Gelex

Nedsatte dagpenge, ukontrollabel arbejdstid, sælger

OphævetVersion 2008-08-01fra 2008-08-01 til 2017-10-20
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9478@2008-08-01/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Nedsatte dagpenge, ukontrollabel arbejdstid, sælger

Resumé Medlemmet opsagde sit arbejde med virkning fra 30. juni 2007. Arbejdet havde bestået i tilbudsgivning, salg, opsøgende salg og deltagelse på messer. Medlemmet var selv ansvarlig for tilrettelæggelsen af sine arbejdsopgaver. Medlemmet udførte 70 procent af sit arbejde på virksomhedsadressen. Ifølge den individuelle ansættelsesaftale var den ugentlige arbejdstid på 37 timer. Der var som led i stillingen pligt til overarbejde, der måtte påregnes i et vist omfang. Stillingen honoreredes ikke for overarbejde. Ankenævnet fandt, at arbejdstiden skulle anses for ukontrollabel. Ankenævnet havde herved lagt vægt på, at medlemmets arbejdstid ikke blev registreret, at medlemmet selv tilrettelagde sit arbejde og arbejdstid, at en del af arbejdet ikke foregik på arbejdsgiverens adresse, at det ikke var muligt for arbejdsgiveren at kontrollere arbejdstiden under udførelsen af samtlige arbejdsopgaver, samt at overarbejde ikke blev honoreret. Arbejdet kunne dermed ikke registreres ved arbejdsgiverens registreringer. Det forhold, at arbejdsgiveren efterfølgende kunne registrere fakta i relation til arbejde og indtjening (besøgsrapporter, liste over planlagte aktiviteter, liste over opnåede resultater m.v.), kunne ikke føre til andet resultat. Kravet til registrering kan ikke opfyldes ved, at en ansat selv registrerer arbejdstiden og herefter oplyser denne til arbejdsgiveren. Arbejdsgiver vil på denne baggrund ikke kunne afgive oplysninger om arbejdstiden, som ikke bygger på den ansattes egne oplysninger. Ankenævnet havde endvidere lagt vægt på, at arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm ikke var fastsat i kollektiv overenskomst. Ankenævnet var opmærksom på, at der i den skriftlige individuelle ansættelsesaftale var angivet, at arbejdstiden var på 37 timer om ugen, men det fremgik samtidig af ansættelseskontrakten, at der som led i stillingen var pligt til overarbejde, der måtte påregnes i et vist omfang, at overarbejde ikke honoreredes, samt at en del af arbejdet foregik uden for virksomhedens adresse. Det forhold, at medlemmet efterfølgende havde sendt en bekræftelse fra arbejdsgiveren vedrørende den ugentlige arbejdstid og daglige arbejdstider kunne ikke begrunde en ændret vurdering, idet arbejdstiden skal være fastsat i den individuelle ansættelsesaftale.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den xx.. Nævnet traf denne

