Gelex

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-730

GældendeVersion 2008-10-07
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9680@2008-10-07/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-730

Resumé Klager – en privatperson – klagede over en artikel i Jyllands-Posten og på www.jp.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der var indgået aftale om, at eksamensopgaven – herunder det påklagede citat – ikke skulle offentliggøres. Nævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og kan derfor ikke vurdere, hvorvidt offentliggørelsen af artikelserien var berettiget. Pressenævnet finder imidlertid, at [K] er tilstrækkeligt anonymiseret i artiklerne. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af Jyllands-Posten og www.jp.dk.

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel den 19. og 21. august 2008 bragt i Jyllands-Posten og på www.jp.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Jyllands-Posten og www.jp.dk bragte den 17.-25. august 2008 artikelserien ”På rejse ind i ekstremismen” bestående af fire kapitler. Artiklerne, der er skrevet af [A] og [B], beskriver miljøet omkring de politiske yderfløje i Århus. I artiklerne beskrives de indbyrdes konfrontationer, og personer fra miljøet er interviewet. Til artikelseriens kapitel 2 ” Masseslagsmålet ved huset” den 19. august 2008 fremgik bl.a. følgende: ”I dag ved han [Banjo], hvem han kan stole på hernede. Og det her er ikke så slemt. Det er værre, hvis de tager én i en mørk gyde. Banjo kaster lynhurtigt med indholdet fra kasserne. Det er mest en skræmmeeffekt – det gør ikke særlig ondt at få [en] flaske i hovedet. Det ved han. Også [D] står foran Huset. Han var ikke i tvivl, da han hørte kaldet fra Husets scene. Det er vigtigt at være afklaret, mener han, for han har før stået side om side med folk, der har sagt, at de var ekstremt voldelige, men som han så måtte redde, fordi de var ved at pisse i bukserne af skræk, fortæller han senere. Hvis man ikke vil slås, skal man ikke gå ud. Der har [D] selv været engang – været pacifisten, der mente, at vold ikke fører noget godt med sig. Men så bliver man ældre og klogere og oplever for meget lort, siger han senere. Brosten og flasker fyger på tværs af den oplyste plads, der har trukket fronterne op mellem de to grupper. Det minder om en miniatureudgave af optøjerne på Nørrebro i fjor, mener [C]. Kun få meter adskiller dem.” Af artikelseriens kapitel 3 ”Endnu et slagsmål ved Botanisk Have” den 21. august 2008 fremgik bl.a. følgende: ”Ligesom flere andre bag Huset er [D] en del af byens bz-miljø. Han hævder at have sat Århus-rekord i at sidde længst tid i detentionen den 1. maj – eller deto’en, som han kalder den. Mere end 11 timer holdt politiet ham tilbage, fortæller han. Det er bare endnu et ophold til samlingen af de mellem 30 og 40 gange, han påstår at have siddet i deto’en i Århus og København. Han fortæller også, og at han har fået en 119’er to gange. 119 som i vold mod politiet. Han afskyr systemet, han afskyr politiet. Ifølge [D] ville han ikke sætte sig ned og græde, hvis hans brosten eller en af hans venners molotovcocktail dræbte en politimand. Han ved godt, at det lyder hårdt, men det er sådan, at han har det – også med nazier. [D] mener, at det århusianske politi er forudindtaget over for ham og hans venner i miljøet. ”Århus har et mindre miljø end København, så politistyrken kan genkende os. Hvis vi kalder dem ”svin” på et tidspunkt, holder de det imod os senere. Da jeg blev anholdt den 1. maj, spurgte jeg, hvad jeg var sigtet for. ”Det finder vi på senere,” sagde de. Det er ikke første gang, jeg får den melding.” … Han er ved at besvime. Den civilklædte betjent holder fast i skulderen på 20-årige [D] og trækker i hans maskering. [D] er anholdt og er på vej til politigården i et salatfad sammen med fem andre unge. Tørklædet strammer om halsen, og han har svært ved at få luft. [D] sparker til gitterskabet med politiudstyr foran sig. Han råber også. ”Aaarh, lad