Etablering af sikkerhedsorganisation mindre end 10 ansatte
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9558@2007-07-13/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. marts 2007 behandlet xx´s klage over påbud om etablering af sikkerhedsorganisation.
Nævnet traf følgende
Arbejdsmiljøklagenævnet er ikke enig med Arbejdstilsynet i, at xx skal oprette en sikkerhedsorganisation.
Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver således Arbejdstilsynets afgørelse af 4. januar 2005.
Det fremgår af loven, at der skal oprettes sikkerhedsorganisation, hvis virksomheden har mindst 10 ansatte.
Alle ansatte, undtagen virksomhedsledere og personer, som betragtes som arbejdsledere, regnes med. Ansatte ved kontor, administration og butiksarbejde skal dog kun medregnes, hvis disse er beskæftiget mindst 10 timer pr. uge.
Det er udgangspunktet at alle ansatte, dvs. også deltidsansatte efter reglerne skal medregnes ved opgørelsen af antallet af ansatte.
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at:
– kokken er ansat på fuld tid, mens de øvrige bliver hyret fra gang til gang i forbindelse med større arrangementer i form af bryllupper, konfirmationer m.v., og
– xx Kro ikke kan disponere over de tilknyttede personers arbejdskraft, men er afhængig af, at der hver gang indgås en aftale enten på virksomhedens eller de tilknyttede personers initiativ.
På dette grundlag finder Arbejdsmiljøklagenævnet, at der ikke er tale om over 10 ansatte i virksomheden.
Arbejdsmiljøklagenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at der med undtagelse af kokken er tale om enkeltstående af hinanden i princippet uafhængige arbejdsforhold, hvorom der indgås aftale ved hver enkelt beskæftigelse og hvor de tilknyttede personer kan takke nej til tilbud om arbejde, hvorfor de ikke kan siges at være ansatte.
Arbejdsmiljøklagenævnet finder derfor ikke, at virksomheden er omfattet af reglerne om pligt til at oprette en sikkerhedsorganisation.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til:
– Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 med de ændringer der følger af lov nr. 437 af 10. juni 2002, § 5, § 6, stk. 1, samt § 77, stk. 1.
– Bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde som er ændret ved bekendtgørelse nr. 491 af 20. juni 2002 om ændring af bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde § 2 og § 4.
Kopi til
xxx
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde:
” Arbejdstilsynet har besøgt virksomheden xxx den 16. november 2004.
Ved besøget talte Arbejdstilsynet med ejer ... Arbejdstilsynet var repræsenteret ved tilsynsførende ..
Under besøget blev det oplyst, at virksomheden ikke har etableret en sikkerhedsorganisation (SIO), idet der ikke blandt de ansatte var valgt en sikkerhedsrepræsentant. Det blev endvidere oplyst, at virksomheden beskæftiger 15- 20 personer, og heraf er der over 9, der ikke har arbejdsledende funktioner.
Sekretariatet rettede i brev af 16. november 2005 spørgsmål til Arbejdstilsynet om man kunne anse de 15-20 personer som egentlige ansatte, eller om de ansatte skulle betragtes som forskellige personer, der blev ansat hver gang, der var noget at lave på virksomheden.
Ved brev af 12. januar 2006 svarede Arbejdstilsynet, dels noget om hvorledes arbejdet på virksomheden var organiseret, dels henvistes til en del analoge forhold. Arbejdstilsynet oplyste supplerende, at den samlede vurdering var, at virksomhedens oplysninger peger i retning af, at der var tale om forskellige personer, der blev ansat hver gang, der var noget at lave på virksomheden.
Arbejdstilsynet ønskede dog på trods af dette, at opretholde afgørelsen af 4. januar 2005, dels på grund af branchens arbejdsmiljøproblemer og dels fordi et så stort antal af forskellige ansatte gjorde behovet for et sikkerheds- og sundhedsarbejde på virksomheden større.”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den 4. januar 2005 følgende afgørelse:
”Tilsynsrapport med påbud
Virksomheden har haft lejlighed til at komme med bemærkninger til udkast til tilsynsrapport med påbud af 30. september 2004 udstedt på baggrund af tilsynsbesøg hos xx den 16. november 2004.
