Gelex

Pressenævnets kendelse i Sag nr. 2008-6-633

GældendeVersion 2008-05-06
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9161@2008-05-06/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i Sag nr. 2008-6-633

Resumé Klager – en person – klagede over et læserbrev i Finans. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Et massemedie har som led i den redaktionelle proces ret til på egen hånd at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse efter foretagne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket. Pressenævnet finder, at [K]s budskab ikke fremstår som forvansket efter den redigering, som Finans har foretaget af hans indlæg. Det fremgår videre, at indlægget er forkortet. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at Finans har tilsidesat god presseskik i forbindelse med offentliggørelsen af debatindlægget.

[K] har klaget til Pressenævnet over et læserbrev i Finans den 4. januar 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1. Sagsfremstilling Finans nr. 1/januar 2008 bragte et læserbrev af [K] under overskriften ”Klage over beregning af pension” . Af læserbrevet fremgik følgende (de kursiverede afsnit var bortredigeret af Finans forud for offentliggørelse): ” PENSIONSORDNING – RØDT TILSAGN I GL. DANSKE BANK Klage over beregning af pension, indgav jeg til Finansforbundets eksterne klageinstans, for det er ikke rimeligt, at pensionsopsparerne ikke kan få den pension, de har betalt for, og det er heller ikke rimeligt at opkræve betalinger, der kun påfører pensions-opsparerne tab. Danske Bank og Danica Pension har fastsat pensionsprocenten på 60 på basis af en anciennitet på højst 40 år efter det fyldte 20. år. Alligevel opkræver selskabet præmie i op til 45 år uden at yde noget til gengæld. Betalingen udover 40 år skal udløse en større pension, når der betales den samme præmie på 15 % af lønnen. Når betalingsperioden forhøjes fra 40 til 45 år skal pensionsprocenten også forhøjes fra 60 til 67,5. Ellers er der tale om et skævt forhold, som giver banken og Danica Pension en urimelig indtægt, og pensionsopsparerne et tilsvarende tab på op til flere gange 100.000 kroner for den uberettigede opkrævning af præmie i op til 5 år. Tab, der kan blive endnu større, hvis pensionsopsparerne ikke betaler til det fyldte 65. år, for så reducerer Danica Pension også ancienniteten med det antal år, der mangler frem til det fyldte 65. år. Og for hvert år der mangler, reduceres pensionsprocenten med 1,5 % pr. år. Ankenævnet for Forsikring, Finansforbundet og involverede advokater forudsætter, at pensionsbidrag skal indbetales i mindst 40 år og frem til alder 65 år, men det er i strid med de af Danske Bank og Danica Pension fastsatte bestemmelser. Ganske vist har selskaberne udarbejdet og underskrevet et tillæg af april 2001 til pensionskontrakten om bl.a. betaling af præmie til den fastsatte pensionsalder, men tillægget er ugyldigt, når det ikke er godkendt af hvert enkelt medlem af den tredje part, jf. Vestre Landsrets dom B 698/02 af 3. september 2004. Finansforbundet betragter sagen som afsluttet. Derfor klagede jeg til forbundets eksterne klageinstans - advokat Lars Svenning Andersen fra advokatfirmaet Bech-Bruun - fordi jeg er utilfreds med, at Danica Pension har nedsat min anciennitet fra 40 til 35 år og pensionsprocenten fra 60 til 52,5 for manglende betaling af præmie i 5 år. En betaling, der ikke mangler, idet jeg har opfyldt kravet om betaling i de fastsatte 40 år efter det fyldte 20. år. Advokaten har oplyst, at han har gennemgået det foreliggende materiale, Ankenævnets afgørelser, redegørelser fra advokat Jesper Hjetting og advokat Steen Hellmann, og fandt ikke, at pensionsregulativet efterlader megen hjælp ved fortolkningen af spørgsmålet, og han kunne ønske sig en klarere kendelse fra Ankenævnet, men han fandt, at redegørelsen fra advokat Jesper Hjetting syntes på en pædagogisk måde at beskrive, at der skal opfyldes et krav om en periode på mindst 40 år, og et krav om, at betaling af pensionsbidrag skal ske frem til det fyldte 65. år. Men det er i strid med de fastsatte bestemmelser om betaling i højst 40 år, efter det fyldte 20. år, og vil medføre tab af 5 års [præmie] for dem, der indtrådte i ordningen før og ved det 20. år. Og det vil favorisere dem, der indtrådte senere i ordningen, da deres tab vil være aftagende og ophøre ved