Gelex

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-524

GældendeVersion 2007-08-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/9845@2007-08-29/da

Indhold
  1. Indledning

[K1] og [K2] har på vegne af deres søn [A] klaget til Pressenævnet over tre artikler i Fyens Stiftstidende den 26. april, 27. april og 5. maj 2007, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Fyens Stiftstidende bragte den 26. april 2007 under overskriften ”17-årig anklaget for trusler mod lærer” følgende artikel:

”SVANNINGE: En 17-årig dreng skal i dag møde op i Retten i Svendborg. Han er sigtet for grove trusler mod en lærer på Kastaniely i Svanninge, som er en specialinstitution for unge med sociale eller psykiske problemer under 18 år. Her bor den 17-årige.

Han er sigtet for at true sin lærer med, at han ville skære halsen over på ham og slå både ham og hans familie ihjel. Det har han erkendt sig skyldig i.

Ifølge politiets anklager i Svendborg, Henning Christiansen, er der tale om så grove trusler, at det kan få alvorlige konsekvenser for den 17-årige og muligvis føre til fængselsstraf.

Forsvarer Kjeld Klausen fra advokatfirmaet Codanhus i Svendborg vil dog gå efter eksempelvis en behandlingsdom eller mildere sanktioner. Det kommer an på den 17-åriges forklaring i retten i morgen.

Det er langt fra første gang, at en ung mand fra Kastaniely skal på anklagebænken. Ifølge forstanderen på Kastaniely, Bente Madsen, sker det én til tre gange på et år, at institutionen er nødt til at melde en ung til politiet på grund af trusler eller vold mod personalet. Men hun mener ikke, at det er et stigende problem.

- Det er, som det plejer. Der er altid nogle stykker, vi er nødt til at politianmelde i løbet af et år, siger hun og tilføjer:

- Det er vores arbejdsbetingelser. Og der skal meget til, før vi anmelder det. Ellers kunne vi ikke lave andet. Vi kunne såmænd godt have en fast betjent ansat her.”

I artiklen den 27. april 2007 under overskriften ”17-årig må vente på dom” redegjorde Fyens Stiftstidende bl.a. for forløbet af retsmødet dagen før med oplysning om, at der senere ville blive afsagt dom i sagen.

Avisen bragte den 5. maj 2007 under overskriften ”17-årig dreng fik betinget dom” følgende artikel:

”FAABORG: Den 17-årige dreng, som var tiltalt for at have truet sin lærer på livet på institutionen Kastaniely ved Faaborg, slipper med en betinget dom på to år.

Det sker med nøje fastlagte krav om, at drengen fortsat skal følge kommunens bestemmelser om, at han blandt andet skal passe sin skole og blive boende på Kastaniely.

Hvis den 17-årige begår noget kriminelt inden for de næste to år, falder hammeren.

Det oplyser dommer Lisbeth Madsen ved Retten i Svendborg.”

2. Parternes synspunkter

[K1] og [K2] har anført, at avisen har beskæftiget sig med en retssag, hvor deres 17-årige søn, [A], som har en autistisk lidelse, var tiltalt for at have truet sin lærer på den specialinstitution, hvor han bor.

Klagerne har videre anført, at det var uberettiget og i strid med god presseskik, at Fyens Stiftstidende omtalte sagen, da den efter sin karakter ikke har almen interesse og da der bør vises et særligt hensyn til en person, som er mindreårig og handicappet af en udviklingsforstyrrelse.

Fyens Stiftstidende har anført, at der er tale om alvorlig sag omfattende trusler på livet, og at retsstoffet er en vigtig del af den lokale nyhedsformidling. Der er taget det fornødne hensyn til [A] ved, at sagen alene er omtalt i korte, generelle vendinger, og uden at hans navn er nævnt.

3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Thomas Rørdam, Finn Rowold, Kaare R. Skou, Marianne Druedahl.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, jf. punkt B.1. Pressenævnet finder, at den omtalte retssag er af en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at bringe artiklen. Nævnet finder endvidere, at der – uanset gengivelsen af [A]s alder og bopæl på Kastaniely – er taget de fornødne hensyn til ham ved, at hans navn ikke er oplyst, og nævnet finder derfor, at Fyens Stiftstidende ikke har tilsidesat god presseskik.

Afgjort den 22. august 2007.

Versioner

  1. 2007-08-29