Der er tale om følgende:
– Påbud om arbejdspladsvurdering
Arbejdsmiljøproblem nr.
Efterkommelsesfrist 1. marts 2005
Tilbagemeldingsfrist 8. marts 2005
– Påbud om sikkerhedsorganisation
Arbejdsmiljøproblem nr.
Efterkommelsesfrist 1. februar 2005
Tilbagemeldingsfrist 8. februar 2005
– Påbud om bedriftssundhedstjeneste
Arbejdsmiljøproblem nr.
Efterkommelsesfrist 1. februar 2005
Tilbagemeldingsfrist 8. februar 2005
Arbejdstilsynet har modtaget bemærkninger fra virksomheden.
Arbejdstilsynet har i dag truffet afgørelse. Afgørelsens indhold fremgår af det udkast til tilsynsrapport med påbud, som var vedlagt Arbejdstilsynets brev af 30. september 2004.
Virksomheden har nu pligt til at opfylde ovennævnte påbud senest på de tidspunkter, som er angivet i påbudenes efterkommelsesfrister.
Arbejdstilsynet skal inden udløbet af påbudenes tilbagemeldingsfrister, som er nævnt ovenfor , have besked om, hvad virksomheden har gjort for at efterkomme påbudene.”
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
Virksomhedens ejer har ved brev af 2. februar 2005 fremsendt følgende klage.
”Vedr. xx– vedr. klage over tre påbud.
Arbejdstilsynet er efter besøg på virksomheden den 16.11.2004 fremkommet med en tilsynsrapport og:
1. Vejledninger nr.
2. Udkast til påbud om
– Arbejdspladsvurdering - nr.
– Sikkerhedsorganisation - nr.
– Bedriftssundhedstjeneste - nr.
Vi tager hermed de fremsendte vejledninger og tilsynsrapporten til efterretning, men påklager de tre fremsatte påbud som uberettigede og irrelevante.
Kort om virksomheden:
xx drives som en traditionel dansk kro, hvor omsætningen er delt mellem a la carte, selskaber og mad ud af huset.
Åbningstiden er 17.00 — 22.00 alle dage undtagen mandag. Herudover afvikles der selskaber og arrangementer mv. efter aftale, men stort set alt arbejde foregår efter kl. 17.00 og i weekend’er.
Alle ansatte, enten der er tale om serveringspersonale, medhjælp til opvask og afrydning eller medhjælp i køkkenet, arbejder kun på kroen i deres fritid.
Den samlede lønudbetaling var i 2003 kr. 394.078 fordelt på 20 ansatte, gennemsnitslønnen kr. 19.704/år. Højeste lønudbetaling, kr. 70.355 til en enkelt ansat til a la carte - og selskabsservering.
I gennemsnit arbejder de ansatte ca. 100 - 120 timer/år. Ved større arrangementer kan der være tale om at 6-7 personer er på arbejde samtidig i en periode på 3-4 timer, det sker maksimalt 20 gange om året og aldrig med de samme 6-7 personer i de enkelte arrangementer.
Det produktive arbejde med rengøring, indkøb, tilrettelæggelse og madlavning udføres næsten udelukkende af undertegnede .. og min ægtefælle ., som er fuldtidsbeskæftiget medhjælpende ægtefælle.
Begrundet i ovenstående har vi ikke bemærkninger til de udstedte vejledninger, som udelukkende berører indehaverne eller ansatte, som arbejder direkte under indehavernes tilsyn.
Vi anser vejledningerne som selvfølgelige og rationelle, og de vil derfor blive fulgt.
Om de udstedte påbud, vil vi anføre:
1. Påbud om arbejdspladsvurdering - nr.
Da alle arbejdsfunktioner, som vedrører arbejdspladsens miljøforhold udføres at indehaverne, anser vi det for irrelevant at gennemføre en arbejdspladsvurdering.
Arbejdsmiljøproblemerne er beskrevet i ovenfor nævnte vejledning, som vi vil drage omsorg for - gennem opslag - kommer til alle ansattes kundskab.
2. Påbud om sikkerhedsorganisation (SIO) - nr.
Da der aldrig er over 10 ansatte på arbejde samtidig, og da alle ledelsesfunktioner forestås af indehaverne er det ikke vores opfattelse, at xx Kro kan være omfattet af Arbejdsministeriets bekendtgørelser om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.
3. Påbud om bedriftssundhedstjeneste (BST) - nr.
Idet vi henviser til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 556 af 17. juni 2004 om ophør af virksomhedens pligt til at oprette bedriftssundhedstjeneste (BST) vil vi anmode om, at Arbejdstilsynets besøg den 16.11.2004 kan vurderes som et screeningsbesøg, hvorefter pligten til at oprette bedriftssundhedstjeneste i.h.t. nævnte bekendtgørelse ophører.
Der vil i medfør at ovenstående klage ikke uden yderligere begrundelse fra Arbejdstilsynet blive afgivet tilbagemelding på de tre påbud.”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynet fremsendte ved brev af 18. marts 2005 følgende udtalelse i sagen:
”Udtalelse i klage over påbud om sikkerhedsorganisation (arbejdsmiljøproblem nr.)
1. Arbejdstilsynet har modtaget vedlagte klage xx over Arbejdstilsynets afgørelse af 4. januar 2005 om påbud om sikkerhedsorganisation (arbejdsmiljøproblem nr.).
Sagens indhold
Arbejdstilsynet har besøgt xxx den 16. november 2004.
Ved besøget talte Arbejdstilsynet med ejer . Arbejdstilsynet var repræsenteret ved tilsynsførende ..
Under besøget blev det oplyst, at virksomheden ikke har etableret en sikkerhedsorganisation (SIO), idet der ikke blandt de ansatte var valgt en sikkerhedsrepræsentant. Det blev endvidere oplyst, at virksomheden beskæftiger ca. 20 personer, og heraf er der over 9, der ikke har arbejdsledende funktioner.
Den 29. november 2004 fremsendte Arbejdstilsynet udkast til påbud om sikkerhedsorganisation (SIO) til høring hos xx Kro.
Arbejdstilsynets endelige afgørelse fremgår af brev af den 4. januar 2005. Virksomheden påbydes at etablere en sikkerhedsorganisation.
Arbejdstilsynet modtog brev fra xx Kro den 2. februar 2005, hvoraf det fremgår, at virksomheden ønsker at påklage påbudet.
Den 8. februar 2005 fremsendte Arbejdstilsynet en kvitteringsskrivelse på modtagelsen af klagen.
Klagens indhold
I brev af 2. februar 2005 klager XX Kro I/S over Arbejdstilsynets påbud af 4. januar 2005 om etablering af en sikkerhedsorganisation. Klager indleder med at oplyse følgende om virksomheden:
– XX drives som en traditionel dansk kro, hvor omsætningen er delt mellem a la carte, selskaber og mad ud af huset.
– Åbningstiden er I 7.00 til 22.00 alle dage undtaget mandag. Herudover afvikles der selskaber og arrangementer mv. efter aftale, men stort set alt arbejde foregår efter kl. 17.00 og i weekender.
– Alle ansatte, enten der er tale om serveringspersonale, medhjælp til opvask og afrydning eller medhjælp i køkkenet, arbejder kun på kroen i deres fritid.
– Den samlede lønudbetaling var i 2003 kr. 394.078 fordelt på 20 ansatte, gennemsnitsløn kr. 19.704/år. Højeste lønudbetaling kr. 70.355 til en enkelt ansat til a la carte - og selskabsservering.
