Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9716@2008-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-747

Resumé 3 klagere – en kommune og 2 ansatte – klagede over en artikel i Politiken. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Efter det oplyste godkendte [K1] sine citater og var bekendt med, at hun fremtrådte ved navns nævnelse, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af Politiken for at offentliggøre [K1]s navn i artiklen. Pressenævnet finder imidlertid, at det hverken for artiklens budskab, autencitet eller almen interesse var nødvendigt at nævne [K2]s navn, som avisen var blevet bekendt med via dokumenterne fra kommunen. Artiklen var kritisk over for børne- og familieafdelingens dispositioner, og Politiken burde derfor i den konkrete sag have anonymiseret sagsbehandleren, der ikke var en ledende medarbejder. Politiken blev endvidere ved e-mail af 8. august 2008 gjort bekendt med ønsket om en sløring af navnene. Nævnet udtaler sin kritik af Politiken for ikke at have anonymiseret sagsbehandlerens navn. Sådan som sagen foreligger oplyst, har Pressenævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt avisen har udeladt væsentlige oplysninger fra sagsbehandlingen, eller om kommunen har misforstået lovgivningen. Disse punkter behandles derfor ikke. I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken at offentliggøre et kendelsesresume.

Børne- og Familieafdelingen i Rødovre Kommune har på egne vegne og i henhold til fuldmagter fra [K1] og [K2] klaget til Pressenævnet over en artikel i Politiken den 10. august 2008, idet kommunen mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Politiken bragte den 10. august 2008 en forsideartikel under overskriften ” Minister vil stoppe genopdragelsesrejser ” og underoverskriften ” Et ukendt antal børn og unge fra Danmark bliver mod deres vilje sendt på genopdragelse i deres oprindelsesland. Nu vil velfærdsminister Karen Jespersen (V) gribe ind ”. Af artiklen fremgik følgende: ”I byen Irbil i det nordlige Irak har Ferman på 16 år og Sirwan på 17 år nu ventet mere end et år på at komme hjem til deres liv i Danmark. Men står det til deres far, bliver det ikke foreløbig. De to drenge er sendt på genopdragelsesrejse på ubestemt tid. … De to irakiske drenge, Ferman og Sirwan, blev efterladt i Irak sidste sommer efter at have boet otte år i Danmark. Alligevel er de kommunale myndigheder ikke i stand til at hjælpe med andet end en række forsøg på at overtale faren til at hente dem hjem. ”Andet kan vi ikke gøre, så længe drengene er i udlandet. Det giver serviceloven ikke mulighed for”, siger socialrådgiver [K1] fra Rødovre Kommune, hvor familien flyttede til fra Hillerød i november sidste år. Men ifølge Simon Thorbek, lektor på Den Sociale Højskole, er der andre redskaber i den kommunale værktøjskasse. Udsættes børnene for omsorgssvigt eller vold, kan man, ifølge Simon Thorbek, med serviceloven i hånden tage skridt, der fratager forældrene retten til at bestemme, hvor børnene skal bo. Dermed kan man udstede rejsedokumenter uden forældrenes tilladelse. Og det er der sandsynligvis grundlag for i denne sag, hvor faren, ifølge notater fra Rødovre Kommune, som Politiken har adgang til, ofte har banket sine børn. Karen Jespersen vil nu tage kontakt til de to involverede kommuner for at klarlægge, om de har fået den nødvendige vejledning og vidst, hvilke muligheder de har haft for at hjælpe drengene. ...” Historien fortsatte inde i avisen under overskriften ”»Vi vil hjem til Danmark«” og underoverskriften ”De to teenagedrenge Ferman og Sirwan, der er blevet tvunget på ’genopdragelse’ i Irak af deres voldelige far, savner vennerne, skolen og livet i Danmark. Selv om de knap tør håbe på at vende tilbage er de fast besluttet på, at Irak aldrig bliver deres hjem. Men deres sag synes strandet i Rødovre Kommune, der har misforstået lovgivningen og derfor ikke hjælper de nødstedte drenge” . Af artiklen fremgik følgende: ”… De to brødre er sidste sommer blevet ført til Irak af deres far under påskud af, at de skulle på sommerferie i oprindelseslandet. Men i stedet for at bringe dem tilbage efter sommerferien tog faren deres pas og rejste tilbage til Danmark uden drengene. Han mener, at hans to sønner trænger til at blive opdraget mere håndfast, end de kan blive i Danmark, og har siden da nægtet at lade dem komme hjem. Politiken samler her trådene og fortæller, hvordan det kan gå til, at to teenagedrenge kan strande på såkaldt genopdragelse i Irak mod deres vilje. Selv om myndighederne – både de danske og kurdiske, hvis de er blevet orienteret, har haft mulighed for at gribe ind. … Faren har forsøgt at holde drengene i stram snor og straffet dem, hvis de har trådt over hans grænse. I en skadestuerapport fra Nordsjællands Hospital i Hillerød 30. marts 2007, som Politiken er i besiddelse af, fremgår det, at Ferman angiveligt er blevet slået af sin far »over højre samt venstre lår med trækæp/bat«. Lægen, der tilser Ferman, bemærker »et rødligt område på ca. 10 x 20 cm«. I drengens sag fra kommunen har sagsbehandler [K2] noteret, at »drengene er vokset op med systematisk, voldelig afstraffelse i hjemmet«. … Han [Waqar Qayam, ssp-medarbejder] har løbende refereret sine samtaler med drengene først til Hillerød og siden til Rødovre Kommune, hvor familien flytter til i november 2007. I månederne efter afrejsen – det vil sige gennem efteråret 2007 – forsøger Hillerød Kommune at overtale faren til at få drengene hjem. Uden held. Susanne Borch Jespersen, der er afdelingschef i Børn, Familier og Kultur i Hillerød Kommune, oplyser, at kommunen søgte rådgivning hos Udlændingeservice for at finde ud af, hvordan børnene kunne komme ud af Irak. Det lykkes dog ikke Hillerød Kommune at komme nærmere en løsning. Kommunen har godt kendt til muligheden for at fratage forældremyndigheden i yderste konsekvens. Men holdningen har været, at det ikke har kunnet lade sig gøre at få drengene hjem uden farens samtykke. I november 2007 flytter familien pludselig til Rødovre. Her bliver sagen overdraget til sagsbehandler [K2]. Og her lyder beskeden ligesom i Hillerød Kommune. Uden farens accept må drengene blive i Irbil i Irak. Far: De har de godt Sagen overgår efter et par måneder til en ny sagsbehandler, vikaren [A], og siden til [K1], der stadig har sagen i dag. Ingen af de tre sagsbehandlere har taget direkte kontakt til Ferman og Sirwan over telefonen. Faren fortæller løbende rækken af sagsbehandlere, at drengene har det godt i Irbil, og at han har kontakt til dem. Men den udlægning kan Ferman ikke genkende. … Spørgsmålet, som hverken Ferman og Sirwan eller Waqar har fået svar på, er, om de danske myndigheder har mulighed for at bringe dem tilbage til livet i Danmark, hvis faren stadig ikke vil samarbejde. Det er som udgangspunkt vanskeligt. For som forældre har man myndigheden over sine børn og kan derfor bestemme, om de skal bo i Hillerød, Irbil eller et helt andet sted på kloden. Men hvis der er risiko for drengenes sundhed og udvikling, giver lov om social service – i daglig tale serviceloven – mulighed for at fratage forældremyndigheden. I Fermans og Sirwans tilfælde havde en frivillig anbringelse uden for hjemmet allerede været på tale inden afrejsen, fordi faren har været voldelig. Men Rødovre Kommune mener ikke, servicelovens