Gelex

En nu afdød efterlønsmodtager havde ikke søgt om udbetaling af feriegodtgørelse på grund af ufyldestgørende vejledning fra Arbejdsdirektoratet. Boet efter efterlønsmodtageren blev stillet som om, at ansøgning om udbetaling af uhævet feriegodtgørelse var indsendt rettidigt

OphævetVersion 2007-06-26fra 2007-06-26 til 2020-09-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9467@2007-06-26/da

Indhold
  1. Indledning

Boet efter X v. Y

Vedrørende Deres afdøde far X´s uhævede feriegodtgørelse for optjeningsåret 2003

Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage på møde den 14. februar 2007.

Ankenævnet traf denne

Boet efter X skal stilles som om, at ansøgning om udbetaling af uhævet feriegodtgørelse fra optjeningsåret 2003 er indsendt rettidigt.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 6. juli 2006.

Direktoratet skal tage stilling til, om betingelserne i øvrigt for at få udbetalt den uhævede feriegodtgørelse er opfyldt.

Ankenævnet har lagt til grund:

– at sagen vedrører den feriegodtgørelse, som X optjente i 2003 til brug i ferieåret 2004/05

– X afgik ved døden den 5. august 2005

– De som datter repræsenterer boet efter Deres far

– at fristen for udbetaling af den uhævede feriegodtgørelse efter ferielovens § 34b udløb den 30. september 2005.

Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at De som ansat i Z Kommune, som var Deres fars tidligere arbejdsgiver, den 12. august 2005 henvendte Dem til direktoratet pr. email med spørgsmål om muligheden for at få uhævet feriegodtgørelse udbetalt.

Den forespørgsel, som De/Z Kommune sendte til direktoratet, havde følgende ordlyd:

”En medarbejder, som har været ansat i Z Kommune, har et feriekort fra 2003 på kr. 3.400,-. Medarbejderen er nu afgået ved døden, men har stadig feriepengene til gode. I ferieåret for 2004/2005, som feriekortet for 2003 dækker, har medarbejderen været på arbejdsløsheds-dagpenge og efterløn. Der er ikke afholdt ferie i ferieåret for feriepengene.

Kan vi udbetale feriepengene til boet - eller skal boet ansøge hos jer om udbetaling af feriepengene, da den tidligere medarbejder har været på offentlige ydelser.”

Det fremgår af direktoratets samtalerapport, at De herefter den 16. august 2005 telefonisk blev kontaktet af direktoratet, som bl.a. oplyste, at alene det forhold, at der er modtaget offentlige ydelser, gør at der vil blive modregnet dag for dag.

Ifølge ferielovens § 34 b, stk. 4 er det arbejdsløshedsdagpenge, men ikke efterløn, der skal fradrages i forbindelse med udbetaling af feriegodtgørelse.

Som sagen foreligger oplyst var antallet af dage med arbejdsløshedsdagpenge ikke kendt, da direktoratet svarede Dem på forespørgslen. Det betyder, at der kunne være mulighed for, at der kunne udbetales feriegodtgørelse, hvis antallet af dage med arbejdsløshedsdagpenge var mindre end dage med feriegodtgørelse.

Det er således ankenævnets opfattelse, at hvis direktoratet havde præciseret, at der alene skulle ske fradrag for dage med arbejdsløshedsdagpenge, og havde oplyst om ansøgningsfristen vedrørende uhævet feriegodtgørelse, så havde De haft anledning til nærmere at undersøge, for hvor mange dage, der var udbetalt arbejdsløshedsdagpenge til Deres far i ferieåret. De ville således have haft mulighed for at ansøge om eventuel tilgodehavende feriegodtgørelse inden fristens udløb.

Ankenævnet henviser til § 34b, stk. 5 i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

”Vi har den 15. juni 2006 modtaget Deres ansøgning om udbetaling af afdøde Xs uhævede feriepenge for 8,33 dage, optjent i 2003 til brug i ferieåret 2004/2005.”

Sekretariatet er enig i fremstillingen af sagen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 6. juli 2006 denne afgørelse:

”De kan ikke få udbetalt de uhævede feriepenge, som X har optjent i 2003.

Begrundelse

De kan ikke få udbetalt de uhævede feriepenge optjent i 2003, fordi De har sendt ansøgningen for sent.

