Selvforskyldt ledighed, regler 1. nov. 2005, afbud inden samtaletidspunkt, sygdom, akut lægetid, akut udefra kommende forhold, a-kassens ret til refusion
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9804@2008-11-21/da
Indhold
Selvforskyldt ledighed, regler 1. nov. 2005, afbud inden samtaletidspunkt, sygdom, akut lægetid, akut udefra kommende forhold, a-kassens ret til refusion
Resumé Ankenævnets afgørelse om selvforskyldt ledighed: Medlemmet var blevet indkaldt af Staten i Jobcenteret til en samtale om ændring af jobplanen. Medlemmet meldte samme dag kort inden samtalen afbud til Jobcenteret, fordi medlemmet havde fået en akut tid hos lægen. Medlemmet led på det pågældende tidspunkt af et skinnebenssår, og medlemmet havde netop afsluttet en penicillinbehandling. Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke stod til rådighed den dag, hvor han meldte afbud til samtalen i Jobcenteret. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at medlemmet var blevet indkaldt skriftligt og personligt til samtalen, og at det af mødeindkaldelsen fremgik, at formålet med samtalen var en ændring af jobplanen. Ankenævnet fandt ud fra en fortolkning af reglerne, at et afbud på grund af sygdom inden tidspunktet for samtalens begyndelse ikke skal sidestilles med et afslag, såfremt det ud fra sagens konkrete omstændigheder kan godtgøres, at der er tale om sygdom. Ankenævnet fandt, at det var på grund af sygdom, at medlemmet måtte melde afbud til samtalen i Jobcenteret. Medlemmet skulle derfor ikke anses for selvforskyldt ledig, og medlemmet skulle ikke have en karantæne. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet dagen inden samtalen i Jobcenteret havde haft besøg af hjemmesygeplejersken, som mente, at det var meget påkrævet med endnu en penicillinbehandling, og at hjemmesygeplejersken havde sagt, at han skulle kontakte sin læge for at få en ny recept. Ankenævnet lagde videre vægt på, at lægen ikke ville udskrive en ny recept, før han havde tilset benet. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at medlemmet fik en akut tid hos lægen. Ankenævnets afgørelse om refusion: Ankenævnet fandt, at a-kassen ikke havde ret til refusion for dagpenge udbetalt den dag, hvor medlemmet meldte afbud til samtalen i Jobcenteret. Ankenævnet fandt, at a-kassen ikke havde indhentet et forsvarligt grundlag for det udøvede skøn, og at dagpengene derfor var udbetalt med urette. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at a-kassen alene havde truffet afgørelse på baggrund af Jobcenterets oplysning om, at medlemmet meldte afbud til samtalen, fordi medlemmet skulle til lægen. Ankenævnet fandt, at a-kassen havde ret til refusion for dagpenge udbetalt i ”karantæneperioden”. Ankenævnet lagde vægt på, at dagpengene var udbetalt med rette. Ankenævnet ændrer således delvist Arbejdsdirektoratets afgørelser.
