Afgørelse af klage - Ingen dispensation fra kortlægning af salmonella
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/10685@2008-10-27/da
Indhold
Afgørelse af klage – Ingen dispensation fra kortlægning af salmonella
Resumé Fødevareregionen gav afslag på dispensation fra kortlægning af salmonella i en smågriseproducerende besætning. Fødevareregionen begrundede afgørelsen med, at undtagelsesbetingelserne i § 16, stk. 5, i veterinærbekendtgørelsen ikke var opfyldt, da det kræver mindst 5 negative kødsaft prøver inden for de sidste tre måneder, og der skal være prøver for alle månederne. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fastholdt fødevareregionens afgørelse.
NN Den 27. oktober 2008 Sagsnr.: 185 /12534 Ref.: LAPE Tlf.: 33 95 14 12 Stadfæstelse af afslag på dispensation fra kortlægning af smågriseproducerende besætning NN har, på vegne af NN, ved mail af 16. april 2008 klaget over afgørelse af 14. april 2008 fra Fødevareregion Nord om afslag på dispensation fra krav om salmonellaundersøgelse og indberetning fra den smågriseproducerende besætning, NN. Der har under sagen været tvivl om, hvorvidt NN har klaget over fødevareregionens afgørelse af 21. december 2007 eller kun har klaget over fødevareregionens afslag på dispensation af 14. april 2008, samt hvorvidt klagen er modtaget rettidigt. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har lagt til grund, at det er fødevareregionens afslag på dispensation af 14. april 2008, NN har klaget over, samt at dette er sket rettidigt.Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og stadfæster fødevareregionens afgørelse af 14. april 2008 om afslag på dispensation fra krav om salmonellaundersøgelse og indberetning fra den smågriseproducerende besætning, NN. De kan læse mere om afgørelsen og begrundelsen for afgørelsen nedenfor. Sagens omstændigheder Den 21. december 2007 fremsender Fødevarestyrelsen et krav om salmonellaundersøgelse og indberetning for den smågriseproducerende besætning NN, idet der inden for 6 måneder er leveret smågrise til en slagtesvinebesætning, der efterfølgende er blevet tildelt niveau 3 . Slagtesvinebesætningen er tildelt niveau 3 den 8. august 2007, og den smågriseproducerende besætning skulle herefter være indberettet senest den 17. august 2007 , hvilket dog først sker december 2007. NN søger i mail af 10. marts 2008 Fødevareregion Nord om dispensation fra kortlægning af besætning NN, idet NN er klar over, at kriterierne i veterinærbekendtgørelsens § 16, stk. 5 (undtagelsesbestemmelsen) ikke opfyldes 100 %. NN mener imidlertid, at antallet af negative prøver tyder på, at salmonellaproblemet ikke kommer fra besætning NN: September 2007: En negativ prøve; Oktober 2007: Ingen prøver; November 2007: Tre negative prøver; December 2007: Seks negative prøver. Fødevareregionen afslår den 14. april 2008 at give dispensation, da regionen finder, at der ikke er grundlag for at fravige kravet om, at besætningen skal have mindst 5 negative kødsaftprøver inden for de sidste 3 måneder regnet fra datoen for indberetningen. Fødevareregionen finder, at hvis der regnes ud fra datoen for det faktiske påbud den 21. december 2007, skal månederne oktober, november, december lægges til grund. Her er der 6 negative resultater, med de 3 i den aktuelle måned. Der vil således være grundlag for, at producenten opfylder betingelserne i undtagelsesbestemmelsen. Fødevareregionen finder imidlertid, at det kun har relevans at foretage vurderingen efter, hvornår indberetningen skulle være foretaget/producenten skulle have haft påbuddet, d.v.s. senest 17. august 2007. Lægges månederne juni, juli og august til grund mangler resultatet for august måned. Betingelserne i undtagelsesbestemmelsen er således ikke opfyldt. Fødevareregionen ser yderligere på, hvis månederne maj, juni og juli lægges til grund. Der er kun 3 resultater for disse måneder. Lægges månederne september, oktober og november måned til grund, er der 4 negative resulter, og der mangler således en prøve. Herudover opfyldes betingelsen, om at en prøve skal være i den aktuelle måned, ikke. Betingelserne i undtagelsesbestemmelsen er således ikke opfyldt. Den 16. april 2008 klager NN på vegne af producent NN, der er ejer af besætning med NN, over påbud om udtagelse af stibundsprøver af 21. december 2007. NN begrunder klagen med, at der for månederne januar 2007 til marts 2008 kun er negative prøver, hvilket NN finder bør veje tungere end, at der mangler prøver for august 2007 og oktober 2007. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager modtager dele af klagesagen den 30. juni 2008. Og anmoder Fødevarestyrelsen om yderligere materiale og oplysninger i mail af 15. juli 2008. Den 15. juli 2008 fremsender Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager en betinget kvitteringsskrivelse til NN og meddeler, at sekretariatet kun har modtaget dele af klagesagen, men at sekretariatet umiddelbart vurderer, at klagen er indgivet efter klagefristens udløb, og klagen derfor vil blive afvist. Sekretariatet anmoder desuden om en underskrevet fuldmagt i original papirudgave fra den klageberettigede NN. Den 25. juli 2008 svarer NN, at NN betragter klagen som rettidig, da klagen ikke er rettet mod påbuddet, men mod afslaget på dispensation. Der er endvidere vedlagt en underskrevet fuldmagt i original papirudgave fra den klageberettigede NN. Den 7. oktober 2008 fremsender Fødevarestyrelsen det materiale, som Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager tidligere har efterlyst. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers bemærkninger Fødevareregionens afgørelse om krav om salmonellaundersøgelse og indberetning for svinebesætning NN fremsendes den 21. december 2007. Det fremgår af afgørelsen, at klagefristen er 4 uger, og at klagefristen regnes fra modtagelsen af afgørelsen. Under hensyn til at afgørelsen er fremsendt omkring jul, formodes afgørelsen at være modtaget nærmeste hverdag efter to postdage, d.v.s. den 27. december 2007. Med en 4 ugers klagefrist skal en rettidig klage over afgørelsen være fødevareregionen i hænde senest den 24. januar 2008. NN fremsender først den 10. marts en anmodning om dispensation fra krav om kortlægning. Fødevarestyrelsen meddeler afslag på dispensation i mail af 14. april 2008. Den 16. april 2008 fremsender NN en klage vedrørende påbudet fra 21. december 2007. NN henviser til, at de har henvendt sig vedrørende sagen allerede 10. marts 2008. Da en klage over afgørelsen af 21. december 2008 skulle være fødevareregionen i hænde senest den 24. januar 2008, er klagen for sent indkommet, selvom henvendelsen fra den 10. marts 2008 lægges til grund. Klagen over påbudet af 21. december 2007 kan derfor ikke behandles. I brev af 25. juli 2008 meddeler NN, at klagen, uanset dens ordlyd, skal forstås som en klage over Fødevarestyrelsens afslag på dispensation af 14. april 2008, og ikke en klage over den oprindelige afgørelse. Klagen af 16. april 2008 afsluttes da også med, at NN igen anmoder om, at der gives dispensation fra krav om kortlægning. I Fødevarestyrelsens afslag på dispensation af 14. april 2008 er der ingen klagevejledning. Dette gør ikke afgørelsen ugyldig , men klagefristen løber som udgangspunkt først, når klagevejledning gives. Endvidere indeholder afgørelsen ingen relevante regelhenvisninger. Der er dog i afgørelsen, der søges dispensation i forhold til, en regelhenvisning til den relevante bekendtgørelse. Selvom Fødevarestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation er behæftet med formelle mangler, finder Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager, at afgørelsen ikke bør erklæres ugyldig. Der lægges herved især vægt på, at hvis afgørelsen blev kendt ugyldig på grund af formelle mangler og hjemvist til fornyet behandling, kan det ikke formodes at ville medføre et andet resultat. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager lægger herefter til grund, at det er fødevareregionens afslag på dispensation af 14. april 2008, som NN klager over, samt at dette er sket rettidigt. Undtagelsesbestemmelsen i veterinærbekendtgørelsens § 16, stk. 5, nr. 1, lyder således: »Undtaget fra kravet om kortlægning i stk. 4 er smågriseproducerende besætninger, 1) der, på besætningens CHR-nummer, indenfor de seneste tre måneder, regnet fra datoen for den i stk. 1 nævnte indberetning, har fået registreret minimum 5 negative kødsaftprøver og ingen positive kødsaftprøver, eller« At prøverne skal foretages »indenfor de seneste 3 måneder« må fortolkes ud fra, at kun en jævn fordeling af prøverne i de tre måneder giver et retvisende billede af den pågældende besætning. Sekretariatet er således enig med regionen i, at mindst et prøveresultat skal være i den aktuelle måned. Det må herefter afgøres, hvornår »datoen for den i stk. 1 nævnte indberetning« er. Den relevante indberetning i stk.1 er senest 14 dage efter niveautildeling af den ansvarlige besætning. Bekendtgørelsen er således relativt klar og entydig om, at det er tidspunktet for, hvornår indberetningen skulle være meddelt, der er afgørende. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager er derfor enig med fødevareregionen i, at det kun har relevans at vurdere, om der foreligger et tilstrækkeligt antal prøver i forhold til tidspunktet for, hvornår indberetningen skulle være meddelt, d.v.s. 17. august 2007. Det er således korrekt, når regionen fastslår, at landmanden ikke opfylder bekendtgørelsens krav for at få dispensation, idet der skal være mindst 5 negative kødsaftprøver fordelt inden for de sidste 3 måneder, med mindst én i den aktuelle måned. Der foreligger ikke en prøve for august. Det er fødevareregionen og ikke Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager, der skal tage stilling til producentens situation efter fødevareregionens afslag på dispensation, herunder, hvornår producenten opfylder betingelserne i veterinærbekendtgørelsens § 16, stk. 5. Som regionen anfører i mail af 14. april 2008, rejser NN med denne sag et generelt spørgsmål om konsekvensen af reglernes fleksibilitet. Et sådant spørgsmål om en ændring af reglerne må NN imidlertid henvises til at drøfte med Fødevarestyrelsen. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers afgørelse Af ovennævnte grunde stadfæster Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fødevareregionens afgørelse af 14. april 2008 om afslag på dispensation fra krav om salmonellaundersøgelse og indberetning fra smågriseproducerende besætning NN. Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Venlig hilsen Lars Aslo - Petersen Fuldmægtig