Medlemmet ikke modtaget EØS-dagpenge med urette, ingen tilbagebetaling af dagpenge, attest E 303, uagtsomhed, ingen karantæne
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9473@2008-08-01/da
Indhold
Medlemmet ikke modtaget EØS-dagpenge med urette, ingen tilbagebetaling af dagpenge, attest E 303, uagtsomhed, ingen karantæne
Resumé Medlemmet søgte den 15. februar 2002 om at modtage danske dagpenge under arbejdssøgning i Italien (attest E 303). Den 22. februar 2002 udstedte Arbejdsdirektoratet en attest E 303 for perioden 5. marts 2002 til 4. juni 2002, der gav medlemmet ret til dagpenge, mens hun søgte arbejde i Italien. Af afgørelsen fremgår det, at – dagpengebeløbet fremgår af attestens punkt 4.2, – medlemmet selv burde kontrollere, at det beløb, der blev udbetalt af den udenlandske myndighed var korrekt, – hvis der blev udbetalt dagpenge med urette ville direktoratet tage stilling til en eventuel tilbagebetaling Af attesten fremgår det, at – medlemmet havde ret til en daglig nettoydelse på 352 kr. i 66 dage. De italienske myndigheder oplyste i 2002 i forbindelse med returneringen af attest E 303/4, at medlemmet havde fået udbetalt dagpenge i perioden fra den 5. marts 2002 til og med den 3. juni 2002 svarende til 65 dage, i alt 3080,48 euro. I forbindelse med returneringen af attest E 303/5 og anmodning om refusion for udbetalte ydelser oplyste de italienske myndigheder i 2005, at medlemmet havde fået udbetalt dagpenge i perioden fra den 5. marts 2002 til den 16. maj 2002 i alt 53 dage, og at hun ikke havde fået udbetalt dagpenge i perioden fra den 17. maj 2002 til den 4. juni 2002 i alt 13 dage. Der forelå således modstridende oplysninger om hvilken periode, medlemmet skulle have opholdt sig og have fået udbetalt dagpenge i Italien. Da de italienske myndigheder var fremkommet med divergerende oplysninger, anmodede direktoratet de italienske myndigheder om at oplyse den korrekte periode. De italienske myndigheder har ikke svaret på direktoratets henvendelse. Medlemmet har anført i sin klage, at hun under hele forløbet har været i god tro, og at forløbet har været meget rodet. Nævnet fandt, at medlemmet alene skulle anses for at have modtaget dagpenge udbetalt af de italienske myndigheder i perioden 5. marts – 16. maj 2002. Nævnet fandt, at de italienske myndigheders oplysninger fra 2002, hvorefter medlemmet udrejste den 17. maj 2002, må være de korrekte oplysninger. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i 2002 var tale om aktuelle oplysninger, idet medlemmet var udrejst ca. 1 måned tidligere. Samtidig fandt nævnet det ikke særligt sandsynligt, at det havde været muligt for de italienske myndigheder at udbetale ydelser til en person, som ikke længere havde en italiensk adresse. Der forelå endvidere ikke dokumentation for udbetaling af ydelser efter den 16. maj 2002. Nævnet fandt det således alene godtgjort, at medlemmet havde modtaget EØS dagpenge fra de italienske myndigheder i perioden fra den 5. marts 2002 til den 16. maj 2002 i alt 53 dage. Medlemmet havde derfor ikke modtaget EØS dagpenge med udrette og skulle derfor ikke tilbagebetale 4.252,57 kr.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 31. januar 2008. Nævnet traf denne
Bilag 1
A F G Ø R E L S E De har ikke uretmæssigt modtaget dagpenge under Deres ophold i Italien. De skal derfor ikke tilbagebetale 4.252,57 kr., som De modtog under Deres ophold i Italien. Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 19. december 2006. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – De i perioden fra den 5. marts til den 16. maj 2002 var arbejdssøgende i Italien, – De i denne periode retmæssigt fik udbetalt dagpenge af de italienske myndigheder, – Deres daværende a-kasse har oplyst, at De modtog EØS-dagpenge fra den 5. marts til den 16. maj 2002, og at De på ny meldte Dem ledig i Danmark den 22. maj 2002, – De ikke har modtaget en specifik oversigt over størrelsen på de udbetalte beløb, – De har modtaget kvitteringer vedr. de udbetalte beløb, men at De ikke længere er i besiddelse af disse, da udbetalingerne ligger 5 år tilbage i tiden, og – De fik udbetalt dagpengene kontant eller via checks. Retten til dagpenge Ifølge Arbejdsdirektoratets afgørelse af 22. februar 2002 havde De ret til at modtage dagpenge under Deres arbejdssøgning i Italien fra den 5. marts 2002 til den 4. juni 2002, i alt 66 dage. Idet De udrejste af Italien den 17. maj 2002 havde De alene ret til at modtage dagpenge i perioden fra den 5. marts 2002 til den 16. maj 2002. Nævnet finder, at De alene skal anses for at have modtaget dagpenge udbetalt af de italienske myndigheder i perioden 5. marts – 16. maj 2002. De italienske myndigheder har i 2002 oplyst, at De udrejste af Italien den 17. maj 2002. I 2005 har de samme myndigheder imidlertid i forbindelse med anmodning om refusion for udbetalte dagpenge til Dem, anført at De havde fået udbetalt dagpenge i hele attestperioden, dvs. frem til og med den 3. juni 2002. Der foreligger således modstridende oplysninger om perioden, hvor De skulle have opholdt Dem og have fået udbetalt dagpenge i Italien. Ankenævnet finder imidlertid, at de italienske myndigheders oplysninger fra 2002, hvorefter De udrejste den 17. maj 2002, må være de korrekte oplysninger. Ankenævnet har lagt vægt på, at der i 2002 er tale om aktuelle oplysninger, idet De var udrejst ca. 1 måned tidligere. Samtidig vurderes det ikke som særligt sandsynligt, at det har været muligt for de italienske myndigheder at udbetale ydelser til en person, som ikke længere havde en italiensk adresse. Der foreligger således heller ikke dokumentation for udbetaling af ydelser efter den 16. maj 2002. Ankenævnet har endelig lagt vægt på, at De står registreret som tilmeldt som ledig i Danmark hos AF fra den 22. maj 2002. Tilbagebetaling Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde indse, at modtagelse af beløbet var uberettiget. Nævnet finder det jf. ovenfor alene godtgjort, at De har modtaget EØS dagpenge fra de italienske myndigheder i perioden fra den 5. marts 2002 til den 16. maj 2002 i alt 53 dage. De har derfor ikke modtaget EØS dagpenge med udrette og skal derfor ikke tilbagebetale 4.252,57 kr. R E G L E R Ankenævnet henviser til – Artikel 69, stk. 1, 2 og 3 i Rådsforordningen (EØS) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og – § 86 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet, Deres a-kasse og Deres egne oplysninger. De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Regler Rådsforordning (EØS) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet Afdeling 2 Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end den kompetente stat Artikel 69 Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser 1. En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser: a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist b) han skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han rejser til, og […] c) retten til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den pågældende har ret til ydelser i medfør af den nævnte stats lovgivning; hvor det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til den resterende periode indtil udløbet af den sæson, for hvilken han er ansat. 2. Såfremt den pågældende vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af den periode, i hvilken han efter bestemmelserne i stk. 1, litra c), har ret til ydelser, er han forsat berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist. 3. Bestemmelserne i stk. 1 kan kun påberåbes én gang mellem to beskæftigelsesperioder. Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. nr. 603 af 25. juni 2001. Kapitel 13 Tilbagebetaling og sanktioner § 86 a. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71, skal betale beløbet tilbage, hvis medlemmet har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpengene, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.