Gelex

Taxichaufførers mulighed for at tilkalde hjælp

OphævetVersion 2008-08-06fra 2008-08-06 til 2013-01-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9524@2008-08-06/da

Indhold
  1. Indledning

Taxichaufførers mulighed for at tilkalde hjælp

Resumé Taxichaufførers mulighed for at tilkalde hjælp En taxivognmand havde ansat chauffører bl.a. til taxakørsel for tilkaldekunder alle døgnets timer. Ledelse og medarbejdere oplyste, at chaufførerne i forbindelse med arbejdets udførelse kunne opleve konflikter. Chaufførerne havde mulighed for at tilkalde hjælp via en håndfri mobiltelefon, som var programmeret til hurtigkald til 112. Vognene havde installeret GPS, men udelukkende til brug for navigation. Arbejdstilsynet havde givet taxivognmanden påbud om teknisk forebyggelse af voldsomme hændelser ved taxakørsel, herunder effektiv alarmeringsmulighed og brug af autoriseret rådgiver til løsning af problemet. Med tekniske foranstaltninger tænkte Arbejdstilsynet på: – Videoovervågning – GPS-opkobling – Boks, der ikke er tilgængelig for ansatte og kunder, til kontanter – Direkte alarmering via skjult alarmknap til GPS eller politi. Arbejdstilsynet fandt, at chaufførerne havde behov for en effektiv alarmeringsmulighed, herunder mulighed for diskret, lydløst og enkelt at sende en alarm til en døgnbemandet central, hvorfra man kunne bestemme vognens position. Klageren påpegede, at virksomhedens kunder ikke adskilte sig fra andre taxiselskabers kunder, og at de foranstaltninger, som Arbejdstilsynet pålagde virksomheden derfor ikke skulle være væsentligt anderledes, end de foranstaltninger, der bliver pålagt andre taxiselskaber. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at den tekniske og sociale udvikling i branchen betød, at der ved forebyggelse af psykosociale arbejdsmiljøproblemer som følge af risiko for vold og røveri skal inddrages tekniske løsninger, som angiver vognens position, og som giver chaufføren mulighed for enkelt og diskret at tilkalde hjælp.

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. marts 2008 behandlet en klage fra [navn udeladt] på vegne af [virksomhedens navn udeladt]. [Navn udeladt] klager over Arbejdstilsynets afgørelse af 16. april 2007, hvor virksomheden fik påbud om, at arbejde med taxakørsel i form af teknisk forebyggelse af voldsomme hændelser, herunder effektiv alarmeringsmulighed, hos [virksomhedens navn udeladt] skal planlægges, tilrettelægges og udføres, således at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på både kort og langt sigt. Endvidere har virksomheden fået påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til løsning af problemet. Nævnet traf følgende

Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at arbejdet som taxichauffør, skal foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at psykosociale arbejdsmiljøproblemer både på kort og langt sigt, som følge af risiko for vold og røveri, skal forebygges. Ved løsningen heraf skal [virksomhedens navn udeladt] inddrage tekniske løsninger, som angiver vognens position, og som giver chaufføren mulighed for enkelt og diskret at tilkalde hjælp. Endvidere skal [virksomhedens navn udeladt] bruge en autoriseret rådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblemet. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 16. april 2007, herunder påbudet om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Virksomheden udfører taxakørsel for tilkaldekunder i [navn udeladt] Kommune og omegn alle døgnets timer. Desuden køres der planlagte kunder i turistbusser til forskellige destinationer samt skolebørn til og fra institutioner. Der er i alt 8 ansatte, der udfører det daglige arbejde. Ledelse og medarbejdere har oplyst, at chaufførerne kan opleve konflikter fx ved kørsel med betalingsuvillige kunder eller berusede personer. Dog påpeges det, at de som regel kender kunderne, og at alle chauffører gennemfører en lovpligtig chaufføruddannelse af en uges varighed, hvori konflikthåndtering indgår. Ved konflikter er instruktionen fra ledelsens side, “at løbe alt hvad du kan”. Nogle chauffører kører dagligt med skolebørn, der har psykiske og fysiske vanskeligheder og derfor uventet kan få “et anfald”. En chauffør har oplevet at måtte køre en kunde, der blev svært dårlig, til skadestuen på [navn udeladt] Hospital. Endvidere har chaufførerne været involveret i trafikuheld. Ved hyrevognskørsel kører chaufførerne med en mindre kontant pengebeholdning. I weekenderne kan det indkørte beløb være op til ca. 4000 kr. inkl. betaling via kort. Den kontante omsætning opbevares i en pung i dørlommen. Der er mulighed for at aflevere kontantbeholdning til enten en anden ansat eller til vognmanden. Chaufførerne har en håndfri mobiltelefon i bilerne. Disse er programmeret med hurtigkald til 112. Desuden er der installeret GPS i hyrevognene. GPS’en bruges udelukkende til navigation og er ikke koblet op til en overvågningsenhed. Arbejdstilsynet har i brev af 11. januar 2007 oplyst virksomheden om, at Arbejdstilsynet med tekniske foranstaltninger tænker på: – Videoovervågning – GPS-opkobling – Boks, der ikke er tilgængelig for ansatte og kunder, til kontanter – Direkte alarmering via skjult alarmknap til GPS eller politi. Arbejdstilsynet henviser til at man har foretaget en konkret vurdering af risikoen for voldsomme hændelser ved taxakørsel i [virksomhedens navn udeladt]. Arbejdstilsynet finder, at fordi der køres taxa i alle døgnets timer, der har været konkrete episoder med bl.a. berusede kunder og skoleelever, og fordi der er tale om alenearbejde, er der behov for en effektiv alarmeringsmulighed for chaufførerne, herunder mulighed for diskret, lydløst og enkelt at sende en alarm til en døgnbemandet central, hvorfra det er muligt at bestemme vognens position. [Navn udeladt] har påpeget, at virksomhedens kunder ikke adskiller sig fra andre taxiselskabers kunder, hvorfor de foranstaltninger, det pålægges virksomheden ikke skal være væsentligt anderledes, end de foranstaltninger, der pålægges andre taxiselskaber. [Navn udeladt] oplyser, at mobiltelefoner og GPS er det alarmberedskab, der er gængs for branchen. Der er således ingen belæg for, hverken at påbyde GPS tilkoblet en overvågningscentral eller videoovervågning. Ved arbejdsmiljøloven tilstræbes at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet. Det fremgår af lovens § 1, nr. 1. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Det fremgår af lovens § 38. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1 i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse. Det fremgår af den nævnte bekendtgørelses § 4, stk. 1. Hvis den ansatte går alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. Det fremgår af bekendtgørelsens § 11. Arbejdsmiljøklagenævnet er enig i, at de konkrete forhold for [virksomhedens navn udeladt] ikke adskiller sig fra forholdene for andre mindre taxaselskaber. Arbejdsmiljøklagenævnet finder imidlertid, at arbejdet som taxichauffør er forbundet med risiko for vold eller røveri, og at der ved planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af arbejdet skal tages højde for dette. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at arbejdet udføres alene og at udviklingen gør det teknisk og økonomisk muligt at sikre, at chaufførerne enkelt, diskret og lydløst kan sende en alarm til en bemandet modtager, som kan bestemme vognens position. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at lydløs alarm og GPS-overvågning fra en bemandet central er gængs for størstedelen af branchen. Arbejdstilsynet har samtidig med påbudet af den 16. april 2007 truffet afgørelse om, at virksomheden skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver ved løsning af påbudet om teknisk forebyggelse af voldsomme hændelser. Der stilles krav om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet ved et tilsyn har konstateret og truffet afgørelse om et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem. Det fremgår af § 6, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Et af de arbejdsmiljøproblemer, der medfører et krav om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, er påbud om psykisk arbejdsmiljø. Det fremgår af § 36 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Anvendelse af autoriseret arbejdsmiljørådgiver kan undgås, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. Det fremgår af § 6, stk. 2 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Nævnet har lagt til grund for afgørelsen om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, at der er givet påbud om psykisk arbejdsmiljø ved Arbejdstilsynets afgørelse af 16. april 2007. Nævnet har endvidere lagt til grund, at der ikke ved [virksomhedens navn udeladt] er løst et identisk arbejdsmiljøproblem inden for de seneste år, fordi de anvendte taxier ikke er udstyret med lydløs alarm, hvorfra der går besked til en døgnbemandet central, som kan bestemme vognens position i tilfælde af vold, røveri o. lign.

Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til – § 1, nr. 1, § 38, § 77, stk. 1 og § 77 a i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 – § 4, stk. 1, § 11 og bilag 1 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse – § 6, stk. 1, nr. 1 og stk. 2 samt § 36 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere.

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt oplysninger fra [navn udeladt] og [navn udeladt] om branchen.

Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Arbejdstilsynet, Tilsynscenter 3, Postboks 1228, 0900 København C. De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

§ 1. Ved loven tilstræbes at skabe 1) et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet, samt 2) …

§ 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. …

… § 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … § 77 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at Arbejdstilsynet kan påbyde arbejdsgiveren at indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, herunder i en nærmere bestemt periode, samt om rådgivningspåbudets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor, herunder om arbejdsgivers pligter. …

…

§ 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller langt sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. …

§ 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller langt sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2. …

§ 11. Hvis den ansatte går alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. Stk. 2. …

1) Forhindring af risici. 2) Evaluering af risici, som ikke kan forhindres. 3) Bekæmpelse af risici ved kilden. 4) Tilpasning af arbejdet til mennesket, navnlig for så vidt angår udformningen af arbejdspladsen samt valg af arbejdsudstyr og arbejds- og produktionsmetoder, i særdeleshed med henblik på at begrænse monotont arbejde og arbejde i en bestemt rytme og at mindske virkningerne af sådant arbejde på helbredet. 5) Hensyntagen til den tekniske udvikling. 6) Udskiftning af det, der er farligt med noget, der er ufarligt eller mindre farligt. 7) Planlægning af forebyggelsen for at gøre den til en sammenhængende helhed, inden for hvilken forebyggelsen omfatter teknik, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsforhold, sociale relationer og påvirkninger fra faktorer i arbejdsmiljøet. 8) Vedtagelse af foranstaltninger til kollektiv beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse. 9) Hensigtsmæssig instruktion af arbejdstagerne.

… § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. …

…

§ 36. Problemer i det psykiske arbejdsmiljø, der giver anledning til, at Arbejdstilsynet afgiver påbud om psykisk arbejdsmiljø. …

§ 52. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2007. § 53. Bekendtgørelse om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud) og bekendtgørelse om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere for en periode (Periodepåbud), finder fortsat anvendelse for påbud konstateret før denne bekendtgørelses ikrafttræden, jf. § 52.

Versioner

  1. 2008-08-06 · til 2013-01-28