Gelex

Ophævelse af påbud om brug af autoriseret rådgiver – manglende hjemmel

OphævetVersion 2008-08-06fra 2008-08-06 til 2013-01-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9525@2008-08-06/da

Indhold
  1. Indledning

Ophævelse af påbud om brug af autoriseret rådgiver – manglende hjemmel

Resumé Arbejdstilsynet meddelte i brev af af 27. juni 2007 xx, at Arbejdstilsynet agtede at udstede påbud som følge af de konstaterede forhold ved tilsynsbesøget hos XX den 14. juni 2007. I følge brevet var der tale om 2 påbud, dels et påbud om at træffe foranstaltninger mod risiko for sundhedsskadelig påvirkning af formaldehyd og dels et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at træffe foranstaltninger mod risiko for sundhedsskadelig påvirkning af formaldehyd. Arbejdstilsynet traf efterfølgende den 12. juli 2007 afgørelse om at xx skulle bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at træffe foranstaltninger mod risiko for sundhedsskadelig påvirkning af formaldehyd. Det var i afgørelsen markeret med sort skrift, at der var afgivet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. XX klagede over Arbejdstilsynets afgørelse af 12. juli 2007. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt ikke, at der var hjemmel til afgive påbud om at XX skulle bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede således Arbejdstilsynets afgørelse af 12. juli 2007. Klagenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at Arbejdstilsynet med sin formulering i afgørelse af 12. juli 2007 alene havde afgivet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Da Arbejdstilsynet ikke havde truffet afgørelse om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebar risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3 (§§ 8-36) i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere, var der ikke hjemmelsgrundlag til afgive påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. marts 2008 behandlet xx´s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 12. juli 2007. Nævnet traf følgende

Arbejdsmiljøklagenævnet finder ikke, at der er hjemmel til afgive påbud om at XX skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver således Arbejdstilsynets afgørelse af 12. juli 2007.

Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at – Arbejdstilsynet i brev af 27. juni 2007 meddelte xx, at Arbejdstilsynet agtede at udstede påbud som følge af de konstaterede forhold ved tilsynsbesøget hos XX den 14. juni 2007. I følge ovennævnte brev var der tale om 2 påbud, dels et påbud om at træffe foranstaltninger mod risiko for sundhedsskadelig påvirkning af formaldehyd og dels et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at træffe foranstaltninger mod risiko for sundhedsskadelig påvirkning af formaldehyd, – Arbejdstilsynet i afgørelse af 12. juli 2007 meddelte xx, at de skulle bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at træffe foranstaltninger mod risiko for sundhedsskadelig påvirkning af formaldehyd. Det er i afgørelsen markeret med sort skrift, at der er afgivet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, – Arbejdstilsynet i brev af 8. februar 2008 har oplyst, at der i afgørelsen af 12. juli 2007 er afgivet ét påbud om brug af autoriseret rådgiver til at træffe foranstaltninger mod risiko for sundhedsskadelig påvirkning af formaldehyd, og – Arbejdstilsynet telefonisk den 8. februar 2008 har oplyst, at der med ovennævnte formulering mentes, at virksomheden både skulle løse det materielle arbejdsmiljøproblem (foranstaltninger mod risiko for påvirkning af formaldehyd) og at virksomheden skulle bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblemet. Det fremgår af § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede Arbejdsmiljørådgivere, at arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3 (§§ 8-36), når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at Arbejdstilsynet med sin formulering i afgørelse af 12. juli 2007 alene har afgivet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Da Arbejdstilsynet ikke har truffet afgørelse om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3 (§§ 8-36) i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere, er der ikke hjemmelsgrundlag til afgive påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til: – § 77a i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007, og – § 6, stk. 1 i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere (Rådgivningspåbud).

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og Arbejdstilsynets brev af 8. februar 2008 (svar på sekretariatets brev af 30. januar 2008) og sekretariatets kontorrapport af 8. februar 2008 (sekretariatets forespørgsel til Arbejdstilsynet).

Kopi til …………………………… De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

§ 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor.

§ 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres.

Versioner

  1. 2008-08-06, til 2013-01-28