Optagelse, dimittend, meritlærer, uddannelsens varighed, enkeltfagskurser, meritoverførsel
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9461@2007-06-26/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 22. februar 2007.
Nævnet traf denne
De kan ikke blive optaget i a-kassen på grundlag af Deres uddannelse som meritlærer.
Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 27. september 2006.
Ankenævnet har lagt til grund, at
– a-kasse den 22. juni 2006 modtog Deres ansøgning om optagelse i a-kassen,
– De i 2006 gennemførte meritlæreruddannelsen,
– De ikke kunne indgå i puljen i 2004 til merituddannelsen, da De ansøgte for sent,
– De fra den 1. august 2005 blev omfattet af meritordningen,
– De i perioden 2004-2005 gennemførte fagene ”Psykologi og ”Skolen i samfundet” som enkeltfagskurser,
– De den 28. februar 1998 gennemførte kandidateksamen i musik, og
– De ifølge Bevis for Meritlæreruddannelsen har fået meritoverført fagene psykologi, skolen i samfundet og musik.
Ret til optagelse som medlem i en a-kasse har personer, der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed, hvis a-kassen har modtaget en ansøgning om optagelse senest 2 uger efter, at uddannelsen er afsluttet.
Kan en del af en tidligere gennemført uddannelse meritoverføres til en ny uddannelse, er optagelsen betinget af, at den samlede uddannelse under ét udgør mindst 18 måneder eller 3 semestre. Meritoverførsel kan indgå i optagelsesgrundlaget, hvis den meritoverførte del af uddannelsen er gennemført inden for de sidste 3 år.
Ankenævnet har lagt vægt på, at De afsluttede Deres kandidateksamen i musik den 28. februar 1998.
De opfylder således ikke betingelsen om at kunne meritoverføre Deres eksamen i musik til meritlæreruddannelsen, idet der er forløbet mere end 3 år fra De afsluttede Deres kandidateksamen i musik til påbegyndelsen af meritlæreruddannelsen.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De har gennemført fagene ”Psykologi” og ”Skolen i samfundet” som enkeltstående kursusforløb. Kurserne er således ikke gennemført som led i meritlæreruddannelsen og de er ikke indgået i en tidligere uddannelse.
De opfylder på denne baggrund ikke betingelsen om at kunne meritoverføre ovennævnte kurser til meritlæreruddannelsen.
Ankenævnet har videre lagt vægt på, at det af Deres eksamensbevis til meritlæreruddannelsen fremgår, at De gennemførte meritlæreruddannelse svarende til 135 ECTS-point. De meritoverførte fag (Musik, Psykologi, Skolen i samfundet) udgør i alt 51 ECTS-point. Af § 5 i bekendtgørelsen om uddannelsen til meritlærer fremgår, at 60 ECTS-point svarer til en heltidsstuderendes arbejde i 1 år. Deres ECTS-point fratrukket de meritoverførte fag udgør 84 ECTS-point.
De opfylder på denne baggrund ikke betingelsen om, at den samlede uddannelse under ét udgør mindst 18 måneder eller 3 semestre.
Ankenævnet henviser til
– § 41, stk. 1, nr. 3 a ) og stk. 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005,
– § 2, stk. 1, § 3, stk. 1 og 2 samt § 4, stk. 1 og 2 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1469 af 21. december 2005 om optagelse som lønmodtager m.fl., selvstændig erhvervsdrivende og nyuddannet i en a-kasse, og
– § 6 i Undervisningsministeriet bekendtgørelse nr. 340 af 12. maj 2003 om uddannelse til meritlærer.
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K
A-kasse
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005:
Medlemskab er anerkendte arbejdsløshedskasser
§ 41. Retten til optagelse som medlem har personer,
1) som har bopæl og ophold her i riget bortset fra Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 7,
2) som er mellem 18 og 63 år, dog 65 år for personer født før den 1. juli 1939, og
3) som enten
a) dokumenterer at være beskæftiget som lønmodtager,
b) har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsmæssig grunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse, når kassen modtager skriftlig begæring om optagelse senest 2 uger efter uddannelsens afslutning,
Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelse af stk. 1-4 og 5, herunder afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig virksomhed.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1469 af 21. december 2005 om optagelse som lønmodtager m.fl., selvstændig erhvervsdrivende og nyuddannet i en a-kasse:
Optagelse på baggrund af uddannelse
§ 2. Personer, der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller 3 halvårlige semestres varighed kan blive optaget, hvis a-kassen har modtaget en ansøgning om optagelse senest 2 uger efter, at uddannelsen er gennemført, jf. stk. 3.
§ 3. En uddannelse kan danne grundlag for optagelse, hvis uddannelsen
1) berettiger til støtte inden for klippekortet efter Lov om Statens Uddannelsesstøtte, og
2) giver erhvervskompetence inden for en a-kasses faglige område.
Stk. 2. En erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, lov om landbrugsuddannelser, lov om social- og sundhedsuddannelser og lign. giver tilsvarende adgang til optagelse.
§ 4. Kan en del af en tidligere gennemført uddannelse meritoverføres til en ny uddannelse, jf. stk. 2, er optagelse betinget af, at den samlede uddannelse under ét udgør mindst 18 måneder eller 3 semestre.
Stk. 2. Meritoverførsel kan indgå i optagelsesgrundlaget, hvis
1) der er tale om meritoverført uddannelse, herunder praktik, der er indgået i en tidligere uddannelse, og
2) den meritoverførte del af en uddannelse er gennemført inden for de sidste 3 år.
Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 340 af 12. maj 2003 om uddannelse til meritlærer:
Uddannelsens struktur og indhold
§ 5. Ved uddannelsens afslutning skal den studerende have en samlet kompetence svarende til 2 liniefag og de 4 pædagogiske fag samt praktik, som beskrevet i bekendtgørelse om uddannelse af lærere til folkeskolen.
Stk. 2. Uddannelsen indeholder et eller flere fag fra hver af følgende faggrupper, jf. stk. 4:
1) Liniefag: Dansk, engelsk, fransk, historie, kristendomskundskab/religion, samfundsfag, tysk, biologi, fysik/kemi, geografi, matematik, natur/teknik, billedkunst, hjemkundskab, håndarbejde, idræt, musik og sløjd.
2) Pædagogiske fag: Almen didaktik, psykologi, pædagogik og skolen i samfundet.
Stk. 3. I uddannelsen indgår endvidere praktik i et omfang svarende til højst 18 ECTS-point i European Credit Transfer System, hvor 60 ECTS-point svarer til en heltidsstuderendes arbejde i 1 år. Praktikken, der tilrettelægges over højst 12 uger, finder sted i folkeskolen eller en fri grundskole og omfatter undervisningstimer med børn og deltagelse i øvrige læreropgaver under vejledning af en eller flere praktiklærere, og desuden undervisning af de studerende ved praktikstedets lærere. Begge den studerendes liniefag indgår i praktikken, som koordineres med de øvrige dele af uddannelsen.
Stk. 4. Institutionen bestemmer indholdet af uddannelsen for den enkelte studerende på grundlag af dennes tidligere erhvervede kvalifikationer, jf. § 3, stk. 1 og 2.