Gelex

Tidsbegrænset tilladelse til afholdelse af elektronisk fiskeauktion over partier af fisk, der stadig befinder sig om bord på fartøjet.

OphævetVersion 2007-06-29fra 2007-06-29 til 2010-03-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9475@2007-06-29/da

Indhold
  1. Indledning

Tidsbegrænset tilladelse til afholdelse af elektronisk fiskeauktion over partier af fisk, der stadig befinder sig om bord på fartøjet.

Dato: 19. juni 2007

Ref.: CHA

J.nr.: 2005-04159

Bedes anført i svar

Fiskeauktion NN

(adresse)

Vedr.: Meddelelse af tidsbegrænset tilladelse til afholdelse af elektronisk fiskeauktion over partier af fisk, der stadig befinder sig om bord på fartøjet.

Fiskeauktion NN har søgt Fiskeridirektoratet om tilladelse til, at fiskeauktionen, som det nærmere er beskrevet i NN s brev i sagen af 11. januar 2007, må foretage elektroniske auktioner (”partiauktioner”) over fisk, der udbydes af internetauktionen til salg, medens partiet endnu forefindes ombord på fiskefartøjet. Det forudsættes, at partierne forinden udbud er korrekt sorteret/vejet (klassificeret) efter EU-reglerne (handelsnormerne) på tilmeldingstidspunktet.

Ifølge bekendtgørelse nr. 951 af 23. oktober 2000 om offentlig elektronisk fiskeauktion kan Fiskeridirektoratet efter ansøgning godkende, at reglerne i det til enhver tid gældende reglement for de almindelige offentlige fiskeauktioner fraviges i det omfang den elektroniske fiskeauktion nødvendiggør det. Fravigelser fra reglementet skal beskrives og begrundes over for Fiskeridirektoratet.

De nødvendige fravigelser fra reglementet foreligger tilstrækkeligt beskrevet og betingelserne for dispensation fra auktionsreglementets § 12, stk.1, jf. § 12, stk.4, (hvorefter fisken fysisk skal være til stede i auktionslokalet) er til stede på nærmere bestemte vilkår, jf. nedenfor.

Fiskeauktion NN meddeles derfor i henhold til § 5 i bekendtgørelse nr. 951 af 23. oktober 2000 om offentlig elektronisk fiskeauktion, en midlertidig tilladelse til i 3 år fra dato, til at afholde elektronisk fiskeauktion (Internetauktion) før landingen af entydigt identificerede partier af fisk, der er søpakket og sorteret (klassificeret) af sælger i overensstemmelse med EUs til enhver tid gældende handelsnormer, inden første udbud til salg.

Partiauktionen følger den fremsendte systembeskrivelse, herunder registreringer m.v. i virksomhedens egenkontrolprogram.

Tilladelsen er en begunstigende dispensation fra auktionsreglementet, jf. vejledning nr. 11 040 af 28. december 1999. Tilladelsen meddeles på følgende vilkår, jf. fiskerilovens § 120, stk. 1, nr. 1, jf. § 10:

· Landinger af partier af fisk, der er bortauktioneret til søs skal forudanmeldes efter de til enhver tid gældende regler herom og skal landes til auktionen i havn xx.

· Fiskeridirektoratets anvisninger, herunder anvisninger om eventuelle påkrævede ændringer i systemet for partiauktion på fiskeauktion NN , som er begrundet i kontrolmæssige forhold og hensynet til iagttagelsen af reglerne i den fælles fiskeripolitik, skal efterleves af auktionen.

· Ved eventuelle gentagne og påtalte overtrædelser fra fiskeauktionens side af EU’s handelsnormer – jf. RFO 1447/99 af 14. juni 1999 om fastsættelse af en liste over de former for adfærd, der er en alvorlig overtrædelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik - vil tilladelsen bortfalde. Bortfald bevirker at partiauktionssystemet ikke længere lovligt kan anvendes fra tidspunktet for modtagelsen af meddelelse herom. Bortfald med klagevejledning meddeles i givet fald virksomheden skriftligt.

I øvrigt bemærkes:

· Indberetningspligten i henhold til kontrolbekendtgørelsen - BEK nr. 1175 af 17. december 1999 om registrering og kontrol af oplysninger om fisk, der landes direkte, og fisk der importeres - består uændret af nærværende tilladelse og den nye auktionspraksis.

· Fiskeauktionen skal understøtte at alle fisk, der førstegangsomsættes over auktionen ved partiauktioner til søs, er korrekt klassificeret på udbudstidspunktet. Dette sker ved en 100 % kontrol fra auktionens side, af alle bortauktionerede partier til søs, ved de efterfølgende landinger. Konstaterede fejlsorteringer medfører at partiet skal omsorteres af auktionen. Oplysninger om tilfælde af manglende iagttagelser af markedsnormerne i forbindelse med partiauktioner til søs, skal specifikt afgives til Fiskeridirektoratet med henblik på opfølgning på sagen overfor auktionssælgeren (fisker/reder), der som hidtil har ansvaret for korrekt sortering og klassifikation af egen fangst til søs.

Afgørelsen vil på grund af sit principielle indhold blive forskriftsmæssigt offentliggjort via Retsinformation (indlægges i afgørelsesbasen i Retsinformation).

Efter § 1 i Bekendtgørelse nr. 951 af 23. oktober 2000 fornyes og forlænges den generelle tilladelse til afholdelse af elektronisk fiskeauktion af praktiske årsager, således at basistilladelsen til afholdelse af elektronisk fiskeauktion og den specielle tilladelse til partiauktion virker parallelt for en periode på 3 år fra dato.

Kopi:

· Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeridirektoratet

· Auktionsmesterforeningen

· Erhvervsfiskeriudvalget (inkl. Omsætning)

Versioner

  1. 2007-06-29 · til 2010-03-16