Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9683@2008-10-07/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-676

Resumé Klager – en kommunes socialforvaltning og et bocenters beboere og personale – klagede over en udsendelse på Danmarks Radio. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt, blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Klagen angår Danmarks Radios omtale af Bocenteret Ringbo. Københavns Kommunes Socialforvaltning har et ansvar for forholdene og for de psykisk syge beboere på stedet. Forvaltningen er derved indirekte nævnt i sammenhængen og har derfor retlig interesse i, at klagen realitetsbehandles både for så vidt angår kommunen og beboerne. Pressenævnet anser ikke arbejdsgivere for at have en generel retlig interesse, der medfører, at kommunen er klageberettiget på vegne af sine ansatte. Da Københavns Kommunes Socialforvaltning ikke har dokumenteret at have fuldmagt til tillige at indgive klagen på vegne af bocentrets ansatte, afvises denne del af klagen. Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Spørgsmålet behandles derfor ikke. Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult kamera, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan endvidere kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert tilfælde. Københavns Kommunes Socialforvaltning tilkendegav i sit brev af 8. februar 2008 til Danmarks Radio – forud for udsendelsen den 10. februar 2008 – at man ikke gav samtykke til, at optagelserne foretaget med skjult kamera blev bragt. Der foreligger således – uanset at repræsentanter for socialforvaltningen og medarbejdere havde lejlighed til at se optagelserne og kommentere disse – ikke et efterfølgende samtykke til, at optagelserne blev offentliggjort. Pressenævnet bemærker i øvrigt, at nævnet på sit plenarmøde den 24. juni 2008 har vedtaget at præcisere sin praksis vedrørende optagelser med skjult kamera således, at det forhold, at en optaget person efterfølgende vælger at kommentere optagelserne, ikke i sig selv anses for at være et indirekte samtykke til offentliggørelse. Såfremt der ikke er indhentet et efterfølgende samtykke til offentliggørelse af optagelserne følger det af nævnets praksis vedrørende skjult kamera, at offentliggørelsen skal tjene en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera, og den nødvendige journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde. I den foreliggende sag finder Pressenævnet, at uanset om det måtte være af almen interesse at afdække forholdene for psykisk syges medicinering, har brugen af optagelser foretaget med skjult kamera ikke været nødvendig for udsendelsens formål, og nævnet udtaler sin kritik heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er der er et særligt hensyn at tage til de psykisk syge beboeres privatliv, og at det af embedslægeinstitutionens tilsynsrapporter og [C]s udtalelser fremgik, at der var problemer med medicinering på bostedet. Udsendelsen indeholder oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for kommunen. Disse oplysninger har derfor skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klager. Repræsentanter for Københavns Kommune fik den 8. februar 2008 lejlighed til at se optagelserne (uden speak) og den 10. februar 2008 den færdige udsendelse. Såvel forstander Anni Jørgensen som socialborgmester Mikkel Varming kommenterede optagelserne i udsendelsen. Af Anni Jørgensens udtalelser fremgik det, at det var lægerne, der ordinerede medicinen. Det ligger uden for nævnets kompetence at vurdere den lægefaglige rigtighed i omfanget af medicineringen, herunder om den udleverede medicin var nødvendig for beboerne, selvom Sundhedsstyrelsens vejledning anbefaler kortere perioder. Pressenævnet finder imidlertid, at oplysninger om, at en systematisk overmedicinering finder sted, giver indtryk af, at beboerne på Ringbo medicineres langt mere end det lægefagligt er nødvendigt, hvilket der ikke er dokumentation for. Nævnet udtaler kritik af Danmarks Radio for ikke at kontrollere, hvorvidt oplysningerne er korrekte. Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik. Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at oplysninger om, at der systematisk sker overmedicinering i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning kan give indtryk af, at beboerne medicineres langt mere end det lægefagligt er nødvendigt, hvilket ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtigt. Da oplysningerne er egnet til at påføre forvaltningen som ansvarlig myndighed skade af betydning, er klager berettiget til at få bragt et genmæle. I medfør af medieansvarsloven § 39 og § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre et kendelsesresume.

Advokat Jacob Ørndrup har på vegne af Københavns Kommunes Socialforvaltning klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 10. februar 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Advokaten har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle. Sagen er behandlet sammen med sag 2008-6-0690; [Et fagforbund] som mandatar for 5 medlemmer mod Danmarks Radio, der vedrører samme udsendelse. 1 Sagsfremstilling Danmarks Radio sendte den 10. februar 2008 udsendelsen ”21 søndag” vedrørende fejl- og overmedicinering af psykiatriske patienter på Bocenteret Ringbo. Journaliststuderende [A] var i perioden april til november 2007 ansat som vikar på bostedet og foretog optagelser med skjult kamera, herunder af de ansatte under deres daglige arbejde. Hverken Bostedet Ringbos ledelse, medarbejdere, beboerne eller pårørende var bekendt med, at [A] foretog optagelser med skjult kamera. I udsendelsen klippes mellem optagelser foretaget med skjult kamera på Bocenteret Ringbo og interviews. Af udsendelsen fremgik følgende: ” Lisbeth Jørgensen, Organisationen Sind: Vi ser jo, hvordan den stærke medicinering bevirker, at folk har jo ikke noget liv mange steder på bocentrene. Studievært: Psykisk syge beboere på Bocenteret Ringbo i Bagsværd bliver fyldt med stærk sove- og nervemedicin. Det sker i strid med alle regler. Og medarbejderne, de ved godt, at den er gal. [Fagforbundsmedlem 1], medarbejder: Hvis det er helt rigtigt, så mange af dem skal du give i højst en måned. Så skal man bare tage dem væk. Og de får det i årevis. Studievært: Men det er ikke kun overmedicinering, der er problemet på Ringbo. I flere tilfælde har beboerne fået forkert medicin eller for meget medicin udleveret. Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: Nogle gange er det uskyldigt, at der havner en pille i en forkert mund, men andre gange kan det altså betyde indlæggelse og det kan også betyde dødsfald. Studievært: Godaften til ”21 Søndag” 40 minutter med afslørende journalistik, reportager og nyheder. Det meste af denne her udsendelse kommer til at handle om nogle af de mest svage i vores samfund. De psykisk syge, som ikke kan tage vare på sig selv. De bor på store bocentre rundt omkring i landet, hvor de får professionel hjælp fra personale, der er uddannet i at håndtere psykisk syge. Vi har gennem et halvt år haft en reporter ansat på Bocentret Ringbo i Bagsværd. Med skjult kamera dokumenterer hun nu, hvordan de psykisk syge systematisk og i strid med alle regler bliver overmedicineret med stærk nerve- og sovemedicin. En overmedicinering, der kan være direkte livsfarlig. [B], Beboer på Lindevang (andet bosted) : Man bliver afhængig af dem, simpelthen. Det er jo ligesom narkotika, fuldstændig. Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: Du laver jo i virkeligheden nogle mennesker, der fungerer i halv højde ved at give dem de her præparater. Lisbeth Jørgensen, Organisationen Sind: Vi ser jo, hvordan den stærke medicinering bevirker, at folk har jo ikke noget liv mange steder på bocentrene. Speak: Vores reporter er kaldt på arbejde på Bocenteret Ringbo. Bostedet er hjemsted for 159 psykisk syge mennesker, der ikke er i stand til at klare sig uden professionel støtte og hjælp. Iført skjult kamera arbejder vores reporter det næste halve år i ét af de i alt 13 huse, der udgør Ringbo bocenter. Hun er blevet ansat som ufaglært tilkaldevikar, og hendes arbejde går bl.a. ud på at pleje beboerne, gøre rent og i øvrigt bare gå til hånde. De psykisk syge beboere på Ringbo hører til de absolut svageste i samfundet. De lider af svære psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni og får hjælp af blandt andre pædagoger, social- og sundhedsassistenter og psykiatriske læger. Vi er blevet tippet om, at beboerne systematisk bliver overmedicineret med stærk nerve- og sovemedicin, og vi beslutter os nu for at undersøge den påstand. … Speak: Vores reporter er på arbejde på Ringbo. En beboer har bedt om en ekstra nervepille. Pillen, hun beder om, Rivotril, er stærkt vanedannende, og må ifølge Sundhedsstyrelsen kun benyttes i få uger ad gangen. Men den pågældende beboer har ifølge ”21 Søndag”’s oplysninger tidligere fået pillerne fast i mere end et år. Nu får hun dem udleveret efter behov, nærmest dagligt. Personale: Hvad så? Beboer: Jeg skal bare have en Rivotril. Personale: En Rivotril? Beboer: Ja. Personale: Har du det dårligt? Beboer: Det er bare til at sove på. Personale: Skal du sove nu? Beboer: Ja. Personale: Har du været tidligt oppe i dag? Beboer: Ja. Personale: Hvad? Personale: Kan du ikke bare lægge dig lidt ind i din seng og slappe af? Beboer: Jo, det gør jeg også. Personale: Men du skal altså have sådan én? Beboer: Det er sådan en mod. Nej, jeg tager to. Personale: Er du sikker? Beboer: Ja, fordi de hjælper mig, når jeg er bange. Speak: Selvom beboeren kun skulle have haft én pille, ender hun med at få dobbelt så meget nervemedicin, som hun havde bedt om. Personale: Det var ikke meningen, hun fik to. Personale: Hvad? Personale: Jo, hun må godt få. Personale: Må hun godt få dem på samme tid også? Personale: Jo, men hun kunne bare nøjes med en enkelt. Speak: ”21 Søndag” viste de skjulte optagelser til Henrik Rindom. Han er psykiatrisk overlæge på Hvidovre Hospital. Henrik Rindom, Psykiatrisk overlæge, Hvidovre: Det er jo klart, at vi burde gøre noget andet, end det der sker her. At virkeligheden er, som vi ser den her, og den er det mange steder, er én ting, at vi burde gøre noget andet, er noget helt andet. Vi burde leve op til det, der står i Sundhedsstyrelsens cirkulære om brug af de her stoffer. Speak: Vi læser nu Sundhedsstyrelsens vejledning om afhængighedsskabende præparater [vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler og om substitutionsbehandling af personer med opioidafhængighed 2007]. Her står bl.a. ”Sovemidlerne bør kun bruges i 1-2 uger”. Om den nervemedicin, som beboeren fra før har fået ordineret i årevis, i fagsproget kendt som ”benzodiazepiner”, skriver Sundhedsstyrelsen ”For så vidt angår benzodiazepiner som angstdæmpende behandling, bør man stræbe efter en behandlingsperiode på ca. 4 uger”. Speak: Landets øverste myndighed for sundhed, Sundhedsstyrelsen, har altså nogle klare regler for anvendelse af nerve- og sovemedicin til psykisk syge, og det er der en god videnskabelig forklaring på. Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: For det første er det meget afhængighedsskabende. Og for det andet så er der en risiko, specielt når man får anden medicin. Speak: Og på Ringbo får en stor del af beboerne netop andre typer medicin. En kombination af antipsykotisk og sove-nervemedicin, der sidste år gav anledning til, at Sundhedsstyrelsen strammede reglerne. Anne Mette Dons: Vi indskærpede det, fordi at vi fandt, at der rent faktisk også var en dødelighed ved kombinationen af midler mod psykose og sove-nervemedicin. Speak: Og personalet på Ringbo ved godt, at der er problemer. [Fagforbundsmedlem 2]: Det er benzodiazepiner. Det er beroligende. Det er noget værre lort. Du kan blive afhængig af dem. Speak: Og meget tyder på, at mange beboere på Ringbo igennem årene er blevet afhængige af sove-nervemedicin. Over halvdelen af beboerne i huset, 7 ud af 13, har over en længere periode dagligt fået udleveret den type sove- og nervemedicin, som ifølge Sundhedsstyrelsen må bruges i højest en måned. 4 af beboerne har endda været medicineret i mere end et år. Anne Mette Dons: De fleste, der kommer ud af sådan et misbrug, siger, at det er som at få løftet en osteklokke. Så det vil sige, at du laver jo i virkeligheden nogle mennesker, der fungerer i halv højde ved at give dem de her præparater. Speak: Før vi vender tilbage til vores muldvarp på Ringbo Bocenter, besøger vi Lindevang her i Helsingør. Et bocenter, der også arbejder med psykisk syge, men på en anderledes måde end størsteparten af bosteder for psykisk syge i Danmark. Her på bostedet Lindevang tager [B] [beboer] sin sidste pille som led i et længerevarende nedtrapningsprogram. … Speak: Det er altså muligt at få psykisk syge mennesker nedtrappet fra den massive medicinering. Og her på Lindevang er der opnået gode resultater. Siden 2001 er alle 58 beboere på stærk nerve- og sovemedicin blevet udtrappet. … Speak: Tilbage på Ringbo bocenter. Vores reporter er endnu en gang kaldt på vagt. Denne dag har en beboer lige fået en ekstra nervepille, da vi møder hende. Pillen er udleveret som såkaldt PN-medicin, hvilket betyder medicin