Gelex

Ikke dispensation fra reglerne om afbrudt medlemskab for at opnå ret til efterløn, når der reelt ikke har været tale om en afbrydelse

GældendeVersion 2007-07-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9562@2007-07-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 22. marts 2007.

Nævnet traf denne

De får ikke en dispensation for Deres manglende medlemskab.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 7. juni 2006.

Ankenævnet har lagt til grund, at

- De fylder 60 år den 28. juni 2020,

- De har været indskrevet på Københavns Universitet fra 1980 til december 2000 og i årene 1987 til 1995 var De revalidend,

- De søgte om optagelse i en arbejdsløshedskasse i 1999, men blev afvist, fordi De da var studerende,

- De er optaget i arbejdsløshedskassen som dimittend den 6. december 2000, og De har betalt efterlønsbidrag siden,

- De ikke har været medlem af en arbejdsløshedskasse før 6. december 2000,

- De søgte arbejdsløshedskassen om dispensation fra afbrudt medlemskab den 24. januar 2001, men brevet er først kommet videre til Arbejdsdirektoratet i april 2006 , og

- De opnår ret til folkepension som 66½-årig.

Hovedreglen er, at et medlem har ret til efterløn, hvis pågældende bl.a. har været medlem af en arbejdsløshedskasse i mindst 25 år inden for de sidste 30 år og har indbetalt efterlønsbidrag i 25 år inden for de sidste 30 år. Det fremgår af lov om arbejdsløshedsforsikring § 74 a, stk. 1, nr. 2 og nr. 3.

Efter hovedreglen vil De kunne opnå ret til efterløn den 6. december 2025, dvs. ca. 1 år før De når folkepensionsalderen.

Et medlem, der er født før den 1. juli 1964, kan opnå ret til efterløn efter 20 års medlemskab og betalt efterlønsbidrag, hvis pågældende bl.a. uafbrudt har været medlem af en arbejdsløshedskasse og har betalt efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999. Det fremgår af lovens § 74 a, stk. 3.

De vil ikke kunne opnå ret til efterløn efter bestemmelsen i lovens § 74 a, stk. 3, fordi De ikke har været uafbrudt medlem og indbetalt efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999, men først fra 6. december 2000.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag. Det fremgår af lovens § 74 a, stk. 4.

Det kan oplyses, at der er praksis for at dispensere for afbrydelse i medlemskabet, når et medlem har fået en berettiget forventning om at være omfattet af efterlønsordningen, eller hvor der har været tale om kortvarig afbrydelse af undskyldelige grunde, f.eks. PBS-fejl.

Arbejdsmarkedets Ankenævn finder ikke, at De skal have dispensation.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at reglen i § 74 a, stk. 4 alene kan anvendes i de tilfælde, hvor et medlem på grund af særlige forhold får afbrudt sit medlemskab af arbejdsløshedskassen og indbetalingen til efterlønsbidraget. Det er således en forudsætning, at der tidligere har været tale om et medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

Da der ikke er tale om, at Deres medlemskab på grund af særlige forhold er blevet afbrudt, men om at De var nyt medlem af en arbejdsløshedskasse fra 6. december 2000, kan der ikke gives dispensation.

Det forhold, at De på grund af dårligt helbred forudser, at det kan blive nødvendigt, at De trækker Dem tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end ved folkepensionsalderen, og det forhold, at De var revalidend i en periode af Deres studium, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Nævnet har herved lagt vægt på, at De ikke har haft en afbrydelse i Deres medlemskab, hvilket er en forudsætning for at kunne få dispensation.

Ankenævnet henviser til

- § 74 a, stk. 1, nr. 2 og 3 samt § 74 a, stk. 3 og stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000, og

- § 74 a, stk. 1, nr. 2 og 3 samt § 74 a, stk. 3 og stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005.

De har i Deres klage henvist til det nyligt indgåede forlig, hvor De henviser til, at efterlønsalderen for Dem er sat op til 62 år, således at De nu ikke kan undgå at opfylde kravet om 20 års medlemskab af arbejdsløshedskasse og indbetaling af efterlønsbidrag.

Hertil skal ankenævnet bemærke, at De ikke uafbrudt har været medlem af en arbejdsløshedskasse og har betalt efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999. De kan derfor ikke opnå ret til efterløn efter 20 års medlemskab og efterlønsbidrag, som anført i begrundelsen.

De henviser endvidere til, at de nye regler giver mulighed for dispensation til personer, der aktivt har fravalgt efterlønsordningen. De finder det helt urimeligt, at De, der aktivt har forsøgt at komme med i ordningen, og som har betalt efterlønsbidrag fra De fik muligheden, ikke kan få dispensation.

Nævnet beklager, at De oplever reglerne som urimelige, men nævnet finder ikke at kunne dispensere fra reglerne, når der er tale om manglende medlemskab.

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

- Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000

§ 74. Medlemmer, jf. dog § 74 m, der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, har ret til efterløn efter reglerne i §§ 74 a - 1.

§ 74 a. Ret til efterløn har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, som

1) er fyldt 60 år,

2) har været medlem i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,

3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, jf. dog § 77, stk. 5, i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,

4) ved ledighed vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge, jf. dog stk. 5 og 7, eller modtager overgangsydelse,

5) har fået indberettet værdien af pensionsformuen, jf. § 74 i, stk. 3 og 4, og

6) har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland, eller i et andet EØS-land.

Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet om medlemskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det fyldte 60. år. Medlemsperioden skal dog mindst udgøre 10 år inden for de sidste 15 år. Medlemmet skal have indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, fra den 1. april 1999, jf. dog § 77, stk. 5.

Stk. 3. Medlemmer, der er født før den 1. juli 1964, jf. dog stk. 2, kan opfylde kravet om medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det fyldte 60. år, jf. dog § 77, stk. 5. Perioden skal dog mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år. For medlemmer født før den 1. april 1959 er det tilstrækkeligt, at efterlønsbidraget er indbetalt uafbrudt fra den 1. april 1999.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag ved afgørelsen af, om kravene i stk. 2 og 3 er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at medlemmet efterbetaler bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og efterlønsbidrag for den pågældende periode.

Stk. 5.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005

§ 74. Medlemmer, jf. dog § 74 m, der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, har ret til efterløn efter reglerne i §§ 74 a-1.

§ 74 a. Ret til efterløn har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, som

1) er fyldt 60 år,

2) har været medlem i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,

3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, jf. dog § 77, stk. 5, i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,

4) ved ledighed vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge, jf. dog stk. 5 og 7, eller modtager overgangsydelse,

5) har fået indberettet værdien af pensionsformuen, jf. § 74 i, stk. 3, 4, 7 og 8 og

6) har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.

Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet om medlemskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det fyldte 60. år. Medlemsperioden skal dog mindst udgøre 10 år inden for de sidste 15 år. Medlemmet skal have indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, fra den 1. april 1999, jf. dog § 77, stk. 5.

Stk. 3. Medlemmer, der er født før den 1. juli 1964, jf. dog stk. 2, kan opfylde kravet om medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det fyldte 60. år, jf. dog § 77, stk. 5. Perioden skal dog mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år. For medlemmer født før den 1. april 1959 er det tilstrækkeligt, at efterlønsbidraget er indbetalt uafbrudt fra den 1. april 1999.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag ved afgørelsen af, om kravene i stk. 2 og 3 er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at medlemmet efterbetaler bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og efterlønsbidrag for den pågældende periode.

Stk. 5.

Versioner

  1. 2007-07-13