Gelex

Tilbagebetaling, hjemmel, refusion af afholdte lønudgifter, fravær fra uddannelsesstedet, tab af indtægt eller arbejdsmulighed

OphævetVersion 2007-06-26fra 2007-06-26 til 2007-12-17
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9462@2007-06-26/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet virksomhedens klage på møde den 21. marts 2007.

Nævnet traf denne

Ankenævnet finder, at virksomheden ikke skal tilbagebetale den udbetalte refusion svarende til 6 dage i forbindelse med medlemmets kursusdeltagelse.

Ankenævnet ændrer således a-kassens afgørelse af 3. november 2005.

Under deltagelse i uddannelse kan beskæftigede lønmodtagere opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse i uddannelsen.

For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelsen udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen.

En person, der uberettiget har modtaget godtgørelse, skal betale beløbet tilbage, hvis den pågældende har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for retten til ydelser, eller hvis den pågældende i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.

Krav om tilbagebetaling varetages af den arbejdsløshedskasse eller den Arbejdsformidling, som har udbetalt godtgørelsen til deltageren.

Ankenævnet har lagt til grund, at medlemmet er berettiget til voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse), hvis hun under sin deltagelse har haft tab af indtægt eller arbejdsmulighed.

Ankenævnet har videre lagt til grund, at medlemmet var fraværende fra uddannelsen den 27. januar, den 3.februar, den 9. februar og den 25. februar 2005 på grund af sygdom. Medlemmet var endvidere fraværende fra uddannelsen den 23. og 24. februar 2005 på grund af snestorm.

Ankenævnet finder derfor, at medlemmet ikke har haft et tab af indtægt eller arbejdsmulighed ved kursusdeltagelsen for de 6 ovenfor anførte dage, hvor hun ikke deltog i kursus på grund af sygdom og force majeure.

Da medlemmet ikke er berettiget til VEU-godtgørelse, er virksomheden som arbejdsgiver heller ikke berettiget til refusion for de 6 nævnte dage efter reglerne om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

Ankenævnet finder dog ikke grundlag for, at virksomheden skal tilbagebetale den for meget udbetalte refusion.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke i lov med tilhørende bekendtgørelse om VEU-godtgørelse er hjemmel til at kræve tilbagebetaling af udbetalt refusion modtaget med urette og at øvrige betingelser for tilbagebetaling ikke er opfyldt.

Ankenævnet henviser til

– § 1, § 2, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 1, nr. 1, § 4, stk. 1 og stk. 3 og stk. 6, § 9 og § 24 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004, og

– § 1, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, § 2, stk. 1, nr. 1, § 7, stk. 1, § 12, stk. 1, § 14, § 30 og § 31 i bekendtgørelse nr. 1481 af 23. december 2004 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Medlem

Arbejdsløshedskassen

1. Sagsforløb

Det fremgår af sagen at De ansøgte om refusion for afholdte lønudgifter under medlemmets deltagelse i AMU-kurset ”Grundlæggende taxakørsel” afholdt i perioden 24. januar til 4. marts 2005 svarende til i alt 30 dage.

Det fremgår videre, at medlemmet den 27. januar, den 2. februar, den 9. februar og den 25. februar 2005 var fraværende fra undervisningen på grund af sygdom. Medlemmet var endvidere fraværende fra undervisningen den 23. og 24. februar 2005 på grund af snestorm.

Det fremgår videre, at De ikke har udbetalt løn til medlemmet for de dage, hvor hun har været syg i kursusperioden 24. januar til 4. marts 2005. De samlede sygedagene og trak dem på en gang i lønudbetalingen i sidste del af ansættelsen. Sidste lønudbetaling til medlemmet var den 16. februar 2005.

2. Arbejdsløshedskassens (A-kassens) afgørelse

A-kassen traf den 3. november 2005 denne afgørelse:

”Vedr. VEU-godtgørelse/refusion – medlemmet, cpr. nr.

Der er ansøgt om refusion for perioden 24. januar – 4. marts 2005.

Vi har i oktober måned 2005 konstateret, der er udbetalt for meget refusion til arbejdsgiver. Der er udbetalt 26 dage, hvor den korrekte udbetaling er 20 dage.

Afgørelse

Den for meget udbetalte refusion for kursusperioden 24. januar – 4. marts 2005 er modtaget uberettiget og skal tilbagebetales.

I alt 3.924,00 brutto.

Begrundelse

Det er en betingelse for ret til refusion, at arbejdsgivere efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelse, jf. bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse § 14.