udleveret efter behov. Beboer: Jeg har ventet i to timer på smertestillende. [A] (undercover-medarbejder): Nå, var det Pamoler, du fik, eller hvad? Beboer: Ja, og en nervepille, mand. Ansat: Jamen, havde du det dårligt? Beboer: Ja, det er ikke noget dårligt. Man behøver ikke have det dårligt. Men man kan blive arrig, når der bliver lavet pis på én, mand. Speak: Vores reporter henvender sig nu til en ansvarlig medarbejder i huset, da hun undrer sig over den rundhåndede brug af den såkaldte PN-medicin, altså medicin udleveret efter behov. [Fagforbundsmedlem 1] : Hun får alt for meget medicin. Undercover-medarbejder: Hun får godt nok PN rimelig meget. [Fagforbundsmedlem 1]: Ja, vi skal blive bedre til alle sammen ikke at støtte hende så meget i det. Man må godt stille spørgsmålstegn. Så må hun blive sur. Det er en sutteklud for hende. Nogle gange så er det, fordi hun keder sig. Der er alt for mange både i forhold til [navn taget ud af lydsporet] men generelt rundt i Ringen også, som giver det for at få fred. Undercover-medarbejder: Ja. Nå. [Fagforbundsmedlem 1]: Af personalet. Det holder jo ikke. Det kan ikke nytte noget, at jeg giver [navn taget ud af lydsporet] et eller andet, bare fordi at så tier han stille. Det er jo ikke rimeligt. Undercover-medarbejder: Nej. Speak: I årevis har organisationer for sindslidende advaret mod et voldsomt overforbrug af sove- og nervemedicin i Danmark. Derfor er kvinden her, fra organisationen Sind, ikke overrasket over, hvad vores skjulte kamera afslører. Lisbeth Jørgensen, Organisationen Sind: Vi pårørende er da dybt ulykkelige over det, for det er jo vores familiemedlemmer, der sidder i saksen, og vi ser jo, hvordan den stærke medicinering bevirker, at folk har jo ikke noget liv mange steder på bocentrene. De ligger på sengen fra morgen til aften. Speak: Tilbage på Ringbo. Her forklarer en af medarbejderne til vores reporter om brugen af den såkaldte PN-medicin. [Fagforbundsmedlem 1]: Nogle gang er det sgu en bolsjeforretning. Og det er ikke kun her i huset. Altså, der er jo også andre steder, ikke? Det er faktisk sådan, at der er nogle beboere her i Ringen for eksempel om natten, som stort set sætter deres vækkeur for at komme op og få PN-medicin. Og det er jo ikke meningen med PN-medicinen. Undercover-medarbejder: Hold da ferie. [Fagforbundsmedlem 1]: PN-medicinen er. Ved du, hvad det betyder? Undercover-medarbejder: Er det ikke sådan noget ”behovs”? [Fagforbundsmedlem 1]: Jo, ved behov. Og der er ikke en skid ved behov, hvis man sætter vækkeuret for at få medicin. Speak: Vi præsenterede vores optagelser for kvinden her. Hun er den øverst ansvarlige for psykiatrien i hovedstadsregionen og dermed for uddelingen af medicin på Ringbo i Bagsværd. Interviewer: De optagelser, du har set igennem, hvor alvorligt tager I det her? Anette Gjerris, Direktør, Region Hovedstadens Psykiatri: Altså, jeg tager det jo altid alvorligt, når nogen ikke overholder loven og de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen udstikker for os. Så det tager vi alvorligt. Speak: Brugen af stærk nerve- og sovemedicin på Ringbo er altså i klar strid med Sundhedsstyrelsens vejledning, som bostederne ellers er forpligtet til at overholde. Interviewer: Ville det være et rimeligt tilfælde, hvis I gik ud og skulle føre tilsyn på sådan et sted? Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: Jeg synes bestemt ikke, at det lyder rimeligt, som du kalder det. Der kan altid være grunde for, at en enkelt patient eller borger får en særlig kombination, men lige netop det, du nævner, er jo derfor, vi har det som fokusområde i Sundhedsstyrelsen. Vi vil meget, meget gerne have nedbragt det her forbrug. Speak: Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at gå yderligere ind i den konkrete sag fra Ringbo, men som vi har set, er personalet på bostedet altså godt klar over, at den rundhåndede brug af stærkt vanedannende nerve- og sovemedicin ikke er til gavn for beboerne. [Fagforbundsmedlem 1]: Hvis det er helt rigtigt, så mange af dem skal du give i højst en måned. Så skal man faktisk tage dem væk. Og de får det i årevis. Undercover-medarbejder: Har vores beboer fået det i årevis? [Fagforbundsmedlem 1]: Mange af dem har. Undercover-medarbejder: Hvorfor? [Fagforbundsmedlem 1]: Fordi de føler, de har brug for det. Studievært: Og før udsendelsen, der talte jeg med forstanderen på Ringbo, Anni Jørgensen. Jeg spurgte hende, hvordan overmedicinering har kunnet stå på i årevis. Anni Jørgensen, Forstander, Ringbo: Altså, jeg må lige indledningsvis sige, at det jo er de psykiatriske speciallæger, som ordinerer medicinen. Det er ikke medarbejderne. Den medicin, de taler om på et tidspunkt. De taler om PN-medicin i indslaget. Og det er også ordineret af psykiaterne, der har klargjort, hvilken dosis må beboerne få, hvor tit må de få det. Der må jeg sige, og på hvilken indikation, altså hvorfor skal de have det. Og det er selvfølgelig medarbejdernes opgave at sørge for, at det bliver korrekt, den rigtige dosis og de gange de må få det og selvfølgelig på den rigtige indikation. Studievært: Men hvis medarbejderne har fået den opfattelse, at det næsten er en bolsjebutik, og man deler frit ud, så er der vel et eller andet galt på dit bosted. Anni Jørgensen: Jeg tænker, at det, synes jeg da også, er beklageligt at høre. Og det tænker jeg, at jeg må sige, at min grundholdning er, at man skal bruge så lidt medicin som overhovedet muligt. Og jeg tænker, når jeg hører det. Så tænker jeg da, at jeg vil sætte noget i gang. Vi må have noget udvikling i gang, hvor vi går ind lokalt og taler om brugen af medicin og eventuelt alternativer, hvor man også inddrager selvfølgelig de psykiatriske konsulenter, som vi samarbejder med. Studievært: Men psykiaterne ordinerer, som du siger. Men du er jo forstander, og hvis jeg var pårørende og havde et familiemedlem boende hos dig, eller hvis jeg selv boede der eller som samfundsborger, så tænker man, forstanderen hun tager hånd om det. Uanset om der er nogen der fejler med den ene eller anden faglige baggrund, så tager du hånd om det. Du har et ansvar. Anni Jørgensen: Det har jeg. Studievært: Har du levet op til det ansvar, hvis det her ligesom kan dalre rundt i årevis? Anni Jørgensen. Altså, jeg tænker dalre rundt. Igen er det jo psykiaterne, der ordinerer medicinen. Det er ikke mig. Selv om jeg er forstander. Studievært: Men hvis du er bekendt med det samme, som personalet er bekendt med, at en medicin, som man bør have i to uger, max. i fire uger. Det er medicin, man har fået i årevis, hvor den kan være skadelig, måske livsfarlig. Er det godt forstanderarbejde at sige: ”Det kører. Det siger psykiaterne. Det kører”? Anni Jørgensen: Når man ser på det ovenfra, så må man sige, så er det jo ikke. Det indtryk man kan få, det er, at anvendelsen af de her benzodiazipiner er konstant. Og det er det ikke. Når man går ind og kigger på de enkelte beboere, så sker der ændringer i ordinationerne. Og det går op, og det går ned, så der bliver ligesom set på brugen af dem. Studievært: Men, nu lyder det på dig, som om du synes, at alt er idyl og skønneste orden. Anni Jørgensen: Det siger jeg ikke noget om. Jeg synes, det ville være rigtigt dejligt, og det ville jo være en super verden, hvis det var sådan, at alle jo kunne undvære medicin. Studievært: Jo, men der er tale om nogen, der bliver overmedicineret, efter det vi ser i reportagen. Det er vel også en del af dit ansvar ikke at lede et sted, hvor det foregår på den måde. Anni Jørgensen: Det er lægernes ansvar at ordinere medicinen. Det er ikke mig. Studievært: Så man skal ikke regne med, med dig som forstander, at hvis der foregår noget, som altså ikke er efter forskrifterne, så griber du ikke ind? Anni Jørgensen: Det gør jeg, men man må sige, at der er nogle steder, hvor det ikke er mig, der kan gribe ind, det er lægerne, der har ordinationsretten. Studievært: Men du kan vel tage telefonen og ringe til embedslægen eller politisk ansvarlige og sige. ”Det ikke er mig, der ordinerer, men jeg er meget betænkelig ved det, der foregår her. Mit personale er betænkelige, og jeg er også betænkelig”. Men det har du jo ikke gjort. Anni Jørgensen: Nej, det har jeg ikke. Jeg tænker også, at man skal tænke på, hvad det er for en gruppe mennesker, der bor på stedet. Speaker : Men det gør det da kun endnu værre, at det er syge mennesker, som bliver overmedicineret. Syge mennesker, som jo endnu sværere kan sige fra selv. Anni Jørgensen : Jeg tænker, det er lægerne, der ordinerer medicinen, og jeg har i øvrigt også drøftet med de psykiatriske konsulenter, vi har i øjeblikket, brugen af PN-medicin. Og de er faktisk også enige i, at det er noget, der skal begrænses til det mindst mulige. Studievært : Men det er ikke kun overforbruget af medicin, der er problemer med på Ringbo. Som vi nu skal se, så får mange af beboerne også udleveret den forkerte medicin. Speak : Forkerte piller, eller for mange piller, kan være farligt, og i værste tilfælde dødeligt. Vi møder [C], der er på ferie i Florida. Hendes far bor på Ringbo, og en dag i november sidste år bliver hun kontaktet af personalet. [C], Pårørende til beboer : Jeg blev ringet op af en af medarbejderne ude på Ringbo, som ringer og fortæller mig, at de har glemt et glas sovepiller på min fars værelse. Og at han er blevet kørt til Herlev sygehus til udpumpning. Speak : Lægerne på hospitalet fortæller hende, at det var heldigt, at han blev fundet i tide. [C] : Hvis ikke, at Falck-medarbejderne var kommet inden for en time, hvor de fandt ham, så var han død. Speak : [C] bliver først meget rystet over episoden. [C] : Senere så bliver jeg frustreret og gal over, at man ligesom, at når man har en psykisk syg far, man har overgivet, hvis man kan sige det i gåseøjne. Overgivet hans liv til det offentlige, så regner man med, at de har styr på tingene. Speak: [C] klager til kommunen og til Ringbo. I socialforvaltningen beklager man hændelsen og skriver: ”[Socialforvaltningen vurderer, at] de generelle procedurer for medicinhåndtering og den ledelsesmæssige varetagelse på Ringbo heraf, er betryggende. Der vurderes således at være tale om en enkeltstående menneskelig fejl”. Men det er ikke første gang, at der er problemer med fejl i medicinen på Ringbo. ”21 Søndag” har fået aktindsigt i embedslægernes årlige tilsynsrapporter for Bocenteret Ringbo. Ét af de områder, embedslægerne undersøger er, om medicinhåndtering foregår ansvarligt. Det viser sig, at der har været problemer på Ringbo igennem flere år. Speak: 2003. En stikprøvekontrol viser tre tilfælde af fejl i doseringen af medicin. 2004. En stikprøvekontrol afslører igen alvorlige fejl ved medicinhåndtering. For eksempel har en beboer i en hel uge fået en stor mængde vanddrivende medicin. En fejl som tilsynet kalder en alvorlig fejlmedicinering. 2006. Indenfor både medicinhåndtering og sygeplejefaglige optegnelser var der en række standarder, der ikke var opfyldt. Speak: Allerede i rapporten fra 2004 indskærper tilsynet: ”Bocenteret bør snarest indføre et kontrolsystem, der sikrer, at beboerne får korrekt medicin”. Men som vi skal se nu, er der tre år senere, stadig alvorlige problemer. Det er den 26. maj 2007. Vores reporter er på arbejde på Ringbo, da en beboer selv gør opmærksom på, at hun har fået udleveret for mange piller. En medicinansvarlig bliver tilkaldt. [Fagforbundsmedlem 3]: Så hun skal have to piller. Og der er fire piller i. Personale : Nå, ja det er jo forkert. [Fagforbundsmedlem 3]: Det er en kæmpe fejl. Speak: Det viser sig, at beboerens medicinkort ikke er opdateret. Derfor har beboeren fået for mange piller, og det er en alvorlig fejl. I Sundhedsstyrelsen, der er ansvarlig for tilsynet med Ringbo, ser man meget alvorligt på fejlmedicinering. Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen : Det er et område, vi synes er utrolig vigtigt, fordi nogen gange er det uskyldigt, at der havner en pille i en forkert mund, men andre gange kan det altså betyde indlæggelse, og det kan også betyde dødsfald. Speak: Vores reporter er på arbejde en anden aften, da en beboer henvender sig til hende. Undercover-medarbejder: Nå, hvad er det du siger? Beboer : Det skal være en Akineton. Undercover-medarbejder: Og det her, hvad er det? Beboer: Det er nervepiller. Undercover-medarbejder: Så der er simpelthen kommet en forkert pille i? Speak: I begge tilfælde er det beboerne selv, der opdager fejlene i deres medicin, men sådan går det ikke hver gang. Nogen gange bliver fejlen hverken opdaget af beboerne eller de ansatte. Vores reporter er igen på arbejde og går ind for at se til en beboer, der har ligget og sovet hele dagen. Undercover-medarbejder: Han har bare ligget og sovet hele dagen. Ansat: Ja, men jeg gav forkert medicin i går. Undercover-medarbejder: Det hørte jeg. Kan det være derfor, han ligger og sover? Ansat: Muligvis. For han har også sovet i nat. Han var meget. Det skete kl. 22 i aftes. Jeg kom til at give ham [navn taget ud af lydsporet]’s piller. Undercover-medarbejder: Ja Ansat: Ikke så smart. Og så får han sådan nogle Cisordinol, som han ikke plejer at få. Og så sagde vagtlægen også, at det kunne godt være, han var træt. Men det sker der ikke noget ved. Speak: Beboeren har altså fået en anden beboers medicin. Han bliver liggende i sengen resten af dagen. Interviewer: Han har altså fået forkert medicin, så han ligger og sover endnu. Speak: ”21 Søndag” har vist disse optagelser til overlæge i psykiatri, Henrik Rindom. Henrik Rindom: Det er en fejl i medicinhåndteringen, bør ikke forekomme, det må ikke forekomme, og det forekommer. Det kan ikke undskyldes, og det bør ikke forekomme, men vi må konstatere, at det gør det. Speak: På Ringbo er der et system, der skal sikre, at alle fejl bliver registreret. Et system, som ifølge Sundhedsstyrelsen, er yderst vigtigt. Anne Mette Dons: Det er vigtigt, fordi så kan man lære af det. Så kan man finde ud af, hvor er det, det går galt henne i processen, så det ikke sker igen. Speak: I 2007 observerer Sundhedsstyrelsen ved et tilsyn, da også: ”Bostedet havde et system til registrering af utilsigtede hændelser og fejl. Der foregik en systematisk opfølgning med henblik på forebyggelse”. Men som vi skal se nu, er der noget, der tyder på, at systemet ikke altid fungerer. Vi skal tilbage til en af de beboere, som selv opdagede, at det var en forkert pille, hun fik. Beboer: Det skal være Akineton. Undercover-medarbejder: Og det her, hvad er det? Beboer: Det er nervepiller. Speak: Efter fejlen er blevet rettet, aftaler medarbejderne, at de ikke vil registrere fejlen i systemet. Ansat (mandlig kollega): Vi behøver ikke skrive, fordi der. Officielt skulle man måske nok. [Fagforbundsmedlem 4]: Hvad? Ansat: Helt officielt skulle man nok. [Fagforbundsmedlem 4] : Så skulle vi? Ansat : Måske skrive, når man lægger den forkerte medicin. [Fagforbundsmedlem 4]: Altså, det er jo en fejl, at man har hældt forkert op, men altså. Ansat: Men hun har ikke fået det. Nej, nej. [Fagforbundsmedlem 4]: Det har du jo ret i. Så skal vi bare ikke snakke om det. Ansat: Jeg har engang givet [navn taget ud af lydsporet] forkert medicin. [Fagforbundsmedlem 4]: Så skal vi bare sådan lade være med at snakke om det. Ansat: Nej, men det er fint, men hun har jo heller ikke fået det, kan man sige. [Fagforbundsmedlem 4]: Hvad siger du? Ansat: Det havde været noget andet, hvis hun fik det. Speak: ”21 Søndag” har nu vist alle optagelserne for Henrik Rindom. Interviewer: Men man kan godt få sådan et indtryk, at det er sådan lidt skødesløst omgang med så stærk medicin. Henrik Rindom: Det kan du da have ret i. Men det er ikke langt fra den virkelighed, der eksisterer mange steder. Speak: Tilbage til [C], der i november oplevede, at hendes far tog en masse sovemedicin, der var blevet glemt af personalet på hans værelse. Her konkluderede Socialforvaltningen: ”[Socialforvaltningen vurderer, at] de generelle procedurer for medicinhåndtering og den ledelsesmæssige varetagelse på Ringbo heraf, er betryggende. Der vurderes således at være tale om en enkeltstående menneskelig fejl [i den konkrete hændelse]”. Men allerede to måneder senere, altså i januar i år, blev [C] kontaktet af personalet på Ringbo igen. [C]: Der er de kommet til at give min far noget medicin, som en af de andre patienter ude på Ringbo skulle have haft. Der får de ham så til lægen for at undersøge, om det her medicin er farligt for min far. Hvor hun så siger, at det var det ikke, så jeg skulle bare være helt rolig. Der var ikke sket ham noget. Hvorefter jeg selvfølgelig bliver endnu mere frustreret og gal over, at så kort tid efter, at det med sovepillerne sker. Sådan noget her sker igen. For hvornår sker. Sker det så igen, at han måske får den forkerte medicin, som egentlig gør, at han måske kan gå hen og dø. Studievært: Mikkel Varming, du er socialborgmester i København og politisk ansvarlig i kommunen. Kan vi være bekendt, at behandle de psykisk syge på den her måde, vi lige har set. Mikkel Varming, Socialborgmester i København: Vi har set klip, som simpelthen ikke er i orden, ikke er acceptable. Når fejl, når det gælder medicin. Det at give den rigtige medicin. Det er simpelthen noget, vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå. Det kan godt være, at det er svært, det sker jo desværre også både på hospitaler og i ældreplejen, selvom der også er folk der, der er meget mere uddannede til at håndtere medicin. Men når det sker, så er jeg utrolig enig med repræsentanten fra Sundhedsstyrelsen, der siger, at så er det altså vigtigt, at man indrapporterer dem og registrerer dem, så man kan lære af dem. Og det, der måske frustrerer mig allermest ved de klip, vi lige har set, det er, at der er medarbejdere, der begår en fejl, erkender det, men ikke registrerer det. Ikke melder det, så vi kan lære af det. Fordi det er så vigtigt. Det er ikke altid, at man kan undgå fejl, når der er mennesker involveret, selvom vi skal gøre alt, hvad vi kan for det. Men vi er nødt til at vide, når de er der, for ellers kan vi ikke undgå dem i fremtiden. Studievært: Det, du ser her. Det tager du afstand fra, at det skal foregå på den måde. Hvad vil du gøre ved det? Mikkel Varming: Det, vi har besluttet konkret på Ringbo, og gjort inden for den sidste måned. Det er at sikre os, at alle, der har med medicin at gøre, de er introducerede til reglerne, de kender reglerne, de arbejder efter reglerne og de skriver under på, at de kender og arbejder efter reglerne. Så vi er så sikre, som vi kan være på, at de spilleregler, der er, at de også bliver fulgt, fordi det skal de gøre. Og lad mig sige det, som det som er. Til alle medarbejdere. Hvis der begås fejl. Det kan ske engang imellem, når det er mennesker, der er involveret. Men så fortæl om dem, registrer dem, indrapporter dem. For ellers kan vi ikke lære af dem. Studievært: Nu så du en forstander før, hele tiden vise bolden til den ene side, til den anden side i det interview, vi har lavet med hende. Er du stolt af, at du har forstandere som hende, der skal tage den omsorg og det ansvar, for for eksempel psykisk syge. Mikkel Varming: Jeg har tillid til ledelsen på Ringbo, fordi at vi har kunnet se, at de, som jeg lige har beskrevet, har været med til at tage nogle initiativer til at. Speaker: Det er jo ikke bordtennisspillere, du skal ansætte. Det er jo nogen, der tager det på sig, der ikke bare skubber bolden væk, hvis der er et problem. Mikkel Varming: Jeg tager sørme også tingene på mig i forhold til at prøve at få løst de problemer, vi har set. Desværre er der jo ikke bare på ét, men flere bosteder i København, her i det sidste års tid. Og det er derfor, vi sætter fokus på medicinhåndtering. Vi har besluttet i Socialudvalget, at det jo ikke kun er på Ringbo, at man gør det sådan. At vi skal være sikre på, at alle medarbejdere kender retningslinjerne. De regler, der er for medicinudlevering. Det skal gælde på alle vores bosteder, der skal man introduceres til dem, hvis man ikke var det i forvejen. Det er man altså mange steder. Men selvfølgelig også kende dem, arbejde efter dem og skrive under på dem. Studievært: Nu nævner du selv, at der har været problemer flere steder. Sjælør, Lindebo, Tokanten, Sundbygaard. Det er jo lige før, at man tror, hvis vi sender et hold hen et nyt sted i morgen, under dit område, så kommer de tilbage med kameraet fyldt med nye problemer. Altså, kan du holde til det? Mikkel Varming: Nu sker der jo altså rigtig mange gode ting inden for den sociale verden i København. Det skal man ikke glemme i det, der bliver snakket om i øjeblikket. Men det er rigtigt, vi er i gang med at få alt, hvad der måtte være på vores bosteder, op til overfladen. Vi har jo lavet en undersøgelse, hvor folk udefra kommer og undersøger, hvad fungerer godt, det er der jo meget, der gør. Hvad fungerer knap så godt, hvilke problemer er der. Så vi kan få dem alle sammen frem til overfladen på alle vores bosteder for udviklingshæmmede og psykisk syge. Studievært: Men hvornår stopper den her strøm. Jeg troede faktisk, at den sidste reportage var lavet. Indtil jeg så den her. Hvornår stopper det? Den strøm af dårlige nyheder fra netop institutionerne. Mikkel Varming: Netop fordi, at vi selv er ved, og har bedt andre om at lave en undersøgelse, der kommer lige efter sommerferien, hvor vi tager alt frem. Alle de problemer, der måtte være. Alle de gode ting, der måtte være. Tager dem frem. Så kommer der selvfølgelig flere ting frem, fordi her er et område, hvis jeg skal være ærlig, måske ikke har været gjort så meget ved i særligt mange år. Nu er det så op til mig, og det er det ansvar, jeg vil løfte og prøve at få alt frem i lyset. Det gode og de problemer, der er. For kun hvis vi får de problemer frem i lyset, kan vi gøre noget ved det. Studievært: Mikkel Varming, rigtig god arbejdslyst. Mikkel Varming: Tak skal du have. Studievært: Beboere, der får meget stærk medicin, er ikke kun et problem på Ringbo, det er tværtimod nærmere reglen end undtagelsen. Det mener overlæge Henrik Rindom. Speak: Ikke kun her på Ringbo, men adskillige steder i Danmark er der problemer med den måde, de psykisk syge behandles på, det mener overlæge Henrik Rindom. Henrik Rindom: Havde I været i Nordjylland, kunne I ligeså godt have fået de samme optagelser der. Altså, det er ikke noget særsyn ved det, der sker her. Interviewer: Det lyder ikke betryggende, kan man så sige. Henrik Rindom: Nej, men det er jo så beklageligvis den virkelighed, der eksisterer. Speak: I 2006 lavede Sundhedsstyrelsen en udredning af knap 15.000 psykisk syges medicinforbrug. Her fandt man ud af, at næsten halvdelen af dem var i behandling med sove- og nervemedicin. Et tal som arbejdsgruppen fandt alt for højt.” Udsendelsen fortsætter med interview med Preben Rudiengaard (V), formand for Folketingets Sundhedsudvalg og tidligere embedslæge. Han gør ligesom Mikkel Varming opmærksom på vigtigheden af at informere om medicinalhåndtering. Københavns Kommunes Socialforvaltning klagede ved brev af 6. marts 2008 til Danmarks Radio over udsendelsen, og anmodede herunder om at få bragt et genmæle. Danmarks Radio afviste klagen ved brev af 3. april 2008. Yderligere oplysninger Københavns Kommunes Socialforvaltning afviste ved brev af 8. februar 2008 til Danmarks Radio at give tilladelse til filmoptagelser på bocentrets fællesarealer og i beboernes boliger, uden at beboere og personale gav deres samtykke dertil. Kommunen var bekendt med optagelserne foretaget af [A] på Bocenteret Ringbo og anmodede på denne baggrund Danmarks Radio om at undlade at offentliggøre optagelser foretaget med skjult kamera af beboere på Bocenteret Ringbo. Af forstander på Bocenteret Ringbo, Anni Jørgensens, skrivelse af 18. februar 2008 fremgår følgende: ” Status på ”Opfølgning på Ringbo” Vi har sammenholdt tv-klippene med [A]s dagbogsnotater fra DR’s hjemmeside. Ud fra denne sammenligning, har vi fundet 3 situationer, som beskrives som fejl i medicinhåndteringen: I et tv-klip fortælles, at en beboer har sovet det meste af en dag, og en medarbejder beretter, at han har givet samme beboer forkert medicin aftenen før. Af beboerens dokumentationsmappe fremgår en fyldestgørende dokumentation af, at beboeren ved en fejl har fået en anden beboers medicin til natten. Medarbejderen har tilkaldt den ansvarshavende, og vagtlæge er kontaktet. Beskrivelsen af handlingerne er korrekte ifølge Ringbos retningslinjer for medicinhåndtering. Der er således handlet korrekt i forhold til beboerens sikkerhed. Situationen er dog ikke registreret til Ringbos interne Kvalitetssikring af medicinhåndtering… Et andet klip viser, at der i en beboers doseringsæske er 4 tabletter, hvor der rettelig burde være 2 [Situation 6]: Ifølge ”Tværfagligt notatblad” i beboernes dokumentationsmappe, er der i situationen handlet korrekt, og fejlen er rettet. Situationen er dog ikke registreret til Ringbos interne Kvalitetssikring af medicinhåndtering… Situationen, hvor en medarbejder i situationen tilkalder den ansvarshavende, fordi man kan se, at der er doseret forkert medicin, udtaler den ansvarshavende: ”Vi taler ikke om det” [Situation 9]. Denne fejl bliver rettet i situationen, men er ikke dokumenteret og ej heller registreret i Ringbos interne Kvalitetssikring af medicinhåndtering. … Øvrige tiltag Ringbos ledelse iværksætter nu en proces, hvor formålet med Ringbos interne kvalitetssikringssystem og dermed indberetning af fejl i medicinhåndteringen drøftes. Drøftelsen sker på såvel lederplan som med medarbejderne.” Af Sundhedsstyrelsens Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler og om substitutionsbehandling af personer med opioidafhængighed (Til landets læger m.fl.) af 8. juni 2007 fremgår bl.a. følgende: ” 1 Indledning I medfør af § 17 i lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) er en læge under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittigheds-fuldhed. Sundhedsstyrelsens tolkning af denne forpligtigelse i relation til ordination og anvendelse af afhængighedsskabende lægemidler beskrives i denne vejledning, herunder de særlige forhold, der gør sig gældende for de forskellige stofgrupper. … Vejledningen beskriver endvidere regler for kommunernes ansvar for den samlede substitutionsbehandling af opioidafhængige, jf. sundhedsloven § 142 og servicelovens § 101.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Københavns Kommunes Socialforvaltnings synspunkter Advokat Jacob Ørndrup har anført, at klagen tillige indgives på vegne af Bocenteret Ringbos beboere og personale, idet Københavns Kommunes Socialforvaltning har ret og pligt til at sikre, at der hverken over for beboere eller medarbejdere foretages handlinger i strid med god presseskik. Advokaten har i den forbindelse henvist til Højesterets dom, gengivet i UfR 1989.726. Advokaten har anført, at den samfundsmæssige interesse i at vise de pågældende optagelser ikke overstiger Københavns Kommunes Socialforvaltnings, beboernes eller medarbejdernes ret til beskyttelse, ligesom visningen er i strid med straffeloven. Brugen af skjult kamera og visningen af de foretagne optagelser har navnlig været særdeles skadelig for bocentrets beboere. Der kan meget vel være behov for en debat om lægernes ordinationspraksis i relation til afhængighedsskabende lægemidler, herunder ordinationspraksis over for beboere på psykiatriske institutioner og spørgsmålet om, hvorvidt denne praksis er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens vejledning. Udsendelsen undersøger imidlertid i realiteten ikke denne praksis, hvorfor optagelserne ikke burde have været bragt. De enkelte beboeres læger har ordineret medicin til de pågældende og udskrevet recepter. Det er lægens opgave at sikre, at ordination sker i overensstemmelse med reglerne, herunder Sundhedsstyrelsens vejledning. De psykiatriske læger er ansat under Region Hovedstaden og ikke af Københavns Kommune. Kommunens medarbejdere har alene udleveret medicin efter lægernes anvisninger. Advokaten har anført, at Københavns Kommunes Socialforvaltning ikke fik lejlighed til at kommentere den speak, der blev anvendt i programmet forud for udsendelsens offentliggørelse. Optagelserne foretaget med skjult kamera blev forevist for forvaltningen, medarbejdere på Ringbo og for visse af beboerne den 8. februar 2008. Ved denne visning var der imidlertid ikke lagt speak indover optagelserne. Ingen af de personer, der fik forevist optagelserne, havde således lejlighed til at forholde sig til den speak og rigtigheden af de udsagn, der fremsættes. Advokaten har herudover anført, at udsagnene om ”systematisk” ”overmedicinering” ”i strid med alle regler” er usande og ikke dokumenterede. Optagelserne giver ikke belæg for at hævde dette. Sundhedsstyrelsens vejledning er udstedt dels til læger og vedrører lægernes forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i relation til ordination og anvendelse af afhængighedsskabende lægemidler og dels til kommunerne og vedrører kommuners ansvars for den samlede substitutionsbehandling af opioidafhængige. Udsagnet ”bostederne … er forpligtede til at overholde” vejledningen er ikke korrekt. Der er ikke systematisk udleveret lægemidler til beboerne uden for de rammer, der er udstukket af lægerne i recepterne. Hvis der ses bort fra de enkeltstående tilfælde af fejlagtige udleveringer af medicin, savner det grundlag at hævde, at beboerne på Ringbo ”systematisk og i strid med alle regler bliver overmedicinerede”. Det er en skærpende omstændighed, at den påståede ”overmedicinering” ”kan være direkte livsfarlig”, hvorved Danmarks Radio sætter medarbejderne på Ringbo under anklage for bevist at bringe beboernes liv i fare. Advokaten har endelig anmodet om, at Danmarks Radio pålægges at bringe et genmæle, hvori det tilkendegives: 1) at der i udsendelsen vises visse optagelser af beboere på Bocenteret Ringbo, som er foretaget med skjult kamera og i strid med god presseskik, 2) at der i udsendelsen blev fremsat udokumenterede påstande om, at beboere på Bocenteret Ringbo bliver ”systematisk ”overmedicineret” med stærk nerve- og sovemedicin, samt 3) at der ikke er dokumentation for, at udleveringen af lægemidler på Bocenteret Ringbo sker i uoverensstemmelse med de recepter, som beboernes læger udskriver.” 2.2 Danmarks Radios synspunkter Danmarks Radio har anført, at Københavns Kommunes Socialforvaltning ikke kan indgive klage på vegne af medarbejdere og beboere, idet forvaltningen ikke opfylder betingelserne om retlig interesse. Danmarks Radio har anført, at udsendelsen konkret dokumenterer fejl- og overmedicinering som problem. Danmarks Radio søger via de involverede og via ekspertudsagn fra forskellige hold at få belyst og drøftet problemstillingerne, men der udpeges ikke en konkret ansvarlig, herunder ikke de menige medarbejdere. Klagers konsekvente benægtelse af problemer på Ringbo understreger berettigelsen af at anvende skjult kamera. De medvirkende var effektivt stemme- og kropssløret. Under forevisningen den 8. februar 2008 fremgik det tydeligt, at over- og fejlmedicinering var centrale temaer. Til stede var en række repræsentanter for Københavns Kommune, herunder Anni Jørgensen, forstander på Ringbo, [D], vicedirektør i Københavns Kommunes Socialforvaltning, [E], kontorchef i Københavns Kommunes Socialforvaltning, [F], pressemedarbejder i Københavns Kommunes Socialforvaltning, [G], tilsyn og kvalitet i Københavns Kommune, [H], personalekontoret i Københavns Kommune, [I], Personalechef i Københavns Kommune, [J], vicekontorchef i Københavns Kommunes Socialforvaltning og kommunens advokat. Den presseretlige pligt til forudgående forelæggelse omfatter ikke den sammenkædende speak. Københavns Kommunes kommunikationsrådgiver og lederen af Ringbo blev om eftermiddagen den 10. februar 2008 forevist det endelige indslag, og havde således yderligere tid og lejlighed til at gøre sig overvejelser om indslaget. I udsendelsen fik Københavns Kommunes repræsentant, Ringbos leder Anni Jørgensen, og København Kommunes socialborgmester, Mikkel Varming, lejlighed til at kommentere de enkelte scener og de rejste problemstillinger. Danmarks Radio har anført, at udsendelsen ikke beskæftiger sig med recepterne for de store mængder medicin, der udleveres på Ringbo. Indslagene dokumenterer, hvordan der i dagligdagen på Ringbo uddeles medicin til de psykisk syge beboere. Denne virkelighed sammenholdes med de regler og vejledninger, som Sundhedsstyrelsen har udstukket for brugen af denne medicin. På denne baggrund står det klart, at mængden af medicin på Ringbo er i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning. Optagelserne med skjult kamera dokumenterer videre, at medicineringen er vedvarende og procentuelt fordelt på så mange patienter, at betegnelsen ”systematisk overmedicinering” er berettiget. Eksempelvis får 7 ud af 13 beboere i et hus som fast rutine hver dag stærk sove- og nervemedicin, selvom medicinen ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning ikke burde uddeles i mere end 14 dage. På optagelserne beskriver såvel menige medarbejdere som ledende personaler medicineringen som forkert, langvarig og alt for omfangsrig. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning, at kombinationen af antipsykotiske lægemidler med sove-nervemedicin kan være livsfarlig. Sundhedsstyrelsens vejledning er adresseret ”til landets læger m.fl.”. Vejledningen skal beskytte de psykiatriske patienter, herunder beboere på Ringbo. Ringbo har tilknyttet læger, der skal overholde vejledningen, og vejledningen finder således tillige anvendelse på Ringbo. Danmarks Radio har endelig afvist at bringe et genmæle under henvisning til, at udsagnene er korrekte og tilstrækkeligt dokumenterede. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Jan Kristensen, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt, blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Klagen angår Danmarks Radios omtale af Bocenteret Ringbo. Københavns Kommunes Socialforvaltning har et ansvar for forholdene og for de psykisk syge beboere på stedet. Forvaltningen er derved indirekte nævnt i sammenhængen og har derfor retlig interesse i, at klagen realitetsbehandles både for så vidt angår kommunen og beboerne. Pressenævnet anser ikke arbejdsgivere for at have en generel retlig interesse, der medfører, at kommunen er klageberettiget på vegne af sine ansatte. Da Københavns Kommunes Socialforvaltning ikke har dokumenteret at have fuldmagt til tillige at indgive klagen på vegne af bocentrets ansatte, afvises denne del af klagen. Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Spørgsmålet behandles derfor ikke. Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult kamera, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan endvidere kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert tilfælde. Københavns Kommunes Socialforvaltning tilkendegav i sit brev af 8. februar 2008 til Danmarks Radio – forud for udsendelsen den 10. februar 2008 – at man ikke gav samtykke til, at optagelserne foretaget med skjult kamera blev bragt. Der foreligger således – uanset at repræsentanter for socialforvaltningen og medarbejdere havde lejlighed til at se optagelserne og kommentere disse – ikke et efterfølgende samtykke til, at optagelserne blev offentliggjort. Pressenævnet bemærker i øvrigt, at nævnet på sit plenarmøde den 24. juni 2008 har vedtaget at præcisere sin praksis vedrørende optagelser med skjult kamera således, at det forhold, at en optaget person efterfølgende vælger at kommentere optagelserne, ikke i sig selv anses for at være et indirekte samtykke til offentliggørelse. Såfremt der ikke er indhentet et efterfølgende samtykke til offentliggørelse af optagelserne følger det af nævnets praksis vedrørende skjult kamera, at offentliggørelsen skal tjene en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera, og den nødvendige journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde. I den foreliggende sag finder Pressenævnet, at uanset om det måtte være af almen interesse at afdække forholdene for psykisk syges medicinering, har brugen af optagelser foretaget med skjult kamera ikke været nødvendig for udsendelsens formål, og nævnet udtaler sin kritik heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er der er et særligt hensyn at tage til de psykisk syge beboeres privatliv, og at det af embedslægeinstitutionens tilsynsrapporter og [C]s udtalelser fremgik, at der var problemer med medicinering på bostedet. Udsendelsen indeholder oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for kommunen. Disse oplysninger har derfor skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klager. Repræsentanter for Københavns Kommune fik den 8. februar 2008 lejlighed til at se optagelserne (uden speak) og den 10. februar 2008 den færdige udsendelse. Såvel forstander Anni Jørgensen som socialborgmester Mikkel Varming kommenterede optagelserne i udsendelsen. Af Anni Jørgensens udtalelser fremgik det, at det var lægerne, der ordinerede medicinen. Det ligger uden for nævnets kompetence at vurdere den lægefaglige rigtighed i omfanget af medicineringen, herunder om den udleverede medicin var nødvendig for beboerne, selvom Sundhedsstyrelsens vejledning anbefaler kortere perioder. Pressenævnet finder imidlertid, at oplysninger om, at en systematisk overmedicinering finder sted, giver indtryk af, at beboerne på Ringbo medicineres langt mere end det lægefagligt er nødvendigt, hvilket der ikke er dokumentation for. Nævnet udtaler kritik af Danmarks Radio for ikke at kontrollere, hvorvidt oplysningerne er korrekte. Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik. Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at oplysninger om, at der systematisk sker overmedicinering i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning kan give indtryk af, at beboerne medicineres langt mere end det lægefagligt er nødvendigt, hvilket ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtigt. Da oplysningerne er egnet til at påføre forvaltningen som ansvarlig myndighed skade af betydning, er klager berettiget til at få bragt et genmæle. I medfør af medieansvarsloven § 39 og § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende: ”Pressenævnet har udtalt kritik af Danmarks Radio for et indslag i 21 Søndag om Bocenteret Ringbo i Københavns Kommune. Kritikken skyldes brug af skjult kamera og forkerte oplysninger i udsendelsen. Pressenævnet har derfor bestemt, at beboere og medarbejdere på Bocenteret Ringbo og Københavns Kommune er berettiget til at få bragt følgende meddelelse: Danmarks Radio omtalte i februar i en udsendelse problemer med medicineringen af psykisk syge beboere på Ringbo. På bocenteret var beboere og menigt personale igennem et halvt år blevet filmet til udsendelsen med skjult kamera i deres dagligdag. Pressenævnet har udtalt kritik af denne måde at bruge optagelser med skjult kamera på. Oplysninger og dokumentation for problemerne med medicineringen fremgik i udsendelsen primært fra officielle tilsynsrapporter og udtalelser fra pårørende til beboere. Emnet kunne således have været belyst uden brug af skjult kamera over for psykisk syge og menigt personale uden ret til at ordinere medicin. Derudover blev der i udsendelsen påstået en systematisk overmedicinering af beboere – i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Udsendelsen i 21 Søndag dokumenterede ikke nogen systematisk overdosering. Pressenævnet kritiserer Danmarks Radio for denne udokumenterede påstand. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på www.pressenaevnet.dk.” Afgjort den 1. oktober 2008

Versioner

1. 2008-10-07