Gelex

Aktindsigt i arbejdsmiljøsag om psykisk arbejdsmiljø på plejehjem, hvor klager var pårørende til beboer.

GældendeVersion 2009-07-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10167@2009-07-23/da

Indhold
  1. Indledning

Aktindsigt i arbejdsmiljøsag om psykisk arbejdsmiljø på plejehjem, hvor klager var pårørende til beboer.

Resumé Arbejdstilsynet blev bedt om at komme på besøg på et plejehjem og udstedte herefter et påbud om at; ”arbejdet med beboere, som omfattede pårørendekontakt, skulle planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt …” ”psykiske belastninger og høje følelsesmæssige krav, som opstår som følge af det vanskelige samarbejde med pårørende, skal forebygges”. En søn til en beboer på plejehjemmet søgte aktindsigt i arbejdsmiljøsagen. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at klager ikke kunne tillægges partsstatus. Endvidere fandt Arbejdsmiljøklagenævnet, at enkelte oplysninger om enkeltpersoners forhold fortsat skulle begrænses i retten til aktindsigt og ændrede således delvist Arbejdstilsynets afgørelse. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviste desuden spørgsmålet om gyldighed af Arbejdstilsynets afgørelse. Yderligere oplyste Arbejdsmiljøklagenævnet, at det ligger uden for nævnets kompetence, at behandle overholdelse af persondatalovens bestemmelser om indsigtsret.

