Lov om røgfri miljøer. Alle virksomheder med ansatte skal udarbejde en skriftlig rygepolitik
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10030@2008-02-28/da
Indhold
Lov om røgfri miljøer. Alle virksomheder med ansatte skal udarbejde en skriftlig rygepolitik
Resumé Alle virksomheder med ansatte skal udarbejde en skriftlig rygepolitik. Ved tilsynsbesøg den 11. januar 2008 konstaterede Arbejdstilsynet, at virksomheden, der havde en ansat, ikke havde en skriftlig rygepolitik. Virksomhedens ejer mente, at en skriftlig rygepolitik var overflødigt eftersom der kun var en ansat. Ejeren henviste til, at han havde tilbudt sin medarbejder et rygestopkursus og at medarbejderen udviste fornødne hensyn. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at en mundtlig rygepolitik ikke opfyldte lovens krav, hvorfor nævnet tiltrådte Arbejdstilsynets påbud.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. august 2008 behandlet Deres klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 14. januar 2008 om, at virksomheden skal udarbejde en skriftlig rygepolitik. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at virksomheden skal udarbejde en skriftlig rygepolitik. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 24. november 2008. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 1. december 2008. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 14. januar 2008. B E G R U N D E L S E Ved tilsynsbesøg den 11. januar 2008 konstaterede Arbejdstilsynet, at virksomheden ikke har en skriftlig rygepolitik. Virksomheden har en ansat. De har i klagen henvist til, at virksomheden har tilbudt den ansatte medarbejder et rygestopkursus og at medarbejderen udviser fornødne hensyn. Den enkelte arbejdsgiver skal udarbejde en skriftlig rygepolitik, der skal være tilgængelig for alle arbejdspladsens medarbejdere. Det fremgår af § 5 i lov om røgfri miljøer. Det forhold, at virksomheden havde en mundtlig rygepolitik, da Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg, er ikke tilstrækkeligt efter loven. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til - § 2, stk. 1, nr. 1, § 5, stk. 1 og § 24 i lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer - § 79 a, stk. 1 og stk. 4 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. B E M Æ R K N I N G E R I Ø V R I G T Arbejdstilsynet vil kunne give yderligere information om gældende regler for rygning på arbejdspladser. På klagenævnets vegne Kopi til Arbejdstilsynet, Tilsynscenter 2, Postboks 1228, 0900 København C De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Regler Lov 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer Kapitel 1 Lovens formål, anvendelsesområde m.v. … § 2. Loven finder anvendelse på 1) arbejdspladser, herunder offshoreanlæg, 2) … Kapitel 2 Generelle bestemmelser … § 5. Den enkelte arbejdsgiver skal udarbejde en skriftlig rygepolitik, der skal være tilgængelig for alle arbejdspladsens medarbejdere. Stk. 2. Rygepolitikken skal som minimum indeholde: 1) Oplysning om, hvorvidt og hvor der må ryges på arbejdspladsen. 2) Oplysning om konsekvenserne af overtrædelse af arbejdspladsens rygepolitik. … Kapitel 6 Tilsynsbestemmelser … § 24. Tilsynet med overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i medfør af denne lov, varetages af Arbejdstilsynet, jf. § 79 a i lov om arbejdsmiljø, Søfartsstyrelsen, jf. § 20 a i lov om sikkerhed til søs, og transport- og energiministeren, jf. § 150 f i lov om luftfart og § 66 a i offshoresikkerhedsloven. … Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 79 a. Arbejdstilsynet fører som led i tilsynsvirksomheden efter denne lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer. Arbejdstilsynet kan, eventuelt på nærmere angivne vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist. Stk. 2. … Stk. 3. … Stk. 4. Klage over afgørelser, der træffes af Arbejdstilsynet efter stk. 1, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet. § 81, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse.