Gelex

Hvorvidt en erhvervsuddannet lastvognschauffør med pædagogikum har for højt uddannelsesniveau til at være omfattet af personkredsen, som kan opnå ret til VEU-godtgørelse

GældendeVersion 2009-08-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10289@2009-08-22/da

Indhold
  1. Indledning

Hvorvidt en erhvervsuddannet lastvognschauffør med pædagogikum har for højt uddannelsesniveau til at være omfattet af personkredsen, som kan opnå ret til VEU-godtgørelse

Resumé Ansøgeren havde en erhvervsuddannelse som lastvognschauffør og derudover gennemført pædagogikum for erhvervsskolerne. Ankenævnet fandt at ansøgerens uddannelse dermed oversteg en erhvervsuddannelse både i niveau og varighed. Retten til VEU-godtgørelse var derfor betinget af, at ansøgeren ikke havde anvendt uddannelsen inden for de sidste 5 år. Ansøgeren underviste i transport og logistik på en teknisk skole med en ugentlig arbejdstid på 37 timer og havde dermed brugt uddannelsen arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år. Ansøgeren var derfor ikke omfattet af den personkreds, der er berettiget til VEU-godtgørelse. Eftersom en arbejdsgivers ret til lønrefusion er en afledet ret af medarbejderens ret til VEU-godtgørelse, var arbejdsgiver således heller ikke berettiget til refusion af afholdte lønudgifter i pågældende kursusperiode.

NN Ankenævnet har behandlet XX’s klage på møde den 10. december 2008. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E NN har ikke ret til VEU-godtgørelse under deltagelse i AMU-kurset ”ADR Grund- og Specialiseringskursus” afholdt i perioden fra den 19. maj 2008 til den 23. maj 2008, i alt 5 dage. XX er ikke berettiget til refusion af afholdte lønudgifter i pågældende kursusperiode. Ankenævnet tiltræder således A-kassens afgørelse af den 18. juni 2008. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at NN har søgt om VEU-godtgørelse under deltagelse i AMU-kurset ”ADR Grund- og Specialiseringskursus” afholdt i perioden fra den 19. maj 2008 til den 23. maj 2008, i alt 5 dage. Efter reglerne er det en betingelse for at opnå VEU-godtgørelse, at ansøgeren ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger niveauet for erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år. NN har en erhvervsuddannelse som lastvognschauffør og derudover gennemført pædagogikum for erhvervsskolerne. NN’s uddannelse overstiger dermed både i niveau og varighed en erhvervsuddannelse. Retten til VEU-godtgørelse er derfor betinget af, at NN ikke har anvendt uddannelsen inden for de sidste 5 år. NN underviser i transport og logistik ved XX med en ugentlig arbejdstid på 37 timer og har dermed brugt uddannelsen arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år. NN er derfor ikke omfattet af den personkreds, der er berettiget til VEU-godtgørelse. Eftersom en arbejdsgivers ret til lønrefusion er en afledet ret af medarbejderens ret til VEU-godtgørelse, er XX således heller ikke berettiget til refusion af afholdte lønudgifter i pågældende kursusperiode. R E G L E R Ankenævnet henviser til - § 2, stk. 2 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 27. juni 2007, og - § 4, stk. 2 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1362 af 5. december 2007 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E De har i Deres klage anført, at pædagogikum kan sidestilles med en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau, idet der ikke stilles krav om gymnasialt niveau for deltagelse i pædagogikum. Ankenævnet skal hertil bemærke, at det ikke kun er uddannelser, hvortil der kræves bestået uddannelse på gymnasialt niveau, som overstiger niveauet for erhvervsuddannelserne. Hvis det som adgangskrav til en uddannelse forudsættes, at ansøger har bestået en erhvervsuddannelse eller anden grunduddannelse ligger niveauet for pågældende uddannelse efter ankenævnets opfattelse også over niveauet for erhvervsuddannelserne. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra a-kassen, samt telefonsamtale med XX, den 21. november 2008. På ankenævnets vegne ff fuldmægtig De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: … Regler Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 27. juni 2007 § 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter: 1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, 2) selvstændige erhvervsdrivende og 3) ledige, der er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og a) er fyldt 25 år, og som inden for de første 9 måneders sammenlagt ledighed efter eget valg deltager i uddannelse, der er nævnt i § 3, nr. 1-8, dog højst i en periode på 6 uger, eller b) endnu ikke er fyldt 25 år, og som inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed efter eget valg deltager i uddannelse, der er nævnt i § 3, nr. 1-8, dog højst i en periode på 6 uger. Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1362 af 5. december 2007 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse § 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren højst 1) har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau, 2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser, 3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og en varighed, der kan sidestilles hermed, eller 4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år. Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau eller varighed maksimalt svarer til niveauet eller varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau. Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse.

Versioner

  1. 2009-08-22