe med at holde prisen oppe på originalen, for kopierne er typisk meget billigere. Men nu skal I høre eventyret om den fine gamle pillefabrikant, der opfandt kuren mod kopierne. Der var en gang en pillefabrik. Den hjalp en masse mennesker med at blive raske og tjente penge i både sække og kister på sine piller. En dag kom fabrikkens konkurrenter så og råbte ”hyp – alle mine kunder – nu kan I få den samme slags pille meget billigere hos mig”. ”Hvor skal jeg nu tjene alle de rare penge?” spurgte den gamle pillefabrikant. For han blev ganske bedrøvet over al den konkurrence. Men så fik han en ide: ”Jeg standser salget af min gode gamle pille, men laver en magen til, bare som bukkebruse-tablet”, gnæggede den gamle fabrikant, og så græd konkurrenterne. For de havde jo ikke en kopi af bukkebruse-udgaven af den gamle pille, og patienterne – de fik lange røde næser, og måtte købe den gamle pille som ny brusetablet i stedet for billige kopier. For det er ganske vist – en gammel pille kan blive helt ny, når bare man er kreativ. Men ét er eventyr, noget helt andet er jo virkeligheden. Og dog. Nu skal vi møde en medicin, der blev ændret så lidt, at det ifølge myndighederne kun handler om at tjene penge. Nemlig ved at hindre kunderne – patienterne – i at få præcis den samme behandling meget billigere.

Speak : En helt ny og meget bedre smeltetablet til alle dem, der ikke kan synke vores almindelige pille.

Speak : Sådan markedsførte medicinalvirksomheden Organon i januar 2002 deres Remeron Smelt mod depression. Men den køber en af landets førende eksperter i ny medicin ikke.

Jens Peter Kampmann, institutchef, institut for Rationel Farmakoterapi : Reklametricks – det, synes jeg, er et meget godt ord. Det er reklamefiduser – det ord vil jeg bruge.

Jens Peter Kampmann : De gør det selvfølgelig for at tjene penge. Patenttider udløber jo, det er det, det hele handler om det her. Og når patenttiden er ved at udløbe gælder det om at få lægerne over på noget nyt smart.

Speak : Da patentet på den gamle Remeron udløb i starten af 2003, sad smeltetabletten på hele markedet. Og hvor man ville forvente, at de billige kopier overtog det meste af markedet i løbet af ganske få uger, så gik der i dette tilfælde hele to år, før kopierne havde overtaget bare halvdelen af forbruget.

Jens Peter Kampmann : Man skal tænke sig om og sige, hov, hvad er det for noget det her? Det er ikke for min skyld, de gør det her. Det er for deres egen pengeindtjening. Så – det er reklametricks.

Speak : For Organon har det været en god forretning at erstatte den gamle pille med en smeltetablet. Og det har været en tilsvarende dårlig forretning for samfundet. Lægemiddelkonsulenten i Region Syddanmark har været med til at regne på, hvad det har kostet det offentlige i medicintilskud, at kopipræparaterne er blevet holdt udenfor.

Thomas Croft Buck, Lægemiddelkonsulent, Region Syddanmark : Det har vi regnet ud, at de her tre års tid, hvor det her har stået på, det er tæt på 100 millioner kroner, som det har kostet samfundet. Interviewer : Er de godt givet ud, de penge? Thomas Croft Buck : Nej, det synes jeg ikke. Man kunne jo næsten drive et mindre hospital for de penge der.

Studievært: Men for den kreative pillemager er der mange andre muligheder... Hvad nu hvis patienterne ikke længere skal synke pillen, men lade den smelte på tungen?

Speak: [A] må jævnligt en tur på apoteket. Hun lider nemlig af migræne.

[A], formand, Migrænikerforbundet: Jeg tager rundt regnet 100 tabletter om året sådan cirka i runde tal.

Speak: I mange år har hun brugt præparatet Imigran – en pille, der sluges med et glas vand. Men for ca. to år siden præsenterede producenten, [K], en ny variant af pillen. En vandopløselig tablet, der fik navnet Sprint.

[A]: Det blev annonceret både i aviser og alle mulige, i medierne forskellige steder, at nu kom Imigran Sprint, som var meget bedre. Og det de ville sælge den på, og som de også publicerede en hel del artikler om, det var, at den virkede hurtigere.

Speak (billede af Imigran Sprint, der droppes i et glas vand og meget langsomt opløses) : I følge [K]s egne undersøgelser virker Sprint-udgaven af Imigran 10 minutter hurtigere end den gamle pille. Institut for Rationel Farmakoterapi har sammenlignet de to piller, og igen er de ikke imponerede.