YY Ankenævnet har behandlet XX’s klage på møde den 10. april 2008. Nævnet traf denne
Bilag 1
A F G Ø R E L S E YY har ikke ret til dagpenge den 22. november 2006. YY skal efter en konkret vurdering ikke anses for selvforskyldt ledig, og YY skal derfor ikke have en karantæne. Ankenævnet ændrer således delvist Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 31. oktober 2007. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – Staten i Jobcenteret (tidl. Arbejdsformidlingen) i brev af 13. november 2006 skriftligt og personligt indkaldte YY til en samtale om revision af YY’s jobplan den 22. november 2006 kl. 11:00, – det fremgik af mødeindkaldelsen, at YY havde mødepligt til samtalen, og – YY den 22. november 2006 kl. 10:45 ringede til Staten i Jobcenteret og oplyste, at YY skulle til lægen, og at YY af den grund ikke kunne møde op til samtalen. Rådighed: Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet. Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet uden en gyldig grund udebliver fra en samtale om revision af en jobplan, som Staten i Jobcenteret (tidl. Arbejdsformidlingen) har indkaldt medlemmet til skriftligt og personligt og med angivelse af samtalens formål. De gyldige grunde er anført i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, kapitel 3. Medlemmet kan igen få dagpenge, når medlemmet har henvendt sig til Staten i Jobcenteret eller a-kassen vedrørende udeblivelsen. Henvender medlemmet sig til Staten i Jobcenteret samme dag, som samtalen skulle have været afholdt, kan medlemmet ikke få dagpenge for den dag, hvor samtalen skulle have været afholdt. Ankenævnet finder, at YY ikke stod til rådighed den 22. november 2006, hvor YY meldte afbud til samtalen hos Staten i Jobcenteret. Ankenævnet har lagt vægt på, at YY var indkaldt skriftligt og personligt til samtalen den 22. november 2006, og at det af mødeindkaldelsen fremgik, at formålet med samtalen var en revision af jobplanen. Ankenævnet har lagt vægt på, at YY et kvarter inden samtalen den 22. november 2006 ringede til Staten i Jobcenteret og meldte afbud. Ankenævnet har videre lagt vægt på, at YY ikke ses at have haft nogen gyldig grund til at melde afbud til samtalen hos Staten i Jobcenteret den 22. november 2006. Selvforskyldt ledighed: Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår at medvirke til at revidere en jobplan uden en gyldig grund. Det skal sidestilles med et afslag, hvis et medlem udebliver fra en samtale om revision af en jobplan på grund af sygdom, som medlemmet ikke har givet besked om til Staten i Jobcenteret inden tidspunktet for samtalens begyndelse. Sekretariatet finder ud fra en fortolkning af reglerne, at et afbud på grund af sygdom inden tidspunktet for samtalens begyndelse ikke skal sidestilles med et afslag, såfremt det ud fra sagens konkrete omstændigheder kan godtgøres, at der er tale om sygdom. Ankenævnet har lagt vægt på YY’s oplysninger om, at YY på det pågældende tidspunkt havde et skinnebenssår, og at YY havde haft komplikationer med benet i form af stafylokokker og andet. Ankenævnet har videre lagt vægt på YY’s oplysninger om, at YY netop havde afsluttet en penicillinbehandling på sårklinik, og at skinnebenssåret på daværende tidspunkt blev tilset 2 gange om ugen af en hjemmesygeplejerske. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på YY’s oplysninger om, at YY dagen før samtalen i Jobcenteret havde besøg af hjemmesygeplejersken, som mente, at det var meget påkrævet med endnu en penicillinbehandling, og at hjemmesygeplejersken havde sagt, at YY skulle kontakte sin læge for at få en ny recept. Ankenævnet finder på denne baggrund, at det i det konkrete tilfælde var nødvendigt, at YY kontaktede sin læge. Ankenævnet har videre lagt vægt på YY’s oplysning om, at YY kontaktede sin læge om morgenen efter, at YY havde haft besøg af hjemmesygeplejersken, og at lægen ikke ville udskrive en ny recept, før han havde tilset benet. Ankenævnet finder derfor, at det var nødvendigt, at YY fik en tid hos lægen samme dag. YY har forklaret, at YY fik en akut tid hos lægen. Ankenævnet finder derfor, at YY således ikke kunne have fået en anden tid hos lægen, der ikke kolliderede med samtalen i Jobcenteret. Det forhold, at YY fik en akut tid hos lægen, er efter Ankenævnets opfattelse udtryk for, at YY måtte melde afbud til samtalen på grund af sygdom. YY har forklaret, at YY havde svært ved at komme igennem hos lægen pr. telefon, og at det først lykkedes kl. 10:45. Ankenævnet finder derfor, at YY ikke kunne have meldt afbud til samtalen før, end YY gjorde. Ankenævnet finder det på baggrund af ovenstående godtgjort, at det var på grund af sygdom, at YY måtte melde afbud til samtalen i Jobcenteret, og at YY derfor skal anses for at have haft en gyldig grund. YY skal ikke anses for selvforskyldt ledig, og YY skal derfor ikke have en karantæne. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 62, stk. 2, nr. 5 og stk. 6, § 63, stk. 1, nr. 4 og stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, – § 3 og § 30, stk. 3, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed, og – § 11, stk. 3, nr. 5 og § 36, stk. 1, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed med de ændringer, der følger af ændringsbekendtgørelse nr. 971 af 17. oktober 2005. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet samt indkaldelsesbrevet af den 13. november 2006 fra Staten i Jobcenteret til YY. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsdirektoratet Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005: § 62 . Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet 1) er aktivt arbejdssøgende, 2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel, 3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og 4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 2 . Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, 1) som er sygt eller i øvrigt ude af stand til at påtage sig arbejde af normalt omfang, 2) som aftjener værnepligt eller unddrager sig denne, 3) som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse, 4) som forsørges på institution, eller 5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Stk. 3 . Kriminalforsorgen skal underrette Arbejdsdirektoratet, hvis et medlem, der modtager dagpenge, undergives strafafsoning eller anden frihedsberøvende foranstaltning, herunder varetægtsfængsling, som følge af et strafbart forhold. Stk. 4 . Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette Arbejdsdirektoratet, når myndigheden får formodning om, at et medlem modtager dagpenge, hvis 1) medlemmet bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor a) medlemmet er varetægtsfængslet, b) politiet eftersøger medlemmet med henblik på varetægtsfængsling eller c) der foreligger en varetægtsfængslingskendelse, eller 2) medlemmet bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet i tilfælde, hvor medlemmet er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse. Stk. 5 . Arbejdsdirektoratet skal videregive underretninger, jf. stk. 3 og 4, til medlemmets arbejdsløshedskasse. Stk. 6 . Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere bestemmelser om 1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, 2) medlemmets kontakt med arbejdsløshedskassen, arbejdsformidlingen og andre aktører i forbindelse med den aktive beskæftigelsespolitik, samt 3) tab af dagpengeret som følge af manglende rådighed og generhvervelse af dagpengeret. § 63 . Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes, 1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, der er formidlet af arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, 2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde, 3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller 4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en jobplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en jobplan efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller afslår eller afbryder en uddannelse, som arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse. Stk. 2 . Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse ved ophør af selvstændig virksomhed, jf. § 57, stk. 3. I disse tilfælde udbetales dagpenge ikke for de første 3 uger efter ophøret. Dog udbetales dagpenge efter den første uge i følgende tilfælde: 1) Ved ophør på grund af konkurs, 2) ved ophør på grund af betalingsstandsning, eller 3) ved ophør på grund af tvangsauktion. Stk. 3 . Et medlem, der nægter at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel, jf. lov om krigsmateriel m.v., anses for at have fyldestgørende grund til at undlade at overtage arbejde eller ophøre med arbejdet, jf. stk. 1. Stk. 4 . Ved selvforskyldt ledighed efter stk. 1 pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger. Ved selvforskyldt ledighed to gange inden for 12 måneder bortfalder retten til dagpenge, indtil 1) et fuldtidsforsikret medlem har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger, 2) et deltidsforsikret medlem har haft mindst 150 timers arbejde inden for 10 uger, eller 3) et medlem i mindst 26 uger uafbrudt har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Stk. 5 . Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-4. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed: § 3 . Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet. Kapitel 10 Manglende ret til dagpenge i en periode § 30 . Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet uden en gyldig grund, jf. bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, udebliver fra en formidlingssamtale eller en samtale vedrørende tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller udarbejdelse eller revision af en jobplan, som AF har indkaldt medlemmet til skriftligt og personligt og med angivelse af samtalens formål. Stk. 2 . Medlemmet kan igen få dagpenge, når medlemmet har henvendt sig til AF eller a-kassen vedrørende udeblivelsen. Stk. 3 . Henvender medlemmet sig til AF før samtalen eller samme dag, som samtalen skulle have været afholdt, kan medlemmet ikke få dagpenge for den dag, hvor samtalen skulle have været afholdt. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed med de ændringer, der følger af ændringsbekendtgørelse nr. 971 af 17. oktober 2005: Afslag på en jobplan eller tilbud efter en jobplan § 11 . Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Stk. 2 . Et medlem er også selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår et tilbud efter en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Stk. 3 . Det sidestilles med et afslag, jf. stk. 1 og 2, hvis et medlem: 1) melder afbud til eller udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan, 2) melder afbud til eller ikke møder til en samtale om afgivelse af et tilbud efter en jobplan, 3) melder afbud til eller udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af ferie, som medlemmet ikke har givet meddelelse om til AF senest 14 dage før ferien holdes, 4) melder afbud til eller udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af afholdelse af en enkelt feriedag, som medlemmet ikke på tidspunktet for afsendelsen af AF's indkaldelse til samtalen eller tilbuddet har meddelt AF, eller 5) udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af sygdom, som medlemmet ikke har givet besked om til AF eller arbejdsgiveren inden tidspunktet for samtalen eller tilbuddets start. Stk. 4 . Stk. 1 og 2 gælder også andre situationer, der kan sidestilles med et afslag, herunder hvis et medlem udviser en adfærd, som gør, at medlemmet ikke får udarbejdet eller revideret en jobplan eller får et tilbud efter en jobplan. Stk. 5 . Det er et krav, at AF har indkaldt medlemmet skriftligt og personligt til samtalen. Stk. 6 . Det skal ikke sidestilles med et afslag, hvis et medlem ikke møder til en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan, hvis det skyldes, at medlemmet er til en jobsamtale eller begynder arbejde samme dag. Stk. 7 . Det skal ikke sidestilles med et afslag, hvis et medlem ikke møder til en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan, hvis det dokumenteres, at udeblivelsen skyldes et akut, udefra kommende forhold, som medlemmet ikke har kunnet forudse eller forhindre. Det er tillige en forudsætning, at medlemmet havde vilje til at møde, og at medlemmet uden ugrundet ophold kontakter AF eller a-kassen om udeblivelsen.« Kapitel 3 Gyldige Grunde § 12 . En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde eller et tilbud efter en jobplan. Stk. 2 . Det er ikke en gyldig grund, hvis årsagen til afslaget eller opsigelsen er en afledt følge af en handling, som medlemmet har foretaget efter eget valg. Helbred § 13 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis der er dokumentation fra en læge for: 1) at medlemmet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller 2) at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet. Stk. 2 . Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen. Stk. 3 . Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan. Stk. 4 . Stk. 1 og 2 gælder også ophør i et tilbud efter en jobplan. Transport § 14 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører, at den tid, der går til transport, er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed. Stk. 2 . Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til: 1) omlægning af offentlige transportmidler, 2) ændring af arbejdstidens placering, eller 3) bortfald af en privat aftale om samkørsel med personer uden for medlemmets husstand, hvor medlemmet ikke har råderet over transportmidlet. Stk. 3 . Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan . Stk. 4 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Pasning af familie § 15 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke har pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer af husstanden, der kræver pleje. Stk. 2 . Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at medlemmet har gjort rimelige forsøg på at skaffe en pasningsmulighed. Stk. 3 . Stk. 1 gælder også ved: 1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og 2) afslag på et tilbud efter en jobplan. Stk. 4 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Efterløn § 16 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ønsker at gå på efterløn, og medlemmet rent faktisk går på efterløn. Stk. 2 . Ved afslag er det et krav, at medlemmet har søgt om at gå på efterløn i umiddelbar tilknytning til afslaget og med virkning fra ansøgningen. Stk. 3 . Stk. 1 og 2 gælder også ved: 1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og 2) afslag på et tilbud efter en jobplan. Stk. 4 . Stk. 1 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Deltidsforsikredes arbejdstid § 17 . Et deltidsforsikret medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis arbejdstiden er på over 6 timer i døgnet eller beregnet i gennemsnit for 1 måned er på over 30 timer om ugen. Stk. 2 . Ved opsigelse er det et krav, at den ændrede arbejdstid er pålagt medlemmet af arbejdsgiveren, og at medlemmet ikke har accepteret arbejdstiden. Stk. 3 . Stk. 1 gælder også ved: 1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og 2) afslag på et tilbud efter en jobplan. Stk. 4 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Tab af supplerende dagpenge § 18 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, jf. § 60, stk. 1, og § 73, stk. 2, i loven. Stk. 2 . Et medlem kan opsige et arbejde og fratræde inden for 26 uger efter, at retten til supplerende dagpenge er faldet bort. Frigørelsesattest § 19 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede en frigørelsesattest eller kalder en frigørelsesattest tilbage. Stk. 2 . Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet ikke har accepteret at fortsætte i arbejdet uden samtidig at få supplerende dagpenge. Stk. 3 . Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan. Stk. 4 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Arbejde i udlandet § 20 . Et medlem kan opsige et arbejde, hvis arbejdet bliver udført i udlandet eller i Grønland, medmindre medlemmet: 1) under ansættelsen har bopæl i Danmark, 2) er udsendt af den danske stat, eller 3) er ansat hos en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret i Danmark. Stk. 2 . Et medlem kan afslå et formidlet arbejde, hvis arbejdet skal udføres i udlandet, på Færøerne eller i Grønland. Produktion af krigsmateriel § 21 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke vil være med til at udvikle eller producere krigsmateriel, jf. lov om krigsmateriel m.v. Stk. 2 . A-kassen skal indhente en skriftlig erklæring fra Justitsministeriet om, at den pågældende virksomhed er omfattet af lov om krigsmateriel m.v. Stk. 3 . Stk. 1 og 2 gælder også ved: 1) afslag på et tilbud efter en jobplan, og 2) ophør i et tilbud efter en jobplan. Støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn § 22 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet får eller straks efter begynder at få: 1) støtte efter lov om social service til at passe et handicappet barn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, eller 2) støtte efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til at passe et alvorligt sygt barn. Stk. 2 . Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har fået afslag på at få orlov fra arbejdet. Stk. 3 . Stk. 1 gælder også ved: 1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og 2) afslag på et tilbud efter en jobplan. Stk. 4 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Arbejdspladsen § 23 . Et medlem kan opsige et arbejde, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet. Stk. 2 . Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation. Stk. 3 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Flytning som skyldes, at ægtefællen eller samleveren flytter for at overtage arbejde mv. § 24 . Et medlem kan opsige et arbejde i forbindelse med en flytning, hvis det skyldes, at ægtefællen eller samleveren er flyttet for at: 1) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed, 2) begynde på en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller fortsætte i et uddannelsesforløb, hvor der er mindst 18 måneder tilbage af uddannelsesforløbet, eller 3) begynde eller flytte en selvstændig virksomhed, der udøves mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. Stk. 2 . Det er et krav: 1) at medlemmets opsigelse og flytning sker inden 1 år efter, at ægtefællen eller samleveren er flyttet, 2) at ægtefællens eller samleverens daglige transporttid fra den hidtidige bopæl til det nye arbejde mv. er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed, og 3) at medlemmets daglige transporttid fra ægtefællens eller samleverens nye bopæl til arbejdet er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed. Stk. 3 . Stk. 1-2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Fratrædelsesgodtgørelse § 25 . Et medlem kan opsige et arbejde, hvis medlemmet ved en fratrædelse får en godtgørelse fra arbejdsgiveren, der medfører fradrag i dagpengene efter bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv. Stk. 2 . Det er et krav: 1) at godtgørelsen gives som et led i en fratrædelsesordning, og 2) at godtgørelsen sammen med løn i den periode, hvor medlemmets opsigelsesvarsel løber, mindst svarer til løn for den periode, der svarer til