– I gennemsnit arbejder de ansatte ca. 100 - 120 timer/år. Ved større arrangementer kan der være tale om at 6-7 personer er på arbejde samtidig i en periode på 3-4 timer, det sker maksimalt 20 gange om året og aldrig med de samme 6-7 personer i de enkelte arrangementer.
– Det produktive arbejde med rengøring, indkøb, tilrettelæggelse og madlavning udføres næsten udelukkende af kromand og ægtefælle som er fuldtidsbeskæftiget medhjælpende ægtefælle.
– Virksomheden har ikke bemærkninger til de af Arbejdstilsynet udstedte vejledninger.
Xx ved kromand . og ejer . anfører i klagen vedrørende sikkerhedsorganisationen, at da der aldrig er over 10 ansatte på arbejde samtidig, og da alle ledelsesfunktioner forestås af indehaverne, er det ikke virksomhedens opfattelse, at xx Kro kan være omfattet af bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.
Arbejdstilsynets vurdering
Det er Arbejdstilsynets vurdering, at xx Kro I/S skal påbydes at etablere en sikkerhedsorganisation.
Regler og praksis:
Af Beskæftigelsesministeriets lov om arbejdsmiljø nr. 425 af 9. juni 2004 § 6, stk. 1 fremgår, at i virksomheder med 10 ansatte eller derover skal virksomhedens arbejde for sikkerhed og sundhed organiseres. Dette fremgår ligeledes af Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde, som ændret ved bekendtgørelse nr. 491 af 20. juni 2002 § 2, stk. 1.
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde, som ændret ved bekendtgørelse nr. 491 af 20. juni 2002 § 2, stk. 2 definerer, at alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere eller arbejdsledere medregnes jf. stk. 1.
Ifølge samme bekendtgørelse § 4 fremgår det, at ved kontorarbejde eller andet administrativt arbejde og ved arbejde i butikker, herunder supermarkeder, stormagasiner og lignende, medregnes efter § 2 kun ansatte, der er beskæftiget 10 timer eller derover ugentligt.
Praksis fremgår af At-anvisning nr. 6.1.0.4. Heraf fremgår, hvem der medregnes ved opgørelsen af antallet af ansatte. Punkt 1.2.3.4 nævner, at alle deltidsansatte medregnes ved afgørelse af, om en virksomhed er pligtig til at oprette sikkerhedsorganisation.
Arbejdstilsynets vurdering og indstilling:
Det er derfor Arbejdstilsynets vurdering, at virksomheden skal påbydes at etablere sikkerhedsorganisation.
Klager finder ikke, at virksomheden er omfattet af reglerne om sikkerhedsorganisation, da der aldrig er over 10 ansatte på arbejde samtidig, og da alle ledelsesfunktioner forestås af indehaverne.
Hertil skal Arbejdstilsynet anføre, at der ved opgørelse af antallet af ansatte ikke skelnes mellem, hvorvidt de ansatte er på arbejde samtidigt eller ej, da det er antallet af ansatte, der er afgørende.
Virksomheden har oplyst, at der er ca. 20 ansatte, at over 9 af disse ikke har arbejdsledende funktioner, samt at alle ledelsesfunktioner forestås af indehaverne, hvilket betyder, at der er 10 ansatte eller derover, der skal tælles med ved opgørelsen af antallet af ansatte.
Som nævnt ovenfor er der ved kontorer, andre administrative virksomheder og butikker mulighed for kun at medregne ansatte, der er beskæftiget 10 timer eller derover ugentligt, men xx Kro I/S er ikke omfattet af denne regel.
Samlet er det derfor Arbejdstilsynets vurdering, at afgørelsen bør fastholdes, således at virksomheden pålægges at etablere en sikkerhedsorganisation i overensstemmelse med reglerne herom.”