Bilag 1

A F G Ø R E L S E Deres arbejdstid som xx for xxx skal anses for ukontrollabel. Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den xxxx. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – De i perioden 1. oktober 2005 til 30. juni 2007 arbejdede som xx for xxx, – Deres arbejde bestod i tilbudsgivning, salg, opsøgende salg, kundepleje og deltagelse på messer, – De selv var ansvarlig for tilrettelæggelsen af Deres arbejdsopgaver og selv ansvarlig for tilrettelæggelsen af arbejdstiden. Deres arbejdstid blev ikke registreret, – De udførte 70 procent af Deres arbejde på virksomhedens adresse, – De ifølge ansættelsesaftalen havde en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Der var som led i stillingen pligt til overarbejde, der måtte påregnes i et vist omfang. Stillingen honoreredes ikke for overarbejde, – Deres tidligere arbejdsgivere har i brev af 28. juli 2007 bekræftet, at De ikke havde haft overarbejde i den tid De havde arbejdet for arbejdsgiveren, og – Deres tidligere arbejdsgiver i brev af 20. september 2007 har oplyst, at De under Deres ansættelse havde været underlagt samme regler om fremmøde som er gældende for alle øvrige funktionærer i virksomheden, hvilket er: mandag til torsdag kl. 8.00 til 16.00 og fredag kl. 8.00 til 15.30, alle dage incl. en selvfinansieret middagspause. Det fremgår af reglerne, at hvis et medlems arbejdstid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres skal nettoindtægten fra arbejdet omregnes til timer med den til enhver tid gældende omregningssats. Arbejdstiden anses som kontrollabel, hvis arbejdstiden kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer. Arbejdstiden anses også for kontrollabel, hvis medlemmet er fast lønnet og arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm er fastsat i kollektiv overenskomst, som gælder for medlemmet og arbejdsgiveren. Arbejdstiden anses endvidere for kontrollabel, hvis medlemmet er fast lønnet, og den skriftlige individuelle aftale om ansættelse henviser til en kollektiv overenskomst for et tilsvarende fagligt område, hvori arbejdstiden eller en norm om arbejdstid er fastsat. Hvis arbejdstiden - ud fra ovennævnte - ikke anses for kontrollabel, kan arbejdstiden dog anses for kontrollabel på grundlag af skriftlig individuel ansættelsesaftale, hvis medlemmet er fast lønnet, og arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm er fastsat i aftalen. Desuden skal mindst 2 af 6 kriterier, der er opregnet i bestemmelsen være opfyldt. Ankenævnet finder ikke, at Deres arbejdstid ved xxx kan anses for kontrollabel. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at Deres arbejdstid ikke blev registreret, at De selv tilrettelagde Deres arbejde og arbejdstid, at en del af arbejdet ikke foregik på arbejdsgiverens adresse, at det ikke var muligt for Deres arbejdsgiver at kontrollere Deres arbejdstid under udførelsen af samtlige arbejdsopgaver, samt at overarbejde ikke blev honoreret. Deres arbejde kunne dermed ikke registreres ved arbejdsgivernes registreringer. Det forhold, at Deres arbejdsgiver efterfølgende kan registrere fakta i relation til Deres arbejde og indtjening (besøgsrapporter, liste over planlagte aktiviteter, liste over opnåede resultater m.v.) kan ikke føre til andet resultat. Kravet til registrering kan ikke opfyldes ved, at en ansat selv registrerer arbejdstiden og herefter oplyser denne til arbejdsgiveren. Arbejdsgiver vil på denne baggrund ikke kunne afgive oplysninger om arbejdstiden, som ikke bygger på den ansattes egne oplysninger. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at Deres arbejdstid eller en arbejdstidsnorm ikke var fastsat i kollektiv overenskomst. Ankenævnet er opmærksom på, at der i den skriftlige individuelle ansættelsesaftale var angivet, at arbejdstiden var på 37 timer om ugen, men det fremgår samtidig af ansættelseskontrakten, at der som led i stillingen er pligt til overarbejde, der må påregnes i et vist omfang, at overarbejde ikke honoreres, samt at en del af arbejdet foregår uden for virksomhedens adresse. Det forhold, at De efterfølgende har sendt en bekræftelse fra Deres arbejdsgiver vedrørende den ugentlige arbejdstid og daglige arbejdstider finder ankenævnet ikke kan begrunde en ændret vurdering, idet arbejdstiden skal være fastsat i den individuelle ansættelsesaftale. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 59, stk. 3 lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 – §§ 3 og 4 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 966 af 8. november 2001 om supplerende dagpenge, og – §§ 1 og 4 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 902 af 9. december 1999 om overskydende timer. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: xx xx Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 § 59. Når et ledigt medlem, som er arbejdssøgende til arbejde i fuld, sædvanlig arbejdstid, opnår arbejde af kortere varighed, nedsættes dagpengene. Nedsættelsen sker efter forholdet mellem medlemmets arbejdstid i vedkommende uge og normal overenskomstmæssig arbejdstid på det danske arbejdsmarked. Inden for områder, hvor nedsættelse ikke kan foretages på grundlag af arbejdstiden, sker nedsættelsen under hensyn til arbejdslønnen. Stk. 2. Har et medlem haft beskæftigelse af større omfang end svarende til normal overenskomstmæssig arbejdstid på det danske arbejdsmarked, overføres alle overskydende timer fra de forudgående 12 uger, dog 3 måneder for månedslønnede, før ledighedens indtræden. Dog bortfalder overskydende timer, der ikke er opbrugt inden for 5 uger fra opgørelsestidspunktet. Stk. 3. Hvis et medlems arbejdstid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres, skal indtægten fra arbejdet ved opgørelsen af overskydende timer, jf. stk. 2, omregnes til timer med den til enhver tid gældende omregningssats. Stk. 4. Særregler om nedsættelse af dagpenge kan fastsættes for arbejdsområder, hvor forholdene muliggør, at et ledigt medlem opnår særlig høj arbejdsløn i en begrænset arbejdstid. Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter nærmere regler efter forhandling med Beskæftigelsesrådet. Der kan herunder fastsættes regler om, at overskydende timer, jf. stk. 2, i særlige tilfælde opgøres i forhold til et andet timetal end den normale overenskomstmæssige arbejdstid på det danske arbejdsmarked. Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, at visse former for beskæftigelse, der udføres som en del af det civile beredskab, og som ikke er et led i medlemmets hovedbeskæftigelse, ikke medregnes ved opgørelsen af overskydende timer efter stk. 2. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 966 af 8. november 2001 om supplerende dagpenge Kontrollabel arbejdstid § 3. Et medlems arbejdstid anses som kontrollabel, hvis arbejdstiden kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer. Stk. 2. Et medlems arbejdstid anses også som kontrollabel, hvis et medlem er fast lønnet, og arbejdstiden eller en norm om arbejdstid er fastsat i en kollektiv overenskomst, som gælder for medlemmet og arbejdsgiveren. Stk. 3. Et medlems arbejdstid anses også som kontrollabel, hvis medlemmet er fast lønnet, og den skriftlige individuelle aftale om ansættelse henviser til en kollektiv overenskomst for et tilsvarende fagligt område, hvori arbejdstiden eller en norm om arbejdstid er fastsat. Stk. 4. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel efter stk. 1-3, kan arbejdstiden dog anses for kontrollabel på grundlag af en skriftlig individuel aftale om ansættelse, hvis medlemmet er fast lønnet, og arbejdstiden eller en norm om arbejdstid er fastsat i aftalen. Desuden skal mindst 2 af følgende 6 kriterier være opfyldt: 1) Virksomheden har procedurer for registrering af arbejdstiden, og hvordan arbejdet skal udføres. 2) Aftalen indeholder regler om overarbejde og betaling herfor. 3) Der er faste tidsrum, hvor medlemmet skal være til disposition for arbejdsgiveren. 4) Størrelsen af medlemmets løn er konstant over en periode. 5) Medlemmets løn svarer til den normale løn på området. 6) Medlemmet erklærer på tro og love, at arbejdet har været udført på de vilkår om arbejdstiden, som er nævnt i aftalen. Stk. 5. Et medlem anses ikke som fast lønnet, jf. stk. 2-4, hvis der indgår provision i lønnen. Ukontrollabel arbejdstid § 4. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel efter § 3, beregnes arbejdstiden i ugen ved at omregne lønnen (netto) med omregningssatsen. Stk. 2. Medlemmets nettoløn ved omregning er lønnen i ugen med fradrag af de dokumenterede nødvendige udgifter, der efter skattereglerne kan fradrages indtægten før beregning af skat. Stk. 3. Hvis lønnen ikke er kendt på det tidspunkt, hvor arbejdet udføres, sker der et foreløbigt fradrag i dagpengene. Det sker på grundlag af det antal timer, som medlemmet har oplyst er brugt til arbejdet. Når lønnen kendes, skal der ske omregning efter stk. 1 og 2. Stk. 4. Hvis arbejdet ikke har medført indtægter, sker fradraget på grundlag af det antal timer, som medlemmet har oplyst er brugt til arbejdet. For et medlem, der er forsikret på fuld tid, kan fradrag for hver arbejdsdag højst udgøre 7,4 timer. For et medlem forsikret på deltid kan fradraget for hver arbejdsdag højst udgøre 1/5 af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før ledigheden. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 902 af 9. december 1999 om overskydende timer § 1. Et fuldtidsforsikret medlem har overskydende timer, hvis medlemmet i 12 uger/3 måneder forud for ledigheden har haft lønnet arbejde eller fået kontant dækning for mere end 37 timer pr. uge, jf. dog § 2 og § 3. Kun arbejde og indtægter i medlemsperioder medregnes. Stk. 2. Tilsvarende gælder for et deltidsforsikret medlem, som har haft lønnet arbejde eller fået kontant dækning for mere end 30 timer pr. uge. Stk. 3. Medlemmet vil ikke være dagpengeberettiget, før de overskydende timer er afviklet eller bortfaldet, jf. § 15 og § 16. Hvornår opgøres overskydende timer § 4. Der skal opgøres overskydende timer, når et medlem bliver ledig, tilmelder sig Arbejdsformidlingen og anmoder om dagpenge.

Versioner

  1. 2008-08-01, til 2017-10-20