Gelex

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-700

GældendeVersion 2008-08-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9546@2008-08-16/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-700

Resumé 2 klagere – en skole og stifteren – klagede over en artikelserie i Fyens Stiftstidende. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er Fyens Stiftstidende berettiget til at beslutte hvilke oplysninger, man vil bringe i avisen. Pressenævnet finder, at Fyens Stiftstidende har handlet inden for redaktørens redigeringsret ved at udelade oplysninger fra [K2]s cv samt det tilsendte materiale. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [K2] i 2004 udpegede tre medlemmer af Skolekredsen. Sidenhen er kompetencen tillagt Skolekredsen. Klager har herefter indstillet yderligere tre medlemmer til Skolekredsen, der i alt består af seks medlemmer. Fyens Stiftstidende skrev i artiklen ”Ministeren vil undersøge [K1]” (31. maj 2008), at ”et flertal i skolekredsen er desuden personligt udpeget af stifteren”. Da klager alene har udpeget to ud af de nuværende seks medlemmer, er oplysningen ikke korrekt. I artiklen ”Skolerne bliver styret via stråmænd” (1. juni 2008) oplystes, at ”Hun [K2] har sidenhen indstillet yderligere tre medlemmer, selv om det ifølge vedtægterne er skolekredsen og ikke skolens stifter, der kan indstille nye medlemmer”. Under henvisning til parternes synspunkter har avisen fejlagtigt angivet, at skolens stifter ikke kan indstille nye medlemmer. Det skulle rettelig have fremgået, at skolens stifter ikke kunne udpege nye medlemmer. Pressenævnet finder herefter, at formuleringen kan give indtryk af, at klager har handlet i strid med vedtægterne, hvilket der ikke er dokumentation for. Nævnet finder de to fejl beklagelige, men ikke i sig selv tilstrækkelige til at udtale kritik. Pressenævnet finder, at udsagnene ”Tvind-agtig”, ”sekterisk”, ”stram styring”, ”voldsomt opgør” og ”på kant med loven” klart fremstår som henholdsvis [F], avisen, [G] og [A]s vurderinger på baggrund af de i artiklerne offentliggjorte oplysninger. Nævnet finder videre, at det af citaterne fra brevet af 20. januar 2008 fremgår, at udsagnene om, at klager er ansvarlig for, hvilke lærere, der ansættes, og at klager skulle have en drøm om international ekspansion, er avisens vurderinger på baggrund af citaterne. Nævnet udtaler ikke kritik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.4. [K2] svarer på spørgsmål vedrørende styreformen den 31. maj 2008 i artiklen ”Stifteren: Det er en storm i et glas vand” , ligesom klagers oplysninger i brevet af 20. januar 2008 vedrørende styringen af skolen er refereret i artiklen ”Skoleimperiets fald”. [K2]s kommentarer fremgik herved i sammenhæng med angrebene, og nævnet udtaler ikke kritik heraf. Det forhold, at klagers svar den 31. maj 2008 blev bragt i en separat artikel, kan ikke føre til et andet resultat. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.6. Til artiklen af 21. juni 2008 var underoverskriften ”Rod i økonomien” indsat. Pressenævnet finder, at underoverskriften kan give indtryk af, at der er konstateret økonomiske problemer, og ikke blot forespurgt til økonomien. Det fremgår dog tilstrækkeligt tydeligt af artiklen, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af underoverskriftens formulering. Pressenævnet finder, at Fyens Stiftstidende heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

[K2] har på egne vegne og på vegne af skolen [K1] klaget til Pressenævnet over artikler i Fyens Stiftstidende den 28.-31. maj samt den 1., 8. og 21. juni 2008, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Artikelserien Fyens Stiftstidende har bragt en artikelserie om forholdene på [K1]-skoler, der tilbyder undervisning for særligt intelligente børn. Avisen bragte således den 28. maj 2008 en artikel under overskriften ”Kaos på skole for kvikke børn” og underoverskriften ”Bestyrelsen på skolen for særligt begavede slår revner. Personalet sygemelder sig, og forældrene er bekymrede” . Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”ODENSE: Der hersker kaotiske tilstande på [K1]skolen for særligt begavede børn i Odense. Således har tre bestyrelsesmedlemmer ifølge næstformand [A] trukket sig på et krisestormøde i lørdags med 50 deltagere. Den nu tidligere næstformand er selv blandt de tre. … Undervisning droppet De kaotiske tilstande hersker ikke kun i bestyrelseslokalet, men også på skolens gange. Både skoleleder [B] og dennes stedfortræder er ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger sygemeldte, så skolen står uden daglig ledelse. I går var der kun fire voksne på skolen til at tage vare på de cirka 60 elever, og den almindelige undervisning måtte droppes. [B] ville i går ikke kommentere ledelsessituationen. Imens udtrykte flere forældre dagen igennem bekymring for situationen for deres børn.” Fyens Stiftstidende bragte den 29. maj 2008 artiklen ”Forældre overvejer en udbryderskole” med underoverskriften ”Kaos på skole for velbegavede kan medføre opdeling i to skoler”. Af artiklen fremgik følgende: ”ODENSE: En gruppe forældre, der er kritiske over for bestyrelsesflertallet på [K1]-skolen i Odense for særligt begavede børn, overvejer nu at bryde ud af [K1] og stifte deres egen skole. Det oplyser [C], selv far til et barn på [K1]. - Det er korrekt, at det overvejer vi, siger han og oplyser, at det er forældrene til omkring 20 af [K1]-skolens 60 børn, der snakker sammen om muligheden. I aften klokken 19 er der planlagt et møde for de kritiske forældre, der mener, at [K1] bliver styret udemokratisk og alt for hårdt efter det oprindelige koncept. Adgang forbudt Mødet var oprindeligt planlagt til at foregå på [K1]-skolen i Vestergade 37, men ifølge [C] er forældrene blevet nægtet adgang til skolen af den nye næstformand i bestyrelsen, [D]. …” Fyens Stiftstidende bragte den 30. maj 2008 artiklen ”Forældre mødtes om ny skole for begavede” , hvoraf følgende fremgik: ”ODENSE: Efter den seneste tids uro omkring [K1]skolen for særligt begavede børn i Odense holdt en gruppe forældre i aftes møde med henblik på at stifte deres egen udbryderskole. Forud for mødet oplyste initiativtager [C], at forældre til omkring 20-25 børn fra den nuværende [K1]skole har udvist interesse for at placere deres børn på en eventuel ny skole. Mødet var endnu ikke slut ved redaktionens slutning, og resultatet kendes derfor ikke. ...” Avisen bragte den 31. maj 2008 artiklen ”Ministeren vil undersøge [K1]” med underoverskriften ”Odense-friskole for intelligente børn skal kigges efter i kortene oven på skarp kritik og beskyldninger om Tvind-metoder” . Af artiklen fremgik følgende: ”ODENSE: Er det lovligt, at landets to [K1]-skoler i Odense og Hadsten bliver styret efter det samme meget stramme koncept lavet af én person, der har magt til at udpege og afsætte bestyrelsesmedlemmer i en skolekreds, der går igen på begge skoler? … Ifølge skolens egne vedtægter har skolekredsen nemlig ret til at indsætte og afskedige bestyrelsesmedlemmer på skolerne. Et flertal i skolekredsen er desuden personligt udpeget af stifteren, [K2], og skolekredsens formand er stifterens kæreste. - Indflydelsen rækker langt ud over, hvad en skolekreds på en friskole normalt har, siger han [[E], leder af Friskolernes Kontor].” Samme dag bragte avisen under overskriften ” Stifteren: Det er en storm i et glas vand” en artikel, hvoraf følgende bl.a. fremgik: ”Hun [K2] svarer her på Stiftstidendes spørgsmål: Hvad mener du om den seneste uges uro på skolen i Odense? - Jeg synes da, det er vildt ærgerligt, for det er min overbevisning, at de fleste af børnene har det rigtigt godt med at være der, og det er dem, der betaler prisen for, at de voksne ikke kan finde ud af det. Hvordan forholder du dig til beskrivelsen af skolens styreform som sekterisk, Tvind-agtig og diktatorisk? - Det er en storm i et glas vand. Jeg tror, det bygger mest på uvidenhed. Jeg tror, det er kommet bag på de fleste, at der har været den interne splid i bestyrelsen. Det handler ikke om, hvorvidt man er uenig med mig personligt, det handler om, hvorvidt man er uenig i skolens pædagogiske idégrundlag. Hvad er konceptet? Hvor står det skrevet? - Det er dels selve formålsparagraffen i vedtægternes paragraf 2, stk. 2, og så har vi derudover en beslutning, der hedder 60 minutters lektioner, morgensamling og fagfordelingsplanen. Det er det, der gør, at vores skole er anderledes fra de andre skoler. På hjemmesiden lyder det, at hver skole er selvstændig i enhver henseende. Hvordan kan to skoler være selvstændige, når de styres efter det samme stramme koncept og en skolekreds, der går igen på alle skoler? - Det, at man på flere skoler har samme pædagogiske målsætning, er det samme som eksempelvis på Rudolf Steiner skolerne. Skolekredsen er lavet for at sikre sig, at det pædagogiske idégrundlag, som jeg har udtænkt, bliver fulgt. Det er i yderste konsekvens den bedste sikkerhed forældrene får for, at vi følger idégrundlaget så tæt som muligt.” Avisen bragte den 1. juni 2008 artiklen ”Skoleimperiets fald” med underoverskriften ”[K1]-skolerne for særligt begavede børn beskyldes for Tvind-metoder og manglende gennemsigtighed. Flere bestyrelsesmedlemmer er gået i protest”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”Og tilbage står [K2], stifteren, og må atter se sin drøm om et imperium af [K1]-skoler briste. Ikke at tvister med lærere, forældre og bestyrelser er hende ukendt. Sådan gik det også med hendes første [K1]-skole i Søborg ved København. Den måtte hun forlade efter en voldsom tvist. … De [skolerne] er alle kontrolleret af [K2] selv, enten direkte eller via den såkaldte Skolekreds, hvor hendes samlever i øvrigt er sat ind som formand. Hvor fast, [K2] styrer [K1]-skolen i Odense, ses tydeligt i en mail af den 20. januar til skolebestyrelsen. Her fastslår hun, at det nu er blevet tid til igen at stille skarpt fokus på konceptet. Og at: Det er meget vigtigt, at alle [K1]-skolerne holder kursen og følger det samme koncept. [K2] understreger i samme mail fast, at det er hende alene, der udvikler Konceptet. - Konceptet for [K1] er ikke blevet videreudviklet, siden den første skole åbnede. I praksis har jeg ikke haft tid, skriver hun. Stram styring Hun begrunder den stramme styring blandt andet med behovet for ensartethed og stabilitet, som [K2] mener, har afgørende betydning for både forældrenes valg og mediernes fremstilling af vores hovedformål: Børnenes trivsel, som hun skriver. [K2] er normalt ikke til stede på [K1]-skolen i Vestergade i Odense, for hun har travlt med at bygge skolen i Hadsten op. I stedet skal skoleleder [B] stå for dagligdagen i Odense. Men [K2] har nu langtfra sluppet Odense-skolen. I mailen til skolebestyrelsen den 20. januar præciserer hun sin rolle som pædagogisk konsulent på skolen i Odense. Den skal hun udfylde samtidig med, at hun holder styr på Konceptet og er ansat på skolen i Hadsten. Ifølge Stiftstidendes oplysninger modtager hun 8000 kroner pr. måned for konsulent-ydelsen oven i den løn, hun får for at være leder af skolen i Hadsten. I brevet beskriver [K1]s frontfigur sine arbejdsopgaver – og bekræfter, hvor tæt hun kontrollerer, at tingene foregår, som hun vil have det. Blandt andet fremgår det som om, hun er ansvarlig for, hvilke lærere, der bliver ansat på skolerne. - Jeg mangler information om bestyrelsesbeslutninger, der har indflydelse på min varetagelse af opgaver, eksempelvis ansættelse af nye lærere, skriver hun. Oprøret bryder ud Men det er det stramme Koncept og [K2]s topstyring via skolebestyrelsen, som får oprøret blandt forældre og lærere på skolen i Odense til at bryde ud i disse dage. … Kampen om kontrol på skolen er både helt overordnet og helt ned i detaljerne i dagligdagen på skolen. For eksempel hvad fagene skal hedde, og hvor lange lektionerne for børnene skal være. Nej til 45 minutter Skoleleder [B] har talt for en frigørelse fra det [K1]-koncept, som der styres benhårdt efter. På et tidspunkt har hun foreslået, at lektionerne skal kortes ned fra 60 til 45 minutter, fordi hun og lærerne vurderer, at børnene bliver for ukoncentrerede og trætte med 60 minutters lektioner. Men den daglige skoleleders forslag bliver med det samme skudt ned af et [K2]-trofast flertal i bestyrelsen, fordi det falder uden for Konceptet. Bestyrelsen var dog stærkt splittet i spørgsmålet, og et mindretal på tre af de syv bestyrelsesmedlemmer støtter skolelederens ide. [K1] vil ud i verden [F], en far til en af eleverne på skolen, er rystet over, hvad han kalder for Tvind-lignende forhold på [K1]-skolen. [F] kom for en måned siden ind i skolebestyrelsen, hvor han dog først har stemmeret til august. Men dagen før bestyrelsesmødet forrige onsdag skriver han et åbent brev til hele forældrekredsen, hvor han anklager styreformen på skolen for at være ugennemsigtig, topstyret og bondefangeri. I brevet foreslår [F] sarkastisk, at [K2] bør følge Tvind-leder Mogens Amdi Pedersen og hans forkærlighed for afrikanske diktatur-fristeder, hvis [K1]-skolen ønsker at ekspandere internationalt. - Jeg vil tillade mig at anbefale Zimbabwe som et oplagt sted at drive skole med denne konstruktion, skriver han. International drøm Måske er det med international ekspansion ment ironisk, men et verdensomspændende net af [K1]-skoler er faktisk netop, hvad stifter og initiativtager [K2] har ambitioner om. Ud over skolerne i Odense og Hadsten – og planer om nye i Aalborg og Vejle – er hendes drøm at skabe et skoleimperium, der strækker sig ud over Danmarks grænser. Videreudviklingen ([K1]-tanken, red.) skal ske dels ved indsamling af erfaringer fra skolerne, ved inspiration fra specialister på området, samt ved min fremtidige deltagelse i udenlandske konferencer. Desuden vil jeg kunne imødekomme forespørgsler om at igangsætte projekter med skoler i udlandet, skriver hun i den interne mail til bestyrelsen den 20. januar i år. Tvivl om lovligheden Foreløbig har [K2] dog rigeligt at gøre med at holde sammen på sit [K1]-koncept og skolen i Vestergade i Odense. Ud over den kritiske