5. Nyt efter klagen
Ved brev af 16. november 2005 rettede sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet henvendelse til Arbejdstilsynet med følgende forespørgsel:
”SPØRGSMÅL I FORBINDELSE MED SAGEN:
I forbindelse med sagen ønsker Arbejdsmiljøklagenævnet vurderet hvorvidt der er tale om en egentlig ansættelse af ca. 15 personer, eller om de ansatte mere skulle betragtes som forskellige personer, der blev ansat hver gang, der var noget at lave på virksomheden.”
Arbejdstilsynet svarede ved brev af 12. januar 2006 følgende:
”Klage over Arbejdstilsynets påbud om sikkerhedsorganisation – xx Kro
I ovennævnte klage fremsendte Arbejdstilsynet en udtalelse den 18. marts 2005.
Ved brev af 16. november 2005 til Arbejdstilsynet har Arbejdsmiljøklagenævnet bedt Arbejdstilsynet om en vurdering af om der er tale om en egentlig ansættelse af ca. 15 personer, eller om de ansatte mere skal betragtes som forskellige personer, der bliver ansat hver gang, der er noget at lave på virksomheden. Brevet har kort været drøftet telefonisk med fuldmægtig .. Ved brev af 5. december 2005 bad Arbejdstilsynet virksomheden om at svare på om personalet er ansat hele tiden, men blot med begrænset arbejdstid, eller om personalet ansættes fra gang til gang, og ikke er ansat mellem arrangementerne.
Den 3. januar 2006 har virksomheden svaret på henvendelsen. Kopi vedlægges.
Klagers supplerende oplysninger
Det fremgår af svaret at virksomheden “råder over” 15-20 personer, som har givet tilsagn om, at de i deres fritid vil assistere på kroen efter behov. Af hensyn til det omfattende indberetningssystem for lønmodtagere er alle registreret i Dataløn.
Virksomheden oplyser videre at der findes en “job-bog” hvor de kendte arrangementer 4-6 uger frem er opført med det forventede personalebehov. Her har de tilknyttede personer mulighed for at melde sig frivilligt. Ca. 14 dage før det enkelte arrangement søges bemandingen fastlagt. Hvis der mangler folk og ved spontane arrangementer, fx begravelser, kommer aftalerne ofte i stand ved telefonisk henvendelse. Enkelte af personerne er ansat i job med flekstid eller er studerende, så de har mulighed for at påtage sig arbejde i dagtimerne. Ved afslutningen af et job noteres navn og timetal i en kalender. Ved afslutningen af hver 14-dages lønperiode gøres kalenderen op og lønnen udbetales via Dataløn. Alle medarbejdere har afleveret bikort eller frikort.
Endelig oplyser virksomheden at så godt som ingen medarbejdere får udbetalt løn hver 14-dages lønperiode.
Arbejdstilsynets supplerende bemærkninger
Det er Arbejdstilsynets samlede vurdering at virksomhedens supplerende oplysninger peger i retning af at der tale om forskellige personer, der bliver ansat hver gang, der er noget at lave på virksomheden.
For denne opfattelse taler at virksomheden ikke umiddelbart kan disponere over de pågældendes arbejdskraft, men er afhængig af at der fra gang til gang indgås en “aftale”, enten på den ansattes eller virksomhedens initiativ. For taler også at det for de pågældende er bijob, at der anvendes bi- eller frikort, og at der normalt vil være et antal 14-dages perioder uden arbejde mellem de 14-dages perioder hvori der har været arbejde.
Imod taler at de ansatte er registreret med henblik på udbetaling af løn fra Dataløn, og at arbejdstimerne samles op til lønudbetaling for 14-dages perioder.
Arbejdstilsynets øvrige supplerende bemærkninger
Arbejdstilsynet har ikke kendskab til at der foreligger nogen afgørelsespraksis på området.
