Gelex

Uhævet feriegodtgørelse. Aftale om jobplan

OphævetVersion 2009-07-23fra 2009-07-23 til 2020-09-08
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10169@2009-07-23/da

Indhold
  1. Indledning

Uhævet feriegodtgørelse. Aftale om jobplan

Resumé Lønmodtageren havde søgt om udbetaling af uhævet feriegodtgørelse for 19 dage optjent i 2006 til brug i ferieåret 2007/2008. Han oplyste, at han havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 365 dage i ferieåret. Det fremgik af sagens akter, at lønmodtageren den 6. marts 2008 blev indkaldt af Jobcentret til jobsamtale den 13. marts 2008 og at der den 31. marts 2008 blev aftalt en jobplan. Lønmodtageren skulle tilmeldes VUC i perioden fra den 25. marts 2008 til og med den 2. maj 2008. Han ville i den periode modtage aktiveringsydelse, og han kunne ikke afholde ferie i den periode. Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om, at lønmodtageren ikke kunne få feriepengene udbetalt efter ferielovens § 34 b, men oplyste ikke om, at der kunne være tale om en feriehindring. Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse efter lovens § 34 b, og hjemviste i øvrigt sagen til direktoratet med henblik på vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt lønmodtageren havde en feriehindring efter ferieloven.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af [navn udeladt] på møde den 17. november 2008. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E [Navn udeladt] kan ikke få udbetalt feriegodtgørelse fra optjeningsåret 2006 efter ferielovens § 34 b, stk. 2, jf. stk. 4. Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af den 25. juni 2008 for så vidt angår spørgsmålet om udbetaling efter lovens § 34 b. Spørgsmålet om, hvorvidt [navn udeladt] har haft en feriehindring efter ferielovens § 38 hjemvises til Arbejdsdirektoratet, som skal behandle spørgsmålet og træffe afgørelse. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – [navn udeladt] har uhævet feriegodtgørelse svarende til 19 feriedage fra optjeningsåret 2006, – feriegodtgørelsen stammer fra et ansættelsesforhold, som var ophørt den 30. april 2008, – [navn udeladt] har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i mere end 300 dage i ferieåret 1. maj 2007 – 30. april 2008. Efter ferielovens § 34 b, stk. 2 kan [navn udeladt] få udbetalt uhævet feriegodtgørelse, som er optjent i et ansættelsesforhold, og hvor ansættelsesforholdet er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, det vil sige den 30. april 2008. Det er dog en betingelse for at få udbetalt feriegodtgørelsen efter denne bestemmelse, at [navn udeladt] ikke har modtaget kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser efter lov om børnepasningsorlov i flere dage, end den uhævede feriegodtgørelse svarer til. Ankenævnet har lagt vægt på, at [navn udeladt] har modtaget arbejdsløshedsdagpenge for mere end 300 dage i ferieåret 2007/2008. [Navn udeladt] har således modtaget arbejdsløshedsdagpenge for mere end 19 dage i ferieåret 2007/2008. Der er ikke oplyst om perioder i ferieåret, hvor [navn udeladt] ikke har været i arbejde, og hvor [navn udeladt] hverken har modtaget kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser efter lov om børnepasningsorlov, og hvor det derfor kunne tænkes, at han havde afholdt ferie. Det er oplyst til sagen, at [navn udeladt] den 6. marts 2008 blev indkaldt af Jobcentret til jobsamtale den 13. marts 2008. Det fremgik af brevet, at manglende opfyldelse af eventuelle aftaler, kunne få betydning for hans dagpenge. Den 31. marts 2008 blev der aftalt en jobplan mellem Jobcentret og [navn udeladt]. Det fremgår heraf, – at [navn udeladt] skulle tilmeldes VUC JobKomp i perioden fra den 25. marts 2008 til og med den 2. maj 2008 – at [navn udeladt] i den periode ville få aktiveringsydelse – at [navn udeladt] ikke kunne afholde ferie i den periode. Arbejdsmarkedets Ankenævn kan oplyse, at der i lovgivningen findes bestemmelser om udbetaling af feriegodtgørelse, hvis der har været tale om en feriehindring. I den forbindelse henvises til lovens § 38 og § 24 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse om ferie. Arbejdsdirektoratet har ikke taget stilling til, om [navn udeladt] deltagelse i VUC JobKomp i perioden 23. marts 2008 til 2. maj 2008 er en feriehindring efter ferielovens § 38. Arbejdsmarkedets Ankenævn hjemviser derfor dette spørgsmål til Arbejdsdirektoratet med henblik på, at Arbejdsdirektoratet træffer en afgørelse. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 34 b, stk. 2 og 4, § 38 og § 44, stk. 5 i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 – § 24 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1285 af 14. december 2004, som ændret ved bekendtgørelse nr. 34 af 24. januar 2008. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter som ankenævnet har modtaget fra direktoratet samt brev af den 15. oktober 2008 fra [navn udeladt]. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K Regler Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 … Kapitel 5 a Udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg ved ferieårets udløb … § 34 b. … Stk. 2. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ansættelsesforholdet er ophørt. Stk. 3. … Stk. 4. Har lønmodtageren fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling efter stk. 2 og 3 kun ske efter direktøren for Arbejdsdirektoratets forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der herefter resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Arbejdsdirektoratet arbejdsgiveren, Ferie Konto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren. Stk. 5. … Kapitel 6 Forældelse og modregning § 38. Hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieperiodens eller ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren. … Kapitel 8 Kompetence og klageadgang § 44. … Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse om udbetaling af beløb efter § 34 b, stk. 4, eller beløb, der i medfør af § 36 er tilfaldet statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål. Stk. 6. … Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1285 af 14. december 2004, som ændret ved bekendtgørelse nr. 34 af 24. januar 2008 … Kapitel 10 Udbetaling af feriepenge uden at ferien holdes … En lønmodtager, der er forhindret i at holde ferie § 24. Særlige forhold efter lovens § 38 er: 1) egen sygdom, 2) barselorlov, jf. dog stk. 2, 3) orlov til adoption, jf. dog stk. 2, 4) ophold i udlandet, forudsat at pågældende er i et ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af ferieloven under opholdet, 5) overgang til selvstændigt erhverv, 6) overgang til arbejde i hjemmet, 7) valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv, 8) indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner, 9) tvangsanbringelse, 10) lovligt varslede og afsluttede konflikter, 11) aftjening af værnepligt, 12) tjeneste i forsvaret på værnepligtslignende vilkår, 13) deltagelse i aktiviteter via en rådighedskontrakt med forsvarets reaktionsstyrker og SHIRBRIG, 14) manglende midler til at holde ferie på grund af en opstået tvist i ferieåret mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren om et krav på feriepenge, 15) pasning af nærtstående syge eller døende, hvor lønmodtageren i en tidsbegrænset periode er tilkendt tabt arbejdsfortjeneste, løn eller vederlag efter serviceloven eller 16) orlov fra et ansættelsesforhold til pasning af nærtstående syge eller døende. Stk. 2. Barselorlov og orlov til adoption er ikke en feriehindring i forhold til øvrig ferie, hvis lønmodtageren har genoptaget arbejdet på nedsat tid med eller uden forlængelse af orloven, og arbejdet er genoptaget på en sådan måde, at der arbejdes i hele dage, og at øvrig ferie kan holdes som enkeltdage. Stk. 3. En lønmodtager, som efter stk. 1 er helt eller delvist forhindret i at holde sin hovedferie umiddelbart op til ferieperiodens udløb, har ret til at få udbetalt feriepengene for hovedferien umiddelbart efter ferieperiodens udløb og senest ved ferieårets afslutning, uden at ferien holdes. Arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af lovens § 31 administrerer en feriekortordning, udbetaler feriepengene. Lønmodtageren kan i stedet vælge at holde ferien på et senere tidspunkt i ferieåret. Stk. 4. En lønmodtager, som efter stk. 1 er forhindret i at holde ferie umiddelbart op til ferieårets udløb, skal have udbetalt feriepengene for ferien, uden at ferien holdes, medmindre ferien er overført til næste ferieår, jf. lovens § 40. Arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af lovens § 31 administrerer en feriekortordning, skal udbetale feriepengene senest ved ferieårets afslutning. Stk. 5. En arbejdsgiver, FerieKonto eller den, der i medfør af lovens § 31 administrerer en feriekortordning, kan udbetale beløb efter stk. 3 eller 4 på et tidligere tidspunkt, når lønmodtageren har godtgjort, at en af de i stk. 1 nævnte feriehindringer vil være tilstede op til enten ferieperiodens udløb eller ferieårets udløb. Stk. 6. En arbejdsgiver, FerieKonto eller den, der i medfør af lovens § 31 administrerer en feriekortordning, kan ikke med frigørende virkning udbetale beløb efter stk. 3-5, hvis den, der skal udbetale beløbet, ved eller burde vide, at kravene i stk. 1-5 ikke er opfyldt.

Versioner

  1. 2009-07-23, til 2020-09-08