Gelex

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-500

GældendeVersion 2007-07-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9660@2007-07-19/da

Indhold
  1. Indledning

Advokat Peter Breum har på vegne af HK Danmark som mandatar for [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i Vanløse Posten den 8. marts 2007, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Vanløse Posten bragte den 8. marts 2007 under overskriften ”DRs Kontant på gyngende grund” følgende artikel:

”I DR’s Kontant sidste onsdag var man igen vidne til en slags offentlig enfoldig krænkelse af en person og dennes firma, uden DR har orden på sagen. Det virker ejendommeligt, at dette statslige tv-cirkus lader sig indrulle i et sådant stund uden at have en egentlig research, og blot hænge en person ud, indtil det modsatte er bevist.

Godt nok havde man bedt [A] om at medvirke i dette indslag, men denne havde takket nej af hensyn til en varslet retssag.

Men da der kan gå indtil to år med, at en evt. retssag er afgjort, har [A] fundet det berettiget at kommentere [K]s påstande fremsat i DR tv, navnlig for at værne om Vanløse Bio, Basement, personaler og familie m.v.

Har [K] rent mel i posen?

Uden, at vi skal tage nogens parti i sagen, vil vi her bringe lidt om sagen. Sagen handler måske i virkeligheden reelt om noget ganske andet end det egentlige fremsatte krav på ca. 700.000 for overarbejde osv. (vi har set kravet fra [K]). Dette skulle angiveligt være udført i de 4 mdr. [K] har arbejdet i Bio. Efter Lokalavisens møde med [A] forstår vi så udmærket godt, at han ikke ville medvirke i tv, for der var helt klart meldt ud fra HK’s side, at nu skulle der fyres op under denne sag, for reelt handlet det set med vore øjne om, at nu skal en arbejdsgiver kanøfles, alene fordi han ikke ville levere en Pavillon til [K] på dennes betingelser. Det glemte [K] at fortælle i tv.

Er [K] så uskyldsren som han udtaler i tv??

Det kan man have sin tvivl om, al den stund at [K], mens han var sygemeldt med mavesår fra sin arbejdsplads, medvirkede i en tv-udsendelse, hvor hans gamle postvarevogn blev ombygget til en helt speciel bil med kamel malet på køleren, tæpper bag i bilen, indbygget computer osv. – jo, det var blevet til en lækker bil, helt gratis. Det mens han var sygemeldt, men i tv-udsendelsen meddelte han, at han var meget glad for, at bilen var blevet bygget om, da han havde enormt meget brug for den dagligt i sine virksomheder. I udsendelsen nævnte han intet om, at han var sygemeldt, omtalte ikke at han havde en arbejdsplads i Vanløse Bio. Han fortalte alene om sit isfirma Isabella Is og sit sodavandsfirma.

Disse firmaer havde han altså, mens han efter hans egne ord i tv’s Kontant fortalte, at han arbejdede fra kl. 9-24 næsten hver dag hænger det sammen??? Det har tv ikke researchet i.

Han har selvfølgelig besøgt sine egne kunder i tiden mellem 24 nat og 9 morgen, for det har han vel ikke kunnet i den tid, han har stipuleret som arbejdstid i Vanløse Bio m.v. – og tid til at sove og familie har han jo ikke haft.

Man kan vel ikke fortænke nogen i at tænke, at denne [K] har nok indimellem, og måske i mange, mange timer, hvor han ellers angiveligt skulle arbejde i Biografen, har besøgt, mailet eller telefonisk kontaktet sine egne kunder ja, det er jo et tankevækkende spørgsmål. Men DR’s Kontant ved sikkert ikke en dyt om hans egne omfangsrige foretagender, og måske heller ikke om hans samtidige arbejde for HK m.fl., hvor han dokumenteret i arbejdstiden hos [A] har arrangeret/solgt, forhandlet is i Fælledparken, 1. maj og Grundlovsdag. Ligeledes har han brugt arbejdstiden til at forhandle franchiseaftaler og lign. på plads.

Som arbejdsgiver er det jo klart, at denne forlanger resultater af sine ledende medarbejdere, en sådan var [K] jo, idet han efter vores oplysninger selv tilrettelagde sin arbejdsdag og planer herfor. Og han er, så vidt vi er oplyst ikke på noget tidspunkt bedt om at arbejde over, udover at arbejdet i en biograf jo er om aftenen.

Han oplyste, at hans arbejdsgiver havde givet ham stress og mavesår, fordi han råbte af ham. Det kunne jo tænkes, at det har været temmelig nødvendigt, hvis [K] havde alt for travlt med egen business i stedet for at passe sit lønnede arbejde.

