Gelex

Stadfæstelse af Fødevarestyrelsens afgørelse om dispensation fra bekendtgørelse om kvalitetsmæssige krav til kødprodukter m.v.

OphævetVersion 2008-06-11fra 2008-06-11 til 2009-08-25
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9230@2008-06-11/da

Indhold
  1. Indledning

Stadfæstelse af Fødevarestyrelsens afgørelse af 25. november 2005 om dispensation fra bekendtgørelse nr. 392 af 26. august 1985 om kvalitetsmæssige krav m.m. til kødprodukter i fedtreduceret leverpostej

De har ved brev af 23. december 2005 på vegne af Deres klient xxxxxxxx klaget over betingelsen om en maksimal fedtprocent på 14 % i Fødevarestyrelsens afgørelse af 25. november 2005 om dispensation fra bekendtgørelse nr. 392 af 26. august 1985 om kvalitetsmæssige krav m.m. til kødprodukter i fedtreduceret leverpostej. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og stadfæster Fødevarestyrelsens afgørelse af 25. november 2005 vedrørende dispensation fra bekendtgørelse nr. 392 af 26. august 1985 om kvalitetsmæssige krav m.m. til kødprodukter for fedtreduceret leverpostej. Dette betyder, at De skal følge Fødevarestyrelsens afgørelse. Produkter, der inden tre måneder fra modtagelsen af denne afgørelse, er fremstillet og mærket i overensstemmelse med Fødevarestyrelsens meddelelse om opsættende virkning af 24. januar 2006, kan markedsføres indtil lagrene er opbrugt. Det overvejes at ophæve kødkvalitetsbekendtgørelsen . En ophævelse tilsidesætter denne afgørelse, hvorefter virksomheden må tilpasse markedsføringen i forhold til vildledningsbestemmelserne , samt forordningen om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer . De kan læse mere om afgørelsen og begrundelsen for afgørelsen nedenfor.

xxxxxx søger den 10. august 2005 dispensation fra kødkvalitetsbekendtgørelsens bilag 3 b, punkt 3.9, vedrørende leverpostej. Virksomheden ønsker at fremstille en leverpostej, der ikke lever op til kvalitetsbekendtgørelsens krav med hensyn til kulhydrat, men virksomheden ønsker fortsat at benytte varebetegnelsen leverpostej. Fødevarestyrelsen meddeler den 28. september 2005 dispensation fra det analytiske krav til kulhydrat, men med betingelser, herunder krav om en fedtreduktion på minimum 30% ( Max 13 % /under 13g fedt pr. 100g). Virksomheden påklager afgørelsen. På baggrund af supplerende oplysninger fra Danske Slagterier meddeler Fødevarestyrelsen d. 25. november 2005en ny dispensation, hvorefter fedtindholdet i produkterne ikke må overstige14 %, hvorimod kravet var 13 % i den oprindelige dispensation. Desuden er der i den nye dispensation ikke længere et krav om, at produkterne skal anprises som fedtreducerede. Der skal dog stadig være sket en fedtreduktion, der muliggør en sådan anprisning, d.v.s. de max 14 %. Herudover er afgørelsens begrundelse mere fyldestgørende. Dispensation fra det analytiske krav til kulhydrat på maksimum 7 % i færdigvaren indrømmes under forudsætning af: – at fedtindholdet i varen ikke overstiger 14 %, – at kravene til indhold af lever på minimum 30 % samt proteinholdige fødevareingredienser på maksimum 5 % overholdes, samt – at den analytiske grænseværdi for kollagen på maksimum 2 % overholdes. De anfægter derimod lovligheden af følgende vilkår: – Dispensationen forudsætter, at produkterne vil kunne markedsføres som fedtreducerede, hvorfor fedtindholdet i produkterne ikke må overstige14 % i færdigvaren. – Det er ikke et krav, at produkterne anprises som fedtreducerede, men der skal være sket en fedtreduktion i en størrelsesorden, som muliggør en sådan anprisning, dvs. max 14%. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager lægger til grund, at det er denne del af vilkårene, der klages over. De anfører endvidere i klagen, at fedtindholdet ikke må være lavere end 15% , hvis konsistens og smag skal leve op til de forventninger, som virksomheden mener, at kunderne har til produktet. Virksomheden har oprindeligt søgt om dispensation til et fedtindhold på 17%. Hovedtrækkene i Deres begrundelse for at anfægte vilkårene er, at den praksis, Fødevarestyrelsen henviser til, ikke kan danne præcedens på grund af hjemmelsmangler, at der ikke er hjemmel til at stille de anfægtede betingelser, at De har en anden forståelse af tolerancegrænser end Fødevarestyrelsen, og De mener, at styrelsen benytter et forkert sammenligningsgrundlag for referenceprodukter i forhold til at fastlægge, hvor stor en fedtreduktion der er sket. D. 17. januar 2006 spørger Fødevarestyrelsen Fødevareinstituttet, om sammenligningsgrundlaget for referenceprodukter i instituttets Fødevaredatabase stadig er gældende med hensyn til tallene for fedtindhold i postejer, hvilket Fødevareinstituttet bekræfter i mail af samme dag. Fødevarestyrelsen meddeler Dem mail af 24. januar 2006, at styrelsen har besluttet at tillægge klagen opsættende virkning. I brev af 27. januar 2006 fremsender Fødevarestyrelsen bemærkninger til departementet, der sender styrelsens bemærkninger i høring hos klager. Som svar på departementets mail af 5. april 2006 om praksis på området, fremsender Fødevarestyrelsen 3 afgørelser, der udgør den relevante praksis fra 2001 til 2006. Styrelsen oplyser, at der endvidere er udstedt nogle få dispensationer i perioden før 2001. Det drejer sig om postejer med et meget lavt fedtindhold, omkring 3 %, bl.a. fra den XXXXX. Da disse afgørelser er fra før det elektroniske journalsystem, og må formodes at være lagt på fjernarkiv, har styrelsen ikke kunnet fremskaffe disse. Der er endvidere en tidsbegrænset afgørelse fra juni 1990, om dispensation fra kødkvalitetsbekendtgørelsen til et testsalg af kødprodukter. Fødevarestyrelsen har den 15. april 2008 telefonisk oplyst, at der ikke er nogen nyere praksis. Departementet sender i mail af 1. maj 2006 praksis i partshøring hos Dem. Den 18. maj 2006 sender De bemærkninger til styrelsens kommentarer og til praksis. Den 6. september 2006 sender Fødevarestyrelsen kommentarer til Deres bemærkninger af 18. maj 2006. Departementet sender disse bemærkninger sammen med en liste over referenceprodukter for postejer i partshøring hos Dem i mail af 7. september 2006. De fremsender endelige bemærkninger i mail af 26. september 2006. Hovedindholdet i udvekslingen af bemærkninger mellem Dem og Fødevarestyrelsen følger hovedtrækkene i klage af 23. december 2005, jf. ovenfor. Den 4. april 2008 sender Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager en orientering til Dem om, at sekretariatet har overtaget sagen. De har fremsendt materiale fra analyseinstituttet ACNilsen og senere givet bemærkninger til materialet, senest i mail af 26. september 2006. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har i mail af 9. maj 2008 hørt Fødevareinstituttet, om instituttet under hensyn til materialet fra ACNielsen og de opfølgende kommentarer stadig finder, at fødevaredatabankens tal er de mest valide. Instituttet har svaret i mail af 13. maj 2008, at fødevaredatabankens tal er de mest valide.