far, [F], trådte to andre bestyrelsesmedlemmer tilbage i den forløbne uge. Både [G], en mor til et [K1]-barn, og næstformand [A], der ellers hidtil har været en trofast støtte til [K2], har fået nok. I en mail til bestyrelsen har de udtrykt stor bekymring omkring lovligheden af den måde, som magtstrukturerne i [K1] er sammensat på. Og de gør også oprør mod det stramme Koncept, som [K2] vil have, at skolerne skal ledes efter. Foreløbig uden effekt: [K2]s magt over sin oprindelige skole-idé er stadig intakt. Ikke i København, hvor hun trak sig efter et voldsomt opgør med skolebestyrelsen på den første [K1]-skole i Danmark, men stadig i Odense, Hadsten og fra august i Nordjylland – og i de kommende skoler, som hun drømmer om til sit skoleimperium. Samme dag bragte avisen artiklen ”Far: [K1] drives som Tvind” med underoverskriften ”Kritisk tidligere bestyrelsesmedlem sendte brev ud om forholdene på Odense-skolen”. Af artiklen fremgik følgende: ”ODENSE: I et brev til de øvrige forældre på [K1]-skolen i Odense, sammenligner [F] måden, som skolerne drives på, med Tvind-imperiet. … [F] skulle efter planen være trådt ind i skolebestyrelsen efter sommerferien, og derfor har han været tilhører på de kaotiske bestyrelsesmøder her i maj, hvor splittelsen mellem dele af lærerkredsen, skoleledelsen og skolebestyrelsen er blusset op. … Som i en sekt - Det ligger indbygget i hele tavshedskulturen. Det er ligesom i en sekt. Man modsiger ikke lederen, siger han med tanke på stifteren [K2]. …” Samme dag bragte avisen tillige artiklen ”Skolerne bliver styret via stråmænd” med underoverskriften ”[K2] styrer alle skolerne gennem Skolekredsen. Det er på kant med friskoleloven”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”For selv om Odense-skolen i Vestergade ifølge Friskoleloven skal være uafhængig og styres af sin egen bestyrelse, er det i praksis stadig stifteren [K2], der bestemmer. Det sker indirekte via den såkaldte Skolekreds. Skolekredsen er nemlig central i hele [K1]skolernes koncept og består af den samme personkreds på alle [K1]-skoler i landet. Skolekredsen har magt til at både godkende og afsætte bestyrelsesmedlemmer og kontrollerer på den måde i realiteten flertallet i skolebestyrelserne. Ikke bare i Odense, men på alle skolerne. På kant med loven Netop det kan være på kant med loven, mener de to tidligere bestyrelsesmedlemmer [G] og [A], der i den forløbne uge trak sig i protest fra [K1]-skolebestyrelsen. De to påpeger, at Friskolelovens paragraf 21a siger, at en friskole skal være uafhængig og skolens bestyrelse det bestemmende organ, for at skolen er berettiget til at modtage tilskud fra Undervisningsministeriet. … At [K2] stadig er med til at styre skolen i Odense er tydeligt. Af [K1]s vedtægter fremgår det, at det er hende, der i første omgang udpeger skolekredsen. Det gjorde hun, da skolen i Odense blev oprettet i 2006. Hun har sidenhen indstillet yderligere tre medlemmer, selv om det ifølge vedtægterne er skolekredsen og ikke skolens stifter, der kan indstille nye medlemmer. De tre er bestyrelsesformænd for Odense, Hadsten og Nordjylland-skolerne. [K2]s rolle i sammensætning af [K1]s centrale magtorgan fremgår af en mail, hun selv har skrevet til bestyrelsen. Fyens Stiftstidende er i besiddelse af en kopi af mailen: - Det er min opfattelse, at skolebestyrelsen i sin nuværende form og medlemstal har udspillet sin rolle. Den er kommet ud af trit med dagligdagen på skolerne, og det har været svært for mange at gennemskue dens virke. Derfor har skolekredsen efter min indstilling optaget de tre nuværende bestyrelsesformænd som medlemmer, skriver hun. Samlever er formand I dag er [K2]s samlever, [K], der er formand for den magtfulde skolekreds, der altså er fælles for alle [K1]-skolerne.” Avisen bragte den 8. juni 2008 følgende resumé under overskriften ”Sagen kort” : ”… Fra både personale, forældre og tidligere bestyrelsesmedlemmer lyder kritikken over den meget stramme styreform, skolerne drives efter. Flere bruger udtryk som Tvind-lignende, sekt-agtig og diktatorisk i beskrivelse af den magtfulde stifter og de seks medlemmer af skolekredsen, der går igen på alle skoler. …” Samme dag bragte avisen artiklen ”Skoleleder for kvikke børn taler ud” med underoverskriften ”[B] er skoleleder på [K1]-skolen i Odense. Efter måneders kaos og umulige arbejdsvilkår har hun sygemeldt sig på ubestemt tid”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”I søndags kunne Fyens Stiftstidende fortælle historien om [K1]s skole-imperium, hvor alle skoler styres efter det samme stramme koncept og en magtfuld skolekreds, der går igen på alle skoler og er udpeget af stifteren [K2]. En organisering, der måske er på kant med loven og som har fået undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at sætte en undersøgelse i gang. Og det har fået [B] til at sygemelde sig og stå frem med kritik af et system, der tidligere er blevet beskrevet som diktatorisk og Tvind-agtigt.” Fyens Stiftstidende bragte den 21. juni 2008 artiklen ”Haarder kræver klar besked fra [K1]” med underoverskriften ”Undervisningsministeriet stiller 17 kritiske spørgsmål til de omdiskuterede skoler for særligt begavede børn” . Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ” Rod i økonomien … Ligeledes stiller Undervisningsministeriet en lang række kritiske spørgsmål til pengesagerne på skolerne. Både hvad angår løn- og ansættelsesforhold for personalet, men også i forhold til stifteren bag alle [K1]skolerne, [K2]. For eksempel kræver ministeriet oplysninger om, hvorvidt [K2] har betalt fuld pris for at have sit eget barn gående som elev på skolen. Ministeriet kræver også oplysninger om, hvilken betaling hun modtager for, at skolerne bruger navnet [K1] og anvender hende som tilknyttet konsulent, samt svar på, hvorvidt [K2] har rejst for skolens penge, og hvilken betaling, hun eventuelt har fået for det.” Til artiklen var under overskriften ”[K1]: Alt er i skønneste orden” og underoverskriften ”Skoleformand garanterer, at [K1] bliver frikendt af Undervisningsministeriet” en artikel, hvoraf følgende bl.a. fremgik: ”ODENSE: - Der er ikke nogen spørgsmål, vi ikke kan svare på til alles tilfredshed. Sådan lyder det fra [H], formand for [K1]skolen i Odense, om de fem siders kritiske spørgsmål, Undervisningsministeriet har fremsendt til skolen. Han er, som han siger; ”100 procent sikker på”, at Undervisningsministeriet ikke vil finde kritisable forhold hos [K1].” Til artiklerne var indsat følgende resumé af artikelserien under overskriften ”[K1]sagen kort” : ” Balladen omkring [K1]skolen brød ud, fordi en gruppe tidligere bestyrelsesmedlemmer og ledelsen mener, at skolen bliver drevet udemokratisk og topstyret. Især går kritikken på, at en lille gruppe personer, der er udpeget af stifter [K2], den såkaldte skolekreds, har mulighed for at afsætte bestyrelsesmedlemmer uden yderligere begrundelse. Efter flere henvendelser og presseomtale af sagen valgte Undervisningsministeriet i slutningen af maj at tage sagen op og indlede en tilsynssag mod [K1].” Fyens Stiftstidende bragte den 6. juli 2008 følgende rettelse under overskriften ”Kæreste men ikke samlever” : ”Der har indsneget sig fejl i artiklen ”Skoleimperiets fald”, bragt her i avisen den 1. juni. Af artiklen fremgår det, at stifter af [K1]skolen i Odense [K2] er samlever med [K], der sidder i [K1]s skolekreds. Dette er ikke korrekt. De to er kærester og bor begge i Dronningensgade i Odense, men altså ikke i samme hus. Af samme artikel fremgår det, at tidligere bestyrelsesmedlem [G] havde et barn på skolen, indtil hun trak sig fra bestyrelsen i protest, men hun havde faktisk tre børn på [K1].” Yderligere oplysninger i sagen Fyens Stiftstidende bragte den 16. september 2006 en artikel under overskriften ”Ledelseskaos på [K1]skole” og underoverskriften ”ØKONOMIROD: Initiativtager til Odense-skole for kloge børn fyret fra skolen i København”. Af artiklen fremgik følgende: ”Der er kaos i ledelsen på [K1], skolen for kloge børn, der i august åbnede en afdeling i Odense. Initiativtager til både skolen i Odense og moderskolen i København, [K2], er blevet fyret fra sin stilling som daglig leder. Det er hun blevet af bestyrelsen for den københavnske udgave af [K1]. Ifølge bestyrelsesformand i København, [I], på grund af rod i økonomien og uklarhed omkring ledelsen af skolen. … Odense har eget budget Årsagen til fyringen af [K2] er, at budgetterne på skolen i København er løbet helt løbsk. … Støtter initiativtager [H] [bestyrelsesformand i Odense] agter ikke at afbryde samarbejdet mellem den odenseanske [K1]skole og initiativtager [K2] på baggrund af fyringen og regnskabsroderiet i København, oplyser han. Han mener ikke, at [K2] kan lastes for københavnerskolens dårlige økonomi. - Det er bestyrelsens ansvar, ikke Pernilles, siger han og fortæller i øvrigt, at han er klar til at ansætte [K2] i Odense. - Vi vil da overveje, om ikke hun skal være skoleleder hos os, og det kunne jeg da meget vel tænke mig, at hun bliver, siger han. Fyens Stiftstidende kunne i går ikke træffe [K2] for en kommentar til sagen.” [K2] fremsendte ved e-mail af 20. januar 2008 to breve til bestyrelsen for [K1]-Odense, hvoraf bl.a. følgende fremgik: ”[brev 1] Videreudviklingen skal ske dels ved indsamling af erfaringer fra skolerne, ved inspiration fra specialister på området samt ved min fremtidige deltagelse