Du har på blanketten ”Oplysninger fra arbejdsgivere” påført, der er udbetalt løn til medlemmet til og med den 18. februar 2005. Samlet i perioden fra den 24. januar til den 4. marts 2005 er der udbetalt løn for 20 dage.

Der er samlet udbetalt refusion for 26 dage – til og med den 28. februar 2005.

Samlet giver det seks dages refusion á kr. 654,00 pr. dag, som er modtaget uberettiget. A-kassen finder, at du burde have indset, at du ikke var berettiget til at modtage refusion, når du ikke havde udgift til løn til medlemmet. Det følger af bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse § 30, at en person, der uberettiget har modtaget godtgørelse, skal betale beløbet tilbage.”

3. Klagen til ankenævnet

Ved telefonisk henvendelse til a-kassen den 16. november 2005 har De oplyst, at De ønsker at klage over afgørelsen.

4. A-kassens bemærkninger til klagen

A-kassen oversendte ved brev af 1. marts 2006 sagen til ankenævnet og anførte følgende:

”A-kassens Hovedkontor har den 3. november 2005 truffet den påklagede afgørelse.

A-kassens Hovedkontor har genbehandlet klagen. Da arbejdsgiver ikke er givet medhold i sin klage, oversendes klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med bemærkninger.

Arbejdsgiver er d.d. tilsendt vedlagte skrivelse med oplysning om klagens oversendelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Bemærkninger

Ifølge a-kassens hovedkontors afgørelse af 3. november 2005 er der en difference imellem den udbetalte refusion og det med rette modtagne på 6 dage á kr. 654,00, i alt kr. 3.924,00. Differencen er opstået, fordi arbejdsgiver ikke har udbetalt løn til medlemmet for hele kursusperioden.

Arbejdsgiver har oplyst, at det skyldes, at han ved medlemmets sidste lønudbetaling har trukket medlemmet i løn, for samtlige de dage medlemmet har været sygemeldt i uddannelsesperioden, hvorfor han alene har udbetalt løn til medlemmet til og med den 18. februar 2005. Arbejdsgiver mener derfor ikke at have modtaget noget beløb med urette.

Idet der i øvrigt henvises til a-kassen hovedkontors afgørelse af 3. november 2005, bemærker a-kassens hovedkontor følgende:

A-kassens hovedkontor bemærker indledningsvis, at ansøgningen om refusion er indgivet før 1. juli 2005, hvorfor bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse ikke finder anvendelse.

Det er en betingelse for ret til refusion, at medlemmet får sædvanlig løn fra arbejdsgiver under deltagelsen, jf. § 14, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1481 af 23. december 2004 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-bekendtgørelsen).

Arbejdsgiver havde ansøgt om refusion i perioden 24. januar – 4. marts 2005. Medlemmet var imidlertid sygemeldt i fire dage i kursusperioden, nemlig den 27. januar, 3., 9. og 25. februar 2005.

A-kassens hovedkontor bemærker, at medlemmets fravær fra kurset den 23. og 24. februar 2005 skyldtes force majeure.

A-kassens hovedkontor har på baggrund af blanket AR 269: ”Oplysning fra arbejdsgivere” lagt til grund, at arbejdsgiver har udbetalt løn til medlemmet frem til og med den 18. februar 2005. Arbejdsgiver har således udbetalt løn for 20 dage i kursusperioden. Arbejdsgiver har imidlertid fået udbetalt refusion for 26 dage.

A-kassens hovedkontor bemærker, at arbejdsgiver har oplyst, at medlemmet udeblev fra kurset i 5 dage. Ifølge AMU Syds oplysninger er medlemmet udeblevet i 4 dage pga. sygdom.

Arbejdsgiver har ikke reageret på a-kassens hovedkontors henvendelse af 2. februar 2006 til nærmere afklaring af antallet af medlemmets sygedage under uddannelsen. A-kassens hovedkontor har herefter lagt vægt på AMU Syds oplysninger om medlemmets fravær under uddannelsen. Der er ikke oplysninger, om at medlemmet skulle have været sygemeldt i perioden 3.-24. januar 2005.

Arbejdsgiver har herefter ikke været berettiget til at trække medlemmet for mere end 4 sygedage i ansættelsesperioden. Arbejdsgiver har derfor uberettiget modtaget refusion for i alt 6 dage (26-20).