Sagen omfatter en righoldig korrespondance hvor Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har opdelt hovedpunkterne i parternes argumentation under følgende spørgsmål: 1. Er der hjemmel til at stille betingelser om fedtprocent og betingelser om, at produktet skal overholde betingelserne for at kunne markedsføres som fedtfattigt (krav om max 15 procent fedt) 2. Er der hjemmel til at stille krav om, at fedtreduktionen skal være på 30 %. 3. Er der benyttet et korrekt sammenligningsgrundlag som grundlag for at fastlægge betingelsen om max 15 % fedt. Vedrørende spørgsmål 1 om hvorvidt der er hjemmel til at stille betingelser om fedtprocent og betingelser om, at produktet skal overholde betingelserne for at kunne markedsføres som fedtfattigt, mener de, at der alene kan knyttes betingelser til dispensationen, der har hjemmel i bekendtgørelse om kvalitetsmæssige krav m.m. til kødprodukter. Fødevarestyrelsens afgørelse tager imidlertid hjemmel i både vildledningsbestemmelserne og bekendtgørelse om kvalitetsmæssige krav til kødprodukter. De gør i den forbindelse opmærksom på, at der kun er ansøgt om dispensation fra varestandarden. De finder, at kravet om, at produktet skal opfylde betingelserne for at kunne markedsføres som fedtfattigt, ikke er en lovlig betingelse, idet kravet ikke angår hensyn, som skal varetages via varestandarden, men via anden lovgivning. Dispensationsbestemmelsen findes i varestandardens § 8: ”Statens levnedsmiddelinstitut kan i særlige tilfælde, når forholdene taler for det, herunder i tilfælde af kortvarige forsøgssalg, dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.” Virksomheden har søgt om dispensation til at kalde et produkt for leverpostej, selvom produktet ikke opfylder varestandarden og forbrugernes forventninger til produktet. Forholdet, der taler for at give en sådan dispensation, er, at der er tale om et fedtreduceret produkt. Hvor stor reduktionen i fedtprocenten skal være, for at der er tale om et ”fedtreduceret produkt” behandles nedenfor under spørgsmål 2 og spørgsmål 3. Ved lex specialis princippet forstås, at en særlig lovregel finder anvendelse frem for en generel lovregel. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager er enig i, at varestandarden er en lex specialis regel, der har forrang frem for de generelle vildledningsregler. Virksomheden ønsker jf. Deres brev af 23. december 2005, at anprise produktet som ”leverpostej – 25 % mindre fedt ”. Betingelserne for at benytte selve betegnelsen ”leverpostej” reguleres af varestandarden, medens ”25 % mindre fedt” reguleres af vildledningsbestemmelserne. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder således, at når varestandarden ikke regulerer hvilke betingelser om fedtprocent, der kan stilles, kan de generelle vildledningsregler anvendes som begrundelse for vilkåret, uden at dette er i strid med lex specialis princippet. Det er normal forvaltningspraksis, at anvende integreret retskildepraksis og vægte lovgivningen indbyrdes . I det foreliggende tilfælde er der tale om en vurdering, af under hvilke forhold varestandarden kan fraviges, hvor vildledningsvurderingen er et komplementært hensyn i forhold til såvel forbrugere og konkurrerende virksomheder. Vildledningsbetragtninger er i denne forbindelse lovlige kriterier ved vurderingen af muligheden for dispensationsadgang og lovlige betragtninger ved fastlæggelse af vilkår. Både vildledningsbestemmelser og varestandarder beskytter både andre producenter og forbrugere. De anfører, at den praksis, som Fødevarestyrelsen har fremlagt, ikke kan danne præcedens. Fødevarestyrelsen oplyser i mail af 28. april 2006, at der er tre afgørelser fra 2001. Disse tre afgørelser udgør den relevante praksis fra 2001 til 2006. Disse tre afgørelser har de samme vilkår som den indklagede afgørelse, idet de dog kun tillader en fedtprocent på 10 %. De anfægter, at denne praksis kan danne præcedens, idet Fødevarestyrelsens tre afgørelser henviser til en endnu ikke vedtaget lovgivning. De tre afgørelser fra Fødevarestyrelsen henviser til en ændring af bekendtgørelse om kvalitetsmæssige krav m.m. til kødprodukter, men oplyser om den kommende ændring af bekendtgørelsen som en forklaring/begrundelse, ikke som hjemmel. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, at den fremlagte praksis kan danne præcedens, og at den understøtter Fødevarestyrelsens betingelser, der med en accept af en højere fedtprocent endog er mere lempelig end hidtidig praksis. De henviser til, at der ikke er hjemmel til at stille krav til markedsføring, og at det ”udtrykkeligt” fremgår af de tre tidligere afgørelser, der udgør den hidtidige praksis, at dispensationen ikke vedrører øvrige krav til kødproduktets sammensætning, deklaration eller markedsføring”. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, at de tre afgørelser henviser til, at der ved dispensationen ikke er taget stilling til markedsføring i øvrigt. Styrelsen har, jf. afgørelse af 25. november 2005, ved disse tre afgørelser lagt afgørende vægt på, at der er tale om produkter med et meget lavt fedtindhold, hvilket ikke vil kunne lade sig gøre under respekt af bekendtgørelsens bestemmelser om maksimalt kulhydratindhold. De gør endvidere gældende, at der skal foretages et skøn baseret på nutidige forhold og ikke de forhold, der var gældende, da bekendtgørelsen blev vedtaget i 1985. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager er enig i, at der med baggrund i hidtidig praksis skal ske en konkret vurdering under hensyn til de konkrete aktuelle forhold. Sekretariatet finder, at Fødevarestyrelsen i den konkrete sag har foretaget en begrundet konkret vurdering og endog fraveget hidtidig praksis til fordel for ansøger. De gør gældende, at Fødevarestyrelsen ikke har hjemmel til at knytte en betingelse til en dispensation fra de analytiske krav, som går ud på en særlig markedsføring af produktet. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager er enig i, at der i den konkrete sag ikke er hjemmel til at stille krav om hvilke anprisninger, producenten skal benytte i markedsføringen, som det er sket i Fødevarestyrelsens dispensation af 28. september 2005. Fødevarestyrelsen har imidlertid ændret dette krav i brev af 25. november 2005. Der er herefter ikke et krav om, at produkterne rent faktisk anprises som fedtreducerede, men at der maksimalt må være en fedtprocent på 14 %, hvilket muliggør en sådan anprisning - i forhold til fedtindholdet. De gør gældende, at når Fødevarestyrelsen ikke har hjemmel til at stille krav til, hvorledes virksomhedens markedsføring skal udformes, har Fødevarestyrelsen heller ikke hjemmel til at stille krav om, at produktet skal leve op til de krav, der stilles til en særlig markedsføring af produktet. Som nævnt ovenfor er grundlaget for Fødevarestyrelsens dispensation, at der er tale om et fedtreduceret produkt . Som følge heraf finder Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager, at styrelsen også kan stille krav om, at produktet, opfylder betingelserne for at kunne markedsføres som fedtreduceret. Det er konkrete krav til, hvorledes markedsføringen skal udformes, styrelsen ikke har hjemmel til. Styrelsen kan således ikke kræve produktet markedsført som fedtreduceret, men derimod at virksomheden markedsfører produktet således, at forbrugeren ikke vildledes til at tro, at der er tale om en traditionel leverpostej. I vildledningsbestemmelserne stilles der generelt krav om en hvis reduktion af fedtprocenten, før et produkt kan anprises som fedtfattigt, idet forbrugeren ikke kan forventes at kunne forholde sig til forskellige reduktionsfaktorer, hvor de endog ikke engang kender udgangspunktet for reduktionen. Hvis Fødevarestyrelsen imødekom ansøgningen uden betingelser, ville det betyde, at styrelsen – i det konkrete tilfælde - efterfølgende måtte starte en sag om, at markedsføring i overensstemmelse med den givne dispensation er i strid med vildledningsbestemmelserne. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder herefter, at der er hjemmel til at stille betingelser om, at produktet skal overholde vilkårene for at kunne markedsføres som fedtfattigt i form af et krav om en bestemt fedtreduktion. Jf. spørgsmål 2 ovenfor, må der herefter tages stilling til, om der er hjemmel til at stille krav om en reduktion af fedtindholdet på 30 %. De mener, at diskussionen om minimumskrav til fedtreduktion alene er relevant, hvor udtryk som ”fedtreduceret” anvendes alene, og at anvendelse af udtryk som ”20 % mindre fedt” ikke er vildledende, forudsat forbrugerne forklares, at det er en sammenlignende anprisning med de typiske produkter på markedet. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager er enig med Fødevarestyrelsen i, at anprisninger som ”25% mindre fedt” og ”fedtreduceret” har samme signalværdi overfor forbrugeren, da det er en anprisning, der gør opmærksom på at der er mindre fedt end i sammenlignelige produkter. Forbrugeren kan ikke formodes at have styr på totale og relative fedtprocenter, hvorfor der må kunne stilles krav om en minimumsreduktion. De finder, at de betingelser Fødevarestyrelsen stiller for at anvende anprisningen ”Fedtreduceret”, er stillet på basis af en fejlagtig udlægning af lovgivningen og uden hjemmel. De mener, at Fødevarestyrelsen ikke har hjemmel til at stille krav om en 30 % reduktion af fedtprocenten, men må acceptere en reduktion på 25 %. Her er diskussionspunktet således selve størrelsen af kravet til den reducerede fedtprocent. I andre Europæiske lande har kravet svinget fra lande som f.eks. England, hvor der kun var et krav om en 25 % reduktion til Sverige , hvor der var krav om en halvering af fedtprocenten i forhold til sammenlignelige produkter . Codex Alimentarius arbejder, ud fra lidt andre opdelinger i anprisninger, men opererer som England med 25 %. I vejledning om anprisningen light/let for levnedsmidler fremgår det, at styrelsen ikke anser en fedtreduktion på 30 % som tilstrækkelig til at give en væsentlig fedtreduktion. Styrelsen finder derfor, at light/let kun kan anvendes om fedtholdige produkter, hvis fedtindholdet er reduceret med mindst 50 %. I den nuværende forordning om ernærings- og sundhedsanprisninger (var ikke gældende da Fødevarestyrelsen traf sin afgørelse), opereres der med et krav om 30 % reduktion, når der anprises med et reduceret indhold af næringsstoffer. Dette krav gælder også ved anprisning om let m.v. eller anprisninger, der må antages at samme betydning for forbrugeren. I en del af begrundelsen for en reduktion på mindst 30 %, nævner Fødevarestyrelsen, at kravet skal ses i forhold til de vejledende retningslinier for tolerancer ved næringsdeklerationer, hvilket De finder ikke giver mening. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder imidlertid, at Fødevarestyrelsen i brev af 25. november 2005 udførligt har begrundet, hvorfor et relativt stort toleranceinterval må medføre, at fedtreducerede produkter i væsentligt grad skal differentiere sig fra hinanden for ikke at være ens, når produkterne ligger i yderpunkterne af toleranceintervallerne. På tidspunktet for Fødevarestyrelsens afgørelse var der ikke fastsat regler om, hvor stor reduktionen af fedtprocenten skulle være. Men der var en praksis, om en reduktion på 50% for anpriste produkter, ud fra de vejledende retningslinier for tolerance ved næringsdeklarationer, hvor der skal være en reel difference i forhold til andre produkter. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens krav om en 30 % reduktion, der endvidere nu er fastlagt i forordningen om ernærings- og sundhedsanprisninger. Jf. spørgsmål 3 ovenfor må det herefter undersøges, om der er benyttet et korrekt udgangspunkt for en 30 % reduktion. Indledningsvis skal gøres opmærksom på, at når grundlaget for beregningsgrundlaget skal vurderes, er der ikke tale om, at virksomheden skal bevise sandhedsværdien af en anprisning, men om hvorvidt det grundlag Fødevarestyrelsen har benyttet til at komme frem til betingelsen om en maksimal fedtprocent på 14 %, skal tilsidesættes som forkert. Vedrørende sammenligningsgrundlaget for udregning af reduktion i fedtprocenten har såvel klager som Fødevarestyrelsen forelagt spørgsmålet for Fødevareinstituttet, der i mail af 17. januar 2006 svarer på om Fødevaredatabankens tal vedrørende leverpostej holder i dag: ”Jeg kan oplyse, at prøverne af leverpostej er indsamlet med sidste holdbarhedsdato svarende til marts 1998 og prøverne af fedtreduceret leverpostej har holdbarhedsdato omkring 1. juni 1999. Data er således ca. 6 år gamle. Det er altså i almindelig levnedsmiddeltabel sammenhæng ret så nye data. For at afgøre om tallene holder nu, skal vi undersøge om leverpostej for 6 år siden er ingrediensmæssigt analoge med leverpostej i dag. Det har vi ikke undersøgt og agter heller ikke at gøre det, med mindre noget tyder på at leverpostej skulle have ændret sig i de sidste 6 år. Min vurdering er på dette grundlag at vores data for leverpostej er en god værdi for leverpostej købt og spist i dag.” Tallene er udarbejdet ved, at leverpostejerne blev udvalgt, så de udgjorde de 20 mest solgte på prøvetagningstidspunktet De har fremsendt tabelmateriale fra analyseinstituttet ACNielsen og oplyst, det dækker 70 % af markedet, hvor gennemsnitsværdien af vægtet fedt er 22,22 % (30 % reducering 15,5 %). De oplyser senere, at der er indhentet yderligere materiale fra ACNielsen, så det nu er 91 % af markedet, der dækkes af tallene. De nye tal fremgår dog ikke af sagen, men De oplyser, at virksomheden på grundlag af de nye oplysninger fra ACnielsen kommer frem til en gennemsnitlig fedtprocent på 22,5 %. De henviser til, at der ikke findes bindende retsakter i dansk ret, som regulerer præcis, hvorledes sammenligningen skal foretages. De gør gældende, at