At-anvisning 6.1.0.4 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde tager ikke stilling til spørgsmålet om sikkerhedsorganisation ved ansatte der udelukkende ansættes til enkeltstående arbejdsopgaver i almindelige virksomheder. At-anvisningen er under revision og vil i nær fremtid blive afløst af ny(e) At-vejledning(er). Arbejdstilsynet er bekendt med udkast hertil og det indeholder heller ingen stillingtagen til spørgsmålet.
Som yderligere fortolkningsbidrag kan Arbejdstilsynet henvise til forskellige regler og praksis:
– Ifølge bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde § 3 skal sikkerheds- og sundhedsarbejdet organiseres ved arbejde, der helt eller delvist udføres på midlertidige eller skiftende arbejdssteder uden for virksomhedens faste arbejdssted, herunder bygge- og anlægsarbejde, når en arbejdsgiver har 5 eller flere beskæftiget på udearbejdsstedet, og arbejdet foregår i en periode af en vis varighed. Ifølge At-anvisning 6.1.0.4. pkt. 1.2.4.2.l vil det sige mindst 14 dage. - En analog anvendelse af denne regel og praksis vil føre til at der ikke skal kræves sikkerhedsorganisation i denne sag.
– I At-anvisningens pkt. 1.2.4.1.3 vejledes om praksis ved sæsonbetonede virksomheder. Her redegøres for det hensyn at krav om oprettelse af sikkerhedsorganisation og muligheden for uddannelse må ses i sammenhæng. Det anføres videre at det betyder, at der stilles krav om oprettelse af sikkerhedsorganisation, når beskæftigelsesperioden er af en sådan varighed, at der inden for perioden er rimelig tid til at gennemføre sikkerhedsuddannelse og en rimelig funktionsperiode for sikkerhedsorganisationen. På den baggrund er det praksis at der stilles krav om oprettelse af sikkerhedsorganisation, når 5 (nu 10) ansatte eller derover samtidig er beskæftiget i virksomheden i 3 måneder eller derover. - En analog anvendelse af denne praksis vil føre til at der ikke skal kræves sikkerhedsorganisation i denne sag.
– Ifølge lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002, § 1 gælder loven for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end 1 måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer, og ifølge § 2, stk. 1 indtræder oplysningspligten, når lønmodtageren inden for de seneste 4 uger har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer. - Klageren oplyser i den oprindelige klage at den gennemsnitlige arbejdstid for de ansatte er 100-120 timer pr. år. Det svarer til gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 2-2,5 timer.
Efter en samlet vurdering ønsker Arbejdstilsynet at fastholde afgørelsen. Arbejdstilsynet begrunder dette med at der er tale om en branche med væsentlige arbejdsmiljøproblemer og belastninger. Dette i kombination med at der er mange forskellige ansatte - op til 20 - gør at der vurderes at være et større behov for at sikkerheds- og sundhedsarbejdet organiseres i en sikkerhedsorganisation.”
xx Kro I/S har den 9. januar 2007 på telefonisk forespørgsel fra sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet oplyst følgende:
”Opringning til xx, som blev spurgt til yderligere oplysninger om ansættelsesforholdene.
xx oplyste, at han driver Kroen i et Interessentskab sammen med sin hustru. Den eneste der har en egentlig ansættelseskontrakt er kokken, mens de øvrige bliver ansat fra gang til gang. Han erkendte, at han burde lave en ansættelseskontrakt hver gang, men der går op til flere måneder.
Kroen får bestilling på forskellige arrangementer, bryllup, konfirmation, runde fødselsdage og disse holdes hovedsageligt fredag, lørdag eller søndag. Der skal så bruges f.eks. 3 – 4 til at servere, og han ringer så efter en liste, og beder dem der kan møde op. Det er ikke alle der kan, da det er lørdage og søndage, så det er meget forskelligt, hvem der siger ja.
De tjener kr. 130 i timen, hvilket er lønnen inden for branchen, hvis man skal have folk til at komme lørdage og søndage.”