Jens Peter Kampmann: Jeg mener altså, at hurtighedsforskellen er meget lille. Jeg tror ikke, den er pengene værd, men det må du snakke med patienten om selvfølgelig. Men det er altså noget med 10 minutter eller sådan noget, det drejer sig om, det er meget meget lidt. Jeg mener igen, det er salgsgimmick, det er finurligheder – næsten at narre folk. Ja, det mener jeg.

Speak : Det første år Sprint’en var på markedet, blev patienterne imidlertid ikke narret. Da havde de nemlig stadig valget mellem den gamle pille og den nye, vandopløselige tablet. Og rigtig mange – hele 92 procent af brugerne – valgte at blive på den gamle pille. Alligevel valgte [K] i december 2005 overraskende nok at trække den gamle og mest sælgende pille tilbage

[I skærmbilledet drejer en pakning med Imigran Sprint rundt til karrusel-musik]. Den tilbagetrækning fik Migrænikerforbundets forkvinde til at tænke.

[A]: Det var dog en eddersmart måde at bevare sit patent på.

Speak : Fordi den nye pille var vandopløselig, kunne apotekerne ikke udlevere en billigere kopi til at sluge. [K] har ikke ønsket at medvirke i et tv-interview, men har oplyst, at det kom helt bag på dem.

Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi: Det er jo firmaer, som normalt analyserer tingene grundigt i gennem, så jeg tror den forsigtige version det er at sige, det kan ikke komme som den store overraskelse.

Speak : For migrænikerne var der meget på spil. De havde regnet med at skulle spare rigtig mange penge, når patentet på den gamle Imigran-pille udløb i maj 2006.

[A]: Så skrev vi til Sundhedsministeren og sagde, at vi syntes, det var det samme indholdsstof og derfor var det urimeligt, at man kunne få et nyt patent på det samme indholdsstof – det er det, der er virksomt.

Speak: Sundhedsministeren bad så Lægemiddelstyrelsen kigge på sagen igen. Og Styrelsen endte med at beslutte, at apotekerne kan udlevere en billigere kopi – selv om der står Sprint på recepten. [K] oplyser telefonisk, at de er glade for, at patienterne nu kan få en billigere kopi, og at de under alle omstændigheder kun ville have tjent nogle få hundrede tusinde kroner mere, hvis det ikke havde været tilfældet. I 2005 blev der herhjemme solgt Imigran for mere end 160.000 kr. – om dagen. Og hvad enten [K] havde tænkt i en patentforlængelse eller ej, ja så ville resultatet i følge Amtsrådsforeningen have været, at amterne var gået glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner. Hvis altså ikke Lægemiddelstyrelsen havde grebet ind.

Jens Peter Kampmann: Selvfølgelig skal man bruge ny medicin, hvis det er bedre. Det er klart, du skal det. Men det her, det er ikke bedre. Det er det, der er forskellen på det.

Speak : Og for [A] er der sund fornuft i at vælge en kopi, når hun henter sin ugentlige medicin.

[A]: Sprint-tabletterne koster nu omkring 65 kroner, og i denne uge koster kopipræparaterne 6 kroner og 1 øre.

Studievært: Det handler om mange millioner kroner, det her med pillepatenter, der udløber. Men det handler jo faktisk også om hverdag og penge for danske patienter. Som [B], vi mødte for lidt siden.”

Udsendelsen fortsætter med et eksempel på, at piller mod vandladningsproblemer er blevet udskiftet med smeltetabletter. Udsendelsen fortsætter:

” Thomas Croft Buck: Det er selvfølgelig mistanken, som man kan have det sådan lidt, at dagsordenen for de firmaer, det er egentlig at tjene penge og der er egentlig ikke, hvad der er bedst for patienterne, for hvis det var det, så kan jeg ikke forstå, at de fjernede tabletterne fra markedet.

Studievært: Det er altså formuer, der allerede er suget ud af patienternes og skatteydernes lommer. Og det kan blive meget værre allerede i det år, vi netop har taget hul på. Patenter for godt en halv milliard udløber i de kommende måneder.

Speak: Remeron og Fosamax har været dyre bekendtskaber for danskerne.

Jens Peter Kampmann: Det koster mange penge for samfundet – hundrede millioner kroner, det gør det da. Hundrede millioner kroner.

Speak : Simpelthen fordi patienterne ikke automatisk skiftes over på de billige kopipræparater.

Thomas Croft Buck: Der er jo ikke noget ulovligt i det, kan man sige. Og det er jo bare mere, jeg stiller bare spørgsmålstegn ved, om vi egentlig synes, vi får så meget mere sundhed for de penge der.