Det fremgår af ferielovens § 34b, stk. 5, at man senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt skal søge om at få uhævede feriepenge udbetalt efter lovens § 34b.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at vi først har modtaget ansøgningen den 7. juni 2006.”

3. Klagen til ankenævnet

I klagen af 13. juli 2006 har De anført følgende:

”I henhold til jeres brev af den 6. juli 2006 har jeg fået afslag på udbetaling af feriepenge i ovenstående sag.

Begrundelsen for afslag er at jeg ikke har søgt om udbetaling af feriepenge inden den 30. september 2006.

Jeg vil gerne klage over denne afgørelse.

Begrundelsen er følgende:

Sidste år den 12. august 2005 har Z Kommune undersøgt om jeg kunne søge om udbetaling af forældede feriepenge. De fik i den forbindelse det svar, at det kunne man ikke når den afdøde havde fået fleksibel efterløn.

Der er derfor ikke ansøgt om udbetaling inden den 30. september 2005.

(Z Kommune har undersøgt sagen - da det er der afdøde havde feriepengene til gode)

Ansøgning er først sendt i år pga. jeg har fået oplyst at der har været en fejlinformation og man godt kunne have haft søgt om udbetaling inden den 30. september 2006 med den begrundelse at feriepengene stammede fra et afsluttet ansættelsesforhold.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet har den 18. august 2006 anført følgende:

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 6. juli 2006.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet skal dog gøre opmærksom på, at vi i afgørelsen har gjort boet/Y opmærksom på betingelserne for udbetaling af feriepengene efter ferielovens § 30, stk. 1.

Vi har desuden d.d. gjort boet opmærksom på, at hvis hun mener at have fået en forkert eller mangelfuld vejledning fra kommunen, og boet derved har lidt et tab, må hun søge kravet gennemført ved de civile domstole.”

5. Nyt efter klagen

De har i brev af 3. oktober 2006 til ankenævnet anført følgende:

”X går på efterløn fra 1. maj 2003 - han er derfor på efterløn i ferieafholdelsesåret. Han dør den 5. august 2005 - hvilket er i perioden hvor han kan søge om udbetaling - efter regler om udbetaling af forældede feriepenge.

Jf. det brev jeg har modtaget fra Arbejdsdirektoratet dateret den 16. august 2006. Her beder de mig anlægge sag mod Y Kommune for mangelfuld vejledning.

Det har jeg en kommentar til.

Jeg er selv ansat ved Y Kommune. Jeg er ansat på personalekontoret og jeg står bl.a. for udbetaling af feriepenge m.v.

Da det drejer sig om min egen far og vi var usikre på reglerne - kontaktede vi Arbejdsdirektoratet på mail. De kontaktede mig så pr. telefon og gav mig et svar pr. telefon. Desværre skrev jeg ikke navnet ned på den jeg talte med.

Så jeg mener ikke Y Kommune har givet mangelfuld vejledning i sagen - men derimod Arbejdsdirektoratet.”

Direktoratet har på sekretariatets forespørgsel den 6. februar 2007 oplyst, at direktoratet var i besiddelse af den e-mail, som De som ansat i Y Kommune sendte til direktoratet den 12. august 2005, og at direktoratet på baggrund af henvendelsen havde udarbejdet en telefonrapport.

De/Y Kommune oplyste, at X havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

Direktoratet havde herefter svaret Dem, at der ikke kunne udbetales uhævet feriegodtgørelse, når der var udbetalt offentlige ydelser.

6. Regler

Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004:

§ 34 b. Feriegodtgørelse for ferie, som er holdt, men hvor beløbet ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og hvor beløbet er mindre end 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog § 34 a. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ferien er holdt i et ansættelsesforhold.

Stk. 2. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ansættelsesforholdet er ophørt.

Stk. 3. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, og som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40.

Stk. 4. Har lønmodtageren fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling efter stk. 2 og 3 kun ske efter direktøren for Arbejdsdirektoratets forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der herefter resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Arbejdsdirektoratet arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.

Stk. 5. Muligheden for udbetaling efter stk. 1-3 fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, om udbetaling efter disse regler. Muligheden for udbetaling efter godkendelse, jf. stk. 4, fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder direktøren for Arbejdsdirektoratet om udbetaling efter disse regler.

Versioner

  1. 2007-06-26 · til 2020-09-08