Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9677@2008-10-07/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-745

Resumé Klager – en privatperson – klagede over en artikel på www.jp.dk og i Jyllands-Posten. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [K] efter interviewets gennemførelse henvendte sig til [A] og [B] og gjorde indsigelse mod offentliggørelsen. Nævnet finder, at klagers efterfølgende henvendelser som udgangspunkt ikke kan bevirke, at offentliggørelsen var i strid med god presseskik. Parterne har imidlertid afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt [K] udtalte sig til de to journaliststuderende under den forudsætning, at eksamensopgaven ikke skulle offentliggøres. Nævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og kan derfor ikke vurdere, hvorvidt offentliggørelsen af artikelserien var berettiget. Pressenævnet finder imidlertid, at [K] er tilstrækkeligt anonymiseret i artiklerne, og nævnet udtaler på det foreliggende grundlag ikke kritik af Jyllands-Posten og www.jp.dk.

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel på www.jp.dk og i Jyllands-Posten den 17. og 19. august 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Jyllands-Posten og www.jp.dk bragte den 17.-25. august 2008 artikelserien ”På rejse ind i ekstremismen” bestående af fire kapitler. Artiklerne, der er skrevet af [A] og [B], beskriver miljøet omkring de politiske yderfløje i Århus. I artiklerne beskrives de indbyrdes konfrontationer, og personer fra miljøet er interviewet. Af artikelseriens kapitel 1 ”I dag om de sidste åndedrag før masseslagsmålet med fjenden” fremgik bl.a. følgende: ”Pulsen banker i 18-årige [C]' tinding som en hidsig, lille hammer. De konstante dunk forplanter sig hele vejen ned i hans mave. Han trækker vejret i stakåndede stød. Dødningehovedtørklædet, som han har trukket op foran munden, klistrer klamt til hans ansigt. Han har svært ved at få luft. »Tænk, at de provokatører kommer og angriber vores territorium,« rumler det i [C]' hoved. Han havde på forhånd fået at vide, at det antiracistiske seminar var et højrisiko-arrangement. Og han havde tidligere på dagen fået besked på ikke at gå ud af hoveddøren, fordi der stod nazier derude og fotograferede deltagerne.” Af artikelseriens kapitel 2 ” Masseslagsmålet ved huset” den 19. august 2008 fremgik bl.a. følgende: ”Hvad fanden sker der? Det er flere dage siden, at vi skulle have mødt Karl og de to vidner til sammenstødet ved Huset. Han tog ikke telefonen, da vi ringede til ham dagen før interviewet, eller dagen derpå, eller i går, eller i dag, og han har ikke svaret på én eneste af vores mange beskeder. Et par dage senere beslutter vi os for at skrive til den sorthårede pige, der satte os i kontakt med Karl for et par uger siden. Han bliver svær at grave frem, fortæller hun. ”Han er træt af det hele, af at hans venner er så paranoide over for journalister, og at de ikke overholder deres aftaler,” svarer hun i en sms og råder os til at give ham lidt tid. En debat på internettet giver os et hint om, hvad der er ved at ske. ”Hold jeres kæft omkring interne forhold og gå til ARN-Århus, hvis I stadig er i tvivl om, hvad I skal gøre. Sammen er vi stærke,” skriver ”Rune” på Anarkistisk Debatforum om seminaret den 12. april. Og Karl er ikke den eneste, der trækker sig væk fra os. Vi får en mail fra [C], der for små to uger siden sad i vores køkken og fortalte ivrigt om sine oplevelser den 12. april. Det har han i øvrigt også gjort på sin Arto-profil, opdager vi senere. [C] skriver, at han er blevet ringet op af ARN-Århus, der åbenbart har holdt et krisemøde og nu vil have, at han trækker sit og Emils interview tilbage. Intet af det, som de har fortalt os, må offentliggøres, fastslår [C]. ”Det vil kunne skade bevægelsen, hvis højrefløjsaktivisterne får fingrene i det, da det kan risikere at afsløre vores arbejdsmetoder i f.eks. at holde øje med nazisterne, og vi risikerer, at der ikke vil være hjælp fra København, næste gang der kommer en konfrontation, fordi folk er usikre på, om det, de gør, kommer ud i pressen,” skriver han. Vi forstår ikke, hvad der