Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10334@2008-01-20/da

Indhold

1. Indledning

Klage over tvangsfiksering, indgivelse af beroligende medicin samt beslutning om tvangsmedicinering uden betænkningstid

Resumé En 52-årig mand, der gennem årene havde været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger, blev tvangs-indlagt på fareindikation, efter at han havde forsøgt at køre en politipatrulje ned. Ved indlæggelsen var han fortsat vredladen, hurtigkørende, impulspræget, aggressiv og personfarlig. Han fik beroligende medicin med tvang den 3., 7., 8., 9., 10., 12., 13., 14., 15., 16., 19. og 20. december 2006, idet han blandt andet var vred og nedladende, opfarende og udistanceret mod personalet, og han virkede udtalt psykotisk og præget af vrangforestillinger. Han blev videre fikseret den 3. december 2006, og han var ved mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn den 21. december 2006 fortsat tvangsfikseret, idet han vurderedes fortsat personfarlig. Den 19. december 2006 blev han informeret om, at det var nødvendigt, at han fik Cisordinol regelmæssigt. Han var dog ikke tilgængelig for information herom, og der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol 30 mg 2 gange dagligt, subsidiært injektion Cisordinol Acutard 150 mg hver 2. dag. Det blev samtidig besluttet, at en eventuel klage skulle have opsættende virkning. For at undgå behandling med flere forskellige slags medicin ophævedes den hidtidige ordination af Abilify og Risperdal. Patienten klagede over tvangsforanstaltningerne til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Den 21. december 2006 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn tvangsfikseringen, beslutningen om tvangsmedicinering og indgivelserne af beroligende medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsfiksering, men ændrede dog afgørelsen for så vidt angik anvendelsen af hånd- og fodremme. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte videre Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om indgivelse af beroligende medicin den 3., 7., 8., 9., 10., 12., 13., 15., 16., 19. og 20. december 2006, men ændrede afgørelsen vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 14. december 2006, idet det var nævnets opfattelse, at psykiatrilovens § 17, stk. 2, ikke kunne anvendes forebyggende for at undgå, at en patient bliver urolig, og at patientens tilstand den 14. december 2006 ikke gav grundlag for indgivelse af beroligende medicin. Nævnet lagde herved vægt på, at han ifølge journalen var faldet til ro, og det var således ikke aktuelt nødvendigt at få ham til at falde til ro. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte endvidere Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om beslutningen om tvangsmedicinering, idet nævnet efter en samlet vurdering fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved vægt på, at han befandt sig i en svært psykotisk tilstand præget af aggressiv og personfarlig adfærd. Det fremgik af journalen, at patienten under indlæggelsen skulle tilbydes tablet/mikstur Risperdal samt tablet Abilify. Videre fremgår det, at han løbende blev motiveret herfor, og at det under en del af indlæggelsen lykkedes at overtale ham til at tage medicinen, dog uden den ønskede effekt. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Cisordinol. Det var nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med Psykiatrilovens § 4, at der i motivationsperioden blev foretaget skift i valg af præparat, hvis det for eksempel vurderedes, at der ville være bedre effekt af et andet præparat. Videre var det nævnets opfattelse, at patienten efter et sådant præparatskift skulle have mulighed for at kunne forholde sig til det nye præparat, hvorfor patienten skulle have en passende betænkningstid. I sit partshøringssvar anførte overlægen, at det var forsøgt at drøfte spørgsmålet om medicinændringen med patienten samme formiddag, men at han slet ikke ville tale med ham eller høre på, hvad han havde at sige. Nævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at overlægen forsøgte at drøfte medicinændringen med patienten, som dog afviste at tale med ham, hvorfor det ikke var muligt at give ham en passende betænkningstid. Der blev ved nævnets afgørelse afgivet dissens for så vidt angik tvangsfikseringen og indgivelse af beroligende medicin den 14. december 2006.

Versioner

1. 2008-01-20