Offererstatningslovens § 6a – egen skyld, nævnets j. nr. 08-520-11181
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10164@2009-07-01/da
Indhold
Offererstatningslovens § 6a – egen skyld, nævnets j. nr. 08-520-11181
N. j. nr. 08-520-11181 Skadevolder blev dømt efter straffelovens § 244 for at have tildelt ansøger et slag i hovedet med en fyldt flaske. Retten lagde til grund, at der havde været en uoverensstemmelse mellem skadevolder og ansøger. Således var de kommet i skænderi med hinanden og havde i den forbindelse skubbet/puffet til hinanden. Retten kunne ikke afvise, at ansøger herefter havde sparket ud efter og ramt skadevolder, der som en reaktion kastede/slyngede flasken mod ansøger. Retten fandt ikke skadevolders vold for omfattet af straffelovens § 13 om nødværge, men fandt dog, at det efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 3, skulle indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse, at gerningen grænsede til at være omfattet af en straffrihedsgrund. Fastsættelsen af den straf, som skadevolder havde forskyldt, blev udsat og skulle bortfalde efter en prøvetid på 1 år fra dommens dato, på betingelse af at skadevolder ikke begik et nyt strafbart forhold i prøvetiden. Nævnet besluttede, at der ikke skulle ske nedsættelse af ansøgers erstatning. Nævnet lagde vægt på, at skadevolder kastede/slyngede en flaske mod ansøger og dermed optrappede volden væsentligt.