foregår. Da vi interviewede ARN-Århus’ talsmand Peter Bonfils for en uge siden, fortalte vi ham, at vi ville kontakte andre i miljøet for at høre om slagsmålet foran Huset 12. april. Det havde han ikke noget imod, sagde han. Han ville endda sende en mail rundt for at høre, om der var nogen, der ville snakke med os, bedyrede Peter Bonfils. Det føles, som om den sprække, der havde åbnet sig i miljøet, krampagtigt lukker om sig selv og bliver til en hård knude. Lidt den samme følelse, som vi begynder at få i maven. Vi spørger [C], hvem hans kontaktperson i ARN-Århus er. Svaret får os til at spærre øjnene op. ”Han hedder Rune inde på Anarcho-foraet (Anarkistisk Debatforum, red.), og det nummer, han ringer fra, var 3342 8000, Danmarks Journalistforbund,” skriver [C]. Rune er altså ansat af vores fagforbund og får løn for at varetage vores interesser, men kvitterer ved at bruge forbundets telefon til at ringe til vores kilder og fortælle dem, at de ikke kan stole på journalister.” Til artikelseriens kapitel 2 var under overskriften ”Sådan gjorde vi [avisen]” indsat følgende: ”Rekonstruktionerne i dette kapitel er lavet på baggrund af interviews med Emil, [C], Banjo, [D], Jonathan, Linda, en veninde til Linda, Østjyllands Politi samt en af Husets naboer, der bevidnede slagsmålet fra sit vindue. Alle kilder optræder anonymt af frygt for repressalier. Deres rigtige navne er JP Århus bekendt.” Af [K]s e-mail af 15. maj 2008 til [B] fremgår følgende: ”Hej Jan. Jeg har snakket telefonisk med en repræsentant fra ARN (som jeg egentlig også selv er med i, men endnu ikke kommet på mailinglisten) som i øvrigt selv er journalist, og de er på deres møde for to dage siden blevet enige om en fælles pressestrategi for de aktivister, der har udtalt sig til jer, nemlig at man bør gå gennem ARNs pressegruppe, og derfor har de besluttet, at folk bør trække deres interviews tilbage. Begrundelsen er, at det vil kunne skade bevægelsen på længere sigt, hvis højrefløjsaktivisterne får fingrene i det talte, da det kan risikere at afsløre vores arbejdsmetoder i fx at holde øje med nazisterne, og vi risikerer, at næste gang der kommer en konfrontation, at der ikke vil være hjælp fra København, fordi folk er usikre på, om det de gør, kommer ud i pressen. Altså handler det om en generel tillid til folk. Det var også derfor dagbladene ikke skrev noget/ret meget om hændelsen bagefter, fordi ARN meldte ud fra starten, at de ingen kommentarer havde. Det er altså et generelt træk, at man som antifascist skal være ekstremt påpasselig med, hvad man udtaler sig om i andres selskab (jeg blev fx ringet op af en fra AFA og fik en venlig irettesættelse, fordi jeg var kommet til at skrive noget ubekræftet om AFA, som jeg dybest set intet vidste om, på et lukket forum!) fordi man vil blive set skeptisk på fra alle sider, og det standpunkt er jeg blevet skolet i nu. Men derudover gav han mig ret i, at det var sundt at få snakket ud om tingene og få nedskrevet begivenhederne for at bearbejde dem psykologisk. Jeg synes dog, det vil være synd for jer, hvis I kommer til at dumpe til eksamen, fordi alle jeres kilder vælger at trække sig. Derfor vil jeg (og formentlig også Theo) stille et par ultimatum for, at vores udtalelser må bruges i jeres opgave : 1. Opgaven må på ingen måde vises til andre end de involverede i processen, dvs. din kollega, som også skriver på den, og læreren/censor, der skal rette opgaven. Ingen andre – heller ikke interesserede kammerater på DJH. 2. Den skal ikke forsøges solgt bagefter eksempelvis til JP , da det må være et oplagt sted, eftersom jeg har hørt, det var der, du var i praktik (og du ved vel forhåbentlig på forhånd, hvilken (krigslignende) vinkling JP ønsker at få på historien, når de offentliggør den?). Jeg fik i hvert fald at vide, at uanset hvor meget anonymitet journalister lover, så kan man ikke stole på, at de ikke vil forsøge at få en god historie ud bagefter. Så kort og godt: den her historie er ’hemmelig’ og skal ikke ramme de brede medier. (For så er konsekvenserne klare: Århus-bz-miljøet mister sit indtil videre unge og gode ry, og københavnerne vil formentlig