Gelex

Beskæftigelse i KK, afgrænsning mellem lønarbejde og selvstændig virksomhed, hvem har den økonomiske risiko, ansættelseskontrakter med arbejdstid og timeløn, ferie og ATP

OphævetVersion 2008-11-21fra 2008-11-21 til 2023-09-21
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9795@2008-11-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Beskæftigelse i KK, afgrænsning mellem lønarbejde og selvstændig virksomhed, hvem har den økonomiske risiko, ansættelseskontrakter med arbejdstid og timeløn, ferie og ATP

Resumé Medlemmet var i 2006 ansat af KK. Det har været flere korte ansættelser, 9 i alt. Flere af ansættelserne har været forlænget. Ansættelserne har alle været tidsbegrænsede. Tidsbegrænsningerne har været forskellige. Den korteste ansættelse har været 2 dage med henholdsvis 4 og 7 timers arbejde. Den længste ansættelse har været ca. 1 måned. Ved ansættelserne var der ansættelseskontrakter, hvor der var aftalt arbejdstid pr. dag, tidsperiode, aflønning, opsigelse, arbejdssted og arbejdsopgave. Medlemmet fik lønsedler. Der blev afregnet skat, ferie og ATP af lønnen. Medlemmet har en hjemmeside. Medlemmets navn fremgik også på andre hjemmesider. Arbejde som kunstner og arbejde for KK eller i samarbejde med KK kan efter ankenævnets opfattelse foregå både som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende. Afgørelse heraf beror på et konkret skøn i hver enkelt sag. Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering, at medlemmets beskæftigelse i 2006 ved KK skulle anses for lønmodtagerarbejde. Ankenævnet lagde vægt på, at den økonomiske risiko i forbindelse med medlemmets beskæftigelse ved KK havde ligget hos KK. Medlemmet havde ifølge kontrakterne været sikret aflønning i en fastlagt periode med et fast beløb pr. time, uanset om medlemmets arbejde havde resulteret i et tilfredsstillende resultat. Ankenævnet lagde også vægt på, medlemmets ansættelse hos KK havde en række kendetegn, der er særegne for lønmodtageransættelse. Ankenævnet lagde videre vægt på de enkelte kontraktforhold, skatteforhold, m.v. ved ansættelserne.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 24. april 2008. Nævnet traf denne

Bilag 1

A F G Ø R E L S E Deres beskæftigelse i 2006 ved KK anses for lønmodtageransættelse. Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 14. september 2007. B E G R U N D E L S E Det fremgår af kontrakt af 2. februar 2006 mellem Dem og KK, at – ansættelsesperioden er 8. februar 2006 til 8. marts 2006, – ansættelsen ophører på den angivne dato uden yderligere varsel, – lønmodtageren kan opsige aftalen med øjeblikkeligt varsel efter behørig begrundelse, – den ugentlige arbejdstid er 32 timer med 6,4 timer pr. dag, – arbejdsopgaverne er konsulentbistand, arbejde på Statens Værksted, samt udførelse af maleri, – såfremt arbejdsopgaverne ændres væsentligt gives skriftligt besked herom, – arbejdsstedet er opgavebestemt og De kan forvente at være beskæftiget på flere arbejdssteder i ansættelsesperioden, – der forventes lidt rejseaktivitet i perioden, – lønnen er 110,- kr. pr. time, – der tillægges feriebetaling op 12,5 %, og – overenskomst mellem Fagforening og KK gælder for ansættelsen. Af kontrakt af 10. april 2006 fremgår lignende betingelser, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaverne er begrænset til konsulentbistand og arbejde på Statens Værksted. Af kontrakt af 8. maj 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaverne er begrænset til konsulentbistand samt udførelse af maleri. Af kontrakt af 29. maj 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at ansættelsesperioden er fra 29. maj 2006 til 23. juni 2006, at arbejdstiden udgør 37 timer om ugen fordelt med 7,4 timer om dagen, og at arbejdsopgaverne er konsulentbistand, udførelse af maleri, forberedelse af udstilling, samt restaureringsarbejde i samarbejde med XX. Af kontrakt af 18. august 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaverne er begrænset til konsulentbistand samt udførelse af maleri. Af kontrakt af 14. september 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaven er begrænset til konsulentbistand i forbindelse med restaureringsprojekt i YY Kirke. Af kontrakt af 18. oktober 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaven er begrænset til konsulentbistand i.f.m. Åbne værksteder i Østjylland. Af kontrakt af 16. november 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaverne er begrænset til konsulentbistand samt udførelse af maleri. Af kontrakt af 8. maj 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaverne er begrænset til konsulentbistand. Af kontrakt af 14. december 2006 fremgår samme betingelser som i kontrakt af 2. februar 2006, dog således at arbejdstiden/ansættelsesperioden er et nærmere afgrænset antal timer på angivne dage, og at arbejdsopgaven er begrænset til konsulentbistand i forbindelse med udførelse af maleri. Det fremgår ”Overenskomst mellem KK & fagforening” af 19. marts 2006, at ansættelse er omfattet af ferieloven, og at overarbejde godtgøres enten som afspadsering eller betaling. Det fremgår tillige, at arbejdsgiver har ejendomsretten til værker udfærdiget i arbejdstiden, og at ophavsretten til værker bevares af kunstneren. Efter reglerne kan direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse. Det fremgår af bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed, at selvstændig virksomhed drives ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte. Direktoratet har ikke udstedt nærmere regler for afgrænsningen af lønmodtagerarbejde. Afgrænsningen mellem lønmodtagerarbejde og selvstændig virksomhed må således bero på konkret vurdering ud fra almindelig opfattelse af lønmodtager arbejde på den ene side og afgrænsningen af selvstændig virksomhed i bekendtgørelsen om drift af selvstændig virksomhed. Arbejde som kunstner og arbejde for KK eller i samarbejde med KK kan efter ankenævnets opfattelse foregå både som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende. Afgørelse heraf beror på et konkret skøn i hver enkelt sag. Ankenævnet finder efter en konkret vurdering, at Deres beskæftigelse i 2006 ved KK skal anses for lønmodtagerarbejde. Ankenævnet har lagt vægt på, at den økonomiske risiko i forbindelse med Deres beskæftigelse ved KK har ligget hos KK. De har ifølge kontrakterne været sikret aflønning i en fastlagt periode med et fast beløb pr. time, uanset om Deres arbejde har resulteret i et tilfredsstillende resultat. Ankenævnet har også lagt vægt på, Deres ansættelse hos KK havde en række kendetegn, der er særegne for lønmodtageransættelse. De modtog således ansættelsesaftaler for hvert af ansættelsesforholdene. Det fremgik af ansættelsesaftalerne: – at det var opgavebestemt ansættelse som omfattede en begrænset ansættelsesperiode, – hvilken periode ansættelsen angik, – hvor lang arbejdstiden var pr. uge og pr. dag, – hvor arbejdet skulle udføres, – hvor meget lønnen udgjorde pr. time, og – at der afregnedes ferie på baggrund af lønnen. Ansættelsesaftalerne henviste til overenskomst mellem fagforening og KK, hvor blandt andet overarbejdstillæg var reguleret. Ankenævnet har tillige lagt vægt på, at De for Deres ansættelse i 2006 ved KK har modtaget timeløn, som De har svaret a-skat, særligt pensionsbidrag, arbejdsmarkedsbidrag af, og som har dannet baggrund for betaling af ferie. Ankenævnet har også lagt vægt på, at der i 2006 var afregnet a-skat, arbejdsmarkedsbidrag og særligt pensionsbidrag af Deres løn. Ankenævnet har derudover lagt vægt på, at KK ifølge formuleringen i ansættelseskontrakterne har haft en vis frihed til at fastlægge, hvor arbejdet skulle udføres, idet De ifølge kontrakten kan ”forvente at være beskæftiget på flere arbejdssteder i ansættelsesperioden” og ”der forventes lidt rejseaktivitet i perioden”. Ankenævnet har lagt vægt på, at KK ifølge formuleringen ansættelseskontrakterne har haft en vis frihed til at fastlægge Deres arbejdsopgaver, idet De ifølge kontrakten ”gives skriftligt besked herom” ”såfremt arbejdsopgaverne ændres væsentligt”. Der ligger heri en ret for arbejdsgiver til at lave justeringer af Deres arbejdsopgaver uden at give skriftlig besked, samt en videregående adgang til at foretage væsentlige ændringer, hvis blot De får skriftlig besked herom. Som sagen foreligger, er der ikke oplysninger om en indskrænkning i arbejdsgivers adgang til at fastsætte arbejdssted og arbejdsopgaver. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De i 2006 ikke var momsregistreret eller angav over-/underskud af selvstændig virksomhed. Et medlem kan tillige anses for at drive selvstændig virksomhed, ved beskæftigelse i et selskab, hvor pågældende har afgørende indflydelse, for selvstændig virksomhed. Afgørende indflydelse foreligger, hvis pågældende eller dennes ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie, jf. stk. 3, er indehaver af 1) mindst 50 % af selskabskapitalen, 2) mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi, 3) en bestemmende andel af selskabets kapital, 4) en bestemmende andel af stemmerne i selskabet, eller 5) mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 % af selskabskapitalens stemmeværdi, og pågældende eller ægtefællen tillige er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion. Ankenævnet finder ikke, at De i 2006 driver selvstændig virksomhed med KK. Ankenævnet har lagt vægt på, at De har indflydelse på KK, idet De er medlem af Fagforening, og Fagforening ejer KK. Ankenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at De er indehaver af 10 % eller mere af selskabskapitalen i KK. De har således ikke afgørende indflydelse på KK. Det skal bemærkes, at ankenævnet ikke har taget stilling til, om De kan anses for at drive selvstændig virksomhed på anden baggrund, idet direktoratet alene har truffet afgørelse om, at Deres beskæftigelse i KK i 2006 ikke kan anses for lønarbejde. Ankenævnet har heller ikke taget stilling til, om De kan anses for at drive selvstændig virksomhed i andre perioder end i 2006, idet der ikke foreligger præcise oplysninger om Deres beskæftigelse i andre perioder. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 41, stk. 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, og – § 2 og § 3, stk. 1 og stk. 2 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1303 af 14. december 2005 om drift af selvstændig virksomhed. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne ff fuldmægtig De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K Arbejdsløshedskasse Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 § 41. … Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1, 4 og 5, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1303 af 14. december 2005 om drift af selvstændig virksomhed § 2. Selvstændig virksomhed drives ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte. Selskaber § 3. Beskæftigelse i et selskab, hvor pågældende har afgørende indflydelse, jf. stk. 2, 4 og 5, anses for selvstændig virksomhed. Stk. 2. Afgørende indflydelse foreligger, hvis pågældende eller dennes ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie, jf. stk. 3, er indehaver af 1) mindst 50 % af selskabskapitalen, 2) mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi, 3) en bestemmende andel af selskabets kapital, 4) en bestemmende andel af stemmerne i selskabet, eller 5) mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 % af selskabskapitalens stemmeværdi, og pågældende eller ægtefællen tillige er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion. Stk. 3. Som »nærmeste familie« i stk. 2 anses pågældendes eller ægtefællens børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre og søskende. Stk. 4. En person, der ikke er omfattet af stk. 2, anses dog for at have afgørende indflydelse på selskabet, hvis selskabskapitalen i det væsentlige er ligeligt fordelt mellem højst 10 kapitalindehavere, og der foreligger et personligt, driftsmæssigt samvirke mellem disse. Tilsvarende gælder ved mere end 10 kapitalindehavere, hvis selskabet udgør en sammenslutning af erhvervsdrivende, som viderefører deres hidtidige virksomheder. Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse, hvis pågældende eller dennes ægtefælle er indehaver af kapital i et eller flere selskaber, som dominerer det selskab, hvor pågældende er beskæftiget.

Versioner

  1. 2008-11-21 · til 2023-09-21