Offererstatningslovens § 6a – egen skyld, nævnets j. nr. 07-520-08615
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10133@2008-03-13/da
Indhold
Offererstatningslovens § 6a – egen skyld, nævnets j. nr. 07-520-08615
N. j. nr. 07-520-08615 Tiltalte A og B, som var søstre, blev idømt henholdsvis 3 og 2 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. A blev dømt for at have stukket ansøger i venstre overarm med en kniv, hvorved ansøger blev påført et 1½ cm langt og ½-1 cm dybt sår på venstre overarm, der krævede syning, og B blev dømt for – mens A og ansøger lå på gulvet – at have slået ansøger i baghovedet med en lysestage med en syningskrævende flænge i baghovedet til følge. Retten kunne ikke afvise, at den første fysiske kontakt mellem A og ansøger bestod i, at ansøger tog kvælertag på A og herved førte hende baglæns. Retten lagde endvidere til grund, at ansøger – efter at være blevet stukket i armen – tumlede rundt med A, hvor han slog hende og sad overskrævs på hende samt holdt hende nede med bl.a. sin arm. Retten fandt ikke, at situationen for hverken A eller B var omfattet af straffelovens § 13, men fandt dog, at det efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 3, skulle indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse, at gerningerne grænsede til at være omfattet af en straffrihedsgrund. Ansøger fremsatte overfor nævnet krav om godtgørelse for svie og smerte, samt erstatning for ødelagt beklædning og tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet fandt ikke grundlag for at lade erstatningen til ansøger nedsætte på grund af egen skyld. Nævnet lagde vægt på, at betingelserne i straffelovens § 13 ikke var opfyldt og fandt således ikke, at det forhold, at A og B havde befundet sig i en situation, der var grænsende til at være omfattet af en straffrihedsgrund, var tilstrækkeligt til at statuere egen skyld. Nævnet lagde endvidere vægt på, at A medbragte kniven til konfrontationen med ansøger. Nævnet fandt endvidere, at A ved brug af kniven havde eskaleret volden i forhold til det kvælertag, ansøger muligvis havde taget på hende.