Opsigelse – undervisning – ny forklaring
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9495@2008-08-01/da
Indhold
Opsigelse – undervisning – ny forklaring
Resumé Medlemmet blev den 1. september 2006 ansat i en midlertidig stilling som underviser ved YY. Ifølge ansættelseskontrakten udløb ansættelsesforholdet den 31. juli 2007. Der var tale om en prøvetid på 3 måneder. YY underskrev den 18. december 2006 en frigørelsesattest, men attesten blev først modtaget i a-kassen den 2. april 2007. Medlemmet meddelte i brev af 25. januar 2007 YY, at han ønskede at opsige arbejdet med virkning fra den 7. marts 2007. Medlemmet begrundede opsigelsen med, at han skulle aflevere opgaver til zz- uddannelsen i maj måned, og at han havde brug for at forberede sig til eksamen. Medlemmet havde efterfølgende i redegørelse over for a-kassen i brev af 17. april 2007 oplyst, at han var under stort arbejdspres på grund af opgaveafleveringer og eksamen i juni måned. Medlemmet havde i redegørelsen endvidere oplyst, at han simpelthen ikke kunne gennemføre en undervisning på skolen, da han også skulle forberedt sig til eksamen. A-kassen traf den 16. april 2007 den afgørelse, at medlemmet ikke kunne få udbetalt supplerende dagpenge i perioden 1. december 2006 til 1. april 2007, da frigørelsesattesten ikke var indsendt rettidig. A-kassen traf den 26. april 2007 den afgørelse, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge fra den 8. marts 2007, og så længe han deltog i uddannelse. A-kassen lagde vægt på, at medlemmet havde opsagt sit arbejde for at fortsætte sin uddannelse på zz. Medlemmet havde efterfølgende i breve af 29. april og 12. maj 2007 oplyst, at årsagen til hans opsigelse skyldtes, at der var problemer med de børn som han skulle undervise, og at han ikke var uddannet til at undervise en klasse, som havde brug for socialpædagogik. Medlemmet havde endvidere oplyst, at han har været arbejdssøgende efter at han opsagde arbejdet på YY. Direktoratet fandt, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge fra den 8. marts 2007, og så længe han deltog i uddannelse. Direktoratet fandt heller ikke, at medlemmet havde ret til supplerende dagpenge i perioden 1. december 2006 til og med den 1. april 2007. Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde ret supplerende dagpenge i perioden 1. december 2006 og til og med den 7. marts 2007. Ankenævnet hjemviste spørgsmålet om rådighed og ret til dagpenge fra d. 8. marts 2007. Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde oplyst om årsagen til opsigelsen, at han skulle aflevere opgaver i maj 2007 i forbindelse med hans uddannelse på zz og skulle til eksamen i juni 2007. Samtidig havde medlemmet oplyst om årsagen, at han ikke magtede at undervise en klasse, der havde brug for specialpædagogik, og at han ikke havde en sådan uddannelse, og at han i øvrigt ikke fik hjælp fra skolens side til løsning af problemerne. Ankenævnet fandt ikke, at der var tilstrækkeligt sikkert grundlag ud fra den samlede begrundelse til, at situationen skulle anses for omfattet af § 18, stk. 1 nr. 3.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 28. februar 2008. Nævnet traf denne
Bilag 1
A F G Ø R E L S E De har ikke ret til supplerende dagpenge i perioden 1. december 2006 til og med den 7. marts 2007. Spørgsmålet om dagpengeret under Deres uddannelse fra den 8. marts 2007 hjemvises til fornyet behandling og afgørelse. Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 27. august 2007 for så vidt angår spørgsmålet om ret til supplerende dagpenge og hjemviser spørgsmålet om ret til dagpenge fra den 8. marts 2007, hvor De var under uddannelse. Ankenævnet skal for god ordens skyld bemærke, at ankenævnet ikke har taget stilling til, om De evt. skal anses for selvforskyldt ledig som en følge af arbejdsophøret. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – De ifølge ansættelseskontrakt underskrevet den 12. september 2006 blev ansat på deltid i en tidsbegrænset stilling som overenskomstansat lærer ved YY fra 1. september 2006 til 31. juli 2007, af ansættelseskontrakten fremgår det, at de første 3 måneder var på prøve, – De pr. 1. december 2006 havde overstået prøvetiden, og at De pr. 1. december 2006 var omfattet af et opsigelsesvarsel, – YY den 18. december 2006 underskrev en frigørelsesattest, – De i brev af 25. januar 2007 opsagde Deres arbejde med virkning fra den 7. marts 2007. De begrundede opsigelsen med, at De skulle aflevere opgaver i maj 2007 i forbindelse med Deres uddannelse på ZZ og at De derfor havde brug for at forberede Dem til eksamen, – De efterfølgende i brev af 17. april 2007 til a-kassen har oplyst, at De var under stort arbejdspres på grund af opgaveafleveringer og eksamen i juni måned. De kunne derfor ikke gennemføre en undervisning på ZZ, da De også skulle forberede Dem til eksamen, – De i ledighedserklæring underskrevet den 17. april 2007 har oplyst, at De deltog i uddannelse, og at De kun manglede eksamen. De oplyste endvidere, at De ikke kunne klare at undervise på grund af opgaveafleveringer til zz, og at uddannelse var nøglen til varig fast ansættelse, og a-kassen modtog ledighedserklæringen den 2. april 2007. Ankenævnet har herudover lagt til grund, at – De i breve af 29. april 2007, 12. maj 2007 og 27. juni 2007 har oplyst, at årsagen til arbejdsophøret på YY ikke skyldes Deres uddannelse på ZZ. De oplyste bl.a., at De ikke var tilmeldt uddannelsen, og at De har været aktivt arbejdssøgende. De oplyste videre, at årsagen til arbejdsophøret var, at De ikke magtede at undervise en klasse, der havde brug for specialpædagogik, – De ifølge e-mail af 31. august 2007 fra zz ikke har været tilmeldt undervisningen i 2. semester, men at De tilmeldte Dem eksamen den 1. marts 2007, afleverede opgave den 29. maj 2007 og at De fik Deres karakter den 19. juni 2003 og – At De har været arbejdssøgende efter at De opsagde arbejdet på YY. Rådighed Ankenævnet hjemviser spørgsmålet om rådighed og ret til dagpenge fra d. 8. marts 2007, idet De har oplyst om årsagen til opsigelsen, at De skulle aflevere opgaver i maj 2007 i forbindelse med Deres uddannelse på zz og skulle til eksamen i juni 2007. Samtidig har De oplyst om årsagen, at De ikke magtede at undervise en klasse, der havde brug for specialpædagogik, og at De ikke havde en sådan uddannelse, og at De i øvrigt ikke fik hjælp fra skolens side til løsning af problemerne. Ankenævnet finder ikke, at der er tilstrækkeligt sikkert grundlag ud fra den samlede begrundelse til, at situationen skal anses for omfattet af § 18, stk. 1 nr. 3. Spørgsmålet om rådighed og ret til dagpenge fra 8. marts 2007 hjemvises til fornyet behandling og afgørelse. Ankenævnet skal i den forbindelse henvise til arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 2, hvorefter retten til dagpenge kan bevares, hvis undervisningens varighed er under 20 timer ugentligt, og uddannelsen ikke er godkendt som SU-berettigende i det omfang, den udbydes som heltidsuddannelse. Supplerende dagpenge og frigørelsesattest Et medlem, der arbejder på nedsat tid og har et opsigelsesvarsel over for sin arbejdsgiver, kan kun modtage supplerende dagpenge, hvis arbejdsgiveren har erklæret at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet opnår arbejde med en længere arbejdstid. Arbejdsgivers erklæring om at ville se bort fra opsigelsesvarslet skal fremgå af en frigørelsesattest, en aftale om arbejdsfordelingen eller af ansættelseskontrakten. Det er en forudsætning for at medlemmet kan få supplerende dagpenge fra ansættelsesforholdets første dag, at a-kassen har modtaget arbejdsgiverens erklæring senest fem uger efter ansættelsesforholdets start. Hvis a-kassen først modtager erklæringen efter udløbet af fem-ugersfristen, kan medlemmet tidligst få supplerende dagpenge fra den dag, hvor a-kassen har modtaget erklæringen. De 5 uger regnes fra og med den dag, arbejdsgiveren har krav på opsigelsesvarsel. Ankenævnet har lagt vægt på, at De påbegyndte ansættelsesforholdet på YY den 1. september 2006, og at De pr. 1. december 2006 havde overstået prøvetiden på 3 måneder. Ankenævnet har videre lagt vægt på, at De efter endt prøvetid havde et opsigelsesvarsel over for YY. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at Deres a-kasse først modtog frigørelsesattesten den 2. april 2007, det vil sige mere end 5 uger efter den 1. december 2006, hvor YY havde krav på et opsigelsesvarsel. Ankenævnet har desuden lagt vægt på, at det af vejledningen til frigørelsesattesten fremgår, at a-kassen skal have frigørelsesattesten senest 5 uger efter, at ansættelsen er begyndt, samt at fristen regnes fra den dag, hvor arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel. Nævnet finder således, at De har modtaget tilstrækkelig vejledning angående fristen for indsendelse af frigørelsesattest. Det forhold, at De på grund af arbejdspres glemte at aflevere frigørelsesattesten til a-kassen, kan efter nævnet vurdering ikke føre til et andet resultat, idet det er Deres ansvar, at a-kassen modtager frigørelsesattesten inden for fristen. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 62, stk. 6, § 62a, stk. 3 og § 65, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, – § 15 og § 18 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 179 af 19. februar 2007 om rådighed, og – § 1 og § 5 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne … De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: … Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 § 62. Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet 1) er aktivt arbejdssøgende, 2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel, 3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og 4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 2 . Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, 1) som er sygt eller i øvrigt ude af stand til at påtage sig arbejde af normalt omfang, 2) som aftjener værnepligt eller unddrager sig denne, 3) som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse, 4) som forsørges på institution, eller 5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. … Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere bestemmelser om 1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, 2) medlemmets kontakt med arbejdsløshedskassen, arbejdsformidlingen og andre aktører i forbindelse med den aktive beskæftigelsespolitik samt 3) tab af dagpengeret som følge af manglende rådighed og generhvervelse af dagpengeret. § 62 a. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse. Stk. 2. Et medlem kan dog bevare dagpengeretten ved deltagelse i uddannelse, hvis undervisningens varighed er under 20 timer om ugen og uddannelsen ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse. Dagpengeretten kan ligeledes bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Der kan ikke udbetales dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller uddannelsesstøtte for voksne efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte. Stk. 3. Dagpenge må dog ikke udbetales, hvis et medlem afbryder et arbejdsforhold for at deltage i uddannelse eller undlader at afbryde uddannelsen for at påtage sig arbejde. Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om de spørgsmål, der er nævnt i stk. 1-3, herunder om medlemmets pligt til at underrette Arbejdsformidlingen om deltagelse i undervisningen. § 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 179 af 19. februar 2007 om rådighed: § 15. Et medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge, hvis arbejdsgiveren ikke har krav på et opsigelsesvarsel. Stk. 2. Når arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, kan der udbetales supplerende dagpenge, 1) hvis medlemmets nedsatte arbejdstid til enhver tid kan placeres, så arbejdstiden ikke er til hinder for overtagelse af andet arbejde, eller 2) hvis arbejdsgiveren erklærer at ville se bort fra opsigelsesvarslet i tilfælde af, at medlemmet opnår arbejde med en længere arbejdstid. Arbejdsgiverens erklæring skal foreligge på en frigørelsesattest, fremgå af arbejdsgiverens meddelelse om arbejdsfordeling eller fremgå af ansættelseskontrakten. Stk. 3. En arbejdsgiver anses for at have krav på et opsigelsesvarsel i alle tilfælde, hvor der i et ansættelsesforhold som udgangspunkt gælder et opsigelsesvarsel fra den ansattes side i henhold til lov eller kollektiv overenskomst eller aftale. Stk. 4. Medlemmet kan få supplerende dagpenge fra ansættelsesforholdets første dag, når dokumentation for, at arbejdsgiveren vil se bort fra et opsigelsesvarsel, er modtaget i a-kassen senest 5 uger efter, at ansættelsesforholdet er begyndt. De 5 uger regnes fra og med den dag, arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel. Hvis a-kassen har modtaget dokumentationen efter udløbet af 5-ugers-fristen, kan medlemmet tidligst få supplerende dagpenge fra den dag, a-kassen modtog dokumentationen. § 18. Et medlem står ikke til rådighed, hvis medlemmet afslår et formidlet arbejde, afslår et tilbud eller en aktivitet, afslår en jobsamtale, ophører med sit arbejde eller ophører i et tilbud eller en aktivitet, hvis medlemmet fx skal 1) overtage andet arbejde, 2) begynde selvstændig erhvervsvirksomhed, 3) begynde på eller fortsætte en uddannelse, 4) gå på efterløn, 5) gå på børnepasningsorlov som ledig efter lov om børnepasningsorlov, 6) rejse til udlandet eller 7) flytte på grund af ægtefællens eller samleverens forhold. Stk. 2. Stk. 1 gælder også udeblivelser og situationer, der kan sidestilles med afslag. Stk. 3. Medlemmet kan igen få dagpenge fra det tidspunkt, hvor det dokumenteres, at forudsætningen for afslaget, ophøret eller udeblivelsen er bortfaldet. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede § 1. En a-kasse skal vejlede egne medlemmer om de rettigheder og pligter, som et medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. § 5. En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor. Stk. 2. Vejledningen kan under hensyntagen til et medlems behov gives skriftligt eller ved en personlig samtale.