Gelex

Pressenævnets kendelse i Sag 2007-6-592

GældendeVersion 2008-01-19
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9005@2008-01-19/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i Sag 2007-6-592

Resumé Klager klagede over en artikel i JydskeVestkysten. Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person. Meddelelser herom bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke, hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget, jf. punkt C.7. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt det var [B], der anmeldte [K], eller omvendt, samt om hvor hændelsen fandt sted. Sådan som sagen foreligger oplyst, kan nævnet ikke afgøre, hvilken forklaring, der er den rigtige. Pressenævnet lægger til grund, at konflikten mellem [B] og [K] vedrørende spillehallen var kendt i lokalområdet. Nævnet finder videre, at voldsepisoden har en sådan sammenhæng med denne konflikt, at der var belæg for at nævne forholdet, og nævnet udtaler ikke kritik af JydskeVestkysten for at nævne klagers navn. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtigelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende har haft en særlig økonomisk eller personlig interesse. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at [C] er farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, og nævnet udtaler ikke kritik af JydskeVestkysten for at have sat [C] på opgaven. Pressenævnet finder, at oplysninger i artiklen kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K] og har derfor skullet efterprøves i særlig grad inden offentliggørelse, først og fremmest ved forelæggelse for klager. [K] afslog at udtale sig til JydskeVestkysten under henvisning til, at han ikke ønskede at udtale sig til den journalist, som avisen havde sat på opgaven. Under disse omstændigheder finder nævnet ikke anledning til at kritisere JydskeVestkysten for at offentliggøre oplysningerne. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad der skal bringes i avisen, herunder i hvilken form og omfang. Nævnet udtaler ikke kritik af JydskeVestkysten for at afvise klagers læserbrev. Pressenævnet finder, at JydskeVestkysten heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i JydskeVestkysten den 2. oktober 2007, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1. Sagsfremstilling JydskeVestkysten bragte den 2. oktober 2007 en artikel under overskriften ”Spillet om en spillehal” og underoverskriften ”Chikane? [A] og [B]. Sæd, føler sig personligt forfulgt i deres bestræbelser på at etablere en spillehal ved Sæd Grænse. Sagen ligger nu i Naturklagenævnet.”. Af artiklen fremgik følgende: ”SÆD: Alt er på plads. Håndværkerne er færdige. Maskinerne er leveret. Myndighederne siger ja. Men min nabo siger nej. Og dermed står planerne om at etablere en ny spillehal på standby. [A] og [B], Sæd, er ved at være godt trætte af deres nabo, [K], Bremsbøl. – Vi føler os efterhånden personligt forfulgt, men vi føler også afmagt. Tænk, at en mand kan fylde så meget, siger [B]. I maj sagde Tønder Kommune overfor Skat/Spillemyndighederne god for etablering af spillehallen. Den efterfølgende nabohøring resulterede i en indsigelse: fra [K]. Chikane Indsigelsen gør, at sagen nu ligger til behandling hos Naturklagenævnet. [A] og [B] håber på en hurtig afgørelse. Sagsbehandlingen kan dog trække ud. Op til seks måneder. Indsigelsen omfatter det unge par som ren chikane. Ifølge dem indeholder den også åbenlyse injurier. - Hvis der havde været noget at komme efter, så kunne vi forstå det. Men det er ren personforfølgelse, siger [B]. JydskeVestkysten er i besiddelse af indsigelsen. Her står bl.a.: - Vi mener og fastholder, at grænseovergangen skal være noget i forbindelse med den trafik, der til dagligt sker, og ikke en hal til omveksel af sorte penge til hvide, som ansøger har forbindelse med. Det vil kun øge et kriminelt tilholdssted lige ved grænsen, som i forvejen er hårdt belastet og særlig af ansøgeren, skriver [K]. Overfaldet [B] har ingen aktuelle planer om at indbringe det for ham at se injurierende indhold for retten. Derimod er han gået til politiet med et korporligt overgreb. I august blev han på åben gade overfaldet af [K]. Stationsleder ved Tønder Politi, Laurids Rudebeck, bekræfter, at der foreligger en anmeldelse af en voldsepisode fra Sæd. Der er ikke rejst nogen sigtelse. Sagen efterforskes i øjeblikket, lyder meldingen.” Til artiklen var indsat en faktaboks, hvoraf følgende fremgik: ” Sagen [A] og [B] driver ”Grænsegrillen” og havde oprindelig planer om at etablere en sex-butik i nabobygningen. Planerne blev opgivet, og siden årsskiftet har parret arbejdet med at etablere ”Spillehallen Elite Spil” på adressen Sønder Løgum Landevej 7. Tønder Kommune har givet den nødvendige landzonetilladelse. Skat/Spillemyndighederne har ligeledes sagt god for projektet. Der er investeret 200.000 kr., og i lokalet er opstillet 34 maskiner. Der spilles om rede penge, og der vil kun blive adgang for voksne.” Samme dag bragte JydskeVestkysten under overskriften ”Det står i indsigelsen” en artikel, hvoraf følgende fremgik: ”Goddag [K], det er [C] fra JydskeVestkysten. Du har gjort indsigelse mod etablering af en spillehal ved Sæd Grænse, hvorfor? - Har vi noget at snakke om, vi to. Det tror jeg ikke. Hvad jeg har imod spillehallen, fremgår af indsigelsen. Du skriver i din indsigelse, at spillehallen vil blive benyttet til at renvaske sorte penge. Hvor har du den viden fra? - Jamen det ved jeg ikke. Hvis det står der, så må det jo være sådan. Men vi har ikke noget at snakke om. Mojn, do. Og her blev