arbejdsgiverens opsigelsesvarsel. Fysisk vold § 26 . Et medlem kan opsige et arbejde, hvis en flytning fra en hidtidig bopæl skyldes, at en samboende ægtefælle eller samlever udøver fysisk vold mod medlemmet, når: 1) ophøret og flytningen sker inden for 2 måneder efter, at den fysiske vold er udøvet, og 2) det ved en lægeattest eller en politianmeldelse dokumenteres, at medlemmet har været udsat for fysisk vold. Stk. 2 . Et medlem kan opsige et arbejde, selv om medlemmet ikke kan dokumentere fysisk vold, hvis det kan dokumenteres ved en politianmeldelse, at flytningen og opsigelsen skyldes en overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om fysisk vold fra samboende ægtefælle eller samlevers side. Stk. 3 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Det formidlede arbejde § 27 . Et medlem kan afslå et formidlet arbejde, hvis medlemmet ikke har pligt til at overtage arbejdet efter reglerne i §§ 7 og 8 i bekendtgørelse om rådighed. Overtagelse af arbejde mv., som et medlem selv har fundet § 28 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis det skyldes, at medlemmet skal: 1) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed, 2) begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed, eller 3) begynde som selvstændig erhvervsdrivende mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. Stk. 2 . Et medlem kan opsige et arbejde, hvis medlemmet er blevet afskediget af en grund, der ikke væsentligst skyldes medlemmet, for at overtage andet arbejde, der på opsigelsestidspunktet forventes at fortsætte udover det tidspunkt, hvor medlemmet ellers skulle have været fratrådt. Stk. 3 . Ved opsigelse af arbejde efter stk. 1, nr. 1, og stk. 2, er det et krav, at det arbejde, som medlemmet overtager, er på samme eller højere ugentligt timetal, eller af et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge. Stk. 4 . Et medlem kan ophøre i et tilbud efter en jobplan, hvis det skyldes, at medlemmet skal: 1) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed, 2) begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed, eller 3) begynde som selvstændig erhvervsdrivende mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. Overtagelse af formidlet arbejde § 29 . Et medlem kan ophøre i et tilbud efter en jobplan, hvis det skyldes, at medlemmet skal overtage et arbejde, der er formidlet af a-kassen, andre aktører eller AF efter reglerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Flere arbejdsforhold § 30 . Et medlem kan opsige et af flere arbejdsforhold, der tilsammen er på mere end fagets normale arbejdstid om ugen, hvis medlemmets samlede arbejdstid efter opsigelsen ikke kommer ned på et timetal om ugen, der kan give ret til supplerende dagpenge. Sammenfald mellem arbejde og bolig § 31 . Et medlem kan opsige et arbejde, hvis arbejdsstedet og boligen er sammenfaldende, og medlemmet ikke længere kan disponere over boligen. Stk. 2 . Det er et krav: 1) at medlemmet ikke har haft indflydelse på grunden til, at der ikke længere kan disponeres over boligen, og 2) at arbejdet ikke kan udføres fra den nye bolig. Stk. 3 . Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan. Manglende færdigheder § 32 . Et medlem kan ophøre i et tilbud om uddannelse efter en jobplan, hvis uddannelsesstedet bekræfter, at medlemmet ikke har de fornødne færdigheder til at gennemføre uddannelsen. Rimeligt tilbud mv. § 33 . Et medlem kan afslå eller ophøre i et tilbud efter en jobplan, hvis tilbudet ikke er rimeligt efter en afgørelse, der er truffet af det Regionale Arbejdsmarkedsråd. Aftjene værnepligt mv. § 34 . Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde for at aftjene militær eller civil værnepligt, udføre FN‑tjeneste eller ligestillede opgaver, som er omfattet af lov om værnepligtsorlov og orlov til FN-tjeneste mv. Stk. 2. Det er et krav, at medlemmet ikke er omfattet af lov om værnepligtsorlov og orlov til FN-tjeneste mv. Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved: 1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, 2) afslag på et tilbud efter en jobplan, og 3) ophør i et tilbud efter en jobplan. Arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse § 35 . Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i særlige tilfælde bestemme, at det er en gyldig grund, hvis medlemmet opsiger et arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse. Kapitel 4 Sanktioner Karantæne § 36 . Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 39. Stk. 2 . Er medlemmet selvforskyldt ledig efter § 7 eller § 8 anses karantænen for udstået, hvis den ikke er afviklet senest på det tidspunkt, hvor medlemmet skulle være fratrådt efter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel. Ankenævnet har behandlet XX’s klage på møde den 10. april 2008. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Ankenævnet har dags dato truffet afgørelse om, at YY ikke har ret til dagpenge den 22. november 2006, og at der ikke er grundlag for at anse YY for selvforskyldt ledig den 22. november 2006. YY har dermed modtaget dagpenge med urette den 22. november 2006, men YY har modtaget dagpenge med rette i ”karantæneperioden”. A-kassen har således ikke ret til refusion for dagpenge udbetalt den 22. november 2006, men a-kassen har ret til refusion for dagpenge udbetalt i ”karantæneperioden”. Ankenævnet ændrer således delvist Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 31. oktober 2007. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – YY ikke havde ret til dagpenge den 22. november 2006, og – YY ikke var selvforskyldt ledig den 22. november 2006. Efter reglerne har en a-kasse ret til refusion for udbetalte dagpenge, når pengene er udbetalt med rette. Ankenævnet finder derfor, at a-kassen har ret til refusion for ydelser udbetalt til YY i ”karantæneperioden”. Efter reglerne har en a-kasse ikke ret til refusion for udbetalte dagpenge, når pengene er udbetalt med urette. Er der udbetalt refusion, skal a-kassen betale den tilbage. Hvis dagpengeudbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har a-kassen ret til refusion, hvis a-kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt. Ankenævnet finder, at a-kassen ikke har indhentet et forsvarligt grundlag for det udøvede skøn, og at a-kassen derfor ikke har ret til refusion for dagpenge udbetalt til YY den 22. november 2006. Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at a-kassen efter ankenævnets vurdering alene træffer afgørelse på baggrund af Jobcenterets oplysning om, at YY meldte afbud til samtalen, fordi YY skulle til læge. A-kassen har derfor ikke sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 79, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, og – § 2, stk. 1, § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsdirektoratet Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af den 11. september 2005: Refusion § 79 . Staten yder hver kasse refusion af de udgifter, som kassen i det foregående regnskabsår har afholdt efter kapitel 9 og 9 a, § 55, stk. 4, § 57, stk. 2, kapitel 11 a-c, § 77 a og § 84, stk. 6, jf. dog §§ 38, 79, stk. 3, 80, stk. 1, og 86, stk. 4, samt efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 2 . Til dækning af en kasses løbende udgifter til dagpenge m.v. kan der ydes forskudsbetaling eller acontorefusion. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter nærmere regler herom. Stk. 3 . Krav på refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal tilbagebetales i det omfang, kassen ikke efter anmodning forelægger dokumentation i overensstemmelse med regler, der fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet. Stk. 4 . Beskæftigelsesministeren kan tillade, at stk. 3 fraviges, når ganske særlige omstændigheder taler herfor. Stk. 5 . Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om, at refusion af udgifter, jf. stk. 1, helt eller delvis bortfalder, hvis en arbejdsløshedskasse har begået fejl i forbindelse med sagsbehandlingen. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser: Ydelser udbetalt med rette § 2 . En a-kasse har ret til refusion fra staten for ydelser, der er udbetalt med rette, jf. dog stk. 2. Stk. 2 . Hvis en a-kasse har begået fejl i sagsbehandlingen og Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn som følge heraf træffer afgørelse om, at medlemmet har ret til en ydelse, falder a-kassens ret til refusion væk. Refusionen falder væk for perioden indtil tidspunktet for direktoratets eller ankenævnets afgørelse. Hvis direktoratets eller ankenævnets afgørelse skyldes a-kassens forkerte vejledning af medlemmet (realudligningsprincippet), har a-kassen dog ret til refusion for ydelser, der udbetales for perioder efter det tidspunkt, hvor fejlen bliver konstateret. Ydelser udbetalt med urette § 3 . En a-kasse har ikke ret til refusion, hvis den med urette har udbetalt ydelser. Er der udbetalt refusion, skal a-kassen betale den tilbage. Stk. 2 . A-kassen har dog ret til refusion i de i §§ 4-7 anførte tilfælde. § 5 . Hvis udbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har a-kassen ret til refusion, hvis a-kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt. Stk. 2 . En a-kasse har ret til refusion, hvis urigtige oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden a-kasse er skyld i, at ydelsen er udbetalt med urette. A-kassen har dog ikke ret til refusion, hvis den vidste eller burde vide, at oplysningerne var urigtige. Stk. 3 . Stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse, hvis medlemmet på grund af uagtsomhed er ansvarlig for at betale beløbet tilbage efter § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog § 6.