Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-532
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9513@2007-07-05/da
Indhold
Den ansvarshavende redaktør af [K] har bl.a. ved e-mails af 3. og 18. juni 2007anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2007-6-494: [A] mod [K], som nævnet traf afgørelse i den 23. maj 2007.
I kendelsen hed det:
”Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.
Pressenævnet finder, at oplysninger om, at [A] under sine foredrag skulle fremføre ukorrekte oplysninger og fremlægge fotografier, der ikke viser de personer, som [A] oplyser, kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [A]. [K] burde derfor have forelagt oplysningerne for [A] inden offentliggørelsen. Da dette ikke er sket, udtaler nævnet sin kritik.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af [K] at offentliggøre følgende:
”Speak: Pressenævnet har udtalt kritik af [K] og pålagt os at bringe følgende:
Den 21. marts 2007 beskyldte [K] [A] for under sine foredrag blandt andet at fremføre ukorrekte oplysninger. [A] har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at omtalen af ham indeholder krænkende oplysninger.
Pressenævnet finder, at radiokanalen har tilsidesat god presseskik ved at bringe oplysningerne uden at give [A] mulighed for at kommentere dem. Pressenævnet udtaler derfor kritik af [K].
Speak: Hele kendelsen kan læses på www.pressenaevnet.dk”.
Den ansvarshavende redaktør af [K] har til støtte for anmodningen om genoptagelse bl.a. anført følgende:
”Vi må på det kraftigste protestere mod, at Pressenævnet har afsagt kendelse mod os i [A]s favør, da Pkt. A3 i de "Vejledende regler for Presseetik" ikke kan bruges i direkte udsendelser i TV og lokalradio.
Det er ikke muligt at forelægge disse improviserede udtalelser for den, der bliver nævnt - og i øvrigt kan vi ikke se, at vore udtalelser skulle være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [A], da hans navn slet ikke blev nævnt i udsendelsen.
Pressenævnet har klart begået en fejl, da man skulle have benyttet Pkt. A1 - som giver os ret til at bringe en hurtig og relevant og vigtig meddelelse til offentligheden.
Pressenævnet skriver i sin kendelse, at vi skulle have forelagt udtalelserne om en anonym person for [A], hvilket ikke kan være rigtigt, og i øvrigt er det bevislig løgn, hvad der bliver fremlagt af [A], så vore udtalelser kan ikke være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [A] - og da vi har ytringsfrihed, kan vi ikke se, at der skulle gælde specielle regler for [A].
Vi medsender 4 skriftlige erklæringer fra vor bog: "Den Sidste Aktion", som [A] også er bekendt med, hvorfor hans klage ikke kan være indgivet i god tro - men derimod i ond tro med det formål at skade os.
Vi vil forbeholde os retten til at tale om løgnen i "Dobbeltmordsagen" og om [A], hvis vi føler det er rigtigt, jvf. Ytringsfriheden i Danmark og EU's Menneskerettighedskonvention.
Vi kan ikke se det rimelige i at forlange, at vi skal læse løgn op i vor lokalradio, da vi ikke har beskyldt [A] for noget som helst, idet hans navn - som før nævnt - ikke er blevet nævnt.
Vi kræver derfor, at Pressenævnet tager sagen op igen og omgør den ulovlige kendelse - idet man bør være opmærksom på, at der intet er nævnt i Medieansvarslovens § 34 om, hvilke etikregler man skal overtræde for at have overtrådt lovens § 34.
Der findes andre etikregler, og anvendelsen af Pkt. A3 er i hvert fald ikke korrekt - og der er ingen tvivl om, at etikreglerne må konkretiseres, så der kommer til at stå, at det ikke gælder for "direkte udsendelser" i TV og radio/lokalradioprogrammer.
Vi må også protestere mod, at DR's repræsentant Finn Rowold har deltaget i denne sag, da [A] arbejder som konsulent for DR i netop den sag "Dobbeltmordsagen", som vi har udtalt os om - hvorfor Finn Rowold må betegnes som klart inhabil, og alene af den grund må sagen gå om.”
Ved mail af 18. juni 2007 skriver [K]:
”Vedr. Sagsnr. 2007-6-0532, 0533, 0534 og 0535 - Deres brev af den 11.06.2007, modtaget lørdag den 16.06.2007
Vi ser ingen grund til at fremsende en kopi af denne udsendelse, da den er mere end tre måneder gammel, og specielt da det skulle være soleklart for enhver, at Axel Kierkegaard på grund af de ting, som blev afdækket i denne udsendelse, ikke kan være habil overfor os - en omstændighed, som han selv burde have indset.
Med hensyn til Finn Rowold, er det ligeså klart, at da de nævnte kendelser med hensyn til [B]og [A] hænger sammen med vore afsløringer, som er blevet behandlet på en svinsk og groft uetisk måde af DR2.
Derfor kan Finn Rowold ikke være med i behandlingen af en sådan sag i Pressenævnet, idet studieværten [C] deltog i det komplot, som også DR var en del af, hvor vore personer ikke blot blev svinet til og ærekrænket men også blev udsat for et totalt udokumenteret 'karaktermord' for åben skærm.
Finn Rowold, som vi intet har imod, burde selv have trukket sig, ligesom det burde have været tilfældet med Axel Kirkegaard.
Generelt er vi i samtlige Pressenævnskendelser - der er truffet til ære for Radio- og TV-Nævnet som har haft behov for at få krudt til at få os lukket - blevet bedømt efter en forkert "paragraf" af Pressenævnet, da dette nævn har benyttet Pkt. A3 i de "Vejledende Etiske Regler" i stedet for Pkt. A1, som er det punkt, der må gælde for "direkte udsendelser" i æteren.
Vi er således blevet dømt ulovligt, og kendelserne skal derfor laves om - hvorfor vi nu har overgivet sagen til vor advokat til videre behandling.
I forbindelse med dette kræver vi en komplet aktindsigt i de sidste to års afgørelser og kendelser - samt korrespondance mellem os og Pressenævnet samt mellem klagerne og Pressenævnet.
I øvrigt drejer de kendelser, der er gået os imod, ikke om grove overtrædelser af de Vejledende Etikregler, som efter vor opfattelse ikke er lovgyldige - og specielt ikke, da vi mener, vi er blevet dømt uretfærdigt og ulovligt, fordi der er tale om en 'straffeekspedition' på grund af udgivelsen af vor bog: "Den Sidste Aktion", som bevisligt opklarer "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej" fra 1948.”
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Pressenævnet udtaler:
Klager er af Pressenævnet blevet opfordret til nærmere at redegøre for de inhabilitetsindsigelser, som er fremsat over for to nævnsmedlemmers deltagelse i sagens behandling. Denne opfordring har klager ikke efterkommet, ej heller ved mail af 18. juni 2007. Nævnet afviser på dette grundlag at tage stilling til indsigelserne.
Efter § 14, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Da [K] ikke er fremkommet med sådanne nye oplysninger, finder Nævnet ikke grundlag for at genoptage sagen.
Afgjort den 22. juni 2007.