i udenlandske konferencer. Desuden vil jeg kunne imødekomme forespørgsler om at igangsætte projekter med skoler i udlandet og forhåbentlig få gang i det længe ønskede samarbejde med undervisningsministeriet. … Det er min opfattelse, at skolekredsen i sin nuværende form og medlemstal har udspillet sin rolle. Den er kommet ud af trit med dagligdagen på skolerne, og det har været svært for mange at gennemskue dens virke. Derfor har skolekredsen efter min indstilling optaget de tre nuværende bestyrelsesformænd som medlemmer. De nuværende tre bestyrelsesformænd har alle været med i opstartsfasen af en skole er efter min overbevisning fast forankrede i [K1]-konceptet. … [brev 2] Muligheder for kompetent varetagelse af mine opgaver: … Jeg mangler - Informationer om bestyrelsesbeslutninger, der har indflydelse på min varetagelse af opgaver, eksempelvis ansættelse af nye lærere.” Undervisningsministeriet meddelte ved brev af 13. juni 2008 bestyrelsen for [K1]-Odense, at ministeriet havde besluttet at rejse en tilsynssag omfattende skolens uafhængighed og løn- og ansættelsesvilkår på baggrund af henvendelser til ministeriet og presseomtalen. I brevet beder ministeriet skolen redegøre for 17 punkter, herunder bl.a. følgende: ”8) Alle aftaler siden skolens oprettelse indgået mellem skolen og [K2], herunder konsulentaftalen og aftale om skolens eventuelle betaling for varemærkerettigheden og vilkårene for brugen af denne rettighed. Såfremt der er indgået mundtlige aftaler bedes skolen redegøre herfor. 9) Oplysninger om, hvorvidt og med hvilket beløb [K2] siden august 2007 har modtaget betaling for rejsevirksomhed ud over sit faste honorar, og i givet fald hvilken rejsevirksomhed. 10) Oplysninger om, hvorvidt og med hvilket beløb [K2] siden august 2007 har betalt fuld pris for at have sit barn som elev på skolen.” [K2] har fremlagt en udateret erklæring fra Atheneskolen (underskrevet af klager og bestyrelsesformand for Atheneskolen, [J]). Af erklæringen fremgik følgende: ”I forbindelse med opsigelsen af [K2] som skoleleder for Atheneskolen i september 2006 er der indgået et forlig mellem parterne. [K2] har i forbindelse med forliget modtaget et beløb. Atheneskolen og [K2] er enige om, at [K2]s fratræden som skoleleder intet har at gøre med [K2]s pædagogiske ledelse af skolen. Parterne er desuden enige om, at [K2] ikke har misligholdt sin ansættelseskontrakt. Parterne anerkender hinandens arbejde og betydning for børn med særlige begavelsesmæssige forudsætninger. Parterne er enige om, at det nærmere indhold af forliget er fortroligt.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [K1] og [K2]s synspunkter [K2] har anført, at Fyens Stiftstidendes fremstilling af sagen er ensidig og indeholder krænkende og udokumenterede oplysninger om, at klager leder skolen efter Tvind-metoder, på kant med loven, og at skolen har ”rod i økonomien”. Den 30. maj 2008 fremsendte klager dokumentation for sine ansættelsesforhold på skolerne, sit cv, kopi af forlig med Atheneskolen og brev til forældregruppen på [K1]-Odense. På trods af de tilgåede informationer fortsatte avisen med at bringe urigtige oplysninger, ligesom der konsekvent blev udeladt informationer, som kunne have stillet klager i et bedre lys. Brevet af 20. januar 2008 er et internt brev, som klager skrev som en af sine pligter over for bestyrelsen i [K1]-Odense. Klager blev bedt som sine synspunkter. Det var så op til bestyrelsen at vælge, om de ville lytte til klager. Avisen vælger at lave sin egen fortolkning af brevet, hvor det ikke klart fremgår, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer fra personer, der måtte have et modsætningsforhold til klager. At avisen tillige ønskede at ramme klager personligt underbygges af, at tyve artikler om [K1] er frit tilgængelige på avisens website, hvorimod der kræves betaling for læsning af avisens interview med klager den 31. maj 2008 og avisens rettelse af 6. juli 2008. Til de enkelte artikler har klager navnlig anført følgende: ”Kaos på skole for kvikke børn” af 28. maj 2008: I artiklen skrives, at der er fire voksne til 60 børn og ingen undervisning. Det svarer til 15 børn pr. voksen, hvilket er flere end i folkeskolen. Det hævdes fejlagtigt, at der ikke var undervisning den dag. De tre bestyrelsesmedlemmer trak sig ikke på det omtalte møde. Ét bestyrelsesmedlem trak sig inden mødet, og to trak sig efter mødet. ”Forældre overvejer en udbryderskole” af 29. maj 2008: Skolen var aflåst om aftenen, og ingen af de fremmødte havde en nøgle. Forældrene blev ikke nægtet adgang. ”Forældre mødtes om ny skole for begavede” af 30. maj 2008: Det hævdes som dagen forinden, at antallet af personer, der ønsker en udbryderskole, er tyve, men i virkeligheden var kun 12 personer mødt frem til det omtalte møde. ”Ministeren vil undersøge [K1]” af 31. maj 2008: Det er ikke muligt for én person at afsætte bestyrelsesmedlemmer. Skolekredsen består af seks medlemmer, som ifølge skolernes vedtægter kan indsætte og afsætte bestyrelsesmedlemmer. Før den første skole åbnede i 2004, og der ikke var andre til at udpege medlemmer, udpegede klager tre af seks skolekredsmedlemmer (hvoraf to er tilbage). Det er ikke et flertal. Der er i øvrigt forskel på at udpege og indstille medlemmer. ”Skoleimperiets fald” af 1. juni 2008: Udsagnene om, at klagers drøm/ambition er at skabe et skoleimperium, der strækker sig ud over Danmarks grænser, er hverken udtryk for klagers ønske eller udtalelser. Det er ikke korrekt, at bestyrelsen afviste 45 minutters lektioner. Både internt og offentligt er det tilkendegivet, at man er villig til at lade [B] planlægge næste skoleår med disse lektioner. Formanden for skolekredsen er ikke klagers samlever. Avisens beskrivelse af klagers afgang fra jobbet som skoleleder er ikke korrekt. Erklæringen er et gyldigt dokument udformet af Københavns Byret til et retsmæglingsmøde og viser, at udtalelserne i avisen fra september 2006 ikke kan dokumenteres - [K2] har afvist at styre skolerne. Hun fremkom med sin mening, hvorefter det var op til bestyrelsen at beslutte, om man ville lytte til klager. Klager har ifølge sin ansættelseskontrakt pligt til at supervisere nye lærere, hvorfor hun i brevet af 20. januar 2008 gjorde opmærksom på, at hun havde behov for at få informationer om ansættelse af nye lærere. Klager er normalt ikke til stede på Odense skolen, da hun er ansat 13,5 % der, og en del af arbejdet foregår ikke på selve skolen. [G] er mor til tre børn ud af de ca. ti elever, der er meldt ud af skolen. ”Far: [K1] drives som Tvind” af 1. juni 2008: [F] får lov til at komme med en stærkt krænkende udtalelser. Udsagnene står uimodsagt. [F]s grundlag for at udtale sig er ét bestyrelsesmøde, hvor han var tilhører. Kommentarer fra klager bringes uden for artiklen og derved ikke i sammenhæng med anklagerne. ”Skolerne bliver styret via stråmænd” af 1. juni 2008: Skolekredsen har ikke fortalt et bestyrelsesmedlem, hvad pågældende skal gøre eller mene. Påstanden om, at klager styrer skolerne gennem Skolekredsen på kant med friskoleloven er ikke dokumenteret, og klager har ikke fået forelagt påstanden. Formanden for skolekredsen er ikke klagers samlever. ”Sagen kort” og ”Skoleleder for kvikke børn taler ud” af 8. maj 2008: Uden dokumentation beskrives skolens styreform som diktatorisk og udemokratisk. ”Haarder kræver klar besked fra [K1]” af 21. juni 2008: Der omtales rod i økonomien uden at nævne, at ministeriet lang tid forinden har fået tilsendt en årsrapport fra revisoren, ligesom skolen allerede tidligere har besvaret ministeriets spørgsmål. ”Sagen kort” af 21. juni 2008: Beskyldninger om, at skolen er opbygget som Tvind og udemokratisk, er hovedsageligt fremsat af avisen selv og ikke som antydet i teksten fra flere udenforstående. 2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter Fyens Stiftstidende har anført, at avisen har givet en alsidig beskrivelse af forholdene med alle parters synspunkter ved hjælp af skriftlige kilder som bestyrelsesreferater, mails fra klager, breve fra ministeriet, interviews med nuværende bestyrelsesformænd, tre tidligere bestyrelsesmedlemmer og forældre samt klager fra [K2] og en tidligere skoleleder. Til de påklagede artikler har avisen anført følgende: 28. maj 2008: Fire voksne til 60 skolebørn er en faktisk oplysning, som ikke bestrides af [K1]. Flere forældrepar oplevede skoledagen som værende uden undervisning. Næstformand [A] optræder som kilde til oplysningen om, at tre medlemmer udtrådte på et møde den 24. maj 2008. Næstformanden må anses som en autoritativ kilde til oplysninger om fratræden. Uanset oplysningerne skulle være upræcise, har det ikke afgørende betydning, idet tre medlemmer er gået i forbindelse med et krisemøde. 29.-30. maj 2008: Det omtales med [C] som kilde, at der er 20 forældre, der snakker sammen – ikke at der var 20 personer til stede ved mødet. 31. maj 2008: Undervisningsministeren varslede denne dag en undersøgelse. Klager kom samme dag til orde og forholdt sig til skolens styreform som ”sekterisk, Tvind-agtig og diktatorisk”. [K2] har selv udpeget de tre oprindelige medlemmer i skolekredsen, og af brevet af 20. januar 2008 fremgår det, at hun desuden stod bag indstillingen af at optage de tre nuværende bestyrelsesformænd. Formuleringen i artiklen, at klager personligt står bag udpegningen, er et udtryk for avisens vurdering på baggrund af oplysningerne. 