Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-493
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9478@2007-07-02/da
Indhold
Advokat Johan Løje har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 20. januar 2007, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Ekstra Bladet bragte den 20. januar 2007 under overskriften ”Slanker mest din pung” følgende:
”Forleden var jeg i min lokale Matas for at se nærmere på sortimentet af slankeprodukter. Ekspedienten guidede mig til hylderne med de godkendte slankeprodukter. Hun nægtede – helt korrekt – at henvise mig til andre slankeprodukter. Der var dog også en del ikke-godkendte slankeprodukter på en anden hylde i butikken. Samtlige producenter lovede slankeeffekt, men holder løfterne vand? Jeg tog et udvalg af både de godkendte og ikke-godkendte produkter med hjem for at studere dem nærmere og har belønnet dem med mellem nul og seks friske æbler, hvor seks æbler er topkarakter. Flere dumper og inkasserer kun skrog.”
I artiklen var forskellige slankeprodukter omtalt og vurderet. Om [A] hedder det:
” Godkendt produkt uden virkning
[Herefter følger en bedømmelse på 6 æbleskrog]
[A], 17 kr. pr. dag
[A] er godkendt som ”medicinsk udstyr”. Producenten påstår på emballagen, at det reducerer kalorieoptagelsen fra fedtholdig mad ved at binde fedtet i mavetarmkanalen. Men videnskabelige undersøgelser har vist, at ingredienserne ingen virkning har på hverken fedtbinding eller vægttab. Spild af penge.”
Forfatteren var [B], hvorom der var skrevet følgende:
”[B] er ernæringsekspert og tilknyttet Ankerhus Seminarium ved CVU Sjælland. I denne uge ser han nærmere på slankeprodukters løfter om enkelt og effektivt vægttab. Faktum er – desværre – at fornuftige kostvaner og regelmæssig motion er eneste vej til et sundt og slankt liv.”
Det fremgår af en afgørelse truffet af Indenrigs- og Sundhedsministeriets den 11. maj 2005 i forbindelse med en klage over Lægemiddelstyrelsens afgørelse vedrørende produktet [A], at ministeriet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Lægemiddelstyrelsens vurdering, hvorefter produktet havde den påberåbte fedtbindende virkning, hvis produktet indtages i kombination med en almindelig fedtfattig kost. Lægemiddelstyrelsen havde blandt andet oplyst, at studier har vist, at forsøgsgrupper, som indtog Chitosan i forbindelse med fedtreduceret kost, havde et større vægttab end kontrolgrupper, som alene havde en fedtreduceret kost.
2. Parternes synspunkter
Advokat Johan Løje har anført, at omtalen er faktuel ukorrekt, idet både Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fastslået, at produktet har den effekt, som fremgår af emballagen. Ekstra Bladet har ikke forholdt sig til afgørelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, men uden belæg herfor, at ”videnskabelige undersøgelser har vist, at ingredienserne ingen virkning har på hverken fedtbinding eller vægttab”.
Advokaten har videre anført, at klager ikke har fået forelagt de skadelige, krænkende og agtelsesforringende oplysninger, inden artiklen blev bragt. På produktet henvises der tydeligt til [C] ApS, der markedsfører produktet i Danmark. En forelæggelse kunne således nemt være sket over for [C] ApS, der herefter eventuelt kunne have kontaktet [K].
Advokaten har endelig afvist, at der er tale om en anmeldelse, idet den ikke har karakter af en subjektiv vurdering.
Ekstra Bladet har anført, at den dokumentation, som Lægemiddelstyrelsen bygger sin medicinske godkendelse på, er baseret på undersøgelser af tvivlsom videnskabelig kvalitet. Hjerteforeningens sundhedschef har gennemgået dokumentationen for [A]’s effekt og konkluderer, at der ikke er videnskabelig dokumentation for, at produktet har de påståede virkninger. Ekstra Bladet har videre anført, at myndighederne i Danmark har været nødsaget til at godkende produktet pga. EU-lovgivning. Det er diæten og ikke [A], der skaber vægttabet, hvorfor forbrugerne bliver snydt.
Ekstra Bladet har herudover anført, at kritikken ikke er blevet forelagt klager, idet der er tale om en anmeldelse på baggrund af [B]s bedømmelse. Anmeldelser forelægges ikke for den, der bliver anmeldt.
3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse :
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Thomas Rørdam, Dorthe Carlsen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet finder, at udsagnene ”uden virkning” og ”spild af penge” ikke giver anledning til tvivl om, at det er [B]s subjektive vurdering af [A], og Pressenævnet kan ikke tage stilling til sådanne forhold.
På baggrund af Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse af 11. maj 2005 finder Pressenævnet derimod, at det – uden omtale af denne afgørelse – var uberettiget, at det om klagers produkt blev anført ”Men videnskabelige undersøgelser har vist, at ingredienserne ingen virkning har på hverken fedtbinding eller vægttab”. Nævnet udtaler sin kritik heraf.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende:
Ekstra Bladet bragte den 20. januar 2007 en artikel under overskriften ”Slanker din pung mest” vedrørende slankeprodukter. I artiklen omtales bl.a. produktet [A].
Producenten af [A] har klaget til Pressenævnet med henvisning til, at udsagnet ”Men videnskabelige undersøgelser har vist, at ingredienserne ingen virkning har på hverken fedtbinding eller vægttab” er ukorrekt.
Det fremgår af en afgørelse truffet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der er belæg for at konkludere, at [A] har fedtbindende virkning, hvis produktet indtages i kombination med almindelig fedtfattig kost. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet har tilsidesat god presseskik ved – uden at omtalte denne afgørelse – at have udtalt sig som anført om [A]. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Ekstra Bladet.
Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse. Hele kendelsen kan ses på www.ekstrabladet.dk.”
Ekstra Bladet bragte den 20. januar 2007 en artikel under overskriften ”Slanker din pung mest” vedrørende slankeprodukter. I artiklen omtales bl.a. produktet [A]. Producenten af [A] har klaget til Pressenævnet med henvisning til, at udsagnet ”Men videnskabelige undersøgelser har vist, at ingredienserne ingen virkning har på hverken fedtbinding eller vægttab” er ukorrekt.
Det fremgår af en afgørelse truffet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der er belæg for at konkludere, at [A] har fedtbindende virkning, hvis produktet indtages i kombination med almindelig fedtfattig kost.
Pressenævnets begrundelser og afgørelse:
Pressenævnet finder, at udsagnene ”uden virkning” og ”spild af penge” ikke giver anledning til tvivl om, at det er Eksta Bladets subjektive vurdering af [A], og Pressenævnet kan ikke tage stilling til sådanne forhold.
På baggrund af Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse af 11. maj 2005 finder Pressenævnet derimod, at det – uden omtale af denne afgørelse – var uberettiget, at det om klagers produkt blev anført ”Men videnskabelige undersøgelser har vist, at ingredienserne ingen virkning har på hverken fedtbinding eller vægttab”. Nævnet udtaler sin kritik heraf.
Afgjort den 20. juni 2007