Speak : Det samme spørgsmål stiller sundhedsøkonom Kjeld Møller Petersen.

Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi : Selve ideen med, at man giver tilskud til det billigste præparat i gruppen, det har været med til at skærpe konkurrencen. Og det vi jo ser, hvis det lykkes medicinalindustrien at komme op med sådanne lidt bedre produkter, det er selvfølgelig, at den konkurrence, vi betragter som ønskværdig, at den bliver mindre.

Jens Peter Kampmann: Industrien er nok lidt presset i øjeblikket. De siger, at der er en lidt stilstand – en vis slowdown – i innovationen. Det vil sige, at de finder på andre måder at tjene penge på.

Thomas Croft Buck: Konsekvensen af det her, det er jo, at når der så ikke er konkurrence på markedet, så kan firmaet opretholde den høje pris på medicinen, og det betyder så, at patienterne får en høj egenbetaling, og amterne får også lov til at betale mere i tilskud til behandlingen.

Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi : Det er jo helt naturligt. Medicinalindustrien vil prøve at tjene penge. Og de er jo ikke sat i verden til alene at skulle sørge for, at vi som patienter eller vi som skatteborgere skal have det så billigt som muligt. Så det er jo simpelthen bare et eksempel på, at økonomiske interesser de strider imod hinanden. Medicinalindustriens, de offentlige kassers og patienternes.

Jens Peter Kampmann: så hvorfor skulle de stoppe. Nej – det tror jeg ikke de vil, de får blod på tanden. De vil gøre det her også – det vil de. De vil fortsætte. I en eller anden udgave af det, selvfølgelig. Det mener jeg, det vil.

Studievært (i studiet): Ja velkommen Per Helboe: Det er dig, der er min og alle danskeres vagthund på dette område – du er afdelingschef i Lægemiddelstyrelsen. Og er du enig i, som det er blevet sagt flere gange her i aften, at det er pengespild, de manøvrer, vi har beskrevet her?

Per Helboe, Afdelingschef, Lægemiddelstyrelsen: Jeg er da enig i, at det er ærgerligt, at samfundet og patienterne går glip af de besparelser, der kunne være ved at kunne på en enklere måde at gå over til kopipræparater, ja.

Studievært: Og så er det gribende enkle spørgsmål jo, hvorfor stopper I det så ikke, for det kunne man jo godt sige var jeres arbejde, ikke – når det nu er pengespild?

Per Helboe : Jo, men uanset hvad vi måtte mene om det etiske eller det hensigtsmæssige i de handlinger, så kan vi ikke afvise at godkende et lægemiddel, hvis det er fornuftigt dokumenteret. Og omvendt kan vi heller ikke pålægge et firma at beholde nogle tabletter på markedet, selv om vi også kan undre os over, at man trækker nogle tabletter tilbage, som har fungeret udmærket.

Studievært: Ja, for det var det, jeg ville spørge dig om som det næste, for nu ser vi her et præparat, som sikkert fungerer glimrende, som bliver trukket ud af markedet fordi fabrikanten har et nyt og ikke behandlingsmæssigt bedre præparat parat. Hvorfor accepterer I det?

Per Helboe : Som jeg siger, det er op til firmaet selv, om de vil have et præparat på markedet. Det kan vi ikke forhindre dem i.

Studievært: Men så kunne I jo åbne for, at man kunne få et tilsvarende præparat som det gamle i bytte for det nye, dyre præparat, ikke?

Per Helboe : Det er også det, vi gør, alle de steder, hvor vi kan. I nogle tilfælde, når det er en anden form, så kan vi ikke gøre det. Hvis vi kan, så gør vi det. Imigran Sprint, der gik vi ind og lavede den her substitution, sådan at man umiddelbart skifter til det billige fra det dyre Imigran Sprint. For andre – smeltetabletterne – der sætter vi patientsikkerheden i højsædet. Vi siger, vi mener der er for stor risiko ved at patienterne får skift mellem tabletter og smelte-tabletter uden rigtigt at vide, hvad det er for noget. Det kan give behandlingssvigt og forvirring.

Studievært : Men vender I ikke det hensyn lidt omvendt, fordi vi fik jo beskrevet her i et indslag, hvordan det forvirrer patienterne, at de pludselig skal have det som netop smeltetablet og ikke bare kan fortsætte med at synke pillen, sådan som de er vant til.

