En ansættelsesforholdsophør anset for væsentligst at skyldes den ansatte, idet denne havde stillet krav om kørepenge, som ikke fulgte overenskomsten på området. Arbejdsgiver blev herefter fritaget for at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9796@2008-11-21/da
Indhold
En ansættelsesforholdsophør anset for væsentligst at skyldes den ansatte, idet denne havde stillet krav om kørepenge, som ikke fulgte overenskomsten på området. Arbejdsgiver blev herefter fritaget for at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
Resumé En a-kasse havde anmodet en arbejdsgiver om at betale for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med medlemmets arbejdsophør som tilkaldevagt/vagtmand. Arbejdsgiveren mente sig fritaget herfor og henviste til at der forelå egen skyld hos medlemmet. A-kassen oversendte sagen til afgørelse hos Arbejdsmarkedets Ankenævn, som indhentede supplerende oplysninger til sagen. Det fremgik heraf at arbejdsgiver havde valgt at sætte en anden på vagten, da medlemmet stillede krav om kørepenge, som ikke var hjemlet i overenskomsten på området. Det fremgik endvidere at ingen af de andre ansatte hos arbejdsgiveren fik udbetal kørepenge. Ankenævnet fandt at der forelå bortfaldsgrund efter reglen om egen skyld i henhold til § 6, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelsen om dagpenge for 1. og 2. ledighedsdag. Ankenævnet lagde vægt på, at arbejdsophøret fandt sted som følge af medlemmets krav om at få kørepenge og at medlemmets egen adfærd var skyld i arbejdsophøret. Ved vurderingen lagde nævnet vægt på, at der er uoverensstemmende oplysninger om kørepenge mellem arbejdsgiver og medlemmet, men at ingen af de øvrige ansatte modtog kørepenge og at kørepenge ikke er et overenskomstmæssigt krav ifølge VSL-overenskomsten, som arbejdsgiveren har tilsluttet sig.
Til Arbejdsløshedskasssen Z 22. april 2008 Arbejdsløshedskassen har ved brev af 1. august 2007 bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt arbejdsgiver Y er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsophøret for medlemmet XX. Sagen blev behandlet på møde den 17. april 2008. Nævnet traf følgende
Bilag 1
A F G Ø R E L S E Ankenævnet finder, at arbejdsgiver Y ikke er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsophøret den 30. april 2007. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelse er indtrådt ved arbejdsophøret, da medlemmet inden for de sidste 4 uger herfor har været beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Ankenævnet finder dog, at der foreligger bortfaldsgrund efter reglen om egen skyld i henhold til § 6, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelsen om dagpenge for 1. og 2. ledighedsdag. Ankenævnet har lagt vægt på, at arbejdsophøret den 30. april 2007 fandt sted som følge af medlemmets krav om at få kørepenge, og arbejdsgiver valgte at erstatte medlemmet med en anden. Nævnet finder på denne baggrund, at medlemmets adfærd er skyld i arbejdsophøret. Ved vurderingen har ankenævnet lagt vægt på, at der er uoverensstemmende oplysninger om kørepenge mellem arbejdsgiver og medlemmet, men at ingen af de øvrige ansatte modtog kørepenge og at kørepenge ikke er et overenskomstmæssigt krav ifølge VSL-overenskomsten, som arbejdsgiveren har tilsluttet sig. Det bemærkes, at medlemmets opsigelse af 8. maj 2007 ikke anses for at få selvstændig betydning for afgørelsen, da arbejdsophøret grundet medlemmets forhold allerede havde fundet sted den 30. april 2007. Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 og nr. 994 af 8. august 2007 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 6, stk. 1, nr. 3 og 11 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003. På ankenævnets vegne Sign. De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Medlem XX Arbejdsgiver Y Arbejdsdirektoratet, kontor Y 4 1. Sagsforløb Det fremgår af sagens oplysninger, at medlemmet fra den 3. april 2007 har arbejdet som løst ansat tilkaldevagt med varierende beskæftigelse ved arbejdsgiver Y. Ansættelsesforholdet ophørte 30. april 2004, hvor medlemmet var mødt, men hvor arbejdsgiver valgte at sætte en anden på vagten. Det fremgår af sagens oplysninger, at medlemmet den 7. maj 2007 kontaktede a-kassen og herefter kassens opfordring skriftligt opsagde arbejdet med henvisning til, at han ikke havde modtaget løn fra april måned 2007 og arbejdsgiveren ikke trods fagforeningens henvendelser havde udstedt en frigørelsesattest til brug for udbetaling af supplerende dagpenge. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at arbejdsgiver den 7. maj 2007 ved telefax sendte frigørelsesattesten til fagforeningen og den 8. maj 2007 til arbejdsløshedskassen. A-kassen har ved brev af 4. juli 2007 anmodet arbejdsgiver om at udbetale g-dage til medlemmet vedrørende den 30. april og 1. maj 2006. Arbejdsgiver er af den opfattelse, at der ikke skal betales dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Ifølge oplysninger fra medlemmet blev medlemmet den 3. april 2007 ved mundtlig aftale ansat på deltid og fik ved ansættelsen oplyst, at arbejdsgiver havde tiltrådt VSL-overenskomsten. Medlemmet regnede med at overenskomstens regler mht. aflønning arbejdstid mv. blev fulgt. Ved tiltrædelsen blev han herudover lovet, at han ville få udstedt frigørelsesattest, så han kunne få supplerende dagpenge. Da medlemmet endnu ikke selv havde modtaget frigørelsesattest den 8. maj 2007 opsagde medlemmet på opfordring fra a-kassen ansættelsesforholdet i brev af 8. maj 2007. Medlemmet modtog herefter den 9. maj 2007 ansættelseskontrakt og frigørelsesattest med posten. A-kassen har ved brev af 1. august 2007 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt arbejdsgiver er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet. Efter a-kassens opfattelse er arbejdsforholdet ophørt som følge af arbejdsgiverens misligholdelse, hvilket begrundes med, at medlemmet ikke rettidig fik ansættelseskontrakt, idet denne først blev udarbejdet efter arbejdsophøret. Endvidere, at medlemmet ikke fik udbetalt rettidig løn, idet lønnen først blev udbetalt ultimo maj måned og at medlemmet trods gentagne rykkere først fik udstedt frigørelsesattest den dag, hvor han skriftligt opsagde arbejdet. Arbejdsgiveren har til Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn telefonisk den 17. marts og ved brev af 18. marts 2007 oplyst, at det er rigtigt, at han valgte at sætte en anden mand på vagten den 30. april 2007, men at dette begrundede sig i, at han og medlemmet ikke kunne komme overens med hensyn til kørepenge. Medlemmet ønskede således at blive aflønnet fra det tidspunkt han kørte hjemmefra og til at han var tilbage igen. Dette ville han som arbejdsgiver ikke gå med til, idet ingen af de andre ansatte fik kørselsgodtgørelse, og at det ikke var et overenskomstmæssigt krav ifølge VSL- overenskomsten. Med hensyn til ansættelseskontrakt har arbejdsgiver oplyst, at denne blev udleveret til medlemmet i forbindelse med ansættelsen af medlemmet, men at denne ikke returnerede denne i underskrevet tilstand. Medlemmet har herudover telefonisk den 18. marts 2008 oplyst, at han ikke fik udleveret en ansættelseskontrakt ved sin ansættelse, men at denne først blev fremsendt af arbejdsgiveren efter arbejdsophøret. Endvidere, at det er rigtigt nok, at han ønskede at få kørepenge, men at det jo var i overensstemmelse med, hvad han og arbejdsgiveren havde aftalt ved ansættelsen, selvom det ikke var et overenskomstmæssigt krav. 2. Regler Lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 og nr. 994 af 8. august 2007 om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse. Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder, 1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret, 2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet, 3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller 4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår. Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning. Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt. Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet. Stk. 8. Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn. Stk. 10. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003 § 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet 1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende, 2) har været ansat som lønmodtager, og 3) har indtjent en løn i ansættelsen. Stk. 2. Ved "G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én "G-dag" er én ledighedsdag. Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge. Stk. 4. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen. Stk. 5. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag. Stk. 6. Betaling for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag. § 2. Et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen for fratrædelsen 1. ledighedsdag. Bortfaldsgrunde m.v. § 6. En arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når 1) medlemmet inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver, 2) arbejdsgiveren er ude af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning, 3) afskedigelsen/arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet, 4) arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed, 5) arbejdsophøret skyldes force majeure, 6) medlemmet er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene, 7) medlemmet i tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på G-dagene, 8) medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn, 9) medlemmet har været vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen har varet mindst 3 måneder, eller 10) medlemmet har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 2. … Manglende betaling § 11. Et medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale for G-dage, hvis 1) arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8, 2) medlemmet beder a-kassen om hjælp, og 3) a-kassen finder, at medlemmet uden tvivl har ret til betalingen. Stk. 2. A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet. Stk. 3. Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og a-kassen. Stk. 4. Hvis en arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af a-kassens indstilling. Stk. 5. Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.