bestemmelser kan bruges til at hjælpe drengene, når de opholder sig i Irak. Sagsbehandleren, der sidder med brødrenes sag, socialrådgiver [K1] oplyser, at hun har kontaktet Det Sociale Nævn, som har spurgt Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne i sociale sager, til råds og vendt tilbage med beskeden om, at så længe drengene er i udlandet, gælder serviceloven ikke. Den vigtige juridiske vurdering får hun via telefonen, men hun husker i dag ikke, hvem hun talte med. Det på trods af, at de såkaldte genopdragelsesrejser har været et fokusområde for Ankestyrelsen gennem de seneste år. Kritik af kommunen Vurderingen fra kontorchef i Ankestyrelsen Lone Adler lyder: »Det står helt klart, at serviceloven kan bruges, så længe indehaveren af forældremyndigheden befinder sig i Danmark«. Simon Thorbek, der er lektor i det juridiske fagområde på den Social Højskole, mener også, at kommunen, hvis der er tungtvejende grunde, kan fratage retten til at udøve forældremyndighed og få børnene hjem ad den vej. Men han kritiserer især, at de involverede kommuner ikke har taget direkte kontakt til børnene over telefonen. »Kommunen tilsidesætter både tilsynspligten og reglerne om børnesamtaler, ligesom de altså fortolker loven forkert. Det er kritisabelt«, siger han. Vejen tilbage til Danmark vil i denne type sager også blive tilbagelagt med hjælp med Udenrigsministeriets rådgivning og kontakt til de lokale myndigheder i udlandet. …” I forlængelse af artiklen var indsat en tidslinje, hvoraf følgende fremgik: ”Vinteren 2007: Waqar Qayum får kontakt til Ferman i ungdomsskolen i Hillerød. Ferman siger, at de har brug for en snak. Han viser ham blå mærker efter vold i hjemmet. De tager på skadestuen og får dokumenteret volden. Juni 2007: Familien tager til Irak. Ferman og Sirwan tror, de skal på sommerferie, men bliver efterladt alene i Irbil i den kurdiske del af det nordlige Irak. Juli 2007: Hillerød Kommune bliver opmærksom på, at drengene er i Irak, og at faren har taget deres pas. November 2007: Familien flytter fra Hillerød til Rødovre. Brødrenes sag overgår til nye sagsbehandlere. Marts 2008: Socialrådgiver [K2] fra Rødovre Kommune noterer i sagen, at drengene virker, som om de er tæt på et sammenbrud. April 2008: Ferman kontakter den danske ambassade i Irak og fortæller, at han og Sirwan ernærer sig ved tiggeri, og at de ikke er i kontakt med faren.” Forud for offentliggørelsen af artiklen fik børne- og familiechef [B] artiklen til gennemsyn og skrev ved e-mail af fredag den 8. august 2008 kl. 14.07 følgende til Politikens journalister: ”Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg ikke er enig i, som I skriver, at Rødovre Kommune har misforstået lovgivningen. Vi har handlet i henhold til den orientering, vi har modtaget, og i samarbejde med relevante parter. Samtidig vil jeg gerne henstille til dig om at undlade at offentliggøre sagsbehandlernes navne, i det disse er uvæsentlige for artiklen.” Samme dag ved e-mail af kl. 14.51 anmodede Politiken [B] om at ringe journalisterne op, idet de gerne ville vide, hvorfor hun ikke mente, journalisterne skulle skrive, hvem de havde talt med. [B] så først mailen mandag den 11. august 2008 og vendte derfor ikke tilbage før offentliggørelse. 