1. juni 2008: Det er [F]s vurdering, at [K1] kan sammenlignes med Tvind. Vurderingen er foretaget på baggrund af bestyrelsesarbejde og oplevelser som forældre til et barn på skolen. Klager afviser denne dag samtlige anklager om kritisable forhold på [K1] (citat fra interview af 31. maj 2008). Vedrørende [K1]s planer om at komme ud over de danske grænser har Fyens Stiftstidende henvist til brevet af 20. januar 2008. Til beskrivelsen af klagers afgang fra et lignende job har avisen henvist til artiklen af 16. september 2006, hvor avisen citerer [I] for, at klager blev afskediget med henvisning til problemer. Angående klagers rolle som styrende af skolen er formuleringen avisens vurdering af, at klager indirekte bestemmer på skolen via indstillinger til bestyrelsen, ligesom mange kilder har givet udtryk herfor. Vedrørende ansættelse af nye lærere har avisen henvist til brevet af 20. januar 2008, som avisen tolkede som dokumentation for, at klager står for ansættelse af lærere på [K1]. Fejlen for så vidt angår antallet af [G]s børn vil blive rettet. 8. juni 2008: Karakteristikken af styreformen er et udtryk for såvel forældre, fhv. bestyrelsesmedlemmer som avisens vurdering. 21. juni 2008: Det aktuelle brev fra Undervisningsministeriet refereres alene. Tidligere svar fra skolen må anses for forældede på baggrund af det seneste brev. [K1]s bestyrelsesformand, [H], afviser kritikken fra ministeriet. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Palle Weis, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er Fyens Stiftstidende berettiget til at beslutte hvilke oplysninger, man vil bringe i avisen. Pressenævnet finder, at Fyens Stiftstidende har handlet inden for redaktørens redigeringsret ved at udelade oplysninger fra [K2]s cv samt det tilsendte materiale. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [K2] i 2004 udpegede tre medlemmer af Skolekredsen. Sidenhen er kompetencen tillagt Skolekredsen. Klager har herefter indstillet yderligere tre medlemmer til Skolekredsen, der i alt består af seks medlemmer. Fyens Stiftstidende skrev i artiklen ”Ministeren vil undersøge [K1]” (31. maj 2008), at ”et flertal i skolekredsen er desuden personligt udpeget af stifteren”. Da klager alene har udpeget to ud af de nuværende seks medlemmer, er oplysningen ikke korrekt. I artiklen ”Skolerne bliver styret via stråmænd” (1. juni 2008) oplystes, at ”Hun [K2] har sidenhen indstillet yderligere tre medlemmer, selv om det ifølge vedtægterne er skolekredsen og ikke skolens stifter, der kan indstille nye medlemmer”. Under henvisning til parternes synspunkter har avisen fejlagtigt angivet, at skolens stifter ikke kan indstille nye medlemmer. Det skulle rettelig have fremgået, at skolens stifter ikke kunne udpege nye medlemmer. Pressenævnet finder herefter, at formuleringen kan give indtryk af, at klager har handlet i strid med vedtægterne, hvilket der ikke er dokumentation for. Nævnet finder de to fejl beklagelige, men ikke i sig selv tilstrækkelige til at udtale kritik. Pressenævnet finder, at udsagnene ”Tvind-agtig”, ”sekterisk”, ”stram styring”, ”voldsomt opgør” og ”på kant med loven” klart fremstår som henholdsvis [F], avisen, [G] og [A]s vurderinger på baggrund af de i artiklerne offentliggjorte oplysninger. Nævnet finder videre, at det af citaterne fra brevet af 20. januar 2008 fremgår, at udsagnene om, at klager er ansvarlig for, hvilke lærere, der ansættes, og at klager skulle have en drøm om international ekspansion, er avisens vurderinger på baggrund af citaterne. Nævnet udtaler ikke kritik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.4. [K2] svarer på spørgsmål vedrørende styreformen den 31. maj 2008 i artiklen ”Stifteren: Det er en storm i et glas vand” , ligesom klagers oplysninger i brevet af 20. januar 2008 vedrørende styringen af skolen er refereret i artiklen ”Skoleimperiets fald”. [K2]s kommentarer fremgik herved i sammenhæng med angrebene, og nævnet udtaler ikke kritik heraf. Det forhold, at klagers svar den 31. maj 2008 blev bragt i en separat artikel, kan ikke føre til et andet resultat. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.6. Til artiklen af 21. juni 2008 var underoverskriften ”Rod i økonomien” indsat. Pressenævnet finder, at underoverskriften kan give indtryk af, at der er konstateret økonomiske problemer, og ikke blot forespurgt til økonomien. Det fremgår dog tilstrækkeligt tydeligt af artiklen, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af underoverskriftens formulering. Pressenævnet finder, at Fyens Stiftstidende heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik. Afgjort den 13. august 2008

Versioner

  1. 2008-08-16