Per Helboe : Ja – og derfor sætter vi også ind på det her område. Fordi der, hvor vi mener, man har mulighed for at gøre noget, det er ved at få lægerne til at være opmærksomme på, når der kommer de billige kopier og udskrive dem. Det kan være svært at overskue for læger, fordi der sker meget på området, og derfor har vi lavet en aftale med Institut for Rationel Farmakoterapi – Jens Peter Kampmanns institut – at når den billige kopi i sådanne nogle tilfælde kommer på markedet, så oplyser de det i deres månedsblad, som sendes ud målrettet til samtlige læger i Danmark, så de kan få den information lige med det samme.

Studievært : Men man kunne jo gøre det meget mere enkelt ikke, man kunne lade det være op til den praktiserende læge og måske apoteket og forklare folk, at nu kan I få det som smeltetablet, men den er meget dyrere end pillen, som jeg også kan give dig, som du skal synke. Hvorfor gør I ikke det?

Per Helboe : Jamen det er også det, der er vores foretrukne mål at nå til, at lægerne, når de er opmærksomme på, at der er en billig kopi, jamen så skifter de patienterne over til den. Men det skal være, så patienterne er informeret om det, så vi ikke kommer ud og risikerer noget med patientsikkerhed. Det er det, vi sætter i højsædet.

Studievært : Men det er der jo etableret, har været længe etableret lovgivningsmæssig mulighed for, at I allerede kunne have gjort, ikke?

Per Helboe : Jo, men vi laver en specifik faglig vurdering i hvert enkelt tilfælde, og vi vil ikke spille hasard med patientsikkerheden. Hvis vi ser nogen mulig risiko der, så vil vi ikke lave den der udbytning.

Studievært (henvendt til kamera): Ja, myndighederne overlader altså ansvaret til dig og din læge, og lader ellers medicinmøllen kværne videre. ”

Til sagsfremstillingen skal nævnes, at [K] ved mails af 14. og 29. december 2006 over for Danmarks Radio har gjort opmærksom på, at det i indlægssedlen til Imigran Sprint anbefales, at tabletten skal indtages på samme måde som det originale præparat, Imigran. Af [K]’s mail af 14. december 2006 til Danmarks Radio fremgår bl.a. følgende: ”3) Kontant påstår, at vi fra [K]’s side har søgt at få Sprint placeret i en anden substitutionsgruppe med det forretningsmæssige motiv, at patienter i behandling med Sprint ville undgå et skifte til de billigere generiske præparater.

Ad 3) Det var Lægemiddelstyrelsen, der egenhændigt valgte at placere Sprint i en anden substitutionsgruppe. Det havde vi ikke forventet for i indlægssedlen i Imigran Sprint står der direkte, at tabletten kan indtages som almindelig tablet. Da Lægemiddelstyrelsen efterfølgende valgte at justere på deres egne retningslinier og tillod substitution på tværs af grupperne altså således, at Sprint automatisk skulle substitueres med en generisk kopi af original Imigran, med mindre lægen og patienten insisterede på at få Imigran Sprint, var det igen Lægemiddelstyrelsens egen beslutning, men på ingen måde et udtryk for, at de har ”overrulet” os (Kontants udtryk). Lægemiddelstyrelsen har ændret sin egen fortolkning af reglerne. Så udramatisk er det.”

Til sagsfremstillingen skal endvidere nævnes, at [K] fremsendte en mail den 16. december 2006 til Danmarks Radio, hvoraf følgende bl.a. fremgår:

”Vores bekymring forstærkes naturligvis af, at vi angiveligt kædes sammen med tre andre firmaer, hvis ”adfærds-mønster” skulle have kostet samfundet omkring 100 millioner kroner. Det forhold, at samfundet påføres ekstra omkostninger, er – som jeg har fået det beskrevet – et væsentligt omdrejningspunkt i Kontants udsendelse. Ifølge Jens [angiveligt Jens Harder Højbjerg fra [K]] har Kontant imidlertid fredag telefonisk medgivet, at sagsforløbet omkring Imigran ikke har påført hverken patienter eller samfundet ekstra omkostninger.”

[K] har over for Danmarks Radio ved brev af 12. januar 2007 anmodet om at få bragt et genmæle. Af genmæleteksten fremgår bl.a. følgende:

”[K] har fra begyndelsen beskrevet, at Imigran Sprint bør indtages som en almindelig tablet – på samme måde som Imigran.

[K] har ikke lagt hindringer i vejen for den frie konkurrence, og deres dispositioner har ikke kostet patienter eller samfund en krone.”