det fyldte 25. år forudsat, at der betales frem til 65 år, ellers vil de, ligesom de, der indtrådte efter det fyldte 25. år også få tab. Det betyder, at den der betaler mindst i præmie får den største pension, og det kan illustreres således: Indbetalte år: Periode: Udbet. tidspunkt: Pension: Procent: Tabt præmie: Pens. Procent tab: 45 20 til 65 år 65 år 40 år 60 5 år 0 40 20 til 60 år 65 år 35 år 52,5 5 år 7,5 38 27 til 65 år 65 år 38 år 57 0 0 Fastsættes pensionsprocenten til 67,5 for 45 års indbetaling af præmie, vil alle få den pension, de har betalt for efter det fyldte 20. år. Advokat Lars Svenning Andersen finder ikke, at betaling af præmie i mere end 40 år fører til, at indbetalinger i 5 år er ”spildte” på grund af risikodækningerne ved mistet erhvervsevne eller ved død. Men risikodækningerne har alle i ordningerne uanset indbetalte beløb, så den påstand holder ikke. Advokaten deler de vurderinger, der er kommet til udtryk om, at der ikke er rimelig udsigt til, at en domstol vil ændre på resultatet af Ankenævnets kendelser, og finder derfor ikke anledning til at kritisere Finansforbundet for beslutningen om ikke at fortsætte sagen. Det er skuffende, for det kan ikke udelukkes, at det foreliggende skriftlige materiale og dommen i Vestre Landsret afsagt efter Ankenævnets kendelser kan få en domstol til at ændre kendelserne, som ingen er forpligtet til at følge. En domstol vil næppe godkende, at Danica Pension kan nedsætte en anciennitet på 40 år til 35 år og dermed annullere fem års præmie, som giver pensionsopsparerne tab på op til flere gange 100.000 kroner. Ej heller, at to af parterne i en trepartsaftale kan aftale ændringer til skade for den tredje part, og som påligner hvert medlem af den tredje part til at betale penge, de intet får for, og som kun giver dem tab. Formentlig vil en domstol også anse pensionsordningen for at være en trepartsaftale, at 40 år er 40 år, ligesom en domstol næppe vil tillade, at der foretages ændringer i aftalen, der forringer pensionsopsparernes rettigheder. Klage over modregning af ATP Banken ønsker, at modregningen også kan foretages fra det fyldte 65. år med henvisning til den nye lov om folkepensionsalder på 65 år. Men loven kan ikke ændre det i pensionsregulativet fastsatte modregningstidspunkt på 67 år. Kunne loven det, er supplementet til pensionsregulativet underskrevet i januar/februar 2004 af Danske Bank, Danica Pension og Danske Kreds unødvendig. Supplementet er i øvrigt ugyldigt, når det ikke er godkendt af hvert medlem af den tredje part. Advokat Lars Svenning Andersen opfatter supplementet som en naturlig konsekvens af ændringerne i pensionsalderen. Danske Bank og Danica Pension har ønsket at tage stilling til, hvorledes man håndterer ATP-pensionen, hvis medarbejderen lader sig pensionere fra det 65. år. Advokaten ser derfor den ændrede valgmulighed som et tilbud til medarbejderne og deler ikke opfattelsen af, at det kræver noget tilsagn fra medarbejderen. Medarbejderen kan jo blot fastholde den oprindelige model. Det er jo netop det jeg gør ved at fastholde 67 år, og der står ingen steder, at jeg ikke må få udbetalt den ATP-pension, der kan udbetales før det fyldte 67. år. Så jeg skal selvfølgelig have udbetalt den ATP-pension, der kan udbetales til mig fra det fyldte 65. år til det fyldte 67. år. Banken kunne i sin tid have sikret sig gennem en anden formulering i pensionsregulativet, f.eks. ”så snart ATP-pensionen kan udbetales, modregnes pensionen i alderspensionen”. I øvrigt kan jeg ikke se, at der foreligger et tilbud til medarbejderne, når medarbejderne intet opnår. Så supplementet må betragtes som et forsøg fra banken og Danica Pension på at tilegne sig midler, de ikke kan tilkomme. Selv om banken først kan foretage modregning ved det fyldte 67. år, vil jeg påstå, at banken alligevel får meget mere end forventet, for ATP har siden 1964 givet opsparerne en gennemsnitlig rente på 11 procent p.a. , og omkostningerne er på ca. kr. 30,- pr. person pr. år. En sådan forrentning har pensionsopsparerne næppe opnået hos Danica Pension. Danske Bank oplyste i februar 2006, at Danica Pension i tre af de sidste fem år har opnået en realrente, der er lavere end 3 % p.a., og fra dagspressen er det velkendt, at selskabet tilhører ”de dyre pensionsselskaber”, som har tårnhøje omkostninger. ATP-pension, der kan udbetales fra det fyldte 65. år