Gelex

Realitetsbehandling af klage, der var kommet for sent. Strakspåbud om maskinsikring.

OphævetVersion 2008-08-01fra 2008-08-01 til 2021-06-02
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9483@2008-08-01/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Realitetsbehandling af klage, der var kommet for sent. Strakspåbud om maskinsikring.

Resumé Realitetsbehandling af klage, der var kommet for sent. Strakspåbud om maskinsikring Der var klaget for sent over Arbejdstilsynets afgørelse, men Arbejdsmiljøklagenævnet besluttede at realitetsbehandle klagen, fordi klagen indeholdt spørgsmål om, hvorvidt Arbejdstilsynets afgørelse om påbud uden frist ved sikring af en maskine (et strakspåbud) var i overensstemmelse med praksis. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at Arbejdstilsynets strakspåbud skulle opretholdes, fordi den konkrete fare var så alvorlig, at den skulle imødegås straks.

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. februar 2008 taget stilling til om [Adressat udeladt] klage af 17. oktober 2006 skal behandles. [Adressat udeladt] har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af 30. august 2006, hvor [virksomhedens navn udeladt] har fået strakspåbud om at sikre, at anvendelsen af falsemaskinen af mærket Heidelberg Stahlfolder foregår sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og således at medarbejderne, der betjener maskinen, ikke kan komme i berøring/kontakt med falsekniven. Spørgsmålet om behandling af klagen Nævnet traf følgende

Bilag 1

A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vil behandle [Adressat udeladt] klage, selvom klagen er modtaget efter udløbet af klagefristen på 4 uger. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund for afgørelsen om at behandle sagen, at – Arbejdstilsynet traf afgørelse den 30. august 2006, – sidste frist for rettidig klage var den 29. september 2006, – [Adressat udeladt] klagede i brev af 17. oktober 2006. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Når særlige grunde taler derfor, kan Arbejdsmiljøklagenævnet behandle en klage, selv om klagen ikke er fremkommet rettidigt. Klagen indeholder spørgsmål, om hvorvidt Arbejdstilsynets praksis for så vidt angår efterkommelsesfrist for påbud vedrørende grafiske maskiner, er ensartet og i overensstemmelse med gældende praksis. Arbejdsmiljøklagenævnet vil derfor behandle klagen. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til – § 81, stk. 4 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005. Påbudet og efterkommelsesfristen A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at [virksomhedens navn udeladt] skal sikre, at anvendelsen af falsemaskinen af mærket Heidelberg Stahlfolder foregår sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og således at medarbejderne, der betjener maskinen, ikke kan komme i berøring/kontakt med falsekniven. Nævnets afgørelse skal efterkommes straks. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således påbudet i Arbejdstilsynets afgørelse af 30. august 2006. B E G R U N D E L S E Arbejdstilsynet har ved tilsynsbesøg den 30. august 2006 konstateret, at virksomhedens Heidelberg Stahlfolder falsemaskine var udstyret med knivfals. Det var umiddelbart muligt at række ind til knivfalsen, som ikke var forsynet med overskærm eller anden maskinsikring. Knivfalsen var automatisk styret. Maskiner skal være indrettet således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige, og anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 45. I konstruktionen af et teknisk hjælpemiddel skal indgå sikring mod farer ved hjælpemidlet, herunder at personer ikke kan komme i berøring med farlige maskindele. Det står i § 21, stk. 1, nr 1 i bekendtgørelsen om indretning af tekniske hjælpemidler. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at virksomhedens Heidelberg Stahlfolder falsemaskine udgør en risiko for, at personer kan komme til skade. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at personer umiddelbart og mens maskinen er i drift kan komme i berøring med farlige, bevægelige maskindele og at en sådan kontakt kan forårsage amputation. [adressat udeladt] har klaget over, at Arbejdstilsynet har givet påbudet uden frist - dvs. et strakspåbud. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist. Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 77. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at den beskrevne fare er så alvorlig, at den skal imødegås straks. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på risikoen for amputation samt det forhold, at man konkret under drift af maskinen umiddelbart kan komme i kontakt med de farlige, bevægelige maskindele. Arbejdsmiljøklagenævnet har endvidere lagt vægt på, at Arbejdstilsynets påbud i denne sag ikke afviger fra praksis i tilsvarende sager, hvor den konkrete fare skønnes at være alvorlig. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til – § 45, § 46 og § 77, stk. 1 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, og – § 21, stk. 1, nr. 1 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, herunder Arbejdstilsynets brev af den 5. februar 2008. På klagenævnets vegne Kopi til – [Adressat udeladt] – [Adressat udeladt] – Arbejdstilsynet, Tilsynscenter 4, Postboks 1228, 0900 København C J.nr. De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. 1. Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 … Kapitel 7 Tekniske hjælpemidler m.v. § 45. Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 46. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning og anvendelse af tekniske hjælpemidler m.v., herunder om 1) konstruktion, udførelse, opstilling, anmeldelse og afprøvning, 2) forelæggelse for Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse af planer for konstruktion, udførelse og opstilling, 3) godkendelse fra Arbejdstilsynet af et teknisk hjælpemiddel m.v., før det overdrages eller overlades til brugeren eller tages i brug, 4) anvendelse, vedligeholdelse og pasning. Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist. … Kapitel 14 Klageadgang § 81. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov, jf. dog stk. 6, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Stk. 2. Klagen sendes til Arbejdstilsynet. Hvis Arbejdstilsynet fastholder afgørelsen, videresendes klagen til behandling i Arbejdsmiljøklagenævnet. Stk. 3. Rettidig klage har opsættende virkning, indtil Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger, eller nævnet bestemmer andet. Klager over afgørelser om forhold efter § 77, stk. 1, som skal bringes i orden straks, samt afgørelser efter § 77, stk. 2 og 3, har ikke opsættende virkning. Stk. 4. Når særlige grunde taler derfor, kan Arbejdsmiljøklagenævnet behandle en klage og tillægge denne opsættende virkning, selv om klagen ikke er fremkommet rettidigt. Stk. 5. Afgørelser truffet af Arbejdsmiljøklagenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler … Kapitel 3 Andre maskiner og øvrige tekniske hjælpemidler Konstruktion, fremstilling, udstyr og udformning … § 21. I konstruktionen af et teknisk hjælpemiddel skal indgå sikring mod farer ved hjælpemidlet. Det skal herunder sikres, at 1) personer ikke kan komme i berøring med farlige maskindele eller stoffer, 2) værktøj, emner eller dele heraf, stænk o.l. ikke kan udslynges til fare for sikkerhed og sundhed, og 3) varme, kulde, stråling, støj, vibrationer, støv, fugtighed, røg, dampe, gasser eller andet, som udvikles ved anvendelsen af hjælpemidlet, ikke afgives på en sådan måde, at det frembyder fare for sikkerhed eller sundhed. Stk. 2. Hvis fornøden sikring ikke kan opnås gennem konstruktionen, skal den gennemføres på betryggende måde ved afskærmning, udsugning, andet sikkerhedsudstyr eller andre sikkerhedstekniske forholdsregler. Stk. 3. …

Versioner

  1. 2008-08-01 · til 2021-06-02