ikke assistere os igen til arrangementer, og jeg risikerer selv at blive et kendt ansigt blandt nazisterne og bliver formentlig opsøgt bagefter.) Om relevant skal din lærer også have det at vide, så vi ikke risikerer, at han/hun går bag din ryg og lækker den videre til andre tredjeparter. … ” Herefter korresponderede klager med [A] og [B]. [B] skrev bl.a. den 9. august 2008 en mail til klager, hvoraf følgende fremgik: ”Jeg gider ikke diskutere dette. Jeg vil blot slå fast, at præmisserne for interviewet lå klare fra begyndelsen – udgangspunktet er offentliggørelse. Sådant et samtykke kan ikke trækkes tilbage. Vi har på intet tidspunkt indladt os på dine vanvittige krav nedenfor. Du har på internetsider beskrevet hændelsen, du har på internetsider bekræftet, at du vidste, at det kunne blive offentliggjort. Hvis nogen har gjort i nælderne her, er det ikke journaliststanden, men dig. Det er ikke mit problem. Senest, da vi talte sammen, og du bekræftede dine citater telefonisk, gjorde vi dig opmærksom på, at det kunne blive offentliggjort.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [K]s synspunkter [K] har oplyst, at han er omtalt som ’[C]’ i artikelserien. [K] har anført, at han på intet tidspunkt har givet samtykke til offentliggørelsen i avisen – hverken mundtligt eller skriftligt. Han har alene givet samtykke til brug i opgaven. Som kilde har han udtrykkeligt stillet krav om, at artiklerne kun skulle bruges til de to journaliststuderende, [A] og [B]s, eksamensopgave og ikke trykkes i avisen. Klager har henvist til de fremhævede passager i mailen af 15. maj 2008, hvorfra følgende citat er gengivet i avisen: ”… det vil kun skade bevægelsen på længere sigt, hvis højrefløjsaktivisterne får fingrene i det talte, da det kan risikere at afsløre vores arbejdsmetoder i fx at holde øje med nazisterne, og vi risikerer, at næste gang, der kommer en konfrontation, at der ikke vil være hjælp fra København, fordi folk er usikre på, om det de gør, kommer ud i pressen.” De to journaliststuderende anmodede den 16. maj 2008 om navnet på den repræsentant, som kontaktede klager. Klager imødekom anmodningen og gav i god tro det relevante telefonnummer. Dette blev også omtalt i avisen uden klagers samtykke. 2.2 www.jp.dk og Jyllands-Postens synspunkter Avisen har anført, at det af mailkorrespondancen fremgår, at klageren har forsøgt at løbe fra en klar aftale om, at han skulle bidrage med oplysninger og citater til det journalistiske projekt, som oprindeligt var en opgavebesvarelse til Danmarks Journalisthøjskole, og som senere dannede basis for en artikelserie i Jyllands-Posten. At der efterfølgende er opstået stridigheder i klagerens bagland om, hvem, der måtte udtale sig om hvad, kan hverken bebrejdes avisen eller [A] og [B]. De to journaliststuderende har ikke lovet klageren, at kun lærer og censor ville få arbejdet at se. Derimod er det i overensstemmelse med regler på Danmarks Journalisthøjskole blevet lovet klageren, at hans identitet ikke ville blive afsløret for andre end skolens censor og den eksaminerende lærer. Kildens identitet er i overensstemmelse med sædvanlig praksis på avisen sløret, når kontroversielle emner beskrives. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Jan Kristensen, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [K] efter interviewets gennemførelse henvendte sig til [A] og [B] og gjorde indsigelse mod offentliggørelsen. Nævnet finder, at klagers efterfølgende henvendelser som udgangspunkt ikke kan bevirke, at offentliggørelsen var i strid med god presseskik. Parterne har imidlertid afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt [K] udtalte sig til de to journaliststuderende under den forudsætning, at eksamensopgaven ikke skulle offentliggøres. Nævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og kan derfor ikke vurdere, hvorvidt offentliggørelsen af artikelserien var berettiget. Pressenævnet finder imidlertid, at [K] er tilstrækkeligt anonymiseret i artiklerne, og nævnet udtaler på det foreliggende grundlag ikke kritik af Jyllands-Posten og www.jp.dk. Afgjort den 1. oktober 2008

Versioner

1. 2008-10-07