I virkeligheden er hans egne firmaers fundering måske årsagen til hans stress og mavesår. Det kan jo kun tiden vise.

Har [K] haft mavesår de sidste 4 år??

Efter vores undersøgelser har vi fået meddelt, at [K] har arbejdet som konsulent for HK i 4 år, og skaffet 15.000 medlemmer til HK, men i al den tid hos HK har han haft mavesår. I tv meddeler han, at det er opstået, mens han arbejdede i Vanløse Bio, hvorfor og hvad er sandheden mon?

Det glemte han at sige i tv

Hvorfor nævnte [K] ikke noget om den tidligere omtale pavillon?? Hvorfor måtte seerne ikke vide noget om dette??

Det var, så vidt vi er orienteret, en pavillon der skulle leveres til [K]s isfirma, men bygges af [A]s byggedivision for regning [K] som et led i hans arbejde med Bio osv.

Tilsyneladende bliver der nu et retsligt efterspil, det bliver spændende at se udfaldet af denne, der jo virkelig anses for værende helt ude af proportioner, og langt fra virkelighedens verden. Ikke mindst i lyset af, at mange af Vanløse Bios kunder og leverandører, samt ikke mindst personaler kan bekræfte, at [K] ikke var særligt meget at finde i Bio, og meget, meget svær at få i tale, og meget tit mødte sent osv.

Det glemte [K] også at sige i tv

At han, mens han ”arbejdede” for Vanløse Bio, i en del dage stod og solgte is fra sin egen isbod i Bella Centret, mens hans stadig er ansat hos [A].

Dir. [A] og dennes advokat er derfor ikke det mindste i tvivl om, at det er en storm i et glas vand, og at det alene er en ren vendetta vendt mod [K]s tidligere arbejdsplads og chef. Og at man helt sikkert regner med, at der ikke bliver nogen profit for ”kamelbilejeren” [K].”

Til artiklen var indsat et fotografi af en mand med teksten ”[K] DRs Kontant nyeste frontløber”.

2. Parternes synspunkter

Advokat Peter Breum har anført, at det i artiklen anføres, at [K] skulle have tilbageholdt oplysninger af forskellig karakter over for DR og givet et misvisende billede om sine forhold.

Advokaten har videre anført, at den omtalte bil ikke blev ombygget, mens [K] var sygemeldt, optagelser til den pågældende tv-udsendelse var af ældre karakter, [K] har ikke lidt af mavesår gennem de sidste fire år, og klager har ikke en isbod i Bella Centret.

Advokaten har endelig anført, at artiklen fremstår krænkende, idet deloverskrifterne fremstår som postulater, selvom de er forsynet med spørgsmålstegn. Vanløse Posten har ikke foreholdt klager nogle af de spørgsmål, der nu drager tvivl om [K]s hæderlighed og sandfærdighed.

Vanløse Posten har anført, at avisen forsøgte at få et telefonnummer til [K] for at få afprøvet [A]s udtalelser. Avisen forsøgte på TDC’s søgetjeneste, HK’s sider samt sendte en mail til klager firma ”Isabella Is”. Da det ikke lykkedes at få forbindelse til [K], vurderede avisen, at man ikke kunne vente en uge med at bringe artiklen, idet [A] i folks hukommelse så ville fremstå uheldig.

Vanløse Posten har herudover anført, at avisen blot gør opmærksom på DRs præsentation.

3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt oplysningerne i artiklen er korrekte. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnes, kan Pressenævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der er de rigtige.

Pressenævnet finder, at flere af oplysningerne i artiklen kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K], hvorfor de har skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klager. Pressenævnet lægger til grund, at Vanløse Posten har forsøgt at indhente klagers kommentar via søgning på Internettet. Nævnet finder imidlertid, at avisen ikke har gjort tilstrækkeligt for at indhente klagers kommentar før den bragte artikel den 8. marts 2007. Nævnet udtaler derfor kritik af det bragte.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Vanløse Posten at offentliggøre følgende:

Vanløse Posten bragte den 8. marts 2007 med reference til en udsendelse på Danmarks Radio artiklen ”DR’s Kontant på gyngende grund”. I artikel var en person fra udsendelsen omtalt.

Personen har klaget til Pressenævnet, idet han bl.a. mener, at han burde have haft mulighed for at kommentere krænkende oplysninger inden offentliggørelsen.

På baggrund af Vanløse Postens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at avisen forgæves har forsøgt at kontakte klager via søgning på Internettet. Pressenævnet finder imidlertid, at Vanløse Posten ikke har gjort tilstrækkeligt for at indhente klagers kommentar før offentliggørelsen, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af det bragte.

Afgjort den 23. maj 2007.

Versioner

  1. 2007-07-19