Nævnet var kompetent til at behandle klagen og fastslog at det ikke var et krav efter loven, at et ansættelsesbevis skal indeholde oplysning om, at lønmodtageren ikke har ret til arbejdsmarkedspension, når dette følger af ansættelsesforholdet.
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9214@2008-06-05/da
Indhold
Nævnet var kompetent til at behandle klagen og fastslog at det ikke var et krav efter loven, at et ansættelsesbevis skal indeholde oplysning om, at lønmodtageren ikke har ret til arbejdsmarkedspension, når dette følger af ansættelsesforholdet.
Resumé Klager var ansat fra den 20. november 2006 til den 1. februar 2007 på fuld tid som rengøringsassistent hos A. Klager har v/advokat anmodet nævnet om at tage stilling til om, ansættelsesbeviset opfylder lovens krav og har anført, at ansættelsesaftalen er mangelfuld, idet den ikke indeholder oplysning om, hvorvidt klager har ret til arbejdsmarkedspension eller ej. Arbejdsgivers advokat har oplyst, at ansættelsesforholdet ikke er omfattet af overenskomst og har anført, at ansættelsesbeviset ikke er mangelfuldt, da det ikke er et krav efter loven, at ansættelsesbeviset skal indeholde oplysning om, at den ansatte ikke er berettiget til arbejdsmarkedspension. Med oplysningerne om ansættelsens varighed, arbejdstidens længde samt det forhold, at der ikke gjaldt en kollektiv overenskomst, fandt nævnet at det var kompetent til at behandle klagen. Nævnet fandt herefter efter en undersøgelse af ansættelsesaftalens indhold, at den opfylder kravene i lovens § 2, stk. 2. Vedrørende ansættelsesaftalens oplysning om ferie fandt nævnet, at overenskomstens henvisning til ferieloven er tilstrækkeligt til at opfylde oplysningspligten i denne henseende i lovens § 2, stk. 2, nr. 6. Endvidere fandt nævnet, at det efter lovens § 2, stk. 2 ikke kræves, at ansættelsesaftalen indeholder oplysning om, at lønmodtageren ikke har ret til arbejdsmarkedspension, når det af ansættelsesforholdet følger, at lønmodtageren ikke har ret til en sådan pension.
Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage vedrørende K på møde den 6. februar 2008. Nævnet traf denne
A har overholdt sin forpligtelse til at underrette K om vilkårene for ansættelsen.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet §§ 1, 2 og 3, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr.692 af 20. august 2002 (loven). Nævnet har ved afgørelsen lagt til grund, – at K fra 20. november 2006 til den 1. februar 2007 var ansat på fuld tid som rengøringsassistent hos arbejdsgiver, – at K fik udleveret en kopi af ansættelsesaftale, da en sådan er indsendt af hendes advokat, – at K ikke i medfør af ansættelsen har ret til arbejdsmarkedspension, og – at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst. Nævnet konstaterer herved, at K’s ansættelse har haft en varighed på mere end 1 måned og at hendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid har oversteget 8 timer. På baggrund af ovenstående finder lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet anvendelse, og da ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, følger, at nævnet er kompetent til at behandle sagen, jf. lovens § 1. Nævnet har efter en undersøgelse af ansættelsesaftalens indhold fundet, at den opfylder kravene i lovens § 2, stk. 2. Vedrørende ansættelsesaftalens oplysning om ferie har nævnet fundet, at overenskomstens henvisning til ferieloven er tilstrækkeligt til at opfylde oplysningspligten i denne henseende i lovens § 2, stk. 2, nr. 6. Endvidere har nævnet fundet, at det efter lovens § 2, stk. 2 ikke kræves, at ansættelsesaftalen indeholder oplysning om, at lønmodtageren ikke har ret til arbejdsmarkedspension, når det af ansættelsesforholdet følger, at lønmodtageren ikke har ret til en sådan pension. Endelig har nævnet fundet, at oplysningerne om vilkårene for ansættelsesforholdet opfylder lovens krav til formen, jf. § 2, stk. 3, nr. 3. På ankenævnets vegne FF fuldmægtig De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: A’s advokat 1. Sagsforløb Advokatfirmaet Y har i brev af 15. oktober 2007 på vegne af K anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at tage stilling til, om arbejdsgiver A har overholdt sin pligt efter loven til at oplyse K om vilkårene for ansættelsesforholdet. Specifikt har advokatfirmaet anført, at ansættelsesaftalen er mangelfuld, idet den ikke indeholder oplysning om, hvorvidt K har ret til