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. november 2008 behandlet Deres klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 10. september 2007 om begrænset aktindsigt i sag om arbejdsmiljøproblem nr. ----- psykisk arbejdsmiljø. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet er ikke enig i Arbejdstilsynets afgørelse om begrænset aktindsigt, idet dog fortsat enkelte oplysninger om enkeltpersoners forhold fortsat skal begrænses i retten til aktindsigt. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at disse enkelte oplysninger skal begrænses i retten til aktindsigt efter offentlighedsloven, idet nævnet ikke finder, at De skal tillægges partsstatus efter Forvaltningsloven. Arbejdsmiljøklagenævnet ændrer således delvis Arbejdstilsynets afgørelse af 10. september 2007. Spørgsmålet om gyldigheden af Arbejdstilsynets afgørelse af 14. juni 2007 hjemviser Arbejdsmiljøklagenævnet til behandling i Arbejdstilsynet. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet ved afgørelse af 10. september 2007 meddelte Dem begrænset aktindsigt i Arbejdstilsynets sag om arbejdsmiljøproblem nr. ----- - psykisk arbejdsmiljø. Offentlighedsloven gælder for enhver og indeholder regler for aktindsigt i dokumenter, der indgår i eller er oprettet i en forvaltningsmyndigheds administrative sagsbehandling. Ifølge § 12, stk. 1, nr. 1 kan bestemte oplysninger undtages fra aktindsigt. Det gælder oplysninger om enkeltpersoners private og økonomiske forhold. Bestemmelsen i nr. 1 har til formål at tilgodese privatlivets fred, og det er oplysninger af privat karakter, ligesom særligt følsomme oplysninger om f.eks. helbredsoplysninger, der kan undtages fra aktindsigt. Offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, kræver ikke en konkret afvejning af den interesse eller begrundelse, som ansøgeren har for anmodningen. Men alene en vurdering af hvilke oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, som er omfattet af retten til aktindsigt. Ifølge Offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kan retten til aktindsigt begrænses, når det er nødvendigt at fravige offentlighedsprincippet for at beskytte væsentlige hensyn til private eller offentlige interesser. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at der i sagen fremgår enkelte oplysninger om enkeltpersoners personlige forhold, som skal undtages for aktindsigt. Ligeledes finder Arbejdsmiljøklagenævnet, at disse oplysninger skal begrænses i retten til aktindsigt af væsentlige hensyn til private interesser. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på, at der i Arbejdstilsynets akter forefindes beskrivelser af, hvem der som ansatte og ledere er involveret i sagen, og at oplysningerne både er om arbejdsmæssige forhold og om private forhold. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger således vægt på, at navne på ansatte og arbejdsledere alene relaterer sig til de ansattes arbejdsfunktion, som arbejdsleder eller sikkerhedsrepræsentant, og at en del af oplysningerne er af professionel karakter, og at de nævnte direkte telefonnumre ikke er hemmelige. Disse oplysninger finder Arbejdsmiljøklagenævnet ikke skal begrænses i retten til aktindsigt. Med hensyn til de øvrige oplysninger lægger Arbejdsmiljøklagenævnet vægt på, at de enkelte oplysninger om, at ledelse og ansatte har været udsat for en arbejdsmiljømæssig belastning, herunder at denne belastning har medført konkrete sygemeldinger, findes at skulle begrænse retten til aktindsigt, idet disse oplysninger forekommer at have en sådan særlig privat karakter, at hemmeligholdelse er påkrævet af væsentlige hensyn til private interesser. Arbejdstilsynet har oplyst, at De fik tilsendt alle sagens akter, og at Arbejdstilsynet alene har overstreget oplysninger, som efter Arbejdstilsynets skøn omfattede enkeltpersoners private forhold, i overensstemmelse med Arbejdstilsynets afgørelse om aktindsigt efter offentlighedsloven. Fortegnelse over de akter Arbejdsmiljøklagenævnet har modtaget, som De har fået begrænset aktindsigt i er; – 1N Notat – anmodning om besøg fra AT vedr. pårørendesamarbejde, den 11. april 2007, – 2I Besvarelse af mail, den 30 marts 2007, – 3I Meddelelse mail, den 30 marts 2007, – 4I Meddelelse mail, den 30 marts 2007, – 5U er ikke et journaliseret dokument, (oplyst af Arbejdstilsynet) – 6U Høring Tilsynsreaktioner – Høring om udkast til rapport om psykisk arbejdsmiljø, 10. maj 2007, – 9I Tilbagemeldingsblanket til procesvejledning, – 10I Meddelelse – X Kommune følgeseddel og brev til Familien ----, 22. maj 2007, – 12U Forbrev – rapport, udkast til X Kommune 7. maj 2007, – 13U Rapport, Bilag 8: konflikthåndtering i plejearbejde, – 15U Afgørelse, og følgeskrivelse, den 14. juli 2007, – 16I Tilbagemelding på tilsynsdokument, X Kommune 28. juni 2007, tids - og handleplan, – 17U Kvittering og følgeskrivelse, kvittering for tilbagemelding på rapport om psykisk arbejdsmiljø, – 18I Besøgsrapport, – 19I Anonymiserede akter til brug for aktindsigt (intet nyt dokument), – 20I X Kommune, brev til Arbejdstilsynet 31. juli 2007, – 21I X Kommunes tilbagemelding på tilsynsdokument, 21. november 2007. Yderligere er fremsendt; – Dokument, samarbejdet mellem de pårørende og -----, – ----- brev til Områdecenter ----, den 29. august 2007, – Handlingsplan for APV. Arbejdstilsynet oplyser, at det er naturligt at der er spring i løbenumrene, og det stemmer overens med den dokumentliste over sagen, som Arbejdsmiljøklagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. De har anført, at De skal tillægges partsstatus, da Arbejdstilsynets afgørelse af 14. juni 2007 (Rapport om psykisk arbejdsmiljø) efter Deres opfattelse indeholder et forbud over for Dem. De har desuden henvist til Persondatalovens bestemmelser om indsigtsret, samt henvist til registrerede oplysninger hos Arbejdstilsynet, herunder at Arbejdstilsynet uden samtykke og tilladelse har indhentet og registeret tavshedsbelagte oplysninger. Yderligere anfører De, at Arbejdstilsynets afgørelse er truffet på et uoplyst og forkert grundlag, hvorfor De finder at afgørelsen er ugyldig. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, at De alene er indirekte berørt af Arbejdstilsynets afgørelse, uanset at De er berørt af de tiltag for Deres families besøg på plejehjemmet, som X Kommune har iværksat. Af denne grund finder Arbejdsmiljøklagenævnet, at De ikke skal tillægges partsstatus. Som følge heraf, er Deres anmodning om aktindsigt behandlet efter reglerne i Offentlighedsloven, herunder § 12, stk. 1, nr. 1 og § 13, stk. 1, nr. 6 som nævnt ovenfor. Vedrørende overholdelse af Persondatalovens bestemmelser om indsigtsret, og Arbejdstilsynets manglende samtykke til indhentelse af oplysninger, ligger det uden for Arbejdsmiljøklagenævnets kompetence. Ønsker De at klage over behandlingen af oplysningerne om Dem er klageinstansen Beskæftigelsesministeriet. For så vidt angår spørgsmålet om gyldigheden af Arbejdstilsynets afgørelse af 14. juni 2007 skal Arbejdsmiljøklagenævnet hjemvise dette spørgsmål til behandling i Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Deres brev af 18. marts 2008. Akterne fra Arbejdsmiljøsagen vedlægges med de overstregninger Arbejdsmiljøklagenævnet har besluttet at opretholde. Arbejdsmiljøklagenævnet skal bemærke at De har fået flere oplysninger, og at retten til aktindsigt alene er begrænset i forhold til enkelte oplysninger, hvor væsentlige hensyn til private interesser kræver det. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til; – § 4, § 5, § 12, stk. 1, nr. 1, § 13, stk. 1, nr. 6 i Lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven), lov nr. 572 af 19. december 1985, – § 9, § 10, § 15, § 16 i Forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, samt Deres brev af 18. marts 2008. På klagenævnets vegne Fuldmægtig De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Regler Lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) Lov nr. 572 af 19. december 1985 …. Kapitel 2 Retten til aktindsigt § 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v. Stk. 2. Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod. Stk. 3. Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. § 5. Retten til aktindsigt omfatter 1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og 2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter. Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke registre eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling, dog bortset fra fortegnelser som nævnt i stk. 1, nr. 2. Stk. 3. Vedkommende minister kan fastsætte regler om offentlighedens adgang til at blive gjort bekendt med oplysninger i edb-registre m.v., der ikke er omfattet af loven om offentlige myndigheders registre. Der kan herunder fastsættes regler om betaling. …. Undtagelse af oplysninger § 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om 1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, 2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes. Stk. 2. Omfattes kun en del af et dokument af bestemmelsen i stk. 1, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold. ..... § 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til 1) statens sikkerhed eller rigets forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, eller 6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold. Forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985 Kapitel 4 Partens aktindsigt Retten til aktindsigt § 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. .... Omfanget af aktindsigt § 10. En parts ret til aktindsigt omfatter med de i §§ 12-15 nævnte undtagelser 1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og 2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter. .... Undtagelse af oplysninger § 15. Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder 1) statens sikkerhed eller rigets forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, eller 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed. Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold. Afgørelse af sager om aktindsigt § 16. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag. Stk. 2. Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge. Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal en begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes karakter, antallet af dokumenter eller deres form med afgørende vægt taler herimod. Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier. Stk. 4. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder tilsvarende. …

Versioner

  1. 2009-07-23