Danmarks Radio har ved brev af 25. januar 2007 til [K] afvist at have tilsidesat god presseskik og afvist at bringe et genmæle.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har indledningsvis oplyst, at virksomheden foreslog Danmarks Radio et opklarende møde, som mediet afslog. [K] blev tilbudt at medvirke i udsendelsen via et båndet interview, hvilket virksomheden afslog. Klager fik det indtryk, at Danmarks Radio redigerede indslagene færdig 14 dage før udsendelsen, men at den endelige deadline for optagelserne i studiet, ”LIVE-delen”, var frem til udsendelsestidspunktet. Den 19. december 2006 fremsendte klager en mail til flere mailadresser på Kontants redaktion med kommentarer, uden at disse medtoges i udsendelsen. Danmarks Radio har inddraget [K] i en urimelig kontekst mod bedre vidende.

[K] har anført, at Amtsrådsforeningen (nu Danske Regioner) er at betragte som en interesseorganisation. Foreningen varetager amternes interesser i bl.a. det danske sundhedsvæsen og har markante synspunkter vedrørende kopimedicin. Amtsrådsforeningens beregninger er ikke det samme som statistik, der er faktuelle oplysninger. Beregningen på samfundsbesparelsen indebærer, at alt salg af sumatriptan (lægemidlets aktive stof) efter patentets udløb forbliver på Imigran Sprint halvandet år efter patentudløb, hvilket er urealistisk og aldrig tidligere sket. Det oplyste salgstal på 160.000 kroner om dagen er faktuelt forkert. I udsendelsen underbygges tallene om mulige samfundsmæssige besparelser ikke. Udsendelsen giver det indtryk, at den samfundsmæssige besparelse på 80 millioner kroner som følge af patentudløb og deraf følgende kopiprodukter går ”ud over” medicinalvirksomhedernes profit. Det er krænkende at blive sammenkædet med disse usammenhængende beregninger.

[K] har videre anført, at Danmarks Radio afviste klagers henvendelse vedrørende det hypotetiske salg under henvisning til, at udsendelsen ikke beskæftigede sig med denne hypotese. Omdrejningspunktet er imidlertid den potentielle økonomiske gevinst, hvilket fremgår af intro’en ”firmaerne bag og deres store pengekasser”.

[K] har endvidere anført, at Danmarks Radio ikke har udvist den fornødne kritiske journalistik over for navnlig oplysninger om, at [K] ”kunne få et nyt patent på det samme indholdsstof” og ”bevare” patentet samt, at [K] skulle have annonceret for lægemidler. Det er ikke muligt at få forlænget patentperioden, og i Danmark er det ikke lovligt at reklamere for receptpligtig medicin over for patienter. [K] overholder dansk lovgivning. Danmarks Radio videreformidlede forkerte oplysninger, som redaktionen burde være bekendt med ikke kan være rigtige.

[K] har herudover anført, at virksomheden ikke er blevet forelagt den centrale påstand om, at [K]’s dispositioner har kostet samfundet ”op mod 80 millioner kroner” eller det centrale notat fra lægemiddelkonsulenten fra Region Syddanmark. Udsendelsen formidler urigtige og krænkende påstande om [K], og [K] er del af en samlet udsendelse, som er anklagende og mistænkeliggør virksomhedens forretningsmæssige motiver. [K] har over for Danmarks Radio gjort opmærksom på, at virksomhedens forretningsmæssige dispositioner ikke er baseret på en uforudsigelig mergevinst.

Til de enkelte udsagn i udsendelsen har [K] anført følgende:

· ”Patienterne får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin”. Klager har flere gange gjort Danmarks Radio opmærksom på, at [K]’s dispositioner ikke har kostet patienter penge eller lagt hindringer i vejen for billig kopimedicin, men det oplyses ikke i udsendelsen.

· Studieværtens eventyrfortælling stiller en præmis op, der er gennemgående for programmets forståelse og formidling. Præmissen er imidlertid misvisende i forhold til Imigran. Da [K] i patentperioden trak Imigran ud af markedet kostede den helt sammenlignelige tablet Imigran Sprint det samme som den originale Imigran-tablet. Patienterne måtte ikke købe ”den gamle pille som ny brusetablet i stedet for billige kopier”. Efter patentperioden kunne kopiproducenter frit markedsføre kopier.

· ”Men for den kreative pillemager Hvad nu hvis patienterne ikke længere skal synke pillen, men lade den smelte på tungen.” Indledningen og udsagnet ” Imigran – en pille, der sluges med et glas vand. en ny variant af pillen. En vandopløselig tablet, der fik navnet Sprint” medfører, at indslaget vedrørende Imigran forstås som, at ændringen består i indtagelsesformen. Fra pille til smeltetablet. Imigran Sprint er ikke en smeltetablet og ikke markedsført som en tablet, der skulle opløses i vand, men derimod som en almindelig tablet, ligesom Imigran. Billederne af Imigran Sprint, der droppes i et glas vand, giver endvidere et forkert signal om den anbefalede indtagelsesform. Af indlægssedlen fremgår det, at ”tabletten bør synkes hel med vand (på grund af smagen). Dog kan den opløses i vand i tilfælde af synkebesvær”. Klager har gjort Danmarks Radio opmærksom herpå.