Arbejdsgiver har på blanket: ”Ansøgning om VEU-godtgørelse” skrevet under på, at han ville udbetale sædvanlig løn under medlemmets deltagelse i uddannelse. Det fremgår endvidere af vejledningen bag på ansøgningsskemaet, at arbejdsgivers lønrefusion udgør ”den godtgørelse, som deltageren er berettiget til. Refusionen kan aldrig blive højere end lønudgiften i uddannelsesperioden”. Endvidere fremgår det af den vejledning, som a-kassen via medlemmet har sendt til arbejdsgiver, at ”størrelsen på refusionen (vil) altid svare til den VEU-godtgørelse, der ville være blevet udbetalt til medarbejderen, hvis der ikke var udbetalt løn”.

A-kassens hovedkontor finder herefter, at arbejdsgiver burde have indset, at han ikke var berettiget til at modtage refusion for dage, hvor han ikke udbetalte løn. A-kassens hovedkontor vurderer derfor, at arbejdsgiver skal tilbagebetale det med urette modtagne, i alt kr. 3.924, jf. § 30 i VEU-bekendtgørelsen.

Beløbet forfaldt til betaling den 1. december 2005, jf. a-kassens hovedkontors afgørelse af 3. november 2005. Fra denne dato påløber der morarente i henhold til rentelovens § 3, jf. § 32 i VEU-bekendtgørelsen. Renten udgør Nationalbankens officielle udlånsrente pr. 1. juli 2005 plus et tillæg på 7%, jf. § 5 i renteloven.

Den påløbne morarente udgør pr. 1. marts 2006 kr. 97,61, hvorefter arbejdsgiver skal betale i alt kr. 4.021,61 til DLA.”

5. Nyt efter klagen

Den 7. marts 2007 har a-kassen telefonisk oplyst til sekretariatet, at der blev udbetalt refusion til arbejdsgiver den 18. marts 2005. A-kassen oplyste videre, at arbejdsgiver ikke får tilsendt særskilt bekræftelse på, at der vil blive udbetalt refusion. Arbejdsgiver modtager alene den vejledning, der var vedlagt a-kassens brev 4. februar 2005 til medlemmet.

Den 8. marts 2007 har De telefonisk oplyst til sekretariatet, at De mener at De fik en formular som De skulle udfylde. De har ikke herudover modtaget yderligere. De oplyser videre, at De betalte fuld løn til medlemmet under kursusdeltagelsen. De fik først at vide ved kursets afslutning, at medlemmet havde haft fraværsdage, og De trak derfor for fraværsdagene i sidste lønudbetaling.

Kopi af de oplysninger sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn har modtaget den 7. marts 2007 blev den 9. marts 2007 sendt til Dem med anmodning om at indsende evt. bemærkninger inden den 19. marts 2007.

Sekretariatet har ikke inden udløbet af ovennævnte frist modtaget evt. bemærkninger.

6. Regler

Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004:

§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.

§ 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter:

1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,

Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.

§ 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.:

Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).

§ 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 3. Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse.

§ 9. For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelse i henhold til §§ 4 og 5 udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen. Beløbet svarer til den godtgørelse, som en deltager kunne have fået udbetalt efter §§ 4 og 5. Beløbet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse.

§ 24. En person, der uberettiget har modtaget godtgørelse, skal betale beløbet tilbage, hvis den pågældende har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for adgangen til at opnå godtgørelse, eller hvis den pågældende i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.

Stk. 2. Undervisningsministeriet kan bestemme, at krav om tilbagebetaling varetages af deltagerens arbejdsløshedskasse, arbejdsformidlingen, uddannelsesstedet eller Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Bekendtgørelse nr. 1481 af 23. december 2004 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse:

§ 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.

Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse jf. stk. 1 er:

1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser(TAMU).

§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er

1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,

Ret til godtgørelse

§ 7. Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, som deltager i uddannelse efter § 1, stk. 2, har ret til godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deltagelsen, jf. dog § 3 og § 8.

§ 12. Godtgørelse kan kun udbetales for den tid, som deltageren har deltaget i undervisningen, jf. dog stk. 2-7.

§ 14. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen svarer til den godtgørelse, som deltageren ville have været berettiget til efter kapitlerne 3, 4 og 5. Refusionen kan dog ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen.

§ 30. En person, der uberettiget har modtaget godtgørelse, skal betale beløbet tilbage, hvis den pågældende har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for retten til ydelser efter denne bekendtgørelse, eller hvis den pågældende i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.

§ 31. Krav om tilbagebetaling varetages af den arbejdsløshedskasse eller den Arbejdsformidling, som har udbetalt godtgørelsen til deltageren.

Versioner

  1. 2007-06-26 · til 2007-12-17