Ved brev af 14. februar 2007 rettede sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet henvendelse til Skattecenter ..:
”Vedr.: Virksomheden xx KRO .
Sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet skal venligst anmode om at få oplyst, hvor mange ansatte ovennævnte virksomhed havde i henholdsvis 2005 og 2006, herunder hvor meget der blev indbetalt i atp-bidrag for de enkelte medarbejdere.”
Skattecenter . svarede telefonisk den 28. februar 2007 følgende:
”Opringning fra Skattecenter .. – svar på brev af 14. februar 2007.
.. oplyste, at virksomheden i 2005 og 2006 havde henholdsvis 30 og 19 ansatte.”
Ved brev af 22. februar 2007 rettede sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet henvendelse til ATP:
”Vedr. Virksomheden xx
Sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet skal venligst anmode om at få oplyst, hvor meget arbejdsgiver har indbetalt i ATP for de enkelte ansatte i henholdsvis 2005 og 2006. Det bemærkes, at sekretariatet ikke ønsker oplyst navnene på de ansatte, men alene hvor meget der er indbetalt for hver enkelt medarbejder.”
ATP svarede telefonisk den 26. februar 2007:
”Opringning fra ATP ved .. – svar på brev af 22. februar 2007.
.. oplyste, at virksomheden i 2005 havde indbetalt 5856 kr. i ATP fordelt på 17 personer.
.. oplyste videre, at der for 2006 er indbetalt ca. 5600 kr., men at der p.t. ikke forligger oplysninger om hvor mange personer bidraget skal fordeles på.
På forespørgsel fra undertegnede oplyste .., at der for en fuldtidsansat i 2007 skal indbetales 731 kr. i kvartalet.”
Brev modtaget fra Skattecenter . den 5. marts 2006:
Det fremgår af disse oplysninger, at virksomheden i 2005 og 2006 havde henholdsvis 30 ansatte og 19 ansatte. I 2005 blev indbetalt samlet 5896 kr. fordelt på 17 ansatte.
Høringsbrev af 6. marts 2007:
Sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet har i brev af 6. marts 2007 sendt kopi af sekretariatets kontorrapporter og breve af henholdsvis 22. oktober, 26. oktober og 28. oktober 2007 samt brev fra Skattecenter .. til høring hos virksomheden og de ansatte. Sekretariatet har anmodet om at eventuelle kommentarer til sagen bedes være sekretariatet i hænde senest den 12. marts 2007.
Sekretariatet har ikke inden fristens udløb modtaget yderligere bemærkninger til sagen.
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 med de ændringer der følger af lov nr. 437 af 10. juni 2002
§ 5. I virksomheder med 1-9 ansatte skal virksomhedens arbejde for sikkerhed og sundhed udføres ved personlig kontakt mellem arbejdsgiveren, eventuelle arbejdsledere, jf. § 24, og de øvrige ansatte. Arbejdsministeren kan dog give regler om opbygning af en sikkerhedsorganisation, hvor dette findes særligt påkrævet, jf. § 8.
§ 6. I virksomheder med 10 ansatte eller derover skal virksomhedens arbejde for sikkerhed og sundhed organiseres.
§ 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist.
Bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde som er ændret ved bekendtgørelse nr. 491 af 20. juni 2002.
§ 2. I virksomheder med 10 ansatte og derover skal sikkerheds- og sundhedsarbejdet organiseres gennem en sikkerhedsorganisation.
Stk. 2. Alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere eller arbejdsledere i henhold til arbejdsmiljølovens § 23 og § 24, medregnes, jf. stk. 1.
§ 4. Ved kontorarbejde eller andet administrativt arbejde og ved arbejde i butikker, herunder supermarkeder, stormagasiner og lignende, medregnes ved organiseringen af sikkerheds- og sundhedsarbejdet efter § 2 kun ansatte, der er beskæftiget 10 timer eller derover ugentligt.