Ikke opsættende virkning af klage over a-kasses afgørelse om tilbagebetaling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9564@2007-07-13/da
Indhold
Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet klagen over Arbejdsdirektoratets afgørelse om afslag på opsættende virkning på møde den 29. marts 2007.
Ankenævnet traf denne
Der er ikke grundlag for at give klagen over a-kassens afgørelse af 26. juli 2006 om tilbagebetaling af dagpenge og aktiveringsydelse opsættende virkning.
Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 3. januar 2007.
Ankenævnet har lagt til grund:
- at Z a-kasse den 26. juli 2006 traf afgørelse om, at X skulle tilbagebetale dagpenge og aktiveringsydelse for uge 18/2003 - uge 53/04 i alt 109.967 kr. før skat og ATP samt dagpenge og aktiveringsydelse for uge 1 -16/06 i alt 21.840 kr. før skat,
- at X den 9. august 2006 klagede til direktoratet over a-kassens afgørelse om tilbagebetaling,
- at Y Retshjælp på vegne af X den 26. september 2006 bad a-kassen om at sætte tilbagebetalingssagen i bero, indtil direktoratets afgørelse forelå, og
- at a-kassen den 9. oktober 2006 meddelte Y Retshjælp, at a-kassen ikke fandt grundlag for at stille inddrivelsen af Xs gæld til a-kassen i bero.
Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at indgivelse af klage til direktoratet ikke har opsættende virkning, medmindre direktoratet i særlige tilfælde giver tilladelse til det.
Ankenævnet finder ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde, at klagen til direktoratet tillægges opsættende virkning.
Det forhold at der er klaget over a-kassens afgørelse om tilbagebetaling, og at det vil være byrdefuldt for X at betale afdrag, kan således ikke i sig selv medføre, at klagen tillægges opsættende virkning.
Ankenævnet skal henlede opmærksomheden på, at X har mulighed for at indgå en afdragsordning med a-kassen. Hvis direktoratet giver X medhold i klagen, således at tilbagebetalingskravet bortfalder, vil a-kassen skulle tilbagebetale de beløb, som X eventuelt når at afdrage til a-kassen, mens sagen verserer i direktoratet.
Ankenævnet henviser til:
- § 98, stk. 1, sidste pkt. i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005
- § 5 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 908 af 1. september 2004 om klage over a-kassernes afgørelser.
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra Arbejdsdirektoratet.
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
...........
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005:
§ 98. Klage over arbejdsløshedskassernes afgørelser efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for direktøren for Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen sendes til kassens hovedledelse, der skal vurdere sagen på ny. Fastholder kassens hovedledelse helt eller delvist afgørelsen, videresender denne klagen sammen med sagens akter til direktøren for Arbejdsdirektoratet. Nærmere regler udarbejdes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 908 af 1. september 2004 om klage over a-kassernes afgørelser:
§ 5. Indgivelse af klage til direktoratet har ikke opsættende virkning, medmindre direktoratet i særlige tilfælde giver tilladelse til det.