Gelex

Medlem slettet som medlem af a-kasse og frameldt efterlønsordningen, afbrydelse i c. 3' måned, dispensation, sygdom, indlæggelse på hospital, psykiske problemer og nedbrænding af datters landbrug.

GældendeVersion 2007-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9391@2007-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 25. januar 2007.

Nævnet traf denne

De kan ikke få dispensation for afbrydelsen i Deres medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 24. marts 2006.

Ankenævnet har lagt til grund, at

– De er født den 9. august 1949,

– De har været medlem af en a-kasse siden den 31. oktober 1990 og frem til den 1. oktober 2005, hvor De blev slettet på grund af kontingentrestance,

– De har indbetalt efterlønsbidrag fra den 1. april 1999 indtil slettelsen for kontingentrestance,

– a-kassen i brev af 8. november 2005 gjorde Dem opmærksom på, at a-kassen ikke havde modtaget skyldigt medlems- og efterlønsbidrag, og at beløbet skulle betales senest den 1. december 2005,

– a-kassen i samme brev oplyste, at manglende betaling af efterlønsbidrag kunne få konsekvenser for Deres ret til efterløn, herunder at De risikerede at miste retten til efterløn,

– a-kassen i brev af 8. december 2005 meddelte Dem, at de var slettet som medlem af a-kassen og frameldt efterlønsordningen,

– a-kassen i samme brev oplyste, at sletningen kunne ophæves, hvis De betalte det skyldige beløb inden 4 uger,

– at a-kassen i brev af 8. februar 2006 oplyste Dem om, at Arbejdsdirektoratet undtagelsesvis kan dispensere fra afbrydelser i medlemskabet og indbetalingen af efterlønsbidrag i forbindelse med Deres ret til efterløn,

– a-kassen i samme brev vedlagde nye indmeldingsblanketter vedrørende ansøgning om optagelse i a-kasse,

– De den 14. februar 2006 blev genoptaget som medlem af a-kassen,

– De ved brev af 9. februar 2006 anmodede om dispensation for afbrydelse af Deres medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag.

Ifølge lovens hovedregel er retten til efterløn blandt andet betinget af 25 års medlemskab af en a-kasse inden for de sidste 30 år inden overgangen til efterløn, ligesom det er en betingelse, at medlemmet har indbetalt efterlønsbidrag i mindst 25 år inden for de sidste 30 år inden overgangen til efterløn.

Ifølge en overgangsregel kan medlemmer, der er født før den 1. juli 1964, dog opfylde kravet om medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det fyldte 60. år. Perioden skal dog mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år. For medlemmer født før den 1. april 1959 er det tilstrækkeligt, at efterlønsbidraget er indbetalt uafbrudt fra den 1. april 1999.

De er aldersmæssigt omfattet af ovennævnte overgangsregel, men da De ikke har været uafbrudt medlem af en a-kasse – heller ikke i en uafbrudt periode fra den 1. april 1999 – har indbetalt efterlønsbidrag – opfylder De ikke betingelserne efter denne bestemmelse.

Det kan dog undtagelsesvis tillades, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag.

Der er tale om en snæver dispensationsadgang, som efter praksis alene har været anvendt i tilfælde, hvor der har været tale om kortvarige afbrydelser samtidig med, at særlige forhold har været gældende, f.eks. PBS-fejl og alvorlige personlige krisesituationer.

Ankenævnet har ikke fundet, at de oplyste omstændigheder omkring Deres slettelse som medlem og framelding af efterlønsordningen kan danne grundlag for en dispensation for afbrydelse i Deres medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag.

Nævnet har lagt vægt på, at a-kassen har fulgt den i loven forskrevne rykker- og sletteprocedure, og at De – inden slettelsen som medlem og frameldingen af efterlønsbidraget fandt sted – flere gange blev gjort opmærksom på, at manglende betaling kunne få konsekvens for Deres ret til efterløn. De har efter nævnets vurdering således ikke haft en berettiget forventning om, at sletningen ikke ville få virkning for Deres ret til efterløn på trods af, at der er tale om en afbrydelse af kortvarig karakter.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at De ikke har kunnet dokumentere, at der er tale om en PBS- fejl, herunder at De har tilmeldt Deres medlems- og efterlønsbidrag til PBS, samt at De først betaler den udestående restance 1 måned efter den betalingsfrist, der var anført i slettebrevet.