til det fyldte 67. år, skal udbetales til medarbejderen, og der er ikke nogen grund til at forære banken pengene. Konklusion. Advokat Lars Svenning Andersen finder ikke anledning til at kritisere Finansforbundet for de konklusioner, som forbundet har nået, men beklager det langvarige sagsforløb. Det er utroligt, når det bygger på en pædagogisk måde, som tilsidesætter de af Danske Bank og Danica Pension fastsatte bestemmelser. Og det er også utroligt, at selv om banken og Danica Pension ikke overholder bestemmelserne, får selskaberne alligevel medhold i at administrere og foretage ændringer i pensionsaftalen, ligesom de har lyst til og uden medarbejdernes samtykke. Finansforbundet bør genoptage sagen og leve op til at varetage medlemmernes interesser og søge problemerne løst gennem en dialog med Danske Bank eller indhente en afgørelse fra en domstol. ellers kan jeg ikke se formålet med forbundets anmodning om, at jeg skulle levere en fotokopi af mit skriftlige materiale til advokat Steen Hellmann. Der kan selvfølgelig være en årsag, som jeg ikke kender. En løsning kunne være, at pensionsprocenten forhøjes til 67,5 for 45 års indbetaling af præmie efter det fyldte 20. år. Så ville alle få den pension, de har betalt for, uanset hvornår de er indtrådt i ordningen. Og ATP-pension, der kan udbetales fra 65 år skal udbetales til medarbejderne frem til det fyldte 67 år, hvorefter pensionen modregnes i alderspensionen. (Forkortet af redaktionen) Konklusion. Det kan ikke være rigtigt, at der skal kæmpes i årevis for at få den pension, der er betalt for. Og det kan ikke være meningen, at udsagn, opfattelser og fortolkninger af pensionsaftalens bestemmelser, giver indtryk af, at aftalen er en uforståelig rebus for medarbejderne, og mange opgiver kampen for sin ret. Derfor bør Finansforbundet genoptage sagen og indhente en afgørelse af en domstol, hvis Danske Bank og Danica Pension fortsat ikke vil give medarbejderne den pension, de har betalt for. ” I forlængelse af læserbrevet fremgik følgende indlæg af Dansk Kreds og Finansforbundet: ” Svar : Som det fremgår af [K]s indlæg har hans klage været forelagt Finansforbundets eksterne klageinstans ved advokat Lars Svenning Andersen. Denne har afvist hans klage. Vi finder på denne baggrund ikke anledning til at foretage os yderligere i sagen.” 2. Parternes synspunkter 2.1. [K]s synspunkter [K] har anført, at han efter at have indsendt sit indlæg blev kontaktet af redaktionsleder [A] den 14. november 2007. [A] oplyste, at indlægget ville fylde tre sider i bladet, og det var der ikke plads til i decembernummeret. Han ville have lov til at redigere indlægget eller bringe det ad to omgange, hvilket klager modsatte sig. Redigeringen er sket uden klagers vidende, og der står ikke noget i Finans om et sådan forbehold. [K] har videre anført, at Finans har bortredigeret store dele af hans læserbrev og dermed forringet værdien af klagers budskab og krænket klagers ytringsfrihed. Bortredigeringen af advokat Lars Svenning Andersens kritik af pensionsregulativet og Ankenævnets afgørelse er uacceptabel. Kritikken undergraver grundlaget for Dansk Banks og Danica Pensions beregning af pension og anciennitet, som selskaberne mener, er i overensstemmelse med pensionsregulativet og Ankenævnets afgørelse. 2.2. Finans’ synspunkter Finans har bekræftet, at bladet ikke skriver, at læserbreve kan blive forkortet. Omvendt oplyses heller ikke, at læserbreve bringes i deres fulde længde. [K] er flere gange telefonisk blevet gjort opmærksom på, at det er redaktionens ret at redigere læserbreve. Indlægget er forkortet af såvel pladsmæssige som væsentlighedsmæssige hensyn. Finans har afvist at have beskåret værdien af klagers budskab ved redigeringen. 3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Et massemedie har som led i den redaktionelle proces ret til på egen hånd at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse efter foretagne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket. Pressenævnet finder, at [K]s budskab ikke fremstår som forvansket efter den redigering, som Finans har foretaget af hans indlæg. Det fremgår videre, at indlægget er forkortet. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at Finans har tilsidesat god presseskik i forbindelse med offentliggørelsen af debatindlægget. Afgjort den 30. april 2008

Versioner

  1. 2008-05-06