arbejdsmarkedspension eller ej. Advokatfirmaet har i brevet indsendt kopi af ansættelsesaftalen. Det fremgår af sagen, at K fra den 20. november 2006 til den 1. februar 2007 var ansat på fuld tid som rengøringsassistent hos A. Advokatfirmaet A har som advokat for arbejdsgiver i besvarelse af høring i brev af 7. november 2007 indsendt udfyldt spørgeskema, hvoraf blandt andet fremgår, at der ikke gjaldt en overenskomst for ansættelsesforholdet. Arbejdsgivers advokat har endvidere i brevet anført, at det ikke er et krav efter loven, at ansættelsesbeviset skal indeholde oplysning om, at den ansatte ikke er berettiget til arbejdsmarkedspension. Det er videre anført, at lovens hensigt er at redegøre for hvilke forhold ansættelsen er omfattet af og ikke hvilke forhold, der ikke gælder for den pågældende ansættelse. Advokatfirmaet Y har ikke indsendt bemærkninger hertil. 2. Regler Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse. nr. 692 af 20. august 2002 § 1. Denne lov gælder for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end 1 måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer. Loven gælder ikke for personer, som er omfattet af sømandsloven. Stk. 2. Som lønmodtagere anses personer, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en pligt for arbejdsgiveren til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet følger af kollektiv overenskomst og denne indeholder regler, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet. Stk. 4. Loven kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for lønmodtageren, jf. dog stk. 3. Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at lønmodtagere, som har lejlighedsvist arbejde eller arbejde af særlig karakter, ikke skal være omfattet af denne lov. § 2. Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, herunder mindst de oplysninger, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10. Oplysningerne skal gives senest en måned efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Hvis lønmodtageren ikke fra ansættelsesforholdets begyndelse har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer, indtræder arbejdsgiverens oplysningspligt, når lønmodtageren inden for de seneste 4 uger har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer. Stk. 2. Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter mindst følgende oplysninger: 1) Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse. 2) Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæftiget på forskellige steder, og om hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse. 3) Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori. 4) Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt. 5) Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse. 6) Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferie. 7) Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom. 8) Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer. 9) Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid. 10) Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem disse parter er. Stk. 3. Oplysningerne kan gives i følgende dokumenter: 1) en skriftlig erklæring, som indeholder oplysning om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet bortset fra de oplysninger, der eventuelt er givet i et af de nedenfor i nr. 2-4 nævnte dokumenter, 2) en skriftlig arbejdskontrakt, 3) et ansættelsesbrev eller 4) et eller flere andre dokumenter, forudsat at mindst eet af disse indeholder samtlige oplysninger nævnt i stk. 2, nr. 1-4, 8 og 9. Stk. 4. Bortset fra de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5 samt 10, anses pligten til at oplyse lønmodtageren om de væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet for at være opfyldt, hvis der i de dokumenter, som er omtalt i stk. 3, henvises til love, administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektiv overenskomst, der gælder for de pågældende forhold. ……………………… § 5. Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt sin oplysningspligt efter loven, afgøres af Arbejdsmarkedets Ankenævn. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsmarkedets parter nærmere regler om Arbejdsmarkedets Ankenævns sammensætning og kompetence i forbindelse med nævnets behandling af sager efter loven. ………………… § 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1993 og har virkning for aftaler om ansættelsesforhold, som indgås den 1. juli 1993 eller senere. ………………………..