være, dit svin. Jeg kan ikke trække vejret.” Sådan hører én af de andre anholdte, 14-årige Tip, det i hvert fald. Præcis, hvad der så sker i bilen, er der uenighed om. Sikkert er det dog, at den civilklædte betjent har fat i [D], og at [D] besvimer og derpå brækker sig i bilen. … For Lightning ser det ud til, at politibetjenten trykker på et ”pressure point” bag øret på [D]. Trykket er en såkaldt distraktionsteknik, som er en del af undervisningen i masseanholdelse på Politiskolen. Den er omfattet af den magtanvendelse, som skolen anser for tilladt for at skille folk ad, der har hægtet sig sammen til demonstrationer. Lightning kender teknikken alt for godt. Politiet har anvendt den på ham to gange, da de ryddede huse, som han har været med til at besætte, fortæller han senere. Det gør rasende ondt, og man kan besvime af det, ved han. Han kan se, at [D] er i store smerter. [D] mister bevidstheden.” Til artikelseriens kapitel 2 og 3 var under overskriften ”Sådan gjorde vi [avisen]” indsat følgende: ”[Kapitel 2] Rekonstruktionerne i dette kapitel er lavet på baggrund af interviews med Emil, [C], Banjo, [D], Jonathan, Linda, en veninde til Linda, Østjyllands Politi samt en af Husets naboer, der bevidnede slagsmålet fra sit vindue. Alle kilder optræder anonymt af frygt for repressalier. Deres rigtige navne er JP Århus bekendt.” Og ”[Kapitel 3] Rekonstruktionerne i dette kapitel er lavet på baggrund af interviews med Banjo, [D], Smiley, Lightning og Tip samt egne observationer fra demonstrationen den 1. maj. Alle kilder optræder anonymt af frygt for repressalier. Deres rigtige navne er JP Århus bekendt.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [K]s synspunkter [K] har oplyst, at han er omtalt som ’[D]’ i artikelserien. [K] har anført, at [A] og [B] fortalte, at deres eksamensopgave ikke ville blive set af andre end dem og deres censorer. Trods deres mundtlige løfte til klager, har [A] og [B] solgt historien. Det er i strid med de vejledende regler for god presseskik. Klager havde endvidere anført, at han udtrykkeligt frabad sig følgende citat medtaget: ”Ifølge [D] ville han ikke sætte sig ned og græde, hvis hans brosten eller en af hans venners molotovcocktail dræbte en politimand. Han ved godt, at det lyder hårdt, men det er sådan, at han har det – også med nazier”. 2.2 Jyllandsposten og www.jp.dks synspunkter Avisen har afvist, at det var stillet klager i udsigt, at hans oplysninger og udtalelser ikke ville blive set af andre end den lærer og den censor, der skulle bedømme eksamensprojektet. Et sådan løfte ville være i strid med de almindelige regler for udfærdigelse af et sådant projekt, idet det tydeligt skal gøres alle kilder klart, at arbejdet umiddelbart skal kunne offentliggøres. Der må altså ikke i et sådant eksamensprojekt bruges oplysninger eller udtalelser, som alene er opnået under henvisning til, at arbejdet ikke skal offentliggøres. Klager blev lovet, at han ville fremtræde anonymt i artiklen, og at hans identitet ikke ville blive afsløret over for andre end censor og den eksaminerende lærer. Klager fremtræder i overensstemmelse med indgået aftale fuldt anonymiseret og på en måde, som ikke er egnet til at identificere ham. Til det påklagede citat har klageren alene fået løfte om, at han ikke ville komme til at lægge navn til udtalelsen. Han har ikke før klagen til Pressenævnet tilkendegivet, at han ikke ville stå ved udtalelsen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Jan Kristensen, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der var indgået aftale om, at eksamensopgaven – herunder det påklagede citat – ikke skulle offentliggøres. Nævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og kan derfor ikke vurdere, hvorvidt offentliggørelsen af artikelserien var berettiget. Pressenævnet finder imidlertid, at [K] er tilstrækkeligt anonymiseret i artiklerne. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af Jyllands-Posten og www.jp.dk. Afgjort den 1. oktober 2008

Versioner

  1. 2008-10-07