Tidsbegrænset dispensation fra kravet om akkreditering som inspektionsorgan til besigtigelse og afprøvning af elevatorer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10299@2009-08-22/da
Indhold
Tidsbegrænset dispensation fra kravet om akkreditering som inspektionsorgan til besigtigelse og afprøvning af elevatorer
Resumé Virksomheden havde den 30. juni 2008 fået dispensation af Arbejdstilsynet til at fungere som inspektionsorgan. Dispensationen gjaldt både for anvendelse og opstilling af elevatorer og ombygning og væsentlig reparation af elevatorer. Dispensationen var forlænget til og med den 31. december 2008. Den endelige akkreditering beroede på, at virksomheden ville blive godkendt til at udføre arbejdet af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK. Virksomheden var ikke tilfreds med, at dispensationen kun gjaldt til den 31. december 2008 og klagede over afgørelsen for at få dispensation frem til den 1. april 2009. Arbejdstilsynet oplyste, at varigheden af dispensationen blev fastsat ud fra flere hensyn, bl.a. hensynet til, at Arbejdstilsynets dispensationer ikke skal gå forud for selve akkrediteringen. Arbejdsmiljøklagenævnet tiltrådte Arbejdstilsynets afgørelse og lagde vægt på, at det skønnedes rimeligt og forsvarligt at give dispensation i en kortere periode, og henviste til, at Arbejdstilsynet havde oplyst, at hvis virksomheden, ikke skulle være akkrediteret af DANAK inden dispensationen udløber den 31. december 2008, vil der fortsat være mulighed for at søge om yderligere forlængelse.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 16. december 2008 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 10. oktober 2008. I afgørelsen har Arbejdstilsynet forlænget [virksomhedens navn udeladt] dispensation til og med den 31. december 2008. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at dispensationen kan forlænges til og med den 31. december 2008. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af den 10. oktober 2008. B E G R U N D E L S E [Virksomhedens navn udeladt] har den 30. juni 2008 fået dispensation af Arbejdstilsynet til at fungere som inspektionsorgan på elevatorområdet. Dispensationen gælder både for så vidt angår anvendelse og opstilling af elevatorer og ombygning og væsentlig reparation af elevatorer. Dispensationen er ved Arbejdstilsynets afgørelse af den 10. oktober 2008 forlænget til og med den 31. december 2008. Den endelige akkreditering beror på, at [virksomhedens navn udeladt] godkendes til at udføre arbejdet af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK. [Virksomhedens navn udeladt] har klaget med henblik på at få dispensation frem til den 1. april 2009. Virksomheden mener, at DANAK har meget lang ekspeditionstid, når DANAK skal svare på det materiale, som [virksomhedens navn udeladt] har fremlagt for at opnå akkrediteringen. Arbejdstilsynet har oplyst, at varigheden af dispensationen fastsættes ud fra – en vurdering af, at DANAK under normale omstændigheder vil kunne fremsende den endelige akkreditering inden tidsfristens udløb – et hensyn til, at Arbejdstilsynet ønsker at give en så kort og realistisk frist som muligt, da Arbejdstilsynets dispensationer ikke skal gå forud for en akkreditering, og det er vigtigt, at Arbejdstilsynet kan følge akkrediteringsprocessen. Arbejdstilsynet har i øvrigt oplyst, at hvis [virksomhedens navn udeladt], ikke skulle være akkrediteret af DANAK inden dispensationen udløber den 31. december 2008, vil der fortsat vil være mulighed for, at [virksomhedens navn udeladt] kan søge Arbejdstilsynet om en yderligere forlængelse af fristen. Opstillingskontrol, besigtigelse og afprøvning af elevatorer mv., skal foretages af et inspektionsorgan, der bl.a. kan være akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK. Det fremgår af § 11, stk. 1 i bekendtgørelsen om anvendelse og opstilling af elevatorer mv., som er udstedt med hjemmel bl.a. i arbejdsmiljølovens § 74. Før ibrugtagning efter ombygning og efter væsentlig reparation af en elevator mv. skal den tekniske dokumentation forelægges for et prøvningsorgan til verifikation. Dette prøvningsorgan kan bl.a. være akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK. Det fremgår af § 9, stk. 1, jf. § 2, nr. 5 og bilag 1 i bekendtgørelsen om ombygning og væsentlig reparation af elevatorer, som er udstedt med hjemmel bl.a. i arbejdsmiljølovens § 74. I forhold til begge akkrediteringer kan Arbejdstilsynet give dispensation, hvis det skønnes rimeligt og forsvarligt. Det fremgår af § 44 i bekendtgørelsen om anvendelse og opstilling af elevatorer mv. og § 11 i bekendtgørelsen om ombygning og væsentlig reparation af elevatorer. Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at det skønnes rimeligt og forsvarligt at give [virksomhedens navn udeladt] dispensation i en kortere periode, således at dispensationer ikke skal gå forud for den akkreditering, som kræves i bekendtgørelserne. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at Arbejdstilsynet har givet dispensation for den tid, som Arbejdstilsynet forventer, at DANAK skal bruge til akkrediteringen, og at virksomheden har mulighed for at søge en ny dispensation, hvis den forudsætning ikke holder. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til – § 74 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 – § 11, stk. 1 og § 44 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 629 af 27. juni 2008 om anvendelse og opstilling af elevatorer mv. – § 9, stk. 1, jf. § 2, nr. 5 og bilag 1 og § 11 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 677 af 27. juni 2008 om ombygning og væsentlig reparation af elevatorer. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne Kopi til Arbejdstilsynet, Kontoret for videngrundlag, Postboks 1228, 0900 København C. J.nr. De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 … § 74. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at Arbejdstilsynets opgaver i nærmere angivet omfang henlægges til anden offentlig myndighed eller privat institution, samt i hvilket omfang Arbejdstilsynet skal føre kontrol med sådant tilsyn. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om anerkendelse af prøvninger og anden dokumentation for, at forskrifter om sikkerhed og sundhed er fulgt. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 629 af 27. juni 2008 om anvendelse og opstilling af elevatorer mv. … Kapitel 3 Udførelsen af opstillingskontrol, eftersyn, besigtigelse og afprøvning § 11. Opstillingskontrol, besigtigelse og afprøvning af elevatorer mv., jf. §§ 14, 39 og § 40, skal foretages af et inspektionsorgan, der er akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganers (EA) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. Stk. 2. Akkrediteringen skal ske efter standarden ISO/IEC 17020:2005 som inspektionsorgan type A og tillægskravene i bilag 1, som i nødvendigt omfang og afhængig af den opgave, der ansøges om, skal indarbejdes i det kvalitetssystem, som kontrolleres af akkrediteringsorganet. … Kapitel 9 Dispensation og klageadgang § 44. Arbejdstilsynet kan i enkelttilfælde tillade afvigelser fra bekendtgørelsen, når det skønnes rimeligt og forsvarligt. § 45. Arbejdstilsynets afgørelser efter bekendtgørelsen kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 677 af 27. juni 2008 om ombygning og væsentlig reparation af elevatorer … Kapitel 1 Område og definitioner … § 2. I denne bekendtgørelse forstås ved: … 5) Prøvningsorgan: Trediepartsorgan, der er akkrediteret til verifikation efter bekendtgørelsens kapitel 3, og som opfylder kravene i bilag 1. Kapitel 3 Verifikation § 9. Før ibrugtagning efter ombygning og efter væsentlig reparation af en elevator mv. skal den tekniske dokumentation forelægges for et prøvningsorgan til verifikation, jf. § 2, nr. 5. Stk. 2. … Kapitel 4 Dispensation § 11. Arbejdstilsynet kan i enkelttilfælde tillade afvigelser fra denne bekendtgørelse, hvor det på grund af elevatorens mv. særlige konstruktion, fremstilling, anvendelse eller særlige forhold i øvrigt findes rimeligt og forsvarligt. … Bilag 1 Prøvningsorgan Prøvningsorganet skal være akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganers (EA) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. Akkrediteringsområdet skal omfatte modul G (EF-enhedsverifikation), jf. bilag X til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/16/EF, jf. bilag 1 og bilag 2 til bekendtgørelse om indretning af elevatorer samt verifikationsopgaver i denne bekendtgørelse. Prøvningsorganet skal opfylde minimumskravene i direktivets bilag VII. Prøvningsorganet skal herudover råde over kvalificeret personale, som er i stand til at vurdere, om årsagen til en ombygning eller en væsentlig reparation er begrundet i konstruktionsmæssige fejl, som skal udbedres. Sådanne fejl kan være uhensigtsmæssigt konstruktionsgrundlag, herunder valg af materialer, fremstilling, opstilling, anvendelse m.m.