Fødevarestyrelsen ikke har hjemmel til at pålægge virksomheden at anvende bestemte data til brug for beregningen. De gør endvidere gældende, at virksomheden vil kunne anvende data fra de tre største konkurrenter til brug for sammenligningen ud fra ACNielsens statistikker. De finder endvidere, at de data fra fødevaredatabanken, som Fødevarestyrelsen anvender, ikke er er egnet som et sammenligningsgrundlag, bl.a. på grund af manglende opdatering (tallene var på dette tidspunkt ca. 6 år gamle). Herudover kritiserer De tallene fra fødevaredatabanken for, at postejer med en lille markedsandel vejer lige så tungt som dem størst markedsandel. De anfører, at den fedtprocent, som virksomheden har anvendt ved beregningen af fedtreduktionen, giver et retvisende billede af det gennemsnitlige fedtindhold i 91 % af de solgte produkter på det danske marked. De finder endvidere, at der ikke kan føres bevis for aktualiteten af tallene i fødevaredatabanken ved, at Fødevareinstituttet udtaler, at tallene stadig er retvisende. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har forelagt spørgsmålet om, hvilke tal der bør benyttes for Fødevareinstituttet. Fødevareinstituttet svarer blandt andet: ”Sammenligner man værdierne i sagspapirerne herunder tallene fra A.C.Nielsen med tallene i skemaet nedenfor, ser man, at den ene sagspart (virksomheden) holder sig tæt op ad de deklarerede værdier, mens sagens anden part holder sig til de analyserede værdier. Spørgsmålet om betydningen af alderen af fødevaredatabankens data om leverpostej, kan med en vis sikkerhed belyses ud fra sagens forskellige oplysninger, idet de medsendte værdier for den deklarerede mængde af fedt i leverpostej fra A.C.Nielsen angiver den samme gennemsnitlige værdi på ca. 22 gram pr. 100 gram leverpostej, som også findes i Fødevarestyrelsens tabelprojekter 97641-02 og 98641-03. Dette antyder, at der, hvad fedtindholdet i leverpostej angår, ikke er sket ændringer siden da. Spørgsmålet synes altså at være, om det er de deklarerede værdier eller de analyserede værdier, der skal ligge til grund for sagens afgørelse. Det er her vores vurdering, at de analyserede værdier afspejler de faktiske forhold bedre end de deklarerede næringsstof værdier. Det stillede spørgsmål kan derfor besvares helt klart – og nu efter denne grundige gennemgang af databankens baggrundsmateriale med forøget styrke – Ja, vi mener at fødevaredatabankens tal er de mest valide.” Idet Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager lægger Fødevareinstituttets udtalelse til grund finder sekretariatet herefter, at det grundlag, som Fødevarestyrelsen har benyttet til at komme frem til betingelsen om en maksimal fedtprocent på 14 %, er pålideligt og tilstrækkeligt. De mener, at en fastholdelse af dispensationspolitikken vil være, at et produkt som denne virksomheds med et lidt lavere fedtindhold, skal sælges under betegnelsen bagt hakket lever med fedt, kartoffelfibre og vand – 25 % mindre fedt end leverpostej, mens det vil være tilladt at sælge leverpostej med kun 3 % fedt, som henvender sig til en meget lille gruppe af befolkningen. I Deres brev af 18. maj 2006 er argumentationen udbygget. Det ligger ikke inden for Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers kompetence at kommentere, producentens overvejelser om kommende varebetegnelser for nye produkter. Med hensyn til hvor stor en gruppe af købere der er til et anprist produkt, findes dette at være behandlet under spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren vildledes ved at købe et produkt, hvor fedtreduktionen er utilstrækkelig i forhold til andre fedtreducerede produkter. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder på ovenstående grundlag. – at Fødevarestyrelsen har haft hjemmel til at stille de givne betingelser i dispensationen, – at der på tidspunktet for afgørelsen kunne stilles krav om en reduktion af fedtprocenten på 30 %, hvilket i dag er fastlagt i forordningen om ernærings- og sundhedsanprisninger, og endelig – at fødevaredatabankens data anses for at være det korrekte udgangspunkt for beregninger af fedtreduktion.

På ovennævnte baggrund stadfæster Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager Fødevarestyrelsens afgørelse af 25. november 2005 vedrørende dispensation fra bekendtgørelse nr. 392 af 26. august 1985 om kvalitetsmæssige krav m.m. til kødprodukter for fedtreduceret leverpostej. Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Fødevarestyrelsen modtager kopi af denne afgørelse. Venlig hilsen Lars Aslo - Petersen Fuldmægtig

Versioner

  1. 2008-06-11, til 2009-08-25