· Jens Peter Kampmanns udtalelse: ” det er altså noget med 10 minutter det er finurligheder – næsten at narre folk.” er hans vurdering, men ved, at Danmarks Radio efterfølgende anvender udsagnet ”Det første år Sprint’en var på markedet, blev patienterne imidlertid ikke narret ” fremstår det som rigtigt. Klager afviser at narre folk. Imigran Sprint koster det samme som Imigran og har en hurtigere virkning. [K] trak endvidere Imigran tilbage for at spare omkostninger. Danmarks Radio mistænkeliggør tilbagetrækningen.

· ”Fordi den nye pille var vandopløselig, kunne apotekerne ikke udlevere en billigere kopi til at sluge. [K] har ikke ønsket at medvirke i et tv-interview, men har oplyst, at det kom helt bag på dem.” Efter patentets udløb kunne apotekeren frit udlevere billigere kopier, og det var [K] bekendt med.

· ”De [migrænikerne] havde regnet med at skulle spare rigtig mange penge, når patentet på den gamle Imigran-pille udløb i maj 2006”. Patienterne sparede mange penge. [K] hindrede ikke markedsadgangen for kopier af hverken Imigran eller Imigran Sprint.

· ”Sundhedsministeren bad så Lægemiddelstyrelsen kigge på sagen igen. Og Styrelsen endte med at beslutte, at apotekerne kan udlevere en billigere kopi – selv om der står Sprint på recepten.” Udsagnet giver et ufuldstændigt billede af sagens hovedspørgsmål. Lægemiddelstyrelsen foretog ikke et indgreb, men omgjorde sin beslutning. [K] havde indsendt det materiale, som beslutningen i Lægemiddelstyrelsen baserede sig på, inklusive oplysning om, at Imigran Sprint skulle indtages som en almindelig tablet, hvilket klager har gjort Danmarks Radio opmærksom på, men oplysningen fremgik ikke af udsendelsen.

· ”patienterne nu kan få en billigere kopi”. Efter patentudløb vil der komme kopiprodukter.

· ”Og vi kan vente mere af den slags. Flere af de store patenter står nemlig til at udløbe Og mange af firmaerne har ikke umiddelbart nogen nye former for medicin, der kan tage over.” Det er en urimelig mistænkeliggørelse af medicinalindustrien, herunder [K].

· ” bliver trukket ud af markedet, fordi fabrikanten har et nyt og ikke behandlingsmæssigt bedre præparat parat. Hvorfor accepterer I det?” Studieværten konkluderer Imigran Sprint ikke er behandlingsmæssigt bedre, men de ti minutters hurtigere optagelse gør en forskel for nogle patienter.

· ”Men så kunne I jo åbne for, at man kunne få et tilsvarende præparat som det gamle i bytte for det nye, dyre præparat, ikke?” Det har myndighederne i samarbejde med medicinalindustrien gjort i en årrække.

· ”medicinalmøllen kværner videre” virker som endnu et nedsættende udsagn.

[K] har endelig anført, at udsendelsen har påført virksomheden stor skade på dens omdømme og muligvis også på fremtidige forretningsmuligheder. Virksomheden er berettiget til et genmæle over for følgende ukorrekte udsagn:

· Det fremsatte salgstal for Imigran er forkert.

· Den nævnte millionbesparelse er urealistisk. De 80 millioner kroner er baseret på den urealistiske forudsætning, at [K] efter patentets udløb opretholdt en uændret markedsandel i halvandet år. I notatet står ”Disse besparelser kan blive reduceret markant pga. industriens indførelse af en ny formulering af lægemidlet”. I udsendelsen slår Danmarks Radio imidlertid fast, at ”så ville resultatet ifølge Amtsrådsforeningen have været, at ”. [K]’s dispositioner vedrørende Imigran og Imigran Sprint har ikke medført ekstra udgifter for patienter eller skatteydere. [K] har ikke forsøgt at ”tømme patienternes tegnebøger” for op mod 80 millioner kroner. Udsagnet ”De havde regnet med at spare rigtig mange penge” medfører, at seerne underforstået får at vide, at det kom patienterne ikke til. Danmarks Radios udlægning er fordrejende, og det er skadeligt for [K] at blive beskyldt for samfundsskadelig virksomhed.

· [K] har afvist at hindre markedsadgangen for kopimedicin med sine dispositioner, hverken for Imigran eller Imigran Sprint. Særligt udsagnet ”fordi den nye pille var vandopløselig, kunne apotekerne ikke udlevere en billigere kopi til at sluge” er ukorrekt. På tidspunktet for markedsføringen af Imigran Sprint opretholdt [K] stadig sit patent. Efter udløbet af patentet kan kopiproducenter frit fremstille og markedsføre kopier.

· Det er endvidere ikke muligt at bevare, forlænge eller få et nyt patent. Imigran Sprint er ikke en ”smeltetablet”. Tabletten er vandopløselig, men anbefales at indtages som en almindelig tablet.

· Der har ikke været annonceret for Imigran Sprint i aviser og forskellige medier i forbindelse med lanceringen.

· [K] ”narrer” ikke patienterne. Patienterne fik tilbudt en forbedret tablet til samme pris.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har indledningsvis oplyst, at man færdigredigerede udsendelsen den 19. december 2006 pga. den forestående juleferie – også optagelserne i studiet, ”LIVE-delen”. Der var på intet tidspunkt åbnet op for, at der var mulighed for at komme med bemærkninger til programmet senere end 19. december 2006.

Danmarks Radio afviste et egentligt møde med [K], idet man allerede telefonisk havde talt med informationschefen to gange og derfor vurderede, at den researchmæssige afklaring kunne ske over telefonen. Den 18. december 2006 gennemførtes en telefonsamtale med direktør Simon Jose. [K] tillod ikke, at der blev bragt klip fra telefonsamtalen den 18. december 2006, hvorfor Danmarks Radio ikke havde mulighed for at bringe [K]’s synspunkter i sagen, undtagen i referat og speakform. Den 2. januar 2007 fandt redaktionen en mail afsendt fra [K] den 29. december 2006 – tilsyneladende i forlængelse af en mail af 19. december 2006. [K] ønskede at få bragt en kommentar i udsendelsen, men dette afviste Danmarks Radio under henvisning til deadline den 18. december 2006. Mailen indeholdt ikke nye oplysninger, hvorfor Danmarks Radios dispositioner ikke ville være ændret, såfremt mailen var modtaget tidligere.

Danmarks Radio har anført, at det ligger inden for den redaktionelle frihed at forenkle en kompleks problemstilling, så den fremstår meningsfuld i et elektronisk medie. Et eksempel er udtrykket ”patentforlængelse”.

Besparelsen på 80 millioner kroner er de samfundsmæssige omkostninger, herunder besparelser på medicintilskud, som patienter og amter var gået glip af, hvis Lægemiddelstyrelsens oprindelige afgørelse vedrørende Imigran var opretholdt. Besparelserne og salgstallet 160.000 kr. om dagen er baseret på tal fra Amtsrådsforeningen, et notat udarbejdet af lægemiddelkonsulent Thomas Croft Buck, hvoraf det fremgår, at amterne forventer at spare 83 millioner kroner på Imigran i 2007. Danmarks Radio havde ikke grund til at efterprøve tallene, der kan sammenlignes med en offentlig statistik. På denne baggrund er der dækning for udsagnet ” så ville resultatet ifølge Amtsrådsforeningen have været at amterne var gået glip af en årlig besparelse på op mod 80 millioner kroner ” I udsendelsen sættes der ikke tal på [K]’s hypotetiske indtjening. Forud for udsendelsen forsøgte Danmarks Radio at få [K]’s kommentar til Lægemiddelstyrelsens tal ved at forelægge dem for klager, men [K] ønskede ikke at udlevere deres omsætningstal.

På et tidspunkt, hvor [K] var bekendt med udsendelsens vinkling, de medvirkende samt eksemplet Imigran, blev klager tilbudt at medvirke i programmet i et båndet interview for at kommentere kritikken, men afslog. [K] har fået forelagt kritikkens indhold i det omfang, det stod i Danmarks Radios magt.

Danmarks Radio har til de påklagede punkter anført følgende:

· Udsendelsen postulerer ikke, at kopiproducenterne forhindres i at udvikle kopier af præparaterne. Indslaget er bygget op omkring det faktum, at [K] markedsførte Imigran Sprint i november 2004, markedsføringen af Imigran stoppede i december 2005, hvorved Imigran Sprint indtil patentudløb i maj 2006 var alene på markedet. Lægemiddelstyrelsen revurderede sin afgørelse i december 2005, således, at det efter patentudløb er muligt at substituere Imigran Sprint med konventionelle kopipræparater.

· Danmarks Radio er bekendt med, at Imigran Sprint ikke er en smeltetablet, og fortalelsen korrigeres senere i indslaget, hvor Imigran Sprint omtales som ”en vandopløselig tablet”.

· Jens Peter Kampmanns udtalelser ”næsten at narre folk”, ”salgsgimmick” og ”finurligheder” er hans vurdering, som leder af den offentlige instans, der vurderer, hvordan danskerne får bedst og mest medicin for pengene. Danmarks Radio anvender vurderingen ”narre” som reference til Kampmanns udtalelser.

· Anne Bülow-Olesen fortæller om sin fortolkning af hændelsesforløbet. Det er ikke Danmarks Radios opgave at korrigere udsagnene. Hun fortæller om kundernes opfattelse af den information, der blev givet i forbindelse med produktlanceringen.

Danmarks Radio har endelig afvist at bringe et genmæle. [K]’s forslag opfylder ikke kravet i medieansvarsloven § 38, stk. 1, idet Danmarks Radio ikke hævder, at [K] direkte har søgt at hindre billig kopimedicin. Endvidere er der ikke fejlagtige oplysninger af betydning.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jytte Scharling, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet finder, at det er uheldigt, at [A]s udtalelser ”smart måde at bevare sit patent på” og ”derfor var det urimeligt, at man [[K]] kunne få et nyt patent på samme indholdsstof” – i strid med de faktiske omstændigheder - fremstår som om, [K] fik et nyt patent på det samme indholdsstof. Pressenævnet finder imidlertid, at det klart fremstår som [A]s vurdering af forløbet, og nævnet udtaler ikke sin kritik.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ikke har tilsidesat god presseskik ved at omtale beregninger fra Amtsrådsforeningen. Nævnet har lagt vægt på, at Danmarks Radio oplyste, at tallene kom fra Amtsrådsforeningen.

Pressenævnet finder videre, at ordvalget ”hvis altså ikke Lægemiddelstyrelsen havde grebet ind” ikke i sammenhængen går ud over den redaktionelle formuleringsfrihed, og nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.3. Udsendelsen indeholder bl.a. udsagnene ”patienterne får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin” og ”amterne ville gå glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner”. Pressenævnet finder, at udsagnene indeholder oplysninger, hvorimod udsagnene ”narre”, ”Og vi kan vente mere af den slags ” samt ”medicinalmøllen kværner videre” fremstår som Danmarks Radios kommentarer og ikke som oplysninger.

De nævnte oplysninger må forstås som, at [K] ville have opnået en tilsvarende fortjeneste på amternes bekostning. Oplysningerne kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K] og har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for [K]. Pressenævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio har forsøgt at forelægge oplysningerne for [K] inden offentliggørelsen ved at give [K] mulighed for at kommentere oplysningerne i et båndet interview i udsendelsen. [K] må, som det bl.a. fremgår af mailen af 16. december 2006, have været bekendt med, at udsendelsen var kritisk over for [K]’s dispositioner. [K] afslog imidlertid at deltage i et sådant interview. Under disse omstændigheder giver udsendelsen af oplysningerne uden yderligere forelæggelse for [K] ikke anledning til kritik.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet finder, at udsagnene ”patienter får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin” og ”amterne ville gå glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner” og må forstås som oplysninger om, at medicinalvirksomhederne, herunder [K], ville have opnået en tilsvarende fortjeneste på patienternes og amternes bekostning, hvilket ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtigt. Nævnet finder videre, at oplysningen om, at [K] har annonceret for Imigran Sprint, ikke er utvivlsomt rigtig. Nævnet finder derfor, at [K] har krav på genmæle over for disse udsagn.

Pressenævnet finder videre, at der ikke i øvrigt i udsendelsen er bragt udsagn af faktisk karakter, der er egnet til at påføre [K] skade af betydning.

Herefter er [K] berettiget til efter påkrav at få bragt følgende genmæle i Danmarks Radio, jf. medieansvarsloven § 39:

”Genmæle

I programmet ”Kontant” den 2. januar 2007 omtalte Danmarks Radio medicinalvirksomheden [K] og præparatet Imigran Sprint. I den forbindelse anførtes, at ”patienterne får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin” og ”amterne ville gå glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner”.

[K] afviser, at vi skulle have lagt hindringer i vejen for den frie konkurrence, eller at vores dispositioner har medført ekstraudgifter for patienter eller skatteydere.

I udsendelsen blev det endvidere oplyst, at [K] havde annonceret over for offentligheden, hvilket ikke er tilladt for receptpligtig medicin.

[K] afviser at have annonceret over for offentligheden.

[K]”

Afgjort den 28. april 2007.

Versioner

1. 2007-04-27