Nævnet finder ikke, at det oplyste om, at De i kontingenssletningsperioden har været akut syg med 2 indlæggelser og operation til følge, samt at De har haft personlige problemer, der har medført, at De har haft det psykisk dårligt og svært ved at overskue almindelige gøremål i hverdagen, kan føre til et andet resultat.

Nævnet har lagt vægt på, at hverken den beskrevne sygdom eller Deres personlige problemer har været af en sådan karakter, at det har forhindret Dem i at varetage Deres interesser.

Ankenævnet henviser til

– Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 § 65, stk. 1, § 74 a, og § 78.

– Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse § 8, § 9, § 11, og § 12 og

– § Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv. § 1, og § 5.

De har i Deres klage henvist til Arbejdsdirektoratets afgørelse af 23. maj 2006 til støtte for at der meddeles Dem dispensation fra reglerne om afbrydelse i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag.

Ankenævnet har ikke fundet, at denne henvisning kan føre til en ændret stillingtagen til sagen. Nævnet har henset til, at allerede fordi nævnet ikke har truffet afgørelse i sagen – idet sagen ikke har været forelagt nævnet – kan afgørelsen alene anses for at være udtryk for direktoratets praksis.

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

§ 74 a. Ret til efterløn har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, som

1) er fyldt 60 år,

2) har været medlem i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,

3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, jf. dog § 77, stk. 5, i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,

4) ved ledighed vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge, jf. dog stk. 5 og 7, eller modtager overgangsydelse,

5) har fået indberettet værdien af pensionsformuen, jf. § 74 i, stk. 3, 4, 7 og 8 og

6) har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.

Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet om medlemskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det fyldte 60. år. Medlemsperioden skal dog mindst udgøre 10 år inden for de sidste 15 år. Medlemmet skal have indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, fra den 1. april 1999, jf. dog § 77, stk. 5.

Stk. 3. Medlemmer, der er født før den 1. juli 1964, jf. dog stk. 2, kan opfylde kravet om medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det fyldte 60. år, jf. dog § 77, stk. 5. Perioden skal dog mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år. For medlemmer født før den 1. april 1959 er det tilstrækkeligt, at efterlønsbidraget er indbetalt uafbrudt fra den 1. april 1999.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag ved afgørelsen af, om kravene i stk. 2 og 3 er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at medlemmet efterbetaler bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og efterlønsbidrag for den pågældende periode.

§ 78. Et medlem skal betale medlemsbidrag efter § 77 til de af kassen fastsatte tidspunkter. Medlemsbidraget skal vedrøre en nærmere angiven periode.

Stk. 2. Et medlem, der undlader at betale det fulde medlemsbidrag rettidigt, bortset fra frivilligt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, slettes som medlem af kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Slettelse kan kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen. Rykkerskrivelsen skal afsendes til de medlemmer, der ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt det fulde medlemsbidrag, der forfalder i denne måned. Skrivelsen skal udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag ikke bliver betalt.

Stk. 4. Hvis det skyldige medlemsbidrag, jf. stk. 2 og 3, samt senere forfaldent medlemsbidrag betales senest 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, hæves slettelsen.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-5, herunder regler om udelukkelse fra ret til dagpenge m.v. for medlemmer, der har undladt at betale medlemsbidrag rettidigt, og om tilbagebetaling af medlemsbidrag.

Stk. 7. Undlader et medlem at betale frivilligt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, rettidigt, skal kassen rykke medlemmet for restancen. I rykkerbrevet skal det udtrykkeligt anføres, at undladelse af at betale efterlønsbidraget kan medføre, at medlemmet mister retten til efterløn. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler herom.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.

Rykker- og sletteproceduren for medlemsbidraget

Rykkerproceduren

§ 8. Betaler man ikke medlemsbidraget til tiden, skal a-kassen sende et rykkerbrev.