mobiltelefonen lagt på. Vi ville gerne have spurgt [K], om han ikke er nervøs for at få en injuriesag på halsen. Om det er rigtigt, at han har overfaldet [B], spyttet ham i ansigtet og givet ham en lussing. Og vi ville også gerne have haft [K]s bud på, hvordan hele spillet om spillehallen ender. Senere på dagen ringede [K] tilbage til redaktionen. Han kom med en opfordring til, at vi skulle skrive om hans nye hus, der er opført et stenkast fra den påtænkte spillehal. Da vi præciserede, at det aktuelt drejede sig om spillehallen, lød svaret: - Det vil jeg ikke udtale mig om, og jeg vil i øvrigt have mig frabedt, at du ringer til mig igen.” Til artiklen var indsat et billede af [K] med følgende billedtekst: ”[K], der bor tæt på selve grænsestregen og blev kendt som en af de personer, der hejser de skandinaviske flag, ønsker ikke at udtale sig til avisen om sin indsigelse mod etablering af en spillehal ved Sæd grænse.” [K] anmodede ved brev af 2. oktober 2007 JydskeVestkysten om at optage hans læserbrev med bilag. Af brevet fremgik følgende: ” KÆRE [C] Sæd, den 2. oktober 2007 Tak for den artikel i dagbladet JydskeVestkysten. Du skriver mod bedre vidende, og når du kontakter mig, er det nytteløs at svare dig, når du ikke henholder dig til indholdet, men kun gør bestilt arbejde. 1. jeg vedlægger ansøgerens klage og Naturklagenævnets afgørelse af den 22. januar 2007, det er således andre der genere og gerne vil have monopol her og har det ved JydskeVestkysten. 2. Min skrivelse til Tønder Kommune af den 27. august 2007 med indholdet af min klage til Naturklagenævnet, du burde være reel i din artikel at gøre den offentlig er ligeledes vedlagt. 3. Min anmeldelse af den 20. august 2007 burde du være i besiddelse af? Jeg vil ikke kommentere dine egne bemærkninger, de strider som ovennævnt mod bedre viden.” 2. Parternes synspunkter 2.1 [K]s synspunkter [K] har anført, at det er i strid med god presseskik at nævne hans navn i artiklen. Han har ikke udøvet vold mod [B], herunder heller ikke spyttet ham i ansigtet. Klager er hverken sigtet eller dømt. Det var derimod [K], der anmeldte [B] for vold efter, at [B] opsøgte [K] på klagers private grund for at indgå aftale om bestikkelse. Artiklen er en overtrædelse af straffelovens kapitel 27 vedrørende freds- og ærekrænkelser. [K] har ikke ønsket at udtale sig til JydskeVestkystens journalist, [C], da journalisten ikke anvender klagers oplysninger korrekt. [C] er ude i et personligt ærinde mod klager. [K] har herudover anført, at han er berettiget til at få bragt sit læserbrev på 125 ord. Det var ikke hensigten, at bilagene til læserbrevet skulle trykkes, men blev fremsendt som dokumentation. Han overholdt derved maksimumgrænsen på 250 ord. 2.2 JydskeVestkystens synspunkter JydskeVestkysten har anført, at konflikten mellem [B] og [K] er velkendt i lokalområdet, hvorfor udviklingen i sagen er af væsentlig almen interesse i lokalsamfundet, og avisen er derved berettiget til at nævne klagers navn. JydskeVestkysten har videre anført, at der ikke er bragt forkerte oplysninger i artiklen, og at [K] har haft mulighed for at kommentere alle anklager mod ham, hvilket også fremgår af avisen. JydskeVestkysten har afvist, at journalist [C] skulle udføre bestilt arbejde. [K] medsendte diverse bilag til sit læserbrev. Det gav ingen mening at trykke læserbrevet uden de bilag, læserbrevet henviste til, men med bilagene var læserbrevet for omfattende i henhold til avisens debatregler, hvorfor avisen ikke bragte indlægget. 3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Bodil Mørkøv Ullerup. Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person. Meddelelser herom bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke, hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget, jf. punkt C.7. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt det var [B], der anmeldte [K], eller omvendt, samt om hvor hændelsen fandt sted. Sådan som sagen foreligger oplyst, kan nævnet ikke afgøre, hvilken forklaring, der er den rigtige. Pressenævnet lægger til grund, at konflikten mellem [B] og [K] vedrørende spillehallen var kendt i lokalområdet. Nævnet finder videre, at voldsepisoden har en sådan sammenhæng med denne konflikt, at der var belæg for at nævne forholdet, og nævnet udtaler ikke kritik af JydskeVestkysten for at nævne klagers navn. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtigelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende har haft en særlig økonomisk eller personlig interesse. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at [C] er farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, og nævnet udtaler ikke kritik af JydskeVestkysten for at have sat [C] på opgaven. Pressenævnet finder, at oplysninger i artiklen kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K] og har derfor skullet efterprøves i særlig grad inden offentliggørelse, først og fremmest ved forelæggelse for klager. [K] afslog at udtale sig til JydskeVestkysten under henvisning til, at han ikke ønskede at udtale sig til den journalist, som avisen havde sat på opgaven. Under disse omstændigheder finder nævnet ikke anledning til at kritisere JydskeVestkysten for at offentliggøre oplysningerne. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad der skal bringes i avisen, herunder i hvilken form og omfang. Nævnet udtaler ikke kritik af JydskeVestkysten for at afvise klagers læserbrev. Pressenævnet finder, at JydskeVestkysten heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik. Afgjort den 16. januar 2008.

Versioner

  1. 2008-01-19