2 Parternes synspunkter 2.1 Klagernes synspunkter Børne- og familiechef [B] har anført, at avisens angivelse af socialrådgivernes navne, [K1] og [K2], var unødvendige for artiklen. Avisen har ikke talt med sagsbehandlerne. Deres navne stammer fra det journalmateriale, som kommunen gav avisen aktindsigt i som baggrundsmateriale til artiklen. Arbejdet som socialrådgiver inden for børne- og familieområdet er ikke let, og medarbejderne bør derfor ikke hænges ud. [B] har videre anført, at der i artiklen er udeladt oplysninger, som at der via den danske stats repræsentation og samarbejdende organisationer på stedet løbende er kontakt med drengene. Dette giver desværre artiklen en tendentiøs drejning af, at de to drenge er overladt alene til sig selv, og ingen – i sær Rødovre Kommune – gør noget for at ændre deres situation. Herudover har kommunen afvist, at man har misforstået lovgivningen. 2.2 Politikens synspunkter Politiken har anført, at fordi Rødovre Kommune fik artiklen til gennemsyn, var det ikke ensbetydende med, at avisen uden videre retter til efter det ønskede. Det var uheldigt, at journalisterne ikke fik fat i [B] inden offentliggørelsen, men ønsket om at få navnene på de to sagsbehandlere strøget var ikke blevet imødekommet. Sagsbehandlernes navne øger autenciteten af materialet. De må stå inde for deres vurderinger og beslutninger. Avisen har videre anført, at [K1] blev interviewet til avisen. Hun har været klar over, at hun ville blive nævnt med navn i artiklen, ligesom hun telefonisk godkendte sine citater. De to andre medarbejdere, herunder [K2], er citeret fra dokumenter i sagen, som kommunen har stillet til rådighed. I disse dokumenter var andre navne overstreget, men ikke de to sagsbehandleres. Kommunen kunne således have anonymiseret medarbejderne, hvis den ville. Sagsbehandlerne optræder som kilder – det er ikke artiklens vinkel at rette søgelyset specielt mod dem som enkeltpersoner. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Kaare R. Skou og Bodil Mørkøv Ullerup. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Efter det oplyste godkendte [K1] sine citater og var bekendt med, at hun fremtrådte ved navns nævnelse, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af Politiken for at offentliggøre [K1]s navn i artiklen. Pressenævnet finder imidlertid, at det hverken for artiklens budskab, autencitet eller almen interesse var nødvendigt at nævne [K2]s navn, som avisen var blevet bekendt med via dokumenterne fra kommunen. Artiklen var kritisk over for børne- og familieafdelingens dispositioner, og Politiken burde derfor i den konkrete sag have anonymiseret sagsbehandleren, der ikke var en ledende medarbejder. Politiken blev endvidere ved e-mail af 8. august 2008 gjort bekendt med ønsket om en sløring af navnene. Nævnet udtaler sin kritik af Politiken for ikke at have anonymiseret sagsbehandlerens navn. Sådan som sagen foreligger oplyst, har Pressenævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt avisen har udeladt væsentlige oplysninger fra sagsbehandlingen, eller om kommunen har misforstået lovgivningen. Disse punkter behandles derfor ikke. I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken at offentliggøre følgende: ”Kritik fra Pressenævnet : Politiken bragte den 10. august 2008 artiklen ”Minister vil stoppe genopdragelsesrejser” om to drenges opdragelsesrejse i Iran. Artiklen forholdt sig kritisk over for myndighedernes sagsbehandling og manglende hjemtagelse af drengene. Kommunens sagsbehandlere var nævnt ved navn i artiklen. Kommunen havde udleveret drengenes sagsakter til Politiken, hvorved avisen var bekendt med sagsbehandlernes navne. En af sagsbehandlerne har blandt andre klaget til Pressenævnet over at blive nævnt med navns nævnelse. Pressenævnet finder, at det i den konkrete sag var unødvendigt for artiklens budskab at offentliggøre sagsbehandlerens navn. Nævnet udtaler derfor kritik af Politiken. Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse. Hele kendelsen kan læses på pressenaevnet.dk.” Afgjort den 28. oktober 2008

Versioner

1. 2008-10-31