Stk. 2. A-kassen skal sende brevet, når den konstaterer, at man ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt hele det bidrag, der skulle betales i denne måned. Opkræver a-kassen et restancegebyr, skal dette pålægges alle medlemmer, der ikke har betalt bidraget, inden brevet sendes. Restancegebyret må ikke fremstå som en del af medlemsbidraget.

Stk. 3. A-kassen skal i brevet klart skrive, at man vil blive slettet, hvis medlemsbidraget til a-kassen ikke bliver betalt senest 3 uger efter, at brevet er sendt, jf. dog § 9, stk. 3, om genoprettelse af medlemskabet.

Stk. 4. Betaler man medlemsbidraget til a-kassen, kan man ikke slettes som medlem af denne, selvom man ikke betaler det faglige kontingent.

Stk. 5. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.

Slettelse og genoprettelse af medlemskabet

§ 9. Betaler man ikke medlemsbidraget inden udløbet af betalingsfristen på 3 uger, jf. § 8, stk. 3, skal a-kassen straks sende et brev om, at man slettes som medlem af a-kassen. Man slettes fra det tidspunkt, hvortil man har betalt.

Stk. 2. A-kassen skal skrive i slettebrevet, at medlemskabet bliver genoprettet, hvis man senest 4 uger efter at brevet er sendt, betaler det opkrævede bidrag, samt de bidrag, der senere skulle have været betalt.

Stk. 3. Betaler man, hvad man skylder senest 4 uger efter, at a-kassen har sendt brevet, genoprettes medlemskabet. Betaler man det opkrævede bidrag senest den dag, brevet sendes, genoprettes medlemskabet.

Stk. 4. Betaler man bidraget efter udløbet af betalingsfristen på 3 uger i rykkerbrevet, og får man sit medlemskab genoprettet, får man en karantæne, jf. § 10, stk. 1.

Stk. 5. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.

Rykker- og frameldeproceduren for efterlønsbidraget

Rykkerproceduren

§ 11. Betaler man ikke efterlønsbidraget til tiden, skal a-kassen sende et rykkerbrev.

Stk. 2. A-kassen skal sende brevet, når den konstaterer, at man ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt hele det bidrag, der skulle betales i denne måned. Opkræver a-kassen et restancegebyr, skal dette pålægges alle medlemmer, der ikke har betalt bidraget, inden brevet sendes. Omfatter brevet også det almindelige medlemsbidrag, jf. § 8, stk. 2, skal det stå i brevet, hvad der skal betales henholdsvis i medlemsbidrag og i efterlønsbidrag.

Stk. 3. A-kassen skal i brevet klart skrive, at man bliver frameldt betaling af efterlønsbidrag, hvis det opkrævede bidrag ikke bliver betalt senest 3 uger efter, at brevet er sendt. Det skal også fremgå af brevet, at man kan risikere at miste sin ret til efterløn.

Stk. 4. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.

Framelding af efterlønsbidraget

§ 12. Betaler man ikke efterlønsbidraget inden udløbet af betalingsfristen på 3 uger, jf. § 11, stk. 3, skal a-kassen straks sende et brev om, at man er blevet frameldt betaling af bidraget. Man frameldes fra det tidspunkt, hvortil man har betalt.

Stk. 2. A-kassen skal skrive i frameldebrevet, at man ikke får nogen afbrydelse i sin anciennitet, hvad angår efterlønsbidraget, hvis man senest 4 uger efter at brevet er sendt, betaler det opkrævede bidrag, samt de bidrag, der senere skulle have været betalt. Det skal fremgå af brevet, at man kan vælge igen at betale efterlønsbidrag, jf. § 3, stk. 2. Er frameldebrevet også et slettebrev, skal det stå i brevet, hvad der skal betales henholdsvis i medlemsbidrag og i efterlønsbidrag, jf. § 9, stk. 2.

Stk. 3. Betaler man det opkrævede bidrag senest den dag, brevet sendes, får man ikke nogen afbrydelse i sin anciennitet, når det drejer sig om efterlønsbidraget.

Stk. 4. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede.

§ 1. En a-kasse skal vejlede egne medlemmer om de rettigheder og pligter, som et medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

§ 5. En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor.

Stk. 2. Vejledningen kan under hensyntagen til et medlems behov gives skriftligt eller ved en personlig samtale.

Versioner

  1. 2007-05-21