Gelex

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-733

GældendeVersion 2008-10-31
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9711@2008-10-31/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-733

Resumé 2 klagere – et selskab og hovedaktionæren – klagede over en artikel på borsen.dk og i Børsen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: På forsiden under overskriften ”Tvangsudsalg af aktier i småbanker” og i artiklen inde i avisen ”Store private bankinvestorer under pres” beskrives generelt, hvordan private investorer kan blive tvunget til salg af aktier i danske banker. Herudover er navngivne bankinvestorers forhold beskrevet. [K2] er afbildet til artiklerne og indsat i persongalleriet som én af ”Store aktionærer. Mindre end 5 pct. af aktierne i danske banker”. Han er anført som ejer af aktier i Forstædernes Bank. Pressenævnet finder, at forsidebilledet af [K2] kan give læseren en forventning om, at artiklen bl.a. handler om [K1] og [K2]. Det fremgår imidlertid af artiklen i Børsen og på borsen.dk, at [K2] alene er afbildet, idet han efter det oplyste har aktier i Forstædernes Bank. Klager har ikke bestridt at være ejer heraf, men oplyst, at andelen af bankaktier i hans portefølje var størst den 30. september 2007, hvor bankaktierne udgjorde ca. 2 % af klagers samlede aktieportefølje. På dette grundlag udtaler nævnet ikke kritik af avisen. Det forhold, at der ingen billedtekst var på borsen.dk, kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet finder, at Børsen og borsen.dk heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

[K1] og hovedaktionær [K2] har klaget til Pressenævnet over en artikel i henholdsvis Børsen og på borsen.dk den 31. juli 2008, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Børsen bragte den 31. juli 2008 under overskriften ”Tvangsudsalg af aktier i småbanker” på forsiden følgende appetitvækker: ”En stribe personer, primært fra ejendomsbranchen, har investeret heftigt i mindre danske banker. Nedturen på finans- og ejendomsmarkedet er en giftig cocktail for dem, og de risikerer nu at blive tvunget til at sælge kraftigt ud af bankaktierne, hvilket kan medføre store kursfald.” I tilknytning til teksten var indsat fire billeder, heraf ét af [K2]. Til billederne fremgik følgende tekst: ”[K2] (øverst t.v.) og [A] (nederst t.h.) er blandt dem, der har satset på aktier i mindre og mellemstore banker”. Inde i avisen bragte Børsen under overskriften ”Store private bankinvestorer under pres” en artikel, der beskrev, hvordan en række danske provinsbanker kunne risikere kursfald, da private investorer, særligt ejendomsinvestorer, ønskede at sælge på et børsmarked, hvor der ikke syntes at være nogle købere. I artiklen var aktionærer, der havde solgt eller kunne tænkes at overveje salg på grund af likviditetsmæssige årsager, angivet. Til artiklen var under overskriften ”De store private spillere i bankmarkedet taber penge” indsat et persongalleri over 10 navngivne aktionærer. Syv personer var angivet som ”Storaktionærer i danske banker. Med mere end 5 pct. af aktierne”. De øvrige tre personer, herunder ejendomsinvestor [K2] med en aktiepost i Forstædernes Bank, var angivet som ”Store aktionærer. Mindre end 5 pct. af aktierne i danske banker”. [K2] var ikke i øvrigt omtalt. borsen.dk bragte samme dag en identisk artikel. For at læse hele artiklen fra papirudgaven skulle læsere have et login til netavisen. Til artiklen var indsat et billede af [K2] (uden billedtekst) samt persongalleriet. borsen.dk bragte den 6. maj 2008 en artikel under overskriften ” Superinvestor dropper bank-aktie ”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”Den private storinvestor, [K2] rider stormen af på aktiemarkedet ved at holde fast i sine langtidsinvesteringer. Tilliden til banksektoren afgør om bunden er nået, men interessen for bank-aktier er kølnet kraftigt, siger Berger til borsen.dk. Storinvestoren forudser således flere bankfusioner i det danske landskab som følge af finansuroen. Og i dette spil kan aktionærerne tabe store summer, hvis de tvangsfodres med et skrabet indløsningstilbud. ”Jeg fastholder mine aktiepositioner, som mere langsigtede investeringer. Men jeg er lige nu i undersøgelsesfasen, hvor jeg ser på om nogle af dem kan få likviditetsmæssige udfordringer som følge af udviklingen på finansmarkedet,” forklarer han til borsen.dk. Forudser ny BankTrelleborg [K2] har via sit investeringsselskab [K1] investeret tæt på 1,7 mia. kr. – heraf en lille milliard i aktier. Mange af aktieposterne er relateret til søfarten, herunder Mols-Linien og Erria. De har de seneste to regnskabsår samlet givet overskud på 200 mio. kr. før skat. Men bank-aktier har også hørt med til porteføljen. Og det er netop på dette område, at [K2] fortsat ser de største faremomenter - både herhjemme og internationalt.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [K2] og [K1]’ synspunkter [K2] har anført, at hans navn og billede på forsiden blev forbundet med den negative omtale af en række store private bankinvestorers engagementer i artiklerne, selvom disse hverken handlede om klagers virksomhed, [K1], eller klagers person. På trods af, at klager ikke omtales i netartiklen, er det et foto af klager, der illustrerer artiklen. Her er ingen sammenhæng mellem illustration og artikel. Udover den fremtrædende placering på forsiden af papirudgaven blev klagers navn udelukkende gengivet i forbindelse med én ud af ti illustrationer. Der er ingen sammenhæng mellem forsideillustrationen og det konkrete indhold af artiklen. Klagers portefølje af bankaktier var størst pr. årsregnskab den 30. september 2007 og udgjorde her 2 % af klagers samlede aktieportefølje. Bankaktiers andel af den samlede market cap på OMX-indekset udgjorde på samme tid 19 %. Der er således ikke tale om en overeksponering. Placeringen savner saglig begrundelse, da borsen.dk den 6. maj 2008 konstaterede om klagers investeringer, at ”bankaktier har også hørt til porteføljen”. [K2] har herudover anført, at avisen ikke gjorde forsøg på at indhente kommentarer inden offentliggørelsen. Klager har i den forbindelse henvist til Pressenævnets kendelse af 20. februar 2008 i sag nr. 2008-6-0621. 2.2 Børsen og borsen.dk’s synspunkter Til artiklen i papirudgaven har avisen anført, at forsidefotoet fungerede som illustration til en artikel om danske investorer, der både investerer i ejendomme samt i mindre og mellemstore banker. [K2] er både ejendomsinvestor og aktionær i Forstædernes Bank og derfor relevant i forhold til det, artiklen omhandlede. Billedteksten forklarede, hvorfor klager og [A] var afbildet. Af persongalleriet inde i avisen fremgik det ligeledes, at klager var ejendomsinvestor og aktionær i Forstædernes Bank. Ingen af de ti personer i galleriet var citeret, da artiklen omhandlede den overordnede problemstilling, der kan opstå, når ejendomsinvestorer investerer i mindre eller mellemstore banker. borsen.dk bragte om morgenen samme dag et uddrag af artiklen fra papirudgaven. Desværre betød forkortelsen på borsen.dk, at avisartiklens referencer til [K2] forsvandt. Ved at logge ind på borsen.dk kunne hele papirudgavens artikel læses, og på den måde ville læserne kunne have forstået, hvorfor det var relevant at bringe et foto af [K2]. Avisen har herudover anført, at [K2] tidligere har meddelt Børsen, at han ikke ønsker at kommentere sin investering i Forstædernes Bank. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Kaare R. Skou og Bodil Mørkøv Ullerup. På forsiden under overskriften ”Tvangsudsalg af aktier i småbanker” og i artiklen inde i avisen ”Store private bankinvestorer under pres” beskrives generelt, hvordan private investorer kan blive tvunget til salg af aktier i danske banker. Herudover er navngivne bankinvestorers forhold beskrevet. [K2] er afbildet til artiklerne og indsat i persongalleriet som én af ”Store aktionærer. Mindre end 5 pct. af aktierne i danske banker”. Han er anført som ejer af aktier i Forstædernes Bank. Pressenævnet finder, at forsidebilledet af [K2] kan give læseren en forventning om, at artiklen bl.a. handler om [K1] og [K2]. Det fremgår imidlertid af artiklen i Børsen og på borsen.dk, at [K2] alene er afbildet, idet han efter det oplyste har aktier i Forstædernes Bank. Klager har ikke bestridt at være ejer heraf, men oplyst, at andelen af bankaktier i hans portefølje var størst den 30. september 2007, hvor bankaktierne udgjorde ca. 2 % af klagers samlede aktieportefølje. På dette grundlag udtaler nævnet ikke kritik af avisen. Det forhold, at der ingen billedtekst var på borsen.dk, kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet finder, at Børsen og borsen.dk heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik. Afgjort den 